Af Ph.d. Kumm Sabba Mirza, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

En æresrelateret forbrydelse vedrører en situation, hvor en eller flere personer mener, at deres ære er blevet eller er i fare for at blive krænket og derfor begår en forbrydelse mod ”krænkeren” i et forsøg på at genoprette eller opretholde den mistede eller truede ære.

Denne beskrivelse af æresrelaterede forbrydelser passer for eksempel på en afgørelse fra retten i Glostrup, afsagt i 2013. Familien til den 17-årige kvinde med minoritetsbaggrund mente, at hun havde krænket familiens ære ved at have fundet sig en dansk kæreste. Efter forudgående aftale mellem far, mor, moster og farbror blev kvinden mishandlet i farbrorens hus. Hun blev beordret til at tage sit tøj af, hvorefter hun blev pisket med et læderbælte forskellige steder på kroppen. Moren klippede på et tidspunkt håret af kvinden, mens farbroren ad flere omgange snørede et bælte om kvindens hals og strammede det så kraftigt, at hun ikke kunne trække vejret. Det medførte manifest livsfare med punktformede blødninger i øvre del af ansigtet, på halsen, i øjenlågshuden, bag ørerne og i næsesvælget. Det lykkedes kvinden at flygte fra huset efter cirka tre timers mishandling.

Denne sag udgør et eksempel på en række af straffesager med et æresrelateret motiv, hvor de tiltalte er blevet bedømt efter generelle straffelovsbestemmelser. Straffen for samtlige tiltalte blev i denne sag fastsat til fængsel i et år og ni måneder, jf. STRFL § 245, stk. 1, og § 261, stk. 1. Retten lagde ved udmålingen af straffen i skærpende retning vægt på, at kvinden var en spinkel, umyndig pige, der blev udsat for særdeles grov vold, at volden var begået efter forudgående planlægning og af flere i forening. Yderligere lagde retten vægt på, at forældrene har en særlig pligt til at passe på deres datter. Endelig fremhævede retten, at det forhold, at kvinden ikke havde fulgt sin families instrukser, ingen selvstændig betydning havde for straffens udmåling.

De fleste af os undrer os måske lidt over, hvorfor denne og lignende sager ikke bliver bedømt efter de specielt til anledningen vedtagne æresrelaterede bestemmelser, som vi har hørt så meget om i den offentlige og politiske debat. Vi tænker måske, at flere års debat om æreskonflikter og negativ social kontrol nødvendigvis må have medført en straffelovgivning, som efterhånden både virker præventivt til skræk og rædsel og effektivt, hvis uheldet er ude? Eller hvad? Hvad dækker begreber som ”æresrelaterede konflikter” og ”negativ social kontrol” egentlig over, og hvad er det for nogle forbrydelser, der bliver betegnet ”æresrelaterede” i et strafferetligt perspektiv? Er der en sammenhæng mellem de indførte bestemmelser og de æresrelaterede forbrydelser, som bliver begået ude i den virkelige verden?

Det æresrelaterede område

Der er bred enighed i skiftende regeringers handlingsplaner på det æresrelaterede område om, at æreskonflikter opstår inden for nære, familiære relationer, hvor konflikten og undertrykkelsen skyldes en opfattelse af, at familiens ære er blevet krænket. De æresrelaterede handlinger bliver i den forbindelse karakteriseret ved at være typisk ”planlagte”, ”kollektivt organiseret” og i et vist omfang ”accepteret” af den øvrige familie. I rigspolitiets strategi for politiets indsats over for æresrelaterede forbrydelser fra 2007 bliver der lagt vægt på, at æresrelaterede forbrydelser har forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber, samt at forbrydelserne ofte forekommer i lukkede miljøer med en anden kulturbaggrund end dansk og med stærke klan- og familiebaserede relationer og netværk. 

Negativ social kontrol i tilknytning til æreskonflikter bliver i den seneste handlingsplan fra 2016 beskrevet som handling, styring, kontrol eller sanktioner, der i væsentlig grad hæmmer eller begrænser den enkeltes livsudfoldelse, adfærd, valg og rettigheder. Eksempelvis er der ifølge handlingsplanen tale om negativ social kontrol, hvis en person bliver udsat for restriktioner i forhold til livsstil, fritidsaktiviteter, sociale relationer, valg af ægtefælle eller retten til at bestemme over egen krop.

De æresrelaterede bestemmelser i straffeloven

Siden 2003 er der blevet indført tre bestemmelser i straffeloven, som i deres forarbejder og historik er blevet omtalt som forbrydelser, der bliver begået med æresrelaterede bevæggrunde. Det drejer sig om strl. § 245 a om et forbud mod kvindelig omskæring, strl. § 260, stk. 2, om ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab og strl. § 260, stk. 3, om ulovlig tvang i forbindelse med ansigtstildækning. Bestemmelserne er ikke nykriminaliseringer, eftersom vold og tvang i forvejen udgør strafbare forhold.

En retlig analyse af bestemmelserne viser, at de ud fra kravet om subsidiaritet, om klarhed og om effektivitet retligt set er overflødige og lovteknisk set er uklare på flere områder. Det har i praksis givet anledning til en række udfordringer i forbindelse med opdagelse, underretning og politianmeldelse fra skoler og kommuner, samt efterforskningsmæssige udfordringer hos politiet.

Eksempelvis har rigspolitiet frem til 2017 registreret fem sager, hvor afrikanske forældre er blevet anmeldt til politiet for at have omskåret deres mindreårige døtre, og hvor en efterfølgende gynækologisk undersøgelse af pigerne viste, at de ikke var omskårede. I disse sager har fagpersonerne lagt en mistanke om omskæring til grund, eksempelvis hvis pigerne enkelte gange ikke har villet deltage i svømning, hvis ældre søstre til pigerne var begyndt at bære tørklæde, eller hvis pigerne har været på en forlænget sommerferie til et land, hvor kvindelig omskæring forekommer. 

I 2011 udarbejdede rigsadvokaten en redegørelse om erfaringerne i praksis med anvendelsen af strl. § 260, stk. 2. Redegørelsen viser, at bestemmelsen i praksis har haft negative virkninger, når flere forældre er blevet politianmeldt på et falsk grundlag. I en sag anklagede en 18-årig kvinde sin familie for at have tvunget hende til at indgå ægteskab med en fætter i udlandet. Ved nærmere efterforskning kom det imidlertid frem, at ægteskabet var indgået frivilligt, men at kvinden havde fået en kæreste i Danmark, hvorfor hun ikke længere ønskede at være gift med sin ægtefælle. Rigspolitiet har registreret en række af sager, hvor unge med minoritetsbaggrund har et problemfyldt forhold til deres forældre, og hvor de anvender tvangsægteskabsbestemmelsen som en trussel imod deres forældre, selv om forældrene ikke er ude på at tvangsbortgifte dem.

Rigspolitiet har frem til 2017 alene registreret en enkelt anmeldelse vedrørende strl. § 260, stk. 3. Sagen omhandler et ungt par i tyverne, som indgik en religiøs islamisk vielse og flyttede sammen efter tre-fire måneders forudgående bekendtskab. Ifølge kvinden var hun i løbet af det to-årige ægteskab dagligt udsat for trusler om vold. Hun påstod, at manden havde tvunget hende til at bære ansigtstildækning. Det kom under efterforskningen frem, at kvinden havde båret ansigtstildækning, inden hun blev gift. Sagen blev opgivet på baggrund af bevismæssige vanskeligheder.

Den symbolske betydning af lovgivningen  

Et af de eksplicitte hovedformål med lovgivningen om ”æresrelaterede forbrydelser” har ifølge de forskellige regeringer været at sende signaler til befolkningen om, at de tager bekymringen om denne type kriminalitet alvorligt. Gennem præciserende og strafskærpende lovgivning har regeringerne forsøgt at skabe solidaritet i samfundet og vise handlekraft.

De ovenfor nævnte udfordringer med lovgivningen kunne være imødekommet med en mere omhyggelig bearbejdning af problemstillingerne. Lovforslagene til de enkelte bestemmelser er imidlertid blevet fremsat uden reel interesse for omfang og virkningerne. En retlig analyse af bestemmelserne viser, at omfanget af området for æresrelaterede forbrydelser fra begyndelsen har været begrænset, hvorfor der ikke har været behov for strafferetlige markeringer. Bestemmelserne er alene udtryk for symbollovgivning.

Lovgiverne har indført de tre æresrelaterede bestemmelser med en hensigt om, at de skulle fungere som positiv symbollovgivning. På den ene side har processen omkring lovvedtagelserne været stigmatiserende i forhold til bestemte befolkningsgrupper. På den anden side har bestemmelserne medført negative virkninger efter indførelsen af lovgivningen. Alt i alt signalerer den æresrelaterede symbollovgivning, at straffelovgivningen ikke har virket på dette område. Eksempelvis fremgår det af den føromtalte handlingsplan fra 2016, at unge med minoritetsbaggrund fortsat bliver udsat for æresrelaterede konflikter, samt at området stadigvæk er præget af ”store udfordringer”. Den symbolske betydning af lovgivningen er blandt andet derfor negativladet.

Behov for en sammenhængende lovgivning  

En retlig vurdering af lovgivningen taler for to løsninger.

1) Der er behov for at genoverveje de tre bestemmelser ud fra et bredere perspektiv, hvorfor bestemmelserne bør udformes på en måde, så de ikke fremstår som selektiv lovgivning, der i praksis alene er målrettet visse persongrupper.

2) Henset til de mange registrerede sager ved rigspolitiet og domstolene, som bliver bedømt efter andre bestemmelser end de tre æresrelaterede bestemmelser, bør området blive reguleret på en samlet måde. Eftersom det æresrelaterede motiv kan overføres til en vifte af straffelovsovertrædelser, bør lovgiverne overveje indsættelse af en bestemmelse i strl. § 81, som behandler et strafbart forhold begået med et æresrelateret motiv som en strafskærpende omstændighed ved straffens fastsættelse i almindelighed. Denne lovgivningsteknik vil tage udgangspunkt i gerningspersonens æresrelaterede bevæggrunde til forbrydelsen ved straffens fastsættelse. På den måde kan straffelovgivningen dels være med til at fordømme forbrydelser, som bliver retfærdiggjort med henvisning til æresmotiver, dels kan lovgiverne slippe for indsættelse af usammenhængende lovgivning, som resulterer i stigmatisering af bestemte befolkningsgrupper.

Kumm Sabba Mirza
Cand.jur. og ph.d., ekstern lektor ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.

Aktuel med ph.d.-afhandling: Æresrelaterede forbrydelser. Strafferetlige perspektiver. Jurist- og Økonomforbundets Forlag (2018). Recognized student ved Centre for Criminology, University of Oxford (2017).

Æresrelaterede forbrydelser

En æresrelateret forbrydelse vedrører en situation, hvor en eller flere personer mener, at deres ære er blevet eller er i fare for at blive krænket og derfor begår en forbrydelse mod ”krænkeren” i et forsøg på at genoprette eller opretholde den mistede eller truede ære.

DE ÆRESRELATEREDE BESTEMMELSER

§ 245 a. Den, som ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år.

§ 260. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes for ulovlig tvang den, som

1) ved vold eller ved trussel om vold, om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget,

2) ved trussel om at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte usande ærerørige beskyldninger tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, for så vidt fremtvingelsen ikke kan anses tilbørligt begrundet ved det forhold, som truslen angår.

Stk. 2. Tvinges nogen til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år.

Stk. 3. Tvinges nogen til at bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år.

Kilde: Straffeloven