“Uden kriminelle ville sammenhængskraften i samfundet tilsyneladende forsvinde…” Citatet er en fri oversættelse af et citat på engelsk af George Herbert Mead fra bogen ‘The Psychology of Punitive Justice’ (1918). Umiddelbart tænker man måske: Hvad er det for noget sludder? Men der er faktisk en række sociologer, som har været inde på noget lignende. Det handler groft sagt om, at en ydre fjende eller et fjendebillede er et effektivt redskab til at skabe sammenhold indadtil. Kriminalitet og kriminelle kan være med til at skabe en sådan effekt.
Af Thomas Elholm, professor i strafferet, Syddansk Universitet
Den franske sociolog Emile Durkheim, der virkede i sidste halvdel af 1800-tallet, var en af de første, som analyserede og beskrev forholdet mellem kriminalitet og sammenhold. Centralt i hans teori var ideen om, at der til ethvert samfund hører en ‘kollektiv bevidsthed’, som består af et sæt af fælles værdier eller tro, der er med til at binde samfundet sammen og skabe solidaritet mellem medlemmerne. Strafferet og strafferetlige sanktioner var for Durkheim manifestationer af den kollektive bevidsthed. Ved straf hævner samfundet sig ikke blot på den, som forbryder sig mod de fælles værdier. Samfundet bekræfter ved straffen værdierne og styrker dermed fællesskabet og de sociale bånd. Kriminalitet og kriminelle er således via straffen med til at sikre sammenholdet og sammenhængskraften i samfundet.
Også andre retsregler og retshandlinger har en sådan effekt, mente Durkheim, men strafferetten indtager for ham en særlig plads, fordi straf er resultatet af krænkelser af stærke følelsesmæssige holdninger og værdier, som er dybt rodfæstet og integreret i et givent samfund. Straf og strafferet bliver således et symbol på og et signal om, hvad vi er fælles om, og hvad der er vore værdier.
Sidenhen har blandt andre sociologen David Garland genoptaget tanken. Med henvisning til Durkheim skriver han i en artikel fra 1983, at retsregler – især strafferetlige – ikke bare bekræfter fælles værdier, men ligefrem kan være med til at forme og påvirke værdierne.
Vi bruger straf som symbol
Hvis vi antager, at teorierne har hold i virkeligheden, fremstår straf og strafferetlige regler i en række tilfælde som stærke symbolske handlinger, hvis primære formål muligvis er kriminalitetsbekæmpelse i bred forstand, men som også har et underliggende og ganske betydningsfuldt formål, nemlig at forme og bekræfte samfundets fælles værdier og dermed skabe sammenhængskraft.
Der er mange eksempler på straffelovgivning i Danmark de seneste 10-20 år, som i højere grad kan siges at have haft symbol- eller signalformål. Bestemmelsen om kvindelig omskæring, der blev indført i straffelovens § 245 a i 2003, er meget sjældent blevet anvendt. Under fremsættelsen af lovforslaget om § 245 a sagde daværende justitsminister Lene Espersen, at bestemmelsen var vigtig, selvom den slags handlinger allerede var strafbare efter straffeloven. Bestemmelsen skulle nemlig signalere samfundets afstandtagen fra sådanne handlinger. De ændrede regler i straffelovens § 114 ff. om terrorisme (fra 2002) er et andet eksempel.
Jeg udførte selv i 2010 et studie af alle ændringer af straffeloven fra 1999 til 2009. Omtrent 40 af ændringerne af loven i denne periode kan i en eller anden form efter min mening siges at have været symbol- eller signallovgivning. I nogle tilfælde siger forslagsstillerne, der som regel er justitsministrene, udtrykkeligt, at det primære formål med lovgivningen er symbolsk eller at sende bestemte signaler.
Hvad handler EU-strafferet om?
I mange år havde EU-samarbejdet primært et økonomisk sigte, hvis man ser bort fra den underliggende idé om at forhindre krig mellem de europæiske lande.
Strafferetten var stort set ikke en del af EU-samarbejdet før i 1993 med Maastricht-Traktaten. De første år efter Maastricht-Traktaten gik det strafferetlige lovgivningsarbejde i EU langsomt. Men fra omkring 2000 kom der gevaldigt skub i tingene, og dette politikområde har i perioder været et af dem med størst lovgivningsaktivitet.
I EU’s traktatgrundlag kan man læse, at EU vil skabe et fælles retsrum med frihed, sikkerhed og retfærdighed for alle. Det fremgår også, at strafferetlig regulering skal vedtages af EU for at gøre kriminalitetsbekæmpelse på tværs af grænser mere effektivt. Af de mange forskellige retsakter om straf, for eksempel EU-reglerne om menneskehandel, menneskesmugling og terrorisme, fremgår, at reglerne vedtages for at bekæmpe kriminalitet. Der er således ikke meget, der tyder på, at EU-reglerne umiddelbart skulle have andet sigte end kriminalprævention.
Kigger man lidt bedre efter, opdager man imidlertid en række aspekter, som viser, at EU-lovgiver er ganske bevidst om den symbolske effekt af straffelovgivningen. I en grønbog fra 2004 om tilnærmelse af strafferetlige sanktioner og gensidig anerkendelse skriver Kommissionen:
“Ved at fastsætte fælles kriterier for, hvad der udgør strafbare handlinger, og fælles straffe for bestemte former for kriminalitet sender EU et symbolsk budskab. En indbyrdes tilnærmelse af sanktioner er med til at give borgerne den samme følelse af retfærdighed overalt i EU, hvilket er en af forudsætningerne for at skabe et område med sikkerhed, frihed og retfærdighed.”
Udtalelsen synes i høj grad at understøtte den opfattelse, som teorierne omtalt indledningsvis i artiklen er udtryk for.
Der er også andre aspekter, som kunne støtte antagelsen om, at EU bruger straffelovgivning til at skabe et fælles værdisæt, for at styrke sammenholdet og integrationen. For eksempel tales der i EU-jargon om såkaldte ‘eurocrimes’. De omfatter blandt andet menneskehandel, menneskesmugling, seksuel udnyttelse af børn og terrorisme. Det er sådanne typer af kriminalitet, som EU-lovgiver skal beskæftige sig med. Mon ikke de er ganske stærke indikatorer for et fælles EU-værdisæt? Der ses også eksempler i de enkelte retsakter, for eksempel i rammeafgørelsen om racisme og fremmedhad, hvor der står:
“Racisme og fremmedhad er direkte krænkelser af principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper som Den Europæiske Union bygger på, og som medlemsstaterne har til fælles.”
Kriminalitet som motor for EU
Strafferetten hviler til dels på historisk forankrede og grundlæggende træk i vores kultur, som i en række tilfælde er ganske stærkt forbundet med retsfølelsen i samfundet. Der er derfor relativt store forskelle mellem EU-landenes strafferetlige regler og måden, de anvendes på. Og det er derfor ikke let at harmonisere reglerne. Det er nok den vigtigste årsag til, at det i mange år var vanskeligt at få gennemført (vidtgående) EU-lovgivning om straf. Det er nok også en vigtig forklaring på vores EU-forbehold.
Der er imidlertid også mange lighedspunkter mellem EU-landene. Vores afstandtagen fra de typer af kriminalitet, som EU kalder for eurocrimes, er et eksempel. Vi kan i EU godt enes om at tage afstand fra disse forbrydelser og lave lovgivning, som markerer vores afstandtagen. Der kan ganske vist være uenighed om, hvordan forbrydelserne nøjagtigt skal defineres og straffes, men vigtigheden for politikerne af at få markeret et ønske om at bekæmpe dem – også på EU-plan – er tilstrækkelig stort til, at uenighederne kan ryddes af vejen.
Selvom det primære og eksplicitte formål med at lave EU-lovgivning om eurocrimes er kriminalitetsbekæmpelse, kan man ikke se bort fra, at symbol- eller signaleffekten synes at være et væsentligt element, bevidst eller ubevidst. Det skyldes ikke mindst, at der efter min mening er en hel del EU-lovgivning om straf, som næppe har megen, om overhovedet nogen, effekt på kriminaliteten. Eksempelvis er det i mine øjne meget svært at se, at EU’s krav til strafferammernes maksimum har nogen som helst præventiv effekt eller har nogen nævneværdig betydning for kriminalitetsbekæmpelsen. Efter min bedste overbevisning er det derimod et ønske om at signalere dels handlekraft, dels afstandtagen fra de pågældende handlinger, dels tilslutning til et fælles europæisk værdisæt. I den forstand er kriminalitet en ‘god fjende’, der kan bruges til at opnå bestemte politiske mål.
Hvis min antagelse er korrekt, handlede folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet reelt set også om et ja eller et nej til at deltage i markeringen af et fælles EU-værdisæt med det formål at styrke integrationen mellem de europæiske folk og styrke sammenhængskraften i EU.
De mange EU-retsakter, som Danmark siden Maastricht-Traktatens ikrafttræden har tilsluttet sig, tyder på, at danske politikere gerne deltager i bekræftelsen af et fælles europæisk værdisæt. Det gælder også, selvom symboleffekten de sidste mange år desværre alene har handlet om at indføre flere og strengere straffe. Således har EU-samarbejdet netop også betydet flere nye kriminaliseringer og højere strafferammer i Danmark. Uafhængigt af folkeafstemningen og resultatet heraf er det imidlertid værd at tænke over, om det er hensigtsmæssigt at bruge kriminalitet og kriminelle som motor for EU-samarbejdet.
Thomas Elholm
Professor i strafferet ved Syddansk Universitet. Han forsker og underviser bredt i strafferetlige emner, herunder især forholdet mellem dansk strafferet og EU-ret. Han er formand for Dansk Selskab for international strafferet og EU-ret, hovedredaktør for Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab og medlem af Politiklagerådet. Han har i en årrække været medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg.