Thorkild Høyer har arbejdet med menneskerettigheder igennem et helt liv, for han mener at det er en pligt for advokater at holde øje med værdierne i samfundet og råbe op, når der er skævheder. Det gør han gerne selv, og nu skal diskussionen foregå til vands.
Tekst: Hanne Hauerslev
Foto: Sif Meincke
For et par år siden overtog jeg en del af husbåden her for at have et sted, hvor jeg kan arrangere debatter om levende menneskerettigheder. Her vil jeg samarbejde med alle, der har lyst til at være med til at gøre en indsats for at give menneskerettighederne indhold og perspektiv.
Jeg har altid haft den holdning, at advokater er særligt forpligtede til at holde et vågent øje med det forhold, der er mellem staten og borgeren. Det er en spændende balance, som hele tiden bevæger sig. Efter min mening burde vi som stand være skarpere, for hvem skal ellers råbe op, når tingene kommer ud af balance? Vi er meget pæne og tilbageholdne her i Danmark i forhold til for eksempel i Spanien. Men jeg har ikke noget imod at være klassens frække dreng.
Jeg er opvokset med stærke værdier. Jeg kommer fra et landbrug, og min mor havde stor omsorg over for alle, der kom hos os igennem min barndom. Da jeg studerede i 1970’erne, var langt de fleste studerende politisk aktive. Vietnamkrigen spillede en stor rolle, og supermagtens overgreb på et lille land optog os meget. Det er to vigtige perioder i mit liv, som har været med til at forme mine holdninger til lighed i samfundet. Da vores værdier er dynamiske og kan komme under angreb, er det vigtigt, at vi sætter fokus på dem hele tiden.
Vi har fået et bingo banko samfund. Der er dårlig underholdning i fjernsynet i stedet for engagerende programmer, der kan få os til at tage stilling. Vi har som samfund ikke nogen fælles retning og er ved at blive til et museumssamfund - som et H.C. Andersens Hus, hvor vi alle bliver værter for turister, der gerne vil se, hvordan man levede førhen. Før ville vi udrydde fattigdom og de værste uligheder, men i dag er der ingen visioner. På en måde har jeg en klar oplevelse af, at det hele skrider for os, og derfor bliver det så vigtigt at gøre noget aktivt for, at vi kan fastholde grundværdierne.
Vi kan lære meget af vietnameserne. Jeg har arbejdet tre år for Danida i Vietnam. De har rigtig mange meget alvorlige problemer, men der bliver gjort et målrettet arbejde for at udvikle samfundet og udrydde fattigdommen. Jeg var leder af en gruppe rådgivere, og min opgave var blandt andet at bistå højesteret, den øverste anklagemyndighed og nationalforsamlingen med at bygge retssystemet op fra grunden.
Man bliver aldrig vietnameser. Jeg er dansker, og man skal passe på, at man ikke mister sin identitet. Derfor er jeg kun ude tre år ad gangen. Tidligere har jeg været direktør for ACT Kosovo lige efter krigen, hvor jeg stod for organiseringen af nødhjælpsarbejdet. Det gode ved at tage ud er, at du får et distanceret blik på dit eget samfund, og for mig betyder det, at jeg får et fornyet engagement i de hjemlige forhold. Efter Kosovo kom jeg ind i bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp.
I dag er jeg aktiv som formand for bestyrelsen for DIGNITY, Dansk Institut mod Tortur. Vi arbejder internationalt, med støtte til lokale centre, undervisning, rehabilitering og forskning. Men samtidig forsøger jeg at få Levende Menneskerettigheder i Nyhavn op at stå for at gøre menneskerettighederne mere nærværende, så de fortsat er del af vores fælles værdier.
Thorkild Høyer
Advokat siden 1976. Er specialiseret i straffesager samt rådgivningsopgaver som konsulent i international udvikling og nødhjælp. Han har været forsvarer i en række straffesager: Blekingegade-sagen, Glostrup terrorsagen, JP/Politiken terrorsagen. Var mægler i Den Store Nordiske Rockerkrig. Han har haft en række tillidsposter, herunder som medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg, Advokatrådets Menneskerettighedsudvalg, medlem af Bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp samt formand for bestyrelsen i DIGNITY, Dansk Institut mod Tortur.