Temaet er skrevet af Henrik Munksgaard og Hanne Hauerslev, pressechef, Advokatsamfundet
Kodeordet er forsigtighed
Med en ophedet offentlig debat i kølvandet på bankkrakkene, skal advokatundersøgelserne være præget af forsigtighed i konklusionerne, mener Jens Christensen, der har undersøgt Amagerbanken. Ifølge Lars Lindencrone Petersen er forsigtighed i det hele taget en afgørende læring af finanskrisen. Han har været involveret i flere bankundersøgelser og hæfter sig ved, at historien om konkursramte banker også er historien om lokalt forankrede banker, der med ambitioner og vokseværk går uden for det geografiske område med fatale konsekvenser for lokalsamfundet.
Advokatens undersøgelse er et partsindlæg
Der gælder ingen særlige etiske regler for advokatundersøgelser. Det konkluderer en nævnskendelse, hvor to advokater gennemførte en bankundersøgelse efter kundens kommissorium, uden at tidligere bestyrelsesmedlemmer kom til orde. Der er stor forskel på en dommer- og en advokatundersøgelse, siger Advokatnævnets formand, der råder til både klare aftaler med klienten og ydmyghed.
Hverken form, indhold eller gennemførelsen af en advokatundersøgelse er reguleret. En advokatundersøgelse er alene en klients undersøgelse, og den advokat, der udfører den, følger klientens kommissorium. Derfor har undersøgelsen karakter af et partsindlæg.
Det konkluderer flertallet i en nævnskendelse fra juni sidste år, hvor tidligere bestyrelsesmedlemmer fra en konkursramt sparekasse har indklaget to advokater for Advokatnævnet med påstand om, at de to advokater groft havde tilsidesat helt fundamentale høringsprincipper. De tidligere bestyrelsesmedlemmer var ikke hørt, ikke underrettet om undersøgelsen eller orienteret om offentliggørelsen af undersøgelsen, som blandt andet forholder sig til deres mulige strafferetlige eller erstatningsretlige ansvar.
Historisk set har advokatundersøgelser været anvendt i årtier, men kom for alvor i offentlighedens søgelys i 1972, hvor landsretssagfører og tidligere formand for Advokatrådet, Niels Th. Kjølbye, blev bedt om at foretage en undersøgelse af en række juridiske og økonomiske spørgsmål i forbindelse med sygehusforvaltningen i København. Opførelsen af det nye Herlev Sygehus havde skabt offentligt røre, og som Amtsrådets faste advokat blev Kjølbye bedt om at finde ud af, hvordan byggeriet havde udviklet sig.
- Klienten gik til sin egen advokat for at få undersøgt, hvad der egentlig var sket i forløbet. Det blev ikke anset for at være et problem. Når vi så i dag – 40 år senere – sætter spørgsmålstegn ved, hvilken funktion en advokatundersøgelse har, er det, fordi vi holder det op over for dommer- eller kommisionsundersøgelserne. De er lovregulerede – men har også et andet tilsnit og et helt andet sigte, forklarer Jon Stokholm, formand for Advokatnævnet.
Værdien ligger kun i advokatens råd
Når der i offentlighedens bevidsthed sker en glidning fra, at advokatundersøgelser er karakteriseret som et råd til klienten til også at varetage andre interesser, er det spørgsmålet, om der gælder nye regler for advokatundersøgelserne og dermed advokatens rolle og etiske forpligtelser?
Ifølge Jon Stokholm er det præcis, hvad nævnskendelsen fra sommeren 2012 giver svar på.
- Kendelsen tager stilling til, at advokatundersøgelsen ikke er andet end det, den giver sig ud for – nemlig en redegørelse til en klient efter klientens eget kommissorium. Redegørelserne vil være lige så forskellige som kommissorierne og de advokater, der udfører opgaverne, og værdien ligger alene i de rigtige juridiske argumenter til klienten.
- Der er slet ikke tale om, at advokaten bliver dommer, når undersøgelsen udarbejdes, og undersøgelsen vil aldrig være uvildig af den grund, at klienten selv udpeger, hvem der skal udføre opgaven. Hvis advokatens autoritet skulle være som dommerens, skulle undersøgelsen være uvildig, og det ville først og fremmest kræve, at en tredjepart gik ind og valgte, hvem der skal udføre opgaven, siger Jon Stokholm.
Ingen er forpligtet til at stille op
Derfor er retssikkerheden heller ikke i fare, mener han.
- Ingen er forpligtet til at stille op til det her. Hvis en advokat hører dig, er du ikke forpligtet til at deltage. Hvis du ikke bliver hørt og samtidig kritiseret, har redegørelsen ingen retsvirkning udover at være et partsindlæg. Herunder gælder selvfølgelig, at redegørelsen skal udføres inden for gældende lovgivning – deriblandt injurielovgivningen og god advokatskik – og i sidste ende kan det blive en sag for domstolen, hvis der er en form for ansvar fra advokatens side, siger Jon Stokholm og understreger, at det tidligere har været overvejet at lovgive på området, hvilket man afstod fra.
- Man har afstået fra at lovgive på det her område for at bevare fleksibiliteten og muligheden for, at advokater kan gribe undersøgelserne an uden faste procedureregler.
Tilbage står, hvad advokaterne skal lære af kendelsen.
- Den gode advokatundersøgelse vil nøje redegøre for den metode, som man anvender, og det samme gælder for undersøgelsens rammer. Jeg vil også anbefale, at der bliver skabt helt klar enighed med klient om, hvad undersøgelsen skal bruges til. Skal den offentliggøres eller ej? Det spørgsmål er væsentligt for, hvor åbent advokaten skriver til klienten.
- Endelig synes jeg, at ydmyghed er en god ting, for der er altså ikke tale om en dommerundersøgelse, og advokatens konklusioner bør ikke fremstå som en dom.
Nævnssagen kort
Der er ikke retligt grundlag for, at advokater i forbindelse med udarbejdelse af et partsindlæg skal underrette eller partshøre modparter eller andre, som kan have en interesse i undersøgelsen, konkluderer et flertal i Advokatnævnet.
“De tidligere bestyrelsesmedlemmer i X Sparekasse A/S klagede over to advokaters adfærd i forbindelse med advokaternes udarbejdelse af en advokatundersøgelse for bestyrelsen i X Bank A/S, som videreførte aktiviteterne i X Sparekasse A/S efter sparekassens økonomiske sammenbrud.
Klagerne anførte, at de burde have været underrettet om, at der blev gennemført en advokatundersøgelse, og at de i tilknytning hertil skulle have haft mulighed for at udtale sig.
Bestyrelsen i X Bank A/S oplyste i en pressemeddelelse, at man havde iværksat en ‘uvildig advokatundersøgelse’.
Advokatundersøgelsen havde blandt andet til formål at vurdere, hvorvidt der var grundlag for at gøre et strafferetlig og/eller erstatningsretligt ansvar gældende over for blandt andet den tidligere bestyrelse i X Sparekasse A/S. Undersøgelsen konkluderede, at der kunne rettes et erstatningskrav mod den tidligere bestyrelse.
Et flertal i Advokatnævnet fandt, at de to advokater ikke havde tilsidesat god advokatskik, og at der ikke i lovgivningen var fastsat regler om advokatundersøgelser, herunder om formen, indholdet og gennemførelsen heraf. Det anførtes også, at en advokat i forbindelse med gennemførelsen af en advokatundersøgelse repræsenterede klienten og således skulle varetage klientens interesser – og kun klientens interesser – i overensstemmelse med det foreliggende kommissorium og inden for rammerne af lovgivningen og god advokatskik.
Flertallet fandt ikke retligt grundlag for et krav om, at en advokat i forbindelse med udarbejdelse af et responsum/partsindlæg underretter eller partshører modparter eller andre, som kan have en interesse i undersøgelsen.
Advokatnævnets mindretal fandt derimod, at advokater i forbindelse med gennemførelsen af en advokatundersøgelse burde overholde nogle grundlæggende principper, herunder for høring af og orientering af de involverede parter, hvorfor disse medlemmer fandt, at der var sket en tilsidesættelse af god advokatskik.
Læs hele kendelsen på www.advokatnaevnet.dk.
Advokater skal spille med sordin
Med en ophedet offentlig debat i kølvandet på bankkrakkene, skal advokatundersøgelserne være præget af forsigtighed i konklusionerne, mener Jens Christensen. Han håber, at den finansielle sektor vil lade sig inspirere, så advokatundersøgelser i fremtiden kan blive en gennemgang af forretningsgange og rutiner, før det går galt.
Når en violinist skal spille dæmpet, benytter hun en såkaldt sordin. En lille træbøjle, der sættes ned over stolen med strengene, som gør lyden sagte, mens den rene og klare klang bevares. Som advokat skal man spille med sordin, når man er blevet betroet opgaven med en advokatundersøgelse, mener advokat Jens Christensen.
- Advokatundersøgelserne er et glimrende værktøj, fordi man får afdækket et emne langt hurtigere, end det kan ske ved domstolene. Men den store offentlige interesse betyder, at man skal være mådeholden i sine konklusioner. Hvis offentligheden skal bevare respekten for advokatundersøgelserne og advokatstanden, er det vigtigt, at advokaten er uafhængig, og klart fremstår som sådan. Redegørelsen skal være nuanceret, når man eksempelvis opregner, hvad der kan tælle for og imod, at der efterfølgende rejses erstatningssager mod direktion, bestyrelse eller revision, siger han.
I ingen af de hidtidige advokatundersøgelser har direktion, bestyrelse og revisorer haft mulighed for at svare på kritikken. Det er der ifølge Jens Christensen ikke noget principielt problem i, men det er yderligere et argument for forsigtighed. Og med en ophedet offentlig debat i medierne, hvor alt fra aktionærgrupper til lokalpolitikere kan have ganske skråsikre synspunkter, er det vigtigt, at man sondrer mellem jura og forretningsmæssig risiko.
- Jeg lod selv helt bevidst være med at kommentere redegørelsen omkring Amagerbanken i medierne. På mange måder afspejler de krakkede banker den generelle tendens i samfundet, hvor vi frem til 2008 troede, vi var ufatteligt rige. Da det så gik galt, var der i offentligheden krav om en prügelknabe. Men netop med en sådan folkestemning, er det endnu vigtigere, at vi holder fast i en nøgtern juridisk vurdering, siger Jens Christensen.
Se fremad
Det er først nu fire-fem år efter de første konkurser, at de første domme falder. Og det retslige efterspil illustrerer behovet for forsigtighed, mener han.
- Hvis du tager Roskilde Bank, så konkluderede advokatundersøgelsen, at der burde rejses en straffesag. Her har statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet været af en anden opfattelse, og der har alene kørt en erstatningssag, siger Jens Christensen.
Udover de helt principielle argumenter, peger han på, at den afdæmpede tilgang også giver et langt bedre udgangspunkt for en konstruktiv dialog med den finansielle sektor.
- Indtil videre har advokatundersøgelserne været bagudrettede, men i virkeligheden kunne en gennemgang også være fremadrettet. Hvis jeg sad som ledelse i et mindre pengeinstitut, ville jeg overveje den mulighed. Man kan få sat fokus på de procedurer, der skal forbedres. Men når direktionerne i bankerne kan læse om både straffesager og erstatningsansvar, kan det godt skræmme en ellers fornuftig ledelse i banken væk, siger han.
Jens Christensen
Partner KOCH/CHRISTENSEN Advokatfirma, hvor han primært beskæftiger sig med erhvervsret, politiret og strafferet. Han har udarbejdet advokatundersøgelsen om Amagerbanken.
Ambitioner på udebane kostede flere banker livet
Historien om konkursramte banker har de senere år også været historien om lokalt forankrede banker, der med ambitioner og vokseværk fik en massiv eksponering i ejendomssektoren. Men når man går uden for sit geografiske område og de brancher, man kender, skal man være yderst forsigtig. Det er ifølge Lars Lindencrone Petersen en afgørende læring af finanskrisen. Og de helt almindelige bankkunder, der har tabt penge, skal forstå, at aktier er en investering, der indebærer risiko for tab.
- I gamle dage sagde man, at det var, når de jyske banker etablerede en filial i København, at det gik galt.
Med den småironiske kommentar trækker advokat Lars Lindencrone Petersen fra Bech-Bruun trådene fra finanskrisens mange bankkrak tilbage til de nødlidende banker sidst i 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Nødlidende banker er ikke et nyt fænomen, som er kommet med finanskrisen. Der er blot kommet flere af dem.
Lars Lindencrone Petersens egen erfaring med bankkrak trækker også tråde tilbage.
Han bistod daværende præsident for Sø- og Handelsretten, Frank Poulsen, med den store redegørelse, der blev udarbejdet om Himmerlandsbanken midt i 90’erne. Den Hobro-baserede bank blev overtaget af Spar Nord efter dramatiske forhandlinger hen over en weekend. For at få løsningen til at falde på plads havde Skatteministeriet garanteret Spar Nord et skattefradrag på de forventede afskrivninger.
Det rejste kritik og medførte, at daværende skatteminister Ole Stavad forlod sin ministerpost. Når der dengang i 1994 blev lagt overordentlig stor vægt på at finde en løsning, før banken åbnede mandag morgen, var det især hensynet til det lokale erhvervsliv. Op mod 40 procent af egnens virksomheder var kunder i Himmerlandsbanken, og var banken gået ned, ville det være hele egnen omkring Hobro, som ville gå i sort.
Farlige vækstambitioner
Selvom det – hverken dengang eller nu – var alle de krakkede banker, der havde haft filialer i hovedstaden, rammer Lars Lindencrone Petersens kommentar præcist.
I de mange advokatundersøgelser af de krakkede banker lyder konklusionen igen og igen: En kraftig udlånsvækst og stor eksponering i ejendomssektoren var blandt de afgørende årsager til bankens problemer. En række lokale pengeinstitutter, der i årevis havde haft egnens borgere og erhvervsliv som det helt naturlige kundeunderlag, fik vækstambitioner, og med lån til en række ejendomsmatadorer begav man sig langt uden for den naturlige hjemmebane.
- Hvad enten det er geografisk eller branchemæssigt, du begiver dig uden for dit traditionelle forretningsområde, så vil det altid være langt sværere at bedømme de risici, der kan være forbundet med en kredit. Udover ejendomssektoren har landbruget været med til at trække flere banker ned, men her skal man huske, at det altså ikke har været den almindelige svine- eller mælkenotering, men derimod typisk engagementer med en række landbrug, som spekulerede i ikke-driftsrelaterede lån i schweizerfrancs, der har givet problemer, siger Lars Lindencrone Petersen.
Han stod for advokatundersøgelsen af den sydsjællandske Max Bank. Her var konklusionen, at der ikke var basis for erstatningskrav mod direktion, bestyrelse eller revision. Banken havde de procedurer og forretningsgange, der er krævet i lovgivningen, og de var i al væsentlighed også blevet efterlevet. På et enkelt område burde revisorerne have været skarpere, men dette var ikke af så grel karakter, at der bør rejses erstatningskrav eller disciplinærsag, lyder Lars Lindencrone Petersens konklusion i undersøgelsen.
Too-big-to-fail med lokalt twist
- Set i bakspejlet er der ikke tvivl om, at der er nogle, som ikke har været dygtige nok, men man skal altså huske, at der kom en global finanskrise, som ingen kunne forudse. Jeg vil ikke bedømme de juridiske aspekter i de øvrige sager, men rent forretningsmæssigt er den gennemgående lære af de mange bankkrak, at man skal være yderst forsigtig, når man begiver sig ind på nye områder. Man bør nøje vurdere, om man har de rette kompetencer til kreditvurderingen, siger Lars Lindencrone Petersen.
Ligesom de ekspansive vækststrategier kan være problematiske, kan det være et problem, hvis et lokalt pengeinstitut har en meget stærk markedsposition i en egn eller region. Hvis pengeinstituttet går konkurs, vil det være en lang række lokale virksomheder, som får strammet deres kreditbetingelser med oplagt risiko for en dominoeffekt af konkurser.
- Det er en særlig afart af too-big-to-fail-problematikken. Det var tilfældet med Himmerlandsbanken, og en afgørende grund til, at man gik langt for at finde en løsning. Det er også en problematik, vi har set ved nogle af bankkonkurserne de senere år. Det er et område, hvor der ikke er en umiddelbar løsning, siger Lars Lindencrone Petersen.
Risiko og mulighed følges ad
Som i en række af de øvrige konkursramte lokalbanker var der også i Max Bank en meget bred kreds af småaktionærer, der tabte penge. Bankens aktier var spredt på over 20.000 aktionærer, og med diverse fordelsprogrammer var der incitamenter for de almindelige privatkunder til at købe aktier. Men den sort-hvide eksponering af ofre og skurke, som har været gennemgående i pressedækningen, køber Lars Lindencrone Petersen ikke.
- Jeg synes ikke, at billedet af den stakkels lille mand og den store onde bank er særlig klædeligt, og i visse sager måske heller ikke vellignende. Et af problemerne er jo, at det på dette område kun er de sager, hvor det er gået galt, der kommer til offentlighedens kendskab. Skal man se det fra privatkundesiden, er læringen, at en investering i aktier altid indebære både muligheden for en kursgevinst og risikoen for tab. Parallelt med finanskrisen er der kommet en række stramninger omkring kunderådgivningen, som skal sikre, at private investorer er oplyst om den risiko, de tager ved en bestemt investeringsprofil. Vi vil først senere se, hvordan det fungerer, men det er svært at hævde, at det er noget pjat, siger han.
Lars Lindencrone Petersen
Advokat hos Bech-Bruun siden 2008. Har stået for advokatundersøgelsen af Max Bank. Han har tidligere været byretsdommer og dommer i Sø- og Handelsretten. Fra 1998 til 2008 var han landsdommer i Østre Landsret. Han er forfatter til flere juridiske lærebøger og har været medlem af og formand for Konkursrådet og næstformand for Pengeinstitutankenævnet.
Historien om de danske bankkrak
12 banker er gået konkurs under den nuværende finanskrise. Men bankkriser er langtfra noget nyt fænomen.
Selvom det ikke var på dato, var der 80 års jubilæum, da Nationalbanken overtog gæld og forpligtelser i Roskilde Bank i august 2008. I 1928 indtrådte staten som eneaktionær for Landmandsbanken, hvilket blev afslutningen på den krise for banken, som havde stået på siden 1922.
- Der har været bankkriser, lige så længe der har været banker, siger professor dr.phil. Per H. Hansen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS.
Første bankkrise i Danmark var i 1857, og den næste kom i 1870’erne. I 1907-08 sendte en krise i byggeriet også en række banker i knæ. Den helt store bankkrise, som overgår finanskrisen, var i 1920’erne. Landets fjerdestørste bank Københavns Diskonto- og Revisionsbank blev i begyndelsen af årtiet rekonstrueret med hjælp fra Nationalbanken, men i 1924 gik den konkurs. Det samme gjorde Andelsbanken året efter. Herudover var også Handelsbanken og Privatbanken i krise.
- Hvis vi skal sammenligne det med vore dage, vil det svare til, at Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord inden for få år var i alvorlige problemer. I den forstand overgår krisen i 1920’erne de senere års krise, siger Per H. Hansen.
80’er-krak og indskydergaranti
Da Københavns Diskonto og Revisionsbank og Andelsbanken gik konkurs i midten af 1920’erne tabte både aktionærer og indskydere penge. Når man i nyere tid i behandlingen af nødlidende banker har lagt vægt på at sikre indskydere – eller i hvert fald småsparerne – med henvisning til, at mistillid til bankvæsenet ville få uoverskuelige samfundsmæssige konsekvenser, er der altså historiske fortilfælde på banker, der er gået ned, hvor også indskyderne har tabt penge.
Netop hensynet til småsparerne var det helt store spørgsmål, da 6. juli Banken gik konkurs i 1987. Den forholdsvis lille bank havde med konkurrencedygtige indlånsrenter på kort tid fået omkring 20.000 kontohavere. Efter længere tids usikkerhed blev der ved Nationalbankens mellemkomst etableret en løsning i samarbejde med Sydbank, Nykredit og Realkredit Danmark.
Forløbet fik politiske konsekvenser. I 1988 blev Indskydergarantifonden etableret, så man dermed gav sikkerhed for de almindelige småsparere.
I både 80’erne, 90’erne og 00’erne er en række nødlidende banker blevet reddet via fusion eller opkøb af andre og aktører i sektoren. Det er dog ofte sket med staten som mellemmand. Provinsbanken overtog Kronebanken i 1980’erne. Bikuben overtog Bornholmerbanken i begyndelsen af 1990’erne, og et par år senere trådte Spar Nord til og overtog Himmerlandsbanken.
Fusioner og opkøb afværger krak
Som en forsmag på Finanskrisen måtte Bank Trelleborg i januar 2008 lade sig overtage af Sydbank. Vilkårene har senere været genstand for et gruppesøgsmål fra en række utilfredse aktionærer i Bank Trelleborg, hvor der faldt dom i januar 2013. Også i 2008 blev Forstædernes Bank solgt til Nykredit, og samme år overtog den svenskejede Handelsbanken Lokalbanken.
Senest har Sydbank overtaget Tønder Bank, der dog nåede at gå konkurs. Her har aktionærer og indskydere af ansvarlig kapital tabt deres penge. Mens overtagelsen på disse betingelser i andre selskaber ville kræve en generalforsamlingsbeslutning, kan en bankbestyrelse træffe beslutningen selv.
Trods fusioner og salg har der indtil videre været 12 banker, som er gået konkurs. Som en del af den første bankpakke etablerede man Finansiel Stabilitet, så der i dag er faste procedurer, når en bank går ned. Den nuværende lovgivning indebærer også, at indskydere har garanti for op til 100.000 euro.
Finansiel Stabilitet iværksætter som en del af sin faste procedure altid en advokatundersøgelse, som skal afklare, om der bør rejses erstatningssager mod direktion, bestyrelse eller revision. I en række af sagerne vil derudover komme erstatningssager fra aktionærerne, hvor Dansk Aktionærforening senest har meddelt, at man agter at rejse et gruppesøgsmål for aktionærerne i Amagerbanken.
12 banker – erstatningssager mod godt halvdelen
Finansiel Stabilitet iværksætter altid en advokatundersøgelse, når de overtager engagementerne i en bank. Af de 12 pengeinstitutter, som er endt i denne situation, er der rejst erstatningssager i syv tilfælde, fire sager er afsluttet, uden at der rejses erstatningssager, mens der er i et enkelt tilfælde endnu ikke er truffet beslutning.
Bank |
Dato |
Advokatundersøgelse og erstatningssager |
|
Roskilde Bank |
24. august 2008 |
Erstatningssag anlagt |
|
EBH Bank |
21. november 2008 |
Erstatningssag anlagt |
|
Løkken Sparekasse |
2. marts 2009 |
Erstatningssag anlagt |
|
Gudme Raaschou Bank |
16. april 2009 |
Ingen erstatningssag |
|
Fionia Bank |
28. maj 2009 |
Ingen erstatningssag |
|
Capinordic Bank |
11. februar 2010 |
Erstatningssag anlagt |
|
Eik Banki |
30. september 2010 |
Erstatningssag anlagt |
|
Eik Bank Danmark |
30. september 2010 |
Erstatningssag anlagt |
|
Amagerbanken |
5. februar 2011 |
Erstatningssag anlægges |
|
Fjordbank Mors |
24. juni 2011 |
Ingen erstatningssag |
|
Max Bank |
8. oktober 2011 |
Ingen erstatningssag |
|
Sparekassen Østjylland |
21. april 2012 |
Endnu ikke afklaret |
|
Kilde: Finansiel Stabilitet