”I Danmark er vores hverdag gennemsyret af menneskerettigheder. Vi er så vant til vores frihed, at vi ikke tænker over den. Vi kan ikke forestille os, hvordan vores liv ville være uden”.
Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, i en kronik i Politiken i anledning af 70-året for menneskerettighederne.
30
Så mange EU-advokater er der i Danmark. EU-advokater har som udgangspunkt ret til at etablere sig i Danmark og arbejde på lige fod med danske advokater. Dette skal dog ske under den titel, advokaterne har fra deres hjemland, og advokaternes etablering i Danmark skal registreres hos Advokatsamfundet.
Afskedsreception for Advokatsamfundets generalsekretær
Efter knap 9 års ansættelse fratræder Torben Jensen i midten af januar sin stilling som generalsekretær i Advokatsamfundet for at tiltræde en stilling som vicedirektør i Folketinget.
I den forbindelse afholder Advokatrådet afskedsreception fredag den 11. januar 2019, kl. 15-17, hvor medlemmer, samarbejdspartnere, Advokatrådet, Advokatnævnet, kredsene samt medarbejdere kan sige farvel til Torben. Receptionen finder sted i Advokaternes Hus, Kronprinsessegade 28, København K.
Vi glæder os til at se så mange som muligt.
Med venlig hilsen Peter Fogh, formand for Advokatrådet
Af hensyn til planlægningen bedes du venligst give besked til Nina Gundlach Jørgensen på ngj@advokatsamfundet.dk , hvis du forventer at deltage.
Advokatrådets formand: Vi tager både tilsynet og tilliden alvorligt
”Hvis du er i tvivl om, hvor du skal trække stregen, så træk den der, hvor du ikke er i tvivl”.
Sådan skriver Advokatrådets formand, Peter Fogh, i en kronik i Børsen. Ifølge Peter Fogh bør advokater undgå de etiske gråzoner, som de utvivlsomt vil støde på i deres karriere. Det vil skade både advokaten og standen, hvis advokaten hele tiden bevæger sig på grænsen af det etisk forsvarlige.
I kronikken nævner Peter Fogh også den seneste tids negative presseomtale af advokater.
”Som advokater bakker vi entydigt op omkring pressens ret og pligt til at stille de kritiske spørgsmål i samfundet, også selvom vi oplever et meget lille fokus på de mange advokater, der hver dag opfylder samfundskontrakten til gavn for både virksomheder og privatpersoner, og et meget stort fokus på de få, der ikke gør. Pressens dækning minder os dog fortsat om, at vi har et stort ansvar i forhold til netop at have fokus på de få, og det er et ansvar, vi tager meget alvorligt”.
Advokatsamfundet holder lukket mellem jul og nytår
Advokatsamfundet holder juleferie i perioden 24. december til 1. januar. Alle vigtige beskeder – eksempelvis om jobskifte – bedes derfor sendt til samfund@advokatsamfundet.dk senest fredag 21. december om formiddagen.
Advokatsamfundet ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.
Ændringer fra Højesteret
Fra årsskiftet skal parterne i Højesteret indlevere færre eksemplarer end hidtil af ekstrakt, materialesamling, påstandsdokument og domsudskrifter. Ændringen sker efter ønske fra Advokatrådet, Rigsadvokaten, Danske Advokater, Højesteretsskranken og Landsforeningen af Forsvarsadvokater.
Parterne skal indlevere ekstrakt, materialesamling og påstandsdokument i et antal eksemplarer svarende til antallet af dommere, der deltager i hovedforhandlingen, med tillæg af to eksemplarer.
Domsudskrifter skal indleveres i et antal svarende til antallet af dommere, der skal deltage i hovedforhandlingen, med tillæg af tre eksemplarer. Dokumenterne skal endvidere sendes elektronisk til Højesteret.
Læs mere i vejledningerne på Højesteret.dk
Digital adgang til Folketingstidende
Folketinget har åbnet for adgang til e-Folketingstidende, der indeholder alle trykte bind fra 1953 til 2008. Det betyder, at du kan bladre og søge i de enkelte bind af Folketingstidende, folketingsårbøgerne og Årbog & Registre. Det bliver dermed nemmere og hurtigere at skaffe dokumentation for den historiske lovgivning.
Forsvarsadvokat modtager Menneskerettighedsprisen 2018
Forsvarsadvokat Thorkild Høyer modtager Rådet for Menneskerettigheders pris 2018 for ”sit arbejde som advokat og sin utrættelige indsats i civilsamfundet, hvor han i knap fem årtier har kæmpet for menneskerettigheder i Danmark og i udlandet”.
Thorkild Høyer var blandt andet forsvarer i Blekingegade-sagen og i terrorsagen mod Jyllands-Posten. Derudover har han været formand for DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur) og bestyrelsesmedlem i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han i 1999 blev udpeget til at lede genopbygningsarbejdet i Kosovo.
Information fra Kriminalforsorgen
Kriminalforsorgen har netop overtaget opgaven med transporter af varetægtsarrestanter og foranstaltningsdømte fra politiet. Det betyder, at forsvarsadvokater ikke længere kan overdrage genstande og forplejning til arrestanten i forbindelse med retsfremstillinger, når kriminalforsorgen varetager transporten.
Årsagen er at begrænse muligheden for indsmugling og/eller ulovlig kommunikation.
Dette er allerede praksis for Københavns Fængsler, men reglerne udbredes nu til resten af landet.