”Faren ved offentligt tilsyn er, at det vil være i strid med kravet om advokaters uafhængighed. Vi er ofte på vegne af klienter modparter til staten. Derfor er det ikke staten, der skal føre tilsyn med advokater.”
Advokatrådets formand, Peter Fogh, i Berlingske Business.
779
Så mange jurastuderende er startet på Københavns Universitet i år. 494 ud af de i alt 779 er kvinder.
PARTNERPRØVEN
Partnerprøven afholdes næste gang 30. oktober 2018 klokken 13-15 på Københavns Universitet, Peter Bangs Vej 36, 2000 Frederiksberg. Partnerprøven er obligatorisk for ikke-advokater, der har erhvervet aktier eller anparter i et advokatselskab. Der er pligt til at tilmelde sig den førstkommende partnerprøve efter erhvervelsen af ejerandelene.
Tilmelding sendes til Lise Ravnkilde, Advokatsamfundet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K eller på mail lra@advokatsamfundet.dk.
Krav om LEI-koder
Den 3. januar 2018 trådte MiFIR-forordningen i kraft. En værdipapirhandler må herefter kun gennemføre en transaktion for en kunde, der er en juridisk person, hvis kunden forinden har oplyst sin LEI-kode. Dette gør sig også gældende for eksempelvis konkursboer eller dødsboer, der skal afvikle værdipapirer.
Det betyder, at en advokat, der for eksempel er kurator i et konkursbo, skal sørge for, at boet har en LEI-kode, hvis de ønsker at sælge værdipapirer. Man kan få en LEI-kode ved at henvende sig til en LEI-udbyder.
Læs mere om reglerne og hvor man kan få en LEI-kode på Finanstilsynet.dk
Emner til det 42. nordiske juristmøde |
Det 42. nordiske juristmøde afholdes i Reykjavik 20.-21. august 2020. De nordiske Juristmøder har været afholdt hvert 3. år siden 1872 på skift mellem de fem nordiske hovedstæder. På møderne, der normalt samler omkring 1.000 deltagere, diskuteres juridiske og retspolitiske spørgsmål af generel interesse for jurister i de nordiske lande.
En vigtig del af forberedelserne til mødet består i at få udvalgt de emner, der skal behandles på juristmødet. Som led i dette forarbejde vil den danske styrelse meget gerne modtage forslag til emner. Forslag til emner bedes ledsaget af en kort præsentation af emnerne og bemærkninger om, hvorfor de er egnet til diskussion i et nordisk forum.
Emneforslag m.v. bedes sendt til den danske styrelses formand, direktør, dr.jur. Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder, Wilders Plads 8K, 1403 København K, mail jch@humanrights.dk. Emneforslagene bedes fremsendt inden den 15. oktober 2018.
Information om det 42. nordiske juristmøde i Reykjavik samt oplysninger om de emner, der blev behandlet på det seneste juristmøde i Helsingfors august 2017 og på tidligere juristmøder tilbage til 1948, kan findes på www.nordiskjurist.org.
Minretssag.dk kører i perioder langsomt
Brugerne af minretssag.dk vil i perioder opleve, at systemet kører langsomt, og når problemet er værst, kan brugerne opleve, at de bliver logget ud og skal starte forfra. Advokatsamfundet holder jævnligt møder med Domstolsstyrelsen om anvendelsen af minretssag.dk. Hvis du derfor oplever generelle problemer eller uhensigtsmæssigheder med systemet, er du velkommen til at skrive til Lene Kragelund på lkr@advokatsamfundet.dk, som vil videresende oplysningerne til Domstolsstyrelsen.
Styrkelse af justitsområdet i Grønland
Med finansloven for 2018 blev der afsat ti mio. kroner årligt i perioden 2018-2021 som en særlig indsats rettet mod det grønlandske retsvæsen. Nu er Justitsministeriet og Naalakkersuisut blevet enige om, hvordan puljen skal udmøntes.
Der er blandt andet – i overensstemmelse med en af anbefalingerne i Advokatrådets rapport ”Retssikkerhed i Grønland” – afsat midler til en yderligere dommer ved Retten i Grønland med henblik på, at det i endnu højere grad vil være muligt for Retten i Grønland og kredsdommerne at fokusere på kortere sagsbehandlingstider, ligesom Retten i Grønland vil kunne øge indsatsen for at kompetenceudvikle kredsdommere og kredsdommerkandidater.
Kulturnat i Advokatsamfundet
Advokatsamfundet deltager også i år i Kulturnatten i København 12. oktober 2018, hvor vi blandt andet genopfører Folkedomstolen, som var en stor succes på Folkemødet på Bornholm i juni. Under overskriften Advokat i Samfundet vil René Offersen og Knud Foldschack fortælle om deres arbejde. Der vil også i lighed med sidste år være juridisk skadestue på Kulturnatten.
Tid til at forny dit advokat ID-kort?
Alle advokater har nem adgang til retten – men kun med et gyldigt ID-kort. Kortet er gyldigt i tre år. Når dit kort er udløbet, sender du det retur til Advokatsamfundet, som udsteder dit nye kort. Såfremt din beskikkelse bortfalder, frakendes eller deponeres, skal ID-kortet returneres til Advokatsamfundet.
Stor tillid til Danmarks Domstole
Danmark tager førstepladsen i Europa, når det gælder tilliden til dommernes og domstolenes uafhængighed. Det viser EU’s Justice Scoreboard 2018. Hvert år måler EU-Kommissionen, i hvor høj grad befolkningen og virksomheder i Europa oplever domstolene som uafhængige. I Danmark svarer ni ud af ti ja på spørgsmålet. På anden- og tredjepladsen ligger Finland og Østrig, mens Bulgarien, Slovakiet og Ungarn ligger i bunden.
CCBE udgiver ”Guide on lawyers’ use of online legal platforms”
CCBE har udgivet en guide om advokaters brug af online legal platforms, som omhandler de forskellige måder, man som advokat kan bruge online platforme i forbindelse med sit advokatvirke. Guiden dækker alt fra mere simple søgemaskiner, hvor man kan finde en advokat, til hjemmesider der udbyder juridisk rådgivning. Guiden rummer en række overvejelser, man som advokat skal gøre sig ved brug af online platforme, herunder i forhold til de advokatetiske regler.