Jeg så det ske
Vidnets oplevelse af virkeligheden kan blive fatal for andre mennesker. Men hvor sikkert er vidnebeviset?
Vi mennesker fylder hukommelsens huller ud og digter ubevidst videre på det, vi har set. Og når hjernen først har dannet sig et billede af bænken, manden eller cyklen, ændrer vi det ikke igen.
Professoren, psykologen, dommeren, forsvareren og anklageren fortæller om deres forskning og overvejelser, når det gælder vidnebeviset.
Temaet er skrevet af Hanne Hauerslev
Følelser, fordomme og erfaringer påvirker vidnebeviset
Ja, det var far, der gjorde det! Et vidneudsagn kan være fatalt. Men er det nu altid rigtigt? Vidnebeviset bliver påvirket af følelser, fordomme og erfaringer. Og så er det helt afgørende, hvordan politiet stiller spørgsmål til vidnet. Professor emerita Eva Smith fortæller om sin forskning og historien om pigen, der pegede på far, fordi hun vidste, at han ikke ville blive vred.
Kvinder er elendige bilister. Kinesere ligner hinanden. Der er flere kriminelle blandt indvandrere. Mennesker trækker på deres holdninger og erfaringer, når de vidner i retten. Det er ikke af ond vilje, men hukommelsen er skrøbelig. Det skal der tages højde for i en retssag, mener professor emerita Eva Smith, der har forsket i og beskæftiget sig med emnet i 30 år.
Hun deler vidneudsagnet op i tre dele. Første del er iagttagelsen – altså spørgsmålet, om vidnet ser virkeligheden, som den er.
- Mennesker bygger iagttagelser på egne opfattelser af virkeligheden, og det farver opfattelsen af, hvad der er sket. Det sker helt ubevidst. Så hvis vidnet har en opfattelse af, at kvinder er dårlige bilister, så risikerer man, at vidnet fortolker et biluheld i dette lys, selvom uheldet måske var den anden parts skyld, siger Eva Smith.
I en stor norsk undersøgelse så man på passagerernes vidneudsagn. Ud af de 13.000 uheld, der indgik i undersøgelsen, fjernede man de uheld, hvor passageren var skadet. Blandt de resterende passagerer var der kun 15, der vidnede mod føreren af den bil, han selv befandt sig i.
- Det er en naturlige reaktion, at du er solidarisk over for føreren. Men det betyder, at din iagttagelse bliver, at det er de andre bilister, der kører helt fjollet, siger Eva Smith.
Forskydning af virkeligheden
Den anden del af vidneudsagnet bygger på hukommelsesprocessen. Der kan gå lang tid, før vidnet kommer i retten, og det giver mulighed for, at der kan komme nye tanker på banen.
- Det sker heller ikke bevidst, men jo mere du tænker over en sag og bearbejder oplevelserne, des større mulighed er der for en forskydning af virkeligheden.
Det skete for eksempel for en mor, der kom gående på en villavej med sit barn i hånden. Barnet river sig løs og løber ud på vejen. Barnet bliver påkørt, og da moderen skal afgive forklaring i forbindelse med ulykken, forklarer hun, at bilisten ikke kørte særlig hurtigt. Fem måneder senere, hvor hun skal afgive vidneforklaring i retten, havde hun været igennem et svært forløb med pigen, som var blevet alvorligt skadet.
- I mellemtiden havde hun talt med venner om ulykken, hun følte skyld og selvfølgelig sorg. Hendes vidneforklaring havde nu ændret sig til, at bilen kom farende, at den kom alt for hurtigt. Og grunden var altså, at virkeligheden havde forandret sig for kvinden på de få måneder.
Den tredje del af vidneudsagnet er den forskydning, der kan ske, når vidnet skal sætte ord på iagttagelsen. Forskningen viser, at det er vanskeligere, end man tror.
Et forskningsprojekt gav en række personer til opgave at forholde sig til en plakat fra et venteværelse, hvor de havde siddet. En gruppe fik forevist en plakat, da de forlod venteværelset, og blev spurgt, om det var den samme, de havde set i venteværelset. 89 procent svarede korrekt ja til spørgsmålet. En anden gruppe blev bedt om først at forklare, hvordan plakaten så ud. Herefter fik de den præsenteret, og skulle vurdere, om det var den, de havde set i venteværelset, og her kunne kun 25 procent genkende plakaten.
- Det er jo en skræmmende undersøgelse for jurister, for vi er afhængige af vidner. Undersøgelsen viser, hvor skrøbelig hukommelsen er, og hvor nemt det er at ødelægge den.
Risikoen for justitsmord er størst
Ifølge Eva Smith skal der meget lidt til, før et spørgsmål bliver ledende. Det er der forsket en del i. Blandt andet har forskere vist en gruppe mennesker en film af et haveselskab, og stillet gruppen spørgsmål om detaljer i filmen.
- Det viste sig, at det havde stor betydning, hvilke ordvalg der blev anvendt i spørgsmålene. For eksempel påvirkede spørgsmålet “om filmen var kort” svarene anderledes, end hvis der blev spurgt “om filmen var lang”, siger Eva Smith og konkluderer, at det derfor er vigtigt at sammenholde vidneudsagn med objektive fakta som overvågningskameraer, tidspunkter eller tekniske vurderinger.
Den påvirkning er børn mere følsomme overfor end voksne, og håndteringen af barnet som vidne i især sager om overgreb er ifølge Eva Smith ‘frygtelig svær’.
- På den ene side tror jeg, at der er mange sager om overgreb, der ikke bliver opklaret, fordi børnene ikke fortæller, hvad der sker, enten fordi de skammer sig eller af hensyn til krænkeren, som ofte er en person, de står nær. På den anden side er det på det område, risikoen for justitsmord er størst, siger hun.
- Det er klart, at du som forælder skal forholde dig til din lille datter, hvis hun kommer hjem og siger, at pædagogen har rørt hende på benene. Men det er nemt som forælder at komme til at stille ledende spørgsmål og dermed sætte en proces i gang. Måske har den mandlige pædagog tørret is af låret på pigen en varm sommerdag, hvor hun har bare ben.
I en konkret sag havde en ung, mandlig pædagog tumlet rundt med nogle drenge. Han havde haft shorts på. Drengene går så hjem og fortæller, at de har set hans kønsorganer, og det var faktisk sket – men på grund af shortsene. Ikke fordi der var sket et overgreb.
- Men historien kan nemt blive trukket i den retning, hvis den bliver håndteret forkert af den betjent, der har en forudfattet opfattelse. Derfor mener jeg, at man burde overveje, om forsvareren ikke skulle have adgang til afhøring af de større børn, når vi ved, at afhørerens forventninger kan påvirke vidnets forklaring.
Det største problem med vidneafhøring af børn er ifølge Eva Smith, at de ofte har en helt anden dagsorden end den juridiske. En straffesag figurerer ikke i deres verden, derimod er det vigtigt at beskytte familien. Det var for eksempel tilfældet i en norsk sag.
Jeg sagde, at det var dig, far!
En otteårig pige var på weekend hos sin far. Forældrene var skilt. Da pigen kom hjem til sin mor skulle hun i bad, og hun blødte fra kønsorganerne. Tydeligvis havde der fundet et overgreb sted. Politiet kom ind i sagen og spurgte pigen, som ikke ville svare. Til sidste spurgte de hende, om det var hendes far, og hun svarede, ja, det var far. Herefter blev hendes far konfronteret med pigens forklaring, og han benægtede, at han nogensinde kunne forgribe sig på hende. De havde netop haft en dejlig weekend med masser af gode oplevelser. Hvordan det var sket, var et mysterium for ham. På trods af det sad han varetægtsfængslet i tre uger. Under varetægtsfængslingen skete det igen.
- Så viser det sig, at det er moderens samlever, der er den skyldige. Men han har truet pigen med at slå moderen ihjel, hvis hun fortæller det. Og som pigen senere forklarede: Jeg sagde, det var dig, far, for jeg vidste, at du ikke ville blive vred på mig.
- Hvad skal barnet stille op? Hun ved, at hendes far er voksen, og hun har tillid til, at han kan klare situationen. Det er blot et eksempel på, at børn lever i et andet univers, og naturligvis ikke forstår rækkevidden af et vidneudsagn. Derfor er det altid vigtigt at undersøge, om der ligger noget andet bag, siger Eva Smith, der også ser videoafhøringer som problemfyldte for vidnebeviset.
- Videoafhøringer er nødvendige, når det drejer sig om børn, for at sikre, at forklaringen afgives i trygge og rolige omgivelser, men jeg kan blive lidt bekymret over anvendelsen af videoafhøringer, når det drejer sig om voksne vidner. Jeg tror, det gør en stor forskel, om du sidder foran en dommer eller foran et kamera og afgiver vidneforklaring. Når du sidder i retten, føler du et stort ansvar for at sige sandheden. Samtidig kan dommeren nemmere vurdere, om et vidne lyver – jeg tror simpelthen, at det kræver, at du sidder over for vedkommende. I det hele taget mener jeg, at det har en stor værdi, at alle parter sidder sammen ansigt til ansigt. Alle kan stille spørgsmål og tage emner op, som er vigtige for sagen. Det er fint med teknik – men du kan aldrig skabe det samme via et kamera.
Dine sanser åbner døre til hukommelsen
Duften af nybagt brød. Fornemmelsen af blæst på en forårsdag. Glæden over at være sammen med vennerne. Alle vore sanser åbner døre ind til erindringen, og det har stor betydning for hukommelsen og dermed detaljer, der er afgørende i en efterforskning. Psykolog Kristina Kepinska Jakobsen fra Politihøgskolen i Norge forsker i, hvordan afhøringsteknikker får direkte betydning for vidnebeviset.
Forestil dig, at du vender tilbage til den ferieby, hvor du var for mange år siden. Når du er der, kan du pludselig huske detaljer om, hvor den bedste restaurant lå, og når du så tænker på den, kan du også huske, hvad du fik at spise, du fornemmer duften, og hvordan det smagte.
Sådan lyder det fra psykolog Kristina Kepinska Jakobsen, når hun skal forklare, hvordan hukommelsen kan hjælpes på gled med såkaldt kognitive interviews under en politiafhøring.
Hun har igennem mange år forsket i afhøringer. I dag arbejder hun på Politihøgskolen i Norge, hvor hun er fagansvarlig for afhøringsuddannelser på specialistniveau. Hun er desuden tilknyttet forskellige projekter, og arbejder blandt andet med et forskningsprojekt om politiafhøring i forbindelse med terrorangrebet på Utøya 22. juli 2011, hvor hun forsker i afhøringen af traumatiserede vidner.
- Vores afhøringsteknikker bygger på forskning, og vi arbejder hele tiden på at undersøge, hvordan politiet kan få flere detaljer og især flere korrekte detaljer. Det handler i høj grad om spørgeteknikken, og vi ved, at jo flere lukkede spørgsmål, des færre korrekte svar får politiet, forklarer hun.
Det kan netop være detaljerne, der kan blive udslagsgivende for efterforskningen.
- Det kan være farven på en bil, som er set i nærheden af gerningsstedet. Men det skal være korrekte detaljer. At få forkerte oplysninger kan besværliggøre og forsinke hele processen, siger Kristina Kepinska Jakobsen.
Vi registrerer sjældent detaljer
Men hjernen er ikke indrettet til at huske alle de detaljer, som vi præsenteres for.
- Hverdagshukommelsen er indrettet, så vi helt overordnet husker, hvad der er foregået. Derimod registrerer vi sjældent detaljer som hårfarve eller logo på tasken, for det er ligegyldigt for forståelsen af situationen. Vi afkoder handlingen og primært det, der skal til, for at vi forstår, hvad der sker – at du for eksempel står over for et gaderøveri. Sammenlign det med din erindring om, hvordan en hundredekroneseddel ser ud. De færreste kan huske farve eller billede på sedlen. Men hvis du er ude for at købe ind, tager det et splitsekund at genkende den. Så vores hukommelse er desværre indrettet på en måde, som står i modsætning til, hvad politiet har brug for, forklarer psykologen.
Samtidig er hukommelsen påvirkelig. Det viste sig blandt andet i sagen om mordet på den daværende svenske udenrigsminister Anna Lindh i 2003.
- Her blev vidnerne placeret i samme rum, hvor de ventede på at blive afhørt. De blev også afhørt i samme rum og kunne således høre, hvad andre vidner fortalte. Et centralt vidne mente at have set, at gerningsmanden havde en militærjakke på, og den information blev tilsyneladende plantet hos andre vidner. Det førte til, at der blev sendt en alarm ud med denne oplysning. Overvågningskameraet viste imidlertid, at han ikke havde haft sådan en jakke på, men det, at vidnerne havde hørt denne oplysning fra et centralt vidne, og at gerningsmanden tilmed var den type, der godt kunne have haft det, var formentlig årsagen til, at de videregav denne oplysning. Så her sker der altså både det, at vidnerne bygger på deres forståelse af personen, samtidig med at de integrerer andres oplysninger. Det de har hørt, oplever de som noget, de har set.
Jo flere sanser, des bedre
Især i Norge og England arbejder man intenst for at forbedre afhøringsmetoderne, herunder at bruge kognitive teknikker for at få vidner til at huske mere præcist.
- Det handler blandt andet om at lade folk få lov til at fortælle frit og give en personlig version. Undervejs stiller du åbne spørgsmål, eller spørger om de vil uddybe for at stimulere hukommelsen. Jo flere sanser, du kan aktivere, des bedre. Hele konteksten bliver genskabt, når vidnet fortæller om vejret på dagen, humøret, duftene. Men det vil være individuelt, hvad der skal til hos den enkelte, for at erindringsstierne åbner sig. Måske sker der noget hos en person, når han taler om den blæst, der var på dagen. Hos en anden kan det være en duft, der får hukommelsen på gled.
Den kognitive teknik virker helt anderledes, end hvis vidnet for eksempel får en spørgeramme.
- Det er stadig helt kutyme, at man nogle steder for eksempel spørger vidnet, om gerningsmanden havde særlige kendetegn som for eksempel tatoveringer, smykker eller ar. Problemet er, at du får vidnets hukommelse til at fokusere på de tre ting. Men hvis du siger: Beskriv gerningsmanden, så jeg vil kunne genkende ham, hvis jeg skulle hente ham på hovedbanen, uden at jeg på forhånd ved, hvordan han ser ud – så går du i gang med at åbne erindringen.
Kristina Kepinska Jakobsen
Psykolog, fagansvarlig for afhøringsuddannelserne på Politihøgskolen i Norge. Arbejder på et forskningsprojekt om politiafhøring af traumatiserede vidner. Har tidligere skrevet speciale om hukommelsesteorier og har været ansat på Politiets Videnscenter i Danmark.
Vidnebeviset har fået mindre betydning
DNA-analyse, videoovervågning og det mobile net. Ny teknik har i løbet af især de seneste ti år givet vidnebeviset en meget mindre central rolle. I dag er det oftest i sager om seksuelle krænkelser, at vidnet bliver afgørende, mener anklageren, der giver et indblik i, hvordan han arbejder med vidnebeviset.
Historisk set er vidnebeviset altid blevet understøttet af objektive, tekniske beviser. Med tiden har teknikken udviklet sig i en grad, som betyder, at det bevis aldrig har været stærkere end i dag. Det mener vicestatsadvokat Anders Riisager, Statsadvokaten København, der har været anklager i mere end tyve år.
- Du kan ikke gå en tur en sen aftentime på Nørrebrogade uden at blive fanget af et eller andet kamera fra en bank. Bare du køber en pakke tyggegummi i en kiosk, vil du være filmet. Har du en mobil på dig, kan vi kortlægge din færden fuldstændig. Så hvor et vidnes troværdighed og opfattelse af en situation før havde stor og afgørende betydning, har den slet ikke samme vægt i dag som for 50 år siden, hvor vidnebeviset i sig selv var helt centralt og afgørende.
På et punkt har vidnebeviset dog ofte stadig stor betydning.
- Det gælder især i sager om seksuel krænkelse – for eksempel i de grovere voldtægtssager, hvor manden har erkendt at være sammen med kvinden, og derfor er sædrester ikke i sig selv et bevis. Sagen vil handle om, hvorvidt det har været frivilligt eller ej, og derfor spiller vidnebeviset en rolle sammen med de objektive beviser som eksempelvis tegn på vold, anmeldelse af episoden, kontakt til pårørende.
- Når sådan en sag kommer ind, er den svær at bedømme på grundlag af politirapporterne. Jeg skal have vidner ind i retten og afgive forklaring, siger Anders Riisager, hvis arbejde med vidner først og fremmest går ud på at stikke en finger i jorden for at vurdere, hvordan han bedst muligt får vidnet til at fortælle sandheden.
- Det betyder, at vi under afhøringen må vurdere, hvem der tåler en mere hård og konfrontatorisk stil og hvem der er så stærkt følelsesmæssigt belastet, at det kræver en helt anden tilgang. Det er klart, at der er stor forskel på, om du afhører en 14-årig pige, der er blevet voldtaget, eller et bandemedlem, der har overværet et slagsmål klokken fire om morgenen.
Påklædning og attitude
- Mens forsvarerens rolle er at forsvare klientens interesse, er anklagerens arbejde idealbetonet i den forstand, at retsplejeloven forudsætter, at vi er objektive i sagen. Hvis blot retten finder frem til den materielle sandhed, har vi gjort vores arbejde godt, netop fordi vi arbejder i objektivitetens tjeneste. Det stiller også krav til afgørelsen af, hvilke vidner der skal indkaldes, for vi skal hele vejen rundt om, hvad der for eksempel er sket under slåskampen.
Som anklager har Anders Riisager derfor også hele tiden øje for vidnets troværdighed.
- Noget af det, jeg ser på, er konsistensen i afhøringerne. Er der sagt det samme hele vejen igennem alle afhøringerne, og bliver det gentaget i retten – eller husker vidnet pludselig en jakke som blå i stedet for grøn. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der kan gå lang tid – måneder – før en sag kommer i retten, og at det kan betyde noget helt afgørende for vidnets hukommelse, siger Anders Riisager, der også ser på vidnets fremtoning i det hele taget.
- Måske bliver hele vurderingen af troværdigheden bedømt på de fem minutter, du sidder i vidneskranken. Det er klart, at påklædning og attitude alt sammen er noget, som har betydning for den samlede vurdering – men når det er sagt, så skal man ikke undervurdere dommerens erfaring med at se igennem de ting.
Løgneteorier er en farlig tankegang
Nervøse trækninger, urolige ben eller fødder der peger hen mod døren. Der er mange teorier om, hvordan en løgn kan afsløres. Men det er en farlig tankegang og en kilde til justitsmord, mener Thomas Rørdam, der har beskæftiget sig med vidnebeviset i mere end 20 år.
Det er en menneskelig erfaring, at løgnere bedre kan styre deres tunge end deres blik; og utilpashed over en letfærdig omgang med sandheden afsløres ofte af uro i stolesædet og benenes nervøse bevægelser på gulvet; smukke dameben kan i retssalen røbe en sort sjæl.
Sådan skrev landsdommer Hans-Otto Vollmond, som var medforfatter til andenudgaven af ‘Proceduren’, som, siden den først udkom for snart 40 år siden, har været et centralt værk for praktikere i retssystemet.
Det synspunkt tager Thomas Rørdam stærkt afstand fra. Han er i dag højesteretsdommer, men har en baggrund som forsvarsadvokat, har undervist på Københavns Universitet og har skrevet bogen ‘Forsvareren’. I dag underviser han blandt andre advokater og dommere om vidnebeviset.
- Nogle mennesker tror, at de er udstyret med evner til at gennemskue løgnagtige vidner. Men der er en stor fare forbundet med en tankegang, der bygger på, at en løgn kan afsløres ved, at vidnet sidder uroligt eller vender sine fødder mod udgangen. Jeg tror ikke på det, og der findes i øvrigt intet sikkert videnskabeligt belæg for disse teorier, siger Thomas Rørdam.
Der føres ikke vidner i Højesteret, men Thomas Rørdam har i sit arbejde som forsvarer ofte oplevet, at vidner er nervøse, påvirkede af den højtidelige situation i retten og har følt ubehag ved at vidne.
- Hvis du som dommer tror, at du efter tyve års retssalserfaring har fået så stor indsigt i den menneskelige kundskab, at du kan udpege det vidne, som lyver, så vil jeg sige, at det er en kilde til justitsmord, for der vil være en stor risiko for, at du stempler vidnet forkert. Som dommer skal man være ydmyg og holde sig fra at bedømme folk på deres fremtoning.
Afhøringen kan afsløre løgnen
Rørdam peger i stedet på afhøringsteknikker til at afsløre det vidne, som bevidst lyver. En af dem går ud på at stille mange spørgsmål i hurtig rækkefølge, sådan at der ikke er tid til at digte svarene undervejs, og spørge om detaljer, som vidnet ikke har været forberedt på at skulle stå til regnskab for.
-Teknikken giver ikke vidnet tid til at tænke sig om, og når du senere vender tilbage til spørgsmålene, så vil vidnet have meget svært ved at huske svarene, hvis de er opdigtede, siger Thomas Rørdam.
Han understreger, at det naturligvis kun gælder vidner, som bevidst lyver. Der er imidlertid også væsentlige fejlkilder ved vidnebeviset i situationer, hvor vidnet selv tror, at vidnet fortæller sandheden. Man kan for eksempel have opfattet situationen forkert, eventuelt på grund af fordomme, man kan være blevet påvirket af andre, og man kan have blandet erindringen sammen med andre indtryk.
- Det er vigtigt, at alle aktører i retssalen er opmærksomme på de fejlkilder, der knytter sig til vidnebeviset. Faktisk er det tankevækkende, hvor dårlige vidner, vi kan være, siger Rørdam og kommer med et eksempel fra et eksperiment, hvor en række ventende på en togperron blev ufrivillige vidner.
På den ene perron står der en gruppe personer. På den anden perron udspiller der sig en episode mellem to skuespillere – den ene er en nydelig herre, den anden en ung fyr. Idet den unge passerer den ældre trækker han en stålkam op af lommen. Den ældre griber fat i den unge fyrs arm, de kommer ned at ligge, indtil den unge får vristet sig fri og løber væk.
- Langt over halvdelen mener, at de har set den unge fyr overfalde den ældre herre. Nogle har endda set en kniv og kan detaljeret beskrive den. Her spiller fordommene en stor rolle, vores forudfattede holdninger og samtalen i gruppen, hvor man bekræfter hinanden. Det uhyggelige er, at når hjernen først har dannet billedet af kniven, så er skaden sket, fordi dit erindringsbillede har ændret sig, og det er ikke muligt for hjernen at genskabe den oprindelige og korrekte iagttagelse.
- For de professionelle aktører i retssalen betyder det, at de skal være kritiske. Det kan godt være, at den betjent som vidner i en sag, hvor unge har kastet med sten til demonstration, er helt sikker på, at han kan genkende den, der kastede stenen. Men vi ved, at der var mange mennesker samlet, de stod tæt, og at situationen var forvirret. Derfor kan det være, at betjenten tager fejl. Som forsvarer er det din opgave at gøre opmærksom på, at muligheden for fejltagelser er betydelig, og at man derfor ikke kan basere en domfældelse på dette vidne alene.
Thomas Rørdam
Højesteretsdommer. Tidligere forsvarsadvokat.
Forfatter til flere juridiske værker, blandt andet ‘Forsvareren’.
Underviser advokater og dommere på efteruddannelseskurser.
Vidnebeviset er fyldt med fejl
Vidnebeviset er verdens dårligste bevis. Det er fyldt med fejl og forkerte observationer, mener en af Danmarks garvede strafferetsadvokater.
Var jakken blå, rød eller ternet? Det kan være svært at få et klart billede af, hvad gerningsmanden havde på, hvis det alene er op til vidnerne, mener Bjarne Frøberg, strafferetsadvokat igennem mere end tyve år og medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg.
- Vidnebeviset er fyldt med fejlkilder. Ikke fordi folk er særlig onde eller bevidst vil lyve, vi mennesker er bare rigtig dårlige til at beskrive den hændelse, vi har set, men det er altså den, der bliver båret videre til retten, og som kan få fatal betydning for den, der er anklaget, siger Bjarne Frøberg, der oplever, at problemet er størst ved udpegninger af gerningsmænd.
Han har netop været forsvarer i en voldssag, hvor tre forurettede udpegede hver sin gerningsmand.
- Her havde vidnerne selv opsøgt en række fotos og talt om, hvem gerningsmanden var, og alene det kan skabe en påvirkning, som gør, at der bliver usikkerhed om vidnebeviset, siger Bjarne Frøberg, der i sådan en sag arbejder med at få forskellighederne frem.
- Under selve sagen er det sjældent detaljerne, der tæller. Om personen kom gående fra højre eller venstre, er sådan set ligegyldigt. Jeg går efter de store forskelle og tager mit udgangspunkt i politirapporterne, når jeg arbejder, for i modsætning til de civile sager, hvor du har styr på dine egne vidner og ved, hvad de vil sige i retten, så må jeg ikke kontakte vidnerne i straffesagen, medmindre anklagemyndigheden er orienteret. Grunden er, at politiets efterforskning skal være objektiv – de skal altså arbejde med både for og imod. Og så må jeg som advokat ikke kunne berøre den meget sårbare proces, hvor jeg – uden at ville det – kan komme til at påvirke et vidne.
- Så jeg ved altså ikke før retssagen, præcist hvad vidnerne vil sige, men i praksis overvejer jeg det. Jeg ser på, hvad vidnets rolle er. Er det en tilfældig forbipasserende, en bekendt til forurettede eller en bekendt til den anklagede, som vi har med at gøre. Selvfølgelig kan jeg blive overrasket over vidnets forklaring, så min angrebsvinkel er at synliggøre fejlkilderne, siger Bjarne Frøberg.
Det var ham, der slog!
Det gjorde han blandt andet i en af de – mange – voldssager, hvor han er forsvarer.
- En bil ruller op foran en ung fyr. En af fire passagerer springer ud og slår ham ned. Da vidnet bliver konfronteret med de fire, peger han på en og siger ‘det var ham, der slog’. Men alle nægter, og den anklagede risikerer at blive uskyldigt dømt for en forbrydelse. Det viser sig så, at der er tale om en todørs bil, og uden at jeg giver udtryk for den viden i retten, arbejder jeg under forklaringen med at finde ud af, hvem der sad hvor. Episoden er nemlig gået så hurtigt, at det kun kan være den person, der sad på forreste passagersæde. I sidste ende tilstod han da også overfaldet.
Hvis Bjarne Frøberg selv trækker vidner ind i strafferetssagen, giver han dem altid det råd, at de kun skal svare på de spørgsmål, de bliver spurgt om.
- Det er der flere grunde til. Retten kender ikke sagen udover anklageskriftet, så de skal have en chance for at forstå den, og her er det altså anklager og forsvarer, der skal føre dem på rette spor. Hvis du som vidne kommer med overflødige oplysninger, så forvirres retten måske, samtidig med at din forklaring meget nemt bliver utroværdig. Det ser jeg ikke sjældent, og i værste fald kan vidnet på den måde røbe sig selv og nogle af sine egne hensigter.
Bjarne Frøberg
Advokat, møderet for landsret 1993, møderet for Højesteret 2000. Antaget af Justitsministeriet i 2004 som beneficeret advokat, det vil sige som offentlig forsvarer og til at føre sager for parter, der har fri proces. Medlem af bestyrelsen for Landsforeningen af Forsvarsadvokater. Medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg. Antaget som censor ved advokateksamen.