Et stort antal politiklagesager bliver hvert år afvist, fordi det ikke er muligt at identificere den eller de betjente, der er klaget over. Uanset begrundelsen er der i disse situationer tale om et meget alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem. ID-nummerering på uniformen kan sikre bedre forudsætninger for, at politiklagesager kan behandles effektivt.
Af Rune Berggren Brøndal Pedersen, advokat
En polititjenestemand skal altid på opfordring fremvise sit legitimationskort og oplyse rang, navn og tjenestested til den borger, som beder om det.
Det kan kun fraviges, hvis opfordringen sker under anholdelse eller uroligheder eller fremsættes af en person, der er spirituspåvirket, provokerende eller stærkt uligevægtig, hvor den pågældende person i stedet henvises til polititjenestemandens tjenestested. Det fremgår af Rigspolitiets Kundgørelse II nr. 32.
Med andre ord har en polititjenestemand altså pligt til at identificere sig selv i forbindelse med udøvelsen af tjenesten, bortset fra netop i de tilfælde, der må formodes oftest – med henblik på en eventuel senere klage – at kunne medføre en reel interesse i præcist at kunne udpege den pågældende.
Begrænsningen i identifikationspligten er naturligvis ikke ubegrundet, og det giver sig selv, at det i mange situationer ikke med rimelighed vil kunne pålægges politiet at indgå i dialog omkring identitet. Befinder politiet sig midt i en i forvejen vanskelig opgave – som for eksempel en voldsom anholdelse – skal der naturligvis ikke gives chikanører adgang til at forstyrre med krav om personoplysninger.
Hensynet til befolkningens tillid
Samtidig er det imidlertid nødvendigt at have fokus på, at den tillid hos befolkningen, som politiet er helt afhængigt af, i meget høj grad beror på en gennemsigtighed i politiets arbejde såvel som på en effektiv klageadgang, når samme arbejde giver anledning til utilfredshed. Må anholdelsens voldsomhed alene tilskrives en betjents overdrevne magtanvendelse, skal det naturligvis sikres, at identiteten på den pågældende betjent efterfølgende kan fastslås.
Det er derfor et meget beklageligt faktum, at et stort antal politiklagesager hvert år bliver afvist, fordi det ikke lykkes at finde de involverede betjente.
Senest har blandt andet Den Uafhængige Politiklagemyndighed i sin årsberetning beskrevet, hvordan det, at indklagede polititjenestemænd ikke kan identificeres, desværre både er et ressourcekrævende og ikke ukendt fænomen. Som man med mellemrum – og typisk i sammenhæng med stærkt uheldige enkeltsager – har kunnet følge i mediebilledet, har det derfor fra forskellige sider været fremført, at politiets nuværende identifikationspligt ikke i sig selv er tilstrækkelig.
Paneldebat ved årets Folkemøde
Ved årets Folkemøde på Bornholm rejste Amnesty International debatten om mærkning af politiets uniformer over for folketingspolitikerne. Det foregik ved en paneldebat, hvor blandt andre formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg, Sysette Vinding Kruse, deltog til støtte for synspunktet, at politiets uniformer bør mærkes med en form for identifikation, så betjente altid kan identificeres efter en politiaktion.
Ved debatten var der samtidig lejlighed til at høre, at Dansk Politiforbund med henvisning til sikkerhedsmæssige hensyn udtaler sig imod en sådan løsning. Ifølge politiforbundet vil identifikationsmærker kunne medføre en øget risiko for, at for eksempel ophidsede demonstranter målretter deres angreb mod en enkelt betjent, ligesom det kan frygtes, at betjente i højere grad vil blive udsat for chikane-sager uden for tjenesten.
Risiko for chikane og personangreb?
For så vidt angår den sidste del af denne argumentation – at en mærkning skulle øge risikoen for at betjente udsættes for chikane-sager uden for tjenesten – synes det i høj grad muligt at gennemføre en nummerering eller anden entydig identifikationsmærkning, der sikrer, at betjenten efterfølgende kan udpeges ved henvendelse til tjenestestedet. Mærkningen vil på denne måde kunne ske uden samtidig at give umiddelbare oplysninger om personlig identitet.
Når det dernæst kommer til risikoen for målrettede personangreb i forbindelse med opløb, urolige demonstrationer med videre, er dette naturligvis noget, der ikke skal tages let på. Jeg skal overlade det til beredskabsfaglige eksperter at udtale sig om de mekanismer, der gør sig gældende i en sådan situation. Når det tages i betragtning, at det vel allerede i dag i et vist omfang vil være muligt for personer med en sådan hensigt at udskille en betjent på grund af vedkommendes udseende og/eller placering i forhold til kolleger – synes der imidlertid at kunne sættes spørgsmålstegn ved argumentets praktiske tyngde. Det gælder særligt, når det kan konstateres, at Norges politi nu i snart ti år har båret numre på deres uniformer, og at Amnestys generalsekretær i Politiken 13. juni 2013 skriver, at der ifølge det norske politis fællesforbund foreløbig kun har været gode erfaringer med dette system.
Retssikkerheden
Generelt har politiet fokus ikke bare på kriminalitetsbekæmpelse, men også på en ordentlig og korrekt optræden.
Det ændrer imidlertid ikke på, at enkelte betjente til tider træder alvorligt ved siden af, og i de tilfælde er det helt centralt for retssikkerheden og politiets almindelige anseelse, at borgere har en reel klageadgang. Et manglende ledelsesmæssigt overblik ved aktioner, hvor et stort antal politifolk har været indsat, kan i visse situationer betyde, at det viser sig umuligt efterfølgende præcist at klarlægge, hvem der gjorde hvad. I andre tilfælde kan det desværre frygtes, at der nærmere er tale om, at en misforstået form for sammenhold eller korpsånd betyder, at kolleger tilbageholder væsentlige oplysninger fra politiklagemyndighederne. Uanset begrundelsen er der i ethvert tilfælde tale om et meget alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem, når det viser sig, at det i forbindelse med klagesager ikke er muligt at identificere den eller de betjente, der er klaget over.
Det er i betydelig grad egnet til at skade tilliden til politiet og retssamfundet som sådant, når offentligheden oplever hændelser, hvor det forekommer stærkt påfaldende, at det ikke kan klarlægges, hvem en politimæssig adfærdsklage vedrører. Det er derfor ikke bare i samfundets, men også i politiets egen interesse, at der sikres bedst mulige forudsætninger for, at politiklagesager kan behandles effektivt.
Ved redaktionens afslutning har Rigspolitiet oplyst, at man fortsat ser på problemet og vurderer forskellige muligheder, der kan gøre det lettere at identificere politifolk i forbindelse med klagesager.
Rune Berggren Brøndal Pedersen
Advokat og ansat i Advokatsamfundet. Tidligere ansat i Anklagemyndigheden med tjenestesteder i Københavns Vestegns Politi og Rigspolitiet.