Af Sysette Vinding Kruse, advokat og Elsebeth Rasmussen, advokat
Indledning
Udgangspunktet er, at den sigtede er berettiget til at vælge en forsvarer til at stå ham bi efter de nærmere regler i RPL § 730, jfr. også art. 6, stk. 3 c i EMK.
Det er på den anden side ikke ensbetydende med, at forsvareren i alle situationer er berettiget til at påtage sig opgaven, når der er peget på den pågældende. Det kan være, at han bør sige nej, fordi hans indtræde i sagen vil vanskeliggøre at få sagen berammet. Retten kan på begæring af sagens parter eller ex officio nægte beskikkelse, hvis forsvarerens indtræde vil medføre en forsinkelse af betydning for sagens fremme, jfr. RPL 733, stk. 2, en bestemmelse, der efterhånden ikke sjældent bringes i anvendelse.
Emnet for denne artikel er imidlertid først og fremmest den interessekonflikt, der kan opstå, hvis forsvareren ønsker at optræde for flere sigtede i sagen, eller det er således, at flere advokater fra samme kontor ønskes beskikket for de forskellige sigtede i sagen.
Retsplejeloven regulerer ikke udtrykkeligt spørgsmålet om flere forsvarere fra samme kontor. Det hedder i RPL § 734, stk. 1, at man ikke må beskikkes, hvis man i en anden straffesag har været forsvarer for en sigtet, med hvis interesse i sagen den nu sigtedes står i strid, og det fremgår af samme bestemmelses stk. 2: ”Er flere personer sigtede under samme sag, kan forsvaret kun udføres af den samme person, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende."
Retspraksis vedr. samme forsvarer for flere sigtede
I en sag fra 1997 (Lf.Medd. 96/1997, optrykt i oversigten samme sted 18/2006) var S og T sigtet for røveri og blev varetægtsfængslet in absentia og fik begge beskikket advokat A. A mødte som forsvarer, da de med måneders mellemrum blev fremstillet og fængslet. Politiet gjorde gældende, at advokat A ikke kunne være forsvarer for dem begge uden at oplyse om en årsag hertil. Dommeren tilkendegav, at han ikke på det foreliggende grundlag var indstillet på at tilbagekalde beskikkelsen for den ene af klienterne, når der ikke var oplyst et konkret grundlag herfor.
Som eksempler på modstridende interesser, der har fået domstolene til at afbeskikke en forsvarer for flere sigtede, kan nævnes UfR 1971.927 Ø, hvor en forsvarer ikke kunne være beskikket for både en tyv og dennes hæler, UfR 1989.173 Ø, hvor forsvareren ikke kunne beskikkes for både leverandøren af hash og en, der havde formidlet handelen, og UfR 1992.65 Ø, hvor forsvareren, der tidligere havde forsvaret T, ikke kunne være forsvarer for et vidne i samme sag, der senere blev tiltalt for urigtig forklaring i sagen mod T.
Spørgsmålet om én forsvarer for flere sigtede har været rejst for nylig, da Højesteret i UfR 2011.2267 H udtalte, at det havde været rigtigst, om to sigtede, hvis forklaringer om den enes deltagelse i brandstiftelse var modstridende, havde fået beskikket hver sin forsvarer under fremstillingen i grundlovsforhør.
En dommer bør dog ikke på forhånd beskikke en anden advokat, men give den involverede advokat lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet, hvis der er tale om 2 sigtede i samme sag, der ønsker den samme forsvarer.
Derimod er retspraksis og nævnspraksis vedr. flere advokater fra samme kontor som forsvarere noget uklar.
Flere advokater fra samme kontor
Inden der opregnes eksempler fra praksis, gennemgås reglerne for god advokatskik, der under pkt. 12 udtaler:
“12.2.
En advokat må ikke bistå en klient i situationer, hvor en interessekonflikt er opstået, eller hvor der foreligger nærliggende risiko for, at en sådan konflikt opstår."
“12.4.
Når advokater udøver advokatvirksomhed i et fællesskab, i et advokatselskab, jfr. retsplejelovens § 124, eller i kontorfællesskab, gælder reglerne i 12.2 og 12.3 for fællesskabet, advokatselskabet og kontorfællesskabet og i det indbyrdes forhold mellem dets deltagere, herunder ansatte advokater.
Tilsvarende gælder reglerne i 12.2 og 12.3 for andre samarbejder, samvirker og fællesskaber mellem advokater eller advokatvirksomheder, såfremt de i forhold til tredjemand fremtræder som fællesskab eller en advokatvirksomhed."
“12.5.
Et samtykke fra de involverede parter til advokatens bistand vil i tilfælde omfattet af 12.2, pkt. 1-7, 12.3 og 12.4 som udgangspunkt ikke påvirke bedømmelsen af, om der foreligger en interessekonflikt. …."
Den praksis, der foreligger vedrørende pkt. 12 i de advokatetiske regler, har primært drejet sig om civilretlige situationer.
At den også gælder i straffesager, blev dog allerede slået fast i højesteretsdommen UfR 1998.1105 H, hvor en advokat A havde kontorfællesskab med advokat B. Advokat B havde repræsenteret en person E under en straffesag. Sagen blev afsluttet i 1994, men året efter udtog advokat C på E's vegne stævning mod nogle læger med påstand om torterstatning som følge af, at lægerne havde brudt deres tavshedspligt over for E i forbindelse med dennes hospitalsindlæggelse efter et påstået voldsforhold. Dette voldsforhold havde givet anledning til straffesagen. Advokat A repræsenterede de sagsøgte læger under retssagen.
E indklagede A for Advokatnævnet, idet E gjorde gældende, at A havde tilsidesat god advokatskik ved at repræsentere lægerne i den sag, som hun havde anlagt mod dem, selv om B fra samme kontor som A havde repræsenteret E under straffesagen.
Advokatnævnet udtalte, at selv om der ikke var tale om samme sag, så var der en sådan forbindelse mellem de to sager, at B ville have været afskåret fra at påtage sig sagen for de sagsøgte læger, efter at han havde optrådt som forsvarer for E. Nævnet ligestillede derefter A og B, idet deres kontorfællesskab kunne bevirke, at der hos klienterne opstod frygt for, at der kunne ske et tillidsbrud. A blev herefter tildelt en irettesættelse. A indbragte nævnets kendelse for Østre Landsret, der stadfæstede nævnets kendelse. Højesterets flertal på 4 dommere stadfæstede landsrettens kendelse.
Højesterets flertal bemærkede:
“Som anført af Advokatnævnet ville B have været afskåret fra at påtage sig sagen for de sagsøgte læger, og advokater i et kontorfællesskab vil udadtil fremtræde som samarbejdende. Selv om det i et enkelt tilfælde kan godtgøres, at advokaterne i kontorfællesskabet driver helt adskilte advokatvirksomheder, kan det efter vor opfattelse ikke afvises, at der hos en nuværende eller tidligere klient kan opstå frygt for, at oplysninger, der i en tidligere sag er erhvervet om vedkommendes forhold af en advokat i fællesskabet, benyttes af en anden advokat i en sag, som har forbindelse med den tidligere sag.
Der må derfor som led i fastlæggelsen af begrebet god advokatskik kunne fastlægges sådanne generelle begrænsninger i advokaters adgang til at påtage sig sager, at man herved modvirker en risiko for uberettiget benyttelse af oplysninger. At det frie advokatvalg som følge heraf i et vist omgang indskrænkes, kan ikke føre til andet resultat."
Denne kendelse blev dengang betragtet som opsigtsvækkende, men begrebet “god advokatskik” er et dynamisk begreb, og der har i de senere år været en stigende opmærksomhed rettet mod begrebet ”god advokatskik” og de advokatetiske regler.
Udgangspunktet er dog også i disse sager, at der skal påvises en konkret interessekonflikt. Landsforeningen af Forsvarsadvokater udtalte således i 1996 til brug for en konkret sag (Lf.Medd. 90/1996):
“Det er derfor landsforeningens opfattelse, at en beskikkelse af 2 advokater fra samme kontor i samme sagskompleks generelt ikke er stridende imod god advokatskik”.
Heller ikke det forhold, at advokaterne er i tæt familie med hinanden, kan føre til afbeskikkelse, se Østre Landsrets kendelse af 29.5.2009 (Lf.Medd. 80/2009), hvor byretten havde afbeskikket 2 ud af 3 forsvarere i samme sag med henvisning til, at advokaterne var nært familiemæssigt forbundne. (Lf.Medd. 59/2009).
Det påhviler den enkelte advokat selv at gøre retten opmærksom på, at der kan foreligge en interessekonflikt.
I UfR 2004.2489 V stadfæstede landsretten således en irettesættelse fra Advokatnævnet, idet en advokat, der var beskikket som bistandsadvokat for en forurettet, ikke havde gjort retsformanden i byretten opmærksom på, at der kunne foreligge en interessekonflikt som følge af, at A og forsvareren B for en af de tiltalte var fra samme advokatkontor.
Nævnet udtalte følgende, der blev tiltrådt af landsretten:
“Det må som udgangspunkt være retten, der ved beslutning om, hvem der skal beskikkes om bistandsadvokat for en forurettet, skal påse, at der ved beskikkelsen ikke opstår risiko for interessekonflikt i forhold til de advokater, der er forsvarere for de tiltalte. Det samme må gælde i forhold til beskikkelse af forsvarere, hvis der allerede er udpeget en bistandsadvokat for en forurettet. Det må ligeledes være retten, der ved et retsmødes begyndelse af egen drift har pligt til at tage spørgsmålet op, såfremt retten bliver opmærksom på, at der er en risiko for en sådan interessekonflikt. Tager retten i en sådan situation ikke spørgsmålet op, må det efter Advokatnævnets opfattelse påhvile enhver af de pågældende advokater udtrykkeligt at gøre retten opmærksom på, at der kan bestå en interessekonflikt som følge af, at de er tilknyttet samme advokatkontor."
Som nævnt i de advokatetiske regler, pkt. 12.5, er et samtykke fra de involverede parter som udgangspunkt heller ikke nok til at statuere, at der ikke foreligger en interessekonflikt.
I UfR 1996.827 V blev beskikkelse af advokat som forsvarer under ankesag tilbagekaldt, da advokatens kompagnon under såvel byretssagen som ankesagen var beskikket som bistandsadvokat for forurettede. I kendelsen hed det:
“Såvel den tiltalte som den forurettede har udtrykkeligt efter at være gjort bekendt med problemstillingen fastholdt, at de ønsker, at beskikkelsen af forsvareren og bistandsadvokaten opretholdes.
Uanset dette finder landsretten, at der er en sådan nærliggende risiko for, at de to advokater, der er tilknyttet samme advokatkontor, under sagen vil kunne fremtræde således, at der efterlades indtryk af, at de ikke hver især vil være i stand til at varetage deres respektive klienters modstridende interesser på behørig vis. På denne baggrund finder landsretten, at beskikkelsen for en af advokaterne må tilbagekaldes, jfr. principperne i retsplejelovens § 734, stk. 1."
Retsstillingen er således som udgangspunkt den, at man ikke kan have en bistandsadvokat og forsvarer fra samme kontor. Hertil kommer, at en advokat ikke kan være forsvarer for to eller flere personer i samme sag, ligesom flere advokater fra samme kontor uafhængig af organisationsform ikke kan være forsvarer i samme sag, såfremt det må antages, at der foreligger modstridende interesser. Såfremt en sigtet ønsker en tilståelsessag, hvorimod en anden sigtet i samme sag nægter, er der efter vores opfattelse tale om en interessekonflikt, der må medføre, at der ikke kan beskikkes 2 advokater fra samme kontor.
Problemet er imidlertid ofte, at det ikke fra starten af en sag ligger fast, om der foreligger modstridende interesser i sagen mellem flere sigtede. I den forbindelse er det ligegyldigt, om de sigtede nægter at udtale sig eller ej, såfremt advokaten af materialet kan se, at der vil kunne blive tale om modstridende interesser.
Derimod er det ikke nok for at afbeskikke en advokat, at de sigtede helt nægter at udtale sig.
I UfR 2010.689 V var der tale om et større narkotikakompleks med 4 sigtede. Den ene sigtede, S1, fik beskikket en advokat, og derefter ønskede S2 beskikket en advokat fra samme advokatkontor. Anklagemyndigheden protesterede og anførte, at de sigtede var fængslet efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3, i isolation, og de havde ikke ønsket at udtale sig. Byretten fulgte anklagemyndigheden. Landsretten omstødte byrettens kendelse med følgende begrundelse: ”
“De sigtede i sagen, S1 og S2 har ikke ønsket at udtale sig om sigtelserne. Der er ikke herved eller ved det, der i øvrigt er anført af anklagemyndigheden, påvist, at de har modstridende interesser i sagen. S2's anmodning om at advokat J beskikkes som forsvarer, kan derfor ikke afslås i medfør af rpl. § 734, stk. 2, eller dennes analogi.”
Såfremt det først senere under efterforskningen viser sig, at der kan foreligge interessekonflikter, kan der opstå afgrænsningsproblemer.
Politifuldmægtig Lasse Lund Madsen rejser dette problem i Advokaten 2004/6. Han nævner en konkret skatte- og afgiftsstraffesag, hvor Told&Skat og Kriminalpolitiet i Århus i nogle år efterforskede mod fire personer, der blev sigtet for omfattende skatte- og afgiftssvig, begået i forskellige virksomheder. Fra sagens start blev de sigtede repræsenteret af hver sin forsvarer fra det samme advokatkontor. Dette var under hele efterforskningen helt uproblematisk, idet sigtelserne og den senere tiltalebegæring fra Told&Skat ikke var udformet på en sådan måde, at der imellem de fire sigtede var nogen særlig interessekonflikt. Ved udformningen af selve tiltalen blev de fire personer imidlertid tiltalt i langt videre omfang, herunder for i forening at have begået en række af forholdene. Herved opstod der efter politifuldmægtigens opfattelse en række interessekonflikter mellem de tiltalte, og han rejste problemstillingen om fortsat opretholdelse af den eksisterende forsvarerbeskikkelse.
Sagen havde som sagt verseret i flere år, og de sigtede og senere tiltalte havde fået et nært fortrolighedsforhold til deres respektive forsvarer. Det ville endvidere betyde en fordyrelse og mulig forsinkelse af sagen, såfremt nye forsvarere skulle udpeges og sætte sig ind i en kompliceret sag. Politifuldmægtigen frafaldt senere indsigelsen som følge af nogle konkrete omstændigheder, men de konkrete omstændigheder kan efter vor opfattelse ikke være, at tidsforbruget har været stort, eller at de sigtede har fået et tillidsforhold til deres udpegede forsvarere, såfremt det viser sig, at der ved tiltalerejsningen vil foreligge en konkret interessekonflikt mellem de tiltalte.
Problemet opstår herefter, hvem af de beskikkede advokater, der i givet fald skal udtræde af sagen. I den foreliggende retspraksis har man løst problemet ved at fratage den sidst beskikkede beskikkelsen, men såfremt de fire beskikkede, som i sagen her, er beskikket stort set samtidig, kan der opstå et vanskeligt problem for retten.
En anden speciel sag forelå for Frederiksberg Ret i juli 2012. Her var der tale om 4 sigtede i en sag om omfattende momssvindel for ikke under 250 mio. kr. De sigtede ønskede alle forsvarere fra samme advokatkontor. En af forsvarerne, der ønskedes, havde været den pågældende sigtedes civile advokat, og under aflyttede telefonsamtaler var det kommet frem, at denne advokat havde rådgivet den sigtede om selskabsoprettelser, ændringer vedrørende selskaber og om betaling af et beløb på over ½ mio. kr. på en dækningsløs check. Anklagemyndigheden fandt derfor, at denne advokat ikke kunne beskikkes som forsvarer i sagen, og at der ikke burde beskikkes flere advokater fra det samme kontor i den pågældende sag på grund af mulige interessekonflikter.
Retten udtalte ikke overraskende, at den advokat, der evt. skulle vidne i sagen mod sin klient, ikke kunne varetage forsvarerhvervet for ham i sagen. Om de 2 andre udtalte retten, (Frederiksberg Rets kendelse af 30. juli 2012 i sag 1-5867/2012):
“Med de pligter, herunder tavshedspligt, som hvervet som forsvarer medfører, er det anførte om advokat A ikke tilstrækkeligt til på nuværende tidspunkt at kunne medføre, at andre advokater fra samme advokatfællesskab ikke kan optræde som forsvarer for andre sigtede i sagskomplekset, hvorfor bestemmes: Advokat B og C kan fortsætte som forsvarere for…”,
Denne kendelse forekommer ejendommelig. Uanset en forsvarer har tavshedspligt, kan forsvarere på samme kontor ikke varetage forsvarerhvervet, såfremt de sigtede har modstridende interesser. I en sag, hvor en kollega eventuelt skal vidne i samme sag om dennes rådgivning til en medsigtet, der måske ønsker at lægge ansvar for forkert rådgivning over på denne advokat, kan der opstå en loyalitetskonflikt mellem forsvareren og dennes klient, idet forsvareren måske også har et ønske om at stille sin kollega i et godt lys ved en vidneafhøring. Det forekommer os derfor meget betænkeligt, at 2 kollegaer fra vidneadvokatens kontor fortsat kunne være forsvarere i den pågældende sag.
Byretten havde som nævnt givet grønt lys for, at advokat B og C kunne fortsætte. En af de pågældende, B, lod sig imidlertid afbeskikke med henblik på, at en tredje kollega fra kontoret kunne overtage B's klient. Så bad B om og blev beskikket for den tredje klient, der havde fået afslag på at få A som forsvarer.
Afslutning
Bortset fra, at retspraksis er helt klar med hensyn til afvisning af at have bistandsadvokat og forsvarer fra samme kontor, er det efter vor opfattelse ikke muligt at drage en helt firkantet konklusion med hensyn til den anden problemstilling: flere forsvarere fra samme kontor. Det er indlysende, at der ikke kan ske beskikkelse, hvis der kan påvises eller må påregnes en konkret interessekonflikt, men som ovenfor nævnt er området ikke fuldstændig statisk, som de 2 højesteretsafgørelser UfR 1998.1105 H og UfR 2011.2267 H viser, og man kunne forestille sig, at praksis ville bevæge sig hen imod, at man fremover i færre tilfælde ser en stribe af forsvarere fra samme kontor optræde for de sigtede i samme sag.