Alle mennesker har ret til en advokat. Det ligger i advokatgerningen at skulle give noget tilbage, og selvfølgelig har jeg også valgt mit speciale, fordi det udover juraen er 'noget med mennesker', siger Louise Vigand Kryger, der igennem Mary Fonden er frivillig på kvindekrisecentre.
Af Kirsten Weiss
Alle mennesker har ret til en advokat. Også kvinder på et krisecenter. Og for mig var det naturligt at vælge at bidrage med noget frivilligt inden for familieretten. I dag kan jeg godt se, hvor uforberedt jeg faktisk var på at møde den verden, der møder en på et kvindekrisecenter, hvor kvinderne eller deres børn har været udsat for vold. Det er ikke de her kvinder, der kommer ned på advokatkontoret eller opsøger Advokatvagten, for når man er i krise, har man ikke overskud til ret meget. Man er presset, og måske kommer man slet ikke uden for krisecentret. I flere af de sager, jeg har haft, har kvinder og børn ikke været uden for centret i månedsvis, ofte på grund af risikoen for at børnene bliver bortført eller kvinderne opsøgt igen. Skal vi i retten, bliver kvinderne hentet og bragt af politiet. Politibeskyttelsen har været helt nødvendig i forhold til kvindens sikkerhed eller til bortførelsesrisikoen for barnet.
Jeg er tilknyttet to krisecentre og kommer hvert sted cirka en gang hver fjerde uge, oftere hvis kvinderne har behov for det. Jeg er der den tid, der er brug for. Rent praktisk foregår det ved, at man skriver sig op til rådgivning, og jeg ved ikke altid, hvordan behovet er den dag, jeg kommer. Måske sidder der en kvinde med et kæmpestort problem eller fire kvinder med hver sit mindre. Nogle af kvinderne ser jeg bare én gang, andre flere, og indimellem er der også en, der vælger mig som advokat. Deres sager betyder meget for mig. Ikke bare dem, jeg får lov at følge helt til dørs, men også de kvinder jeg måske kun ser én gang. Måske får jeg at vide, at de er flyttet tilbage til manden eller til et andet land. Hverken jeg eller krisecentret ved, hvordan det går dem.
Ofte handler sagerne om bopælspligt, bidrag og samvær, og om det nu er muligt at komme ud af forholdet uden at miste børnene. Mange kvinder har i lang tid fået at vide af manden, at "hvis du går fra mig, så ser du aldrig dine børn igen" eller "der er ingen, der vil tro på det, du fortæller". Jeg kan bidrage med at gøre deres rettigheder og processen fremover klar for dem. Også helt lavpraktisk. Vi gennemgår måske, hvordan et møde i Statsforvaltningen foregår, for eksempel at man ikke kommer til at sidde i samme rum som sin voldelige ægtemand. Og skal man igennem en retssag, tager vi den helt konkret, hvis der er behov for det: Sådan ser retssalen ud, her sidder du, her sidder din eksmand, her sidder dommeren.
Børnene fylder meget i kvindernes sager. På kontoret møder jeg aldrig børnene, måske ser jeg et billede af et barn, men på krisecentret er pasning ikke altid mulig, og så er børnene med til møderne. Så håber man, at de er så små, at de ikke forstår ret meget af det, vi taler om. I øvrigt kan man slet ikke undgå at møde børnene, når man træder ind ad døren på et krisecenter. Her er mange, der har brug for hjælp til et snørebånd eller til at få tørret næsen, så jeg får pludselig ansigter på børnene fra sagerne og ved, hvad de har været udsat for. Som advokat skal man kunne holde sag og følelser adskilt. Jeg er professionel, og jeg har også behov for at bevare mit faglige overblik for at rådgive bedst muligt, og de her kvinder har ikke behov for, at jeg også sætter mig ned og græder. Men jeg har selv små børn, og når jeg kommer hjem, kan jeg godt finde på at give dem et ekstra stort kram og tænke, at "I skulle bare vide, hvor privilegerede I er".
Indimellem har man behov for at læsse af, og jeg har heldigvis gode kollegaer på kontoret. Også socialrådgiverne på krisecentrene taler jeg meget med, og netop muligheden for at læsse af var et af temaerne på mit seneste netværksmøde i Råd til Livet, som er et projekt under Mary Fonden. Som rådgiver i Råd til Livet bliver man del af et fagligt netværk og kan mødes med andre rådgivere, også inden for andre specialer. På et tidspunkt havde H.K.H. Kronprinsesse Mary bedt om et møde med indbudte rådgivere, der kunne fortælle om deres arbejde, og jeg var en af dem. Det var et rigtig godt møde med en meget engagereret og lyttende Kronprinsesse. For mig er det givende at være del af et projekt, hvor jeg på et lille plan gør en forskel for kvinder, der ellers ikke ville have fået juridisk rådgivning på samme måde. Måske kan man, hvis man får medhold i en sag om fuld forældremyndighed, eller at der ikke skal være samvær med en voldelig far, få en lille smule mere ro i sit liv og overskud til at hjælpe sig selv og børnene videre.
Det er tæt på en pligt at give noget tilbage som advokat. Det forpligter i hvert fald. Og det giver sindssygt meget på både det personlige og det professionelle plan. Jeg har lært, at der foregår meget mere ude i hjemmene, end man tror, men det frivillige arbejde har også udviklet mig som advokat. Jeg er blevet bedre til at fornemme, hvor folk er henne, og jeg passer mere på med ikke at køre igennem med al juraen, hvis klienten har brug for at fortælle mig noget andet først. Man bliver en menneskekender. Man lærer at genkende mønstre, og det kan man bruge i sit arbejde i øvrigt. På kontoret kan jeg i dag godt sidde med en kvinde og tænke, at "jeg kan godt se et mønster her, men heldigvis havde du ressourcer og netværk til at komme væk i tide". Og jeg er blevet hurtigere til at skifte spor i en samtale, hvis jeg kan se, at det er der behov for. Det er ofte sårbare mennesker, vi sidder med som advokater.
Louise Vigand Kryger
Advokat i PARTNER Advokater i Køge. Beskæftiger sig primært med samlivsophævelser, bodelinger og forældremyndigheds-, bopæls-, samværs- og bidragssager. Advokat siden 2011, frivillig rådgiver i Mary Fondens projekt Råd til Livet siden 2013, deltager i Advokatvagten og på kurser om familieforberedelse i kommunalt regi. Skriver jævnligt i dagblade om hverdagsjura.
Mary Fondens projekt Råd til Livet
- Råd til Livet er gratis økonomisk, juridisk og social rådgivning til kvinder, som har været udsat for vold.
- Projektet har eksisteret i snart ti år, og flere end 4.300 kvinder har modtaget rådgivning og støtte.
- Rådgivningen foregår hos Mødrehjælpen og på en lang række krisecentre rundt om i landet.
- Råd til Livet er et samarbejde mellem Mary Fonden, Mødrehjælpen, LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre), Nykredit, Østifterne og lokale advokater.
- Projektet er i høj grad båret af frivillige kræfter. Medarbejdere fra Nykredit og lokale advokater stiller gratis op med deres ekspertise og erfaringer.
- Fokus i rådgivningen er hjælp til selvhjælp – at give kvinderne mod, overblik og redskaber til at håndtere egen situation og derved bedre mulighed for at skabe sig et liv uden vold.
Læs mere på maryfonden.dk