Bo Sandroos begyndte som nyuddannet hos Maersk Oil og blev senere direktør i et medicinalfirma. Men efter at have været ude af faget en række år, vendte han hjem til sine faglige rødder og startede sit eget advokatfirma fra grunden.
Af Dorthe Plechinger
Foto: Sif Meincke
Oprindelig var grunden til, at jeg fik interesse for energibranchen, at jeg tog Søret samt Olie- og Gaskontrakter på et stipendium ved Oslo Universitets Nordisk Institut for Sørett. Som helt nyuddannet kom jeg med helt ind i maskinrummet hos Maersk Oil. I den virksomhed får selv unge jurister et stort ansvar i juridisk afdeling, og jeg kom relativt hurtigt til London til industrimøder i branchen. Her sad man så til højbords og drøftede juridiske og politiske forhold med Exxon, Shell og andre store virksomheder. Den unge mand var naturligvis rimelig benovet. Det var der, jeg grundlæggende begyndte at arbejde med det, jeg også arbejder med i dag.
Det, der fascinerer mig ved branchen, er, at den har med fysiske objekter at gøre. Jeg kan godt lide, at der er tale om skibe eller platforme og noget stål, der bliver bygget sammen og installeret derude, de store installationsfartøjer, der løfter tingene på plads og den slags. Energibranchen har plads til rigtig mange typer af mennesker – advokaten, ingeniøren og manden, der går på havnen med hjelm og sikkerhedssko på. Det er en maskulin branche med relativt få kvinder, og man må nødvendigvis falde ind i det maskuline miljø på en eller anden måde.
Jeg arbejder cirka 50 procent med olie og gas og 50 procent med vedvarende energi og har få, men meget store sager. Det betyder selvfølgelig, at arbejdsbelastningen og omsætningen kan være svingende fra kvartal til kvartal, men jeg har været privilegeret ved at have store sager. Jeg bistår mellemstore og store danske virksomheder med dét, man kan kalde typisk advokatarbejde – jeg skriver og forhandler kontrakter og hjælper med myndighedskoordinering. Energibranchen er en meget reguleret branche med talrige love, bestemmelser, standarder og tilladelser, så jeg hjælper virksomhederne med at minimere risici.
Olie- og gasbranchen og offshore-vindbranchen ligner hinanden mere, end folk tror. Det foregår alt sammen på havet og har mange af de samme kvaliteter: det fysiske, store, tunge og nøjagtige ingeniørarbejde og de teknologiske og klimatiske udfordringer. Jeg har stor respekt for begge brancher. Olie og gas bliver betragtet som det gamle, sorte og beskidte, og vindeventyret som det hippe og lækre. Men forretningsmoralen i olieindustrien er generelt meget høj, og omvendt skal man ikke tro, at vindenergiverdenen består af en flok grønne hippier. Der er den samme tendens til – uanset om du er rød eller blå i Folketinget – at sige, at det er vinden, der er fremtiden. Men de skatteindtægter, der kommer fra Nordsøen, er svære at leve uden, selv når oliepriserne er lave. Jeg plejer at sige: “Uden olie og gas, ingen vind” – offshore vind skylder efter min mening olie og gas en del.
Vi mærker helt klart skiftende regeringer og signaler på energiområdet. Man får indsigt i, hvordan politikerne træffer beslutninger, og det er mildest talt forbavsende en gang imellem. Det kan være frustrerende, at politikerne ved så lidt om området, men måske er det for stort eller teknisk kompliceret. På den anden side er det jo en branche, der historisk har fået lov til at passe sig selv – selvom den er under opbrud. I Norge bliver olieindustrien diskuteret på forsiden af magasinerne og bladene, mens vi herhjemme er meget low key. Jeg synes nok, der var nogle politiske beslutninger på området, man kunne stille spørgsmål til, men det kræver en del hjemmearbejde for medierne.
Politikernes manglende viden kan være et problem for retstilstanden. For nogle år siden skete den store eksplosion på boreriggen Deep Water Horizon. 11 mennesker mistede livet, og der opstod store miljøskader. Det betød, at EU-Kommissionen i huj og hast fremsatte forslag om et direktiv om sikkerhed i offshore-branchen, som reelt var udtryk for, at embedsmændene i EU groft sagt ikke havde den fornødne indsigt i området. Langt de fleste af de regler, man foreslog, eksisterede i forvejen. De danske myndigheder valgte dog at implementere reglerne 110 procent, selvom Danmark allerede havde et særdeles velfungerende system. På den anden side må man aldrig blive selvtilfreds, men være villig til at lytte og lære.
Okay Bo, du får aldrig din egen virksomhed, men hvis du tager det her job, er det nok det tætteste, du kommer på at blive selvstændig. Sådan tænkte jeg, da konsulentdelen af IBM tilbød mig en stilling som leder af energiområdet i Danmark. Jeg skulle som associeret partner banke energisalgsfunktionen op i forhold til især Mærsk, og vores del af Petroleum & Chemicals blev også en pæn succes. Men efter nogle år indså jeg, at jeg var kommet meget langt væk fra min jura, og der opstod, hvad man vel kan kalde en identitetskrise. Som jurist vil du altid være ‘ham juristen’, uanset hvilken stilling du har og hvilke resultater du præsterer. Så jeg overvejede, om jeg kunne skabe et levedygtigt advokatfirma med så snævert et fokus som energibranchen. Kort før jeg forlod IBM, fik jeg dog min første henvendelse: Den statslige ejer af gas- og el-infrastrukturen i Danmark spurgte, om jeg ville hjælpe dem med en ny kontrakttype til en transformerstation ved en vindmøllepark. Jeg måtte lige i enrum med mig selv, før jeg sagde ja, da sagen ikke var helt enkel, men jeg tog den, løste den, og klienten var tilfreds. Dermed havde jeg tjent nok til, at jeg kunne bruge de næste tre måneder på at finde nye klienter, og de følgende år fik jeg stablet en fornuftig virksomhed op og blev mere kendt som advokat inden for energi. Det er altid tungt at skulle tage alle større beslutninger selv. Jeg arbejdede grundlæggende alene med hjælp fra et par unge junior-jurister, og det var ikke enkelt at finde partnere. Men sidste år gav drøftelser med andre advokater resultat, og mit firma fusionerede med Birch Windahl advokatfirma 1. oktober – i øvrigt samme dag, jeg rundede de 50.
Det passer mig glimrende at være rådgiver. Men når jeg har siddet med nogle af de store selskaber, og de siger: “Jamen, tusind tak for hjælpen. Vi ringer, hvis vi får mere brug for dig,” kan jeg da godt tænke: Det kunne nu være sjovt at være med i inderkredsen dér. Men så går jeg ud og skænker mig en kop kaffe og reflekterer over min rolle som advokat. Jeg behøver ikke sidde for bordenden, men det er rart, når vi er nogle stykker, der går sammen og siger: Hvad gør vi så nu? Nogle advokater er meget autonome og afskyr alle former for samtaler, koordinering og ledelse – uafhængighed er jo også advokatens adelsmærke. Andre – som jeg – kan egentlig godt se nytten i at samarbejde og koordinere indsatsen, og det har jeg altid arbejdet for som advokat.
Der er meget lidt fokus på grønlandske retsforhold herhjemme. Måske fordi der er få danske advokater, der for alvor interesserer sig for det, eller måske fordi der ingen juridisk uddannelse er i Grønland. Jeg skrev sidste år en bog om den grønlandske råstoflov, der er den eneste engelsksprogede bog om emnet, og her i marts var jeg til konference i Toronto om muligheder og udfordringer i Arktis. Råstofloven fungerer sådan set udmærket, ligesom der er en grønlandsk administration på området, men de regler, der for eksempel gælder for søfart og færdsel i de grønlandske farvande, er ikke altid lige nemme at gå til. De er en blanding af lokale grønlandske regler og danske regler, der er overført til Grønland, og den praksis gør sig også gældende på andre områder. Rigsfællesskabet er et spændende retsområde, og det er en skam, at kun meget få tager de praktiske, juridiske udfordringer op, når danske virksomheder trods alt er så tæt på store muligheder i Grønland.
Bo Sandroos
Jurist fra Københavns Universitet (1991) og Nordisk Institut for Sørett i Oslo samt MBA fra CBS. Han yder særligt rådgivning om kontraktforhold og forhandling, indkøb, udbud, IPR, legal compliance, finansiering, risk management og M&A i energibranchen. Han har arbejdet for Maersk Oil, Denerco Oil med mere, men også hos Novo Nordisk som chefjurist, i Bavarian Nordic som finansdirektør og i IBM som associeret partner i Petroleum & Chemicals. Han har indtil 2015 fungeret som ekstern lektor ved Syddansk Universitet og er forfatter til bøgerne ‘Undergrundsloven med kommentarer’ (2012) samt ‘The Greenland Mineral Resources Act – the Law and Practice of Oil, Gas and Mining in Greenland’ (2015), begge på Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Han er i dag advokat og partner i Windahl Sandroos & Co.