Spring hovednavigationen over

2012 - Advokaten 8 - Leder - Retssikkerhedens filantrop

Publiceret: 23. oktober 2012

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Jeg er sikker på, at alle vi advokater har en ganske god fornemmelse af, hvad den af advokat Margot og arkitekt Thorvald Dreyer i 1976 indstiftede fond Dreyers Fond er og står for. De få, der måtte være lidt i tvivl, bør straks slå op på www.dreyersfond.dk. Når jeg nu ønsker at fremhæve fonden på lederplads, er det for at kvittere for det fremragende samarbejde, vi fra advokatside oplever med fonden og i øvrigt har gjort igennem en lang årrække.

Blandt de mange projekter, vi i tidens løb har iværksat fra Advokatsamfundets side med støtte fra fonden, kan jeg nævne udarbejdelsen af Advokatrådets retssikkerhedsprogram fra 2009, hvori indgik en fornem støtte til uddeling af priser i forbindelse med prisopgaven om retssikkerhed – udviklingen de seneste ti år. Vi har også iværksat det såkaldte skoleprojekt, hvor vi udarbejder undervisningsmateriale til de ældste folkeskoler og gymnasiets 1. G klasser om retssamfundets indretning og ikke mindst domstolenes og advokaternes centrale betydning for et velfungerende retssamfund. Det er et vigtigt initiativ, som vi arbejder målrettet på, og som snart kan gå i luften.

Jeg vil også fremhæve støtten til arbejdet med vores advokatvagter, hvor vi igen – takket være Dreyers Fond – har fået mulighed for at indkøbe et stort antal Ipads til fordeling blandt de advokater, som ulønnet lægger deres arbejdskraft i den lokale advokatvagt. Det skulle gerne sætte dem i stand til at levere en endnu bedre rådgivning. I den sammenhæng er der også grund til at nævne, at vi har lanceret en hjemmeside for advokatvagterne – www.advokatvagterne.dk, som både er en indgangsportal til advokatvagterne for borgere, der har brug for gratis rådgivning, og et kommunikationsforum for de kolleger, der tager en tørn i advokatvagten.

Og så må vi ikke glemme julegaven til alle advokater i 2011, nemlig bogen om de advokatetiske regler, som vi med hjælp fra fonden kunne producere og sende ud til alle kolleger i det ganske land.

Det er i dag således, at vi i Advokatrådet indtænker Dreyers Fond i vores virke til gavn for retssamfundet, forstået således, at vi identificerer og definerer indsatsopgaver således, at de er egnede til fondsstøtte. Også vores interne tiltag i Advokatsamfundets Sekretariat har nydt godt af fondens velvillighed. Det gælder arbejde med organisationsstrukturer, kompetenceudvikling og hjemmeside. En række af disse gode projekter var ikke blevet søsat eller gennemført med samme kraft og succes, hvis vi ikke havde opnået den finansielle håndsrækning fra Dreyers Fond. Og hvad der er nok så centralt er, at vi kan gennemføre vigtige opgaver til gavn for retssamfundet uden at der anvendes kontingentkroner på det. De går i stedet til at løfte Advokatsamfundets lovbestemte opgaver, navnlig med hensyn til tilsyn og disciplinærforfølgning.

Og lad os afslutningsvis glæde os over Dreyers egne tiltag i forhold til os advokater. Vi har netop for få dage siden kunnet glæde os over den fortjenstfulde overrækkelse af Dreyers Fonds Hæderspris til vores gode kollega Knud Foldschack. Lad os kort standse op ved de kolleger, han derved kommer i selskab med. Jens Paulsen, Anne Birgitte Gammeljord, Birgitte Refn Wenzel, Erik Hørlyck, Jørgen Boe, Jørgen U. Grønborg, Henning Zacho Larsen, Henrik Christrup, Gunnar Homann, Jon Stokholm, Radioadvokaterne – vi husker alle Hellen Thorup, Sys Rovsing, Jan Schiøtt-Petersen og Henrik Høpner med Thyge Stenstrup i æteren, Mads Bryde Andersen, Erik Werlauff, Merethe Stagetorn. Og blandt dem vi ikke har mere, Steffen Juul, Niels Fisch-Thomsen, Børge Koch og Ernest Hartwig.

Har mon noget andet liberalt erhverv en sådan perlerække af forskelligheder – ja af og til vel nærmest diametrale modsætninger – der dog sammen grundet Dreyers Fonds på en gang brede udsyn og præcise skarpsyn er udtryk for enkeltkollegers indsats internt som eksternt i vores retssamfund? Vi kan roligt lade svaret blafre i vinden. Men en stor tak til Dreyers Fond også fra Advokatsamfundet i sin helhed er bestemt på sin plads.

Så kære Dreyers Fond: Tusind tak for jeres støtte, som vi håber fortsat at gøre os fortjent til gennem målrettet fantasi og værdige initiativer.