Personer, der dømmes i en straffesag, risikerer en uforholdsmæssig høj ’tillægsstraf’, når sagens omkostninger skal betales. En ny rapport fra Advokatrådets Strafferetsudvalg har ført til dialog med Folketingets Retsudvalg.
Af Ida Søholm, jurist, Advokatsamfundet
Er det hensigtsmæssigt, set fra en samfundsmæssig synsvinkel, at personer dømt i en straffesag bliver pålagt sagsomkostninger i en størrelsesorden, hvor de reelt ikke har en chance for at få betalt beløbet tilbage til staten? Hvor der ikke skelnes til hverken indkomst eller alder, når omkostninger opgøres af retten?
Det synes Advokatrådets Strafferetsudvalg ikke og nedsatte derfor i efteråret 2011 en arbejdsgruppe til at se på de nuværende regler for opgørelse af sagsomkostninger i straffesager og praksis for inddrivelsen.
Udvalgets rapport førte til en debat i medierne om reglerne for sagsomkostninger. Ud over at flere partier erklærede sig villige til at se på reglerne, var der fra politisk hold stor ros til rapporten. Formanden for Folketingets Retsudvalg, Anne Baastrup (SF), inviterede Advokatrådets Strafferetsudvalg til at uddybe rapporten over for retsudvalget med henblik på et videre arbejde med reglerne.
Baggrund for arbejdet
I Danmark har vi en regel i retsplejeloven om, at en dømt i en straffesag som altovervejende hovedregel skal betale sagens omkostninger. Sagens omkostninger består dels af honorar til forsvareren dels af omkostninger af mere teknisk art til blodprøvetagning, dna-analyser, våbentekniske undersøgelser etc. Omkostningerne for selv en mindre straffesag kan derfor være ganske store – også selvom den domfældte dog ikke længere selv skal betale for kost og logi under fængselsopholdet. Forsvarsadvokater oplever gang på gang klienter der, efter at være blevet dømt i en straffesag, får tilsendt en regning for sagens omkostninger, der bringer dem i stor gæld til staten.
Princippet om, at en domfældt i en straffesag skal betale sagens omkostninger er gammelt, og bygger formentlig på hensynet til retsfølelsen: Personen kunne have undgået regningen ved at have holdt sig fra kriminalitet.
Samfundets reaktion mod kriminalitet er at idømme en straf. Herved iagttages hensynet til retsfølelsen. Samfundet har imidlertid også en klar interesse i og ønske om at få resocialiseret den domfældte til at undgå kriminalitet fremover og i stedet udvikle sig til en god, bidragsydende samfundsborger.
Problemet med systemet, som det er i dag, er, at størrelsen af sagsomkostningerne reelt virker som en tillægsstraf oven i den afsagte dom, en tillægsstraf der medfører, at selv efter endt afsoning så vil man i en årrække fortsat blive forfulgt af sagen.
For unge mennesker er det ekstra uoverskueligt og demotiverende. Selv for unge der har et lønarbejde, vil der oftest være tale om et ufaglært ungdomsarbejde med et tilsvarende lavt indtjeningsniveau, hvilket dog ikke vil afholde SKAT fra at indeholde solide bidder af den beskedne indkomst hver måned. Hvis man ikke har et arbejde, kan tanken om SKATs lønindeholdelse over de næste mange år virke demotiverende for at søge et job. Dette kan igen måske friste den unge til ny kriminalitet. Tilsvarende er motivationen for f.eks. at påbegynde en uddannelse og leve for SU samtidig med at skulle afdrage på gælden oftest lille. Ovennævnte konsekvenser af at sende folk urealistisk høje regninger for sagsomkostninger, synes uhensigtsmæssige og stærkt stridende mod samfundets ønske om at få resocialiseret dømte borgere.
Arbejdsgruppens forslag
Retsplejelovens regler om sagsomkostninger i straffesager foreslås ændret således, at retten i en straffesag skal pålægge den dømte sagsomkostninger ud fra en vurdering af vedkommendes betalingsevne på domsafsigelsestidspunktet. Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at dette er den bedste måde at iagttage hensyn til såvel samfundets retsfølelse som samfundets behov for resocialisering af den dømte. I praksis kan betalingsevnen tænkes oplyst ved, at den tiltaltes skatteoplysninger lægges frem – en fremgangsmåde der allerede ses brugt f.eks. ved udregning af en bøde i en færdselssag. Øvrig formue må retten bede den tiltalte om selv at oplyse. Arbejdsgruppen er opmærksom på at nedsættelse af sagsomkostningerne for den dømte kan betyde et provenutab for staten. Af SKATs egne statistiske oplysninger fremgår det dog, at det i dag og i de forgangne år, kun er ca. 20 procent af de idømte sagsomkostninger som det rent faktisk lykkes at inddrive. Det reelle provenutab vil derfor ikke være voldsomt stort.
Det foreslås at overveje en model, hvor sagsomkostninger kan eftergives, såfremt den dømte holder sig kriminalitetsfri i tre år efter dommen/endt afsoning. Dette vil især have betydning for unge førstegangs-overtrædere, der således vil få en reel chance for, at ét enkelt fejltrin ikke vil lægge mangeårige økonomiske hindringer i vejen for at komme videre med livet. De nuværende regler for gældssanering og gældseftergivelse er meget strenge og betyder i praksis at gældssanering først kan være en mulighed, når der er gået et sted mellem syv og ti år fra den strafbare handling.
Det foreslås, at alle sagsomkostninger, både forsvarerhonorar og udgifter til teknisk bistand (f.eks. dna-analyser), skal foreligge oplyst på domsafsigelsestidspunktet. I dag er der intet krav om at oplyse, om sagsomkostningernes størrelse i selve dommen, ligesom omkostninger også kan gøres gældende mod den dømte lang tid efter dommen er afsagt. Forslaget indebærer, at systemet vil blive mere klart og gennemskueligt.
Strafferetsudvalget
Strafferetsudvalgets arbejdsgruppe består af: Sysette Vinding Kruse, Jakob Skaarup Arrevad, Peter Trudsø og Ida Søholm. Der har været afholdt en række arbejdsgruppemøder, herunder med deltagelse fra SKATs Inddrivelsescenter med henblik på at få indblik i den konkrete inddrivelsespraksis. Arbejdsgruppen har undervejs også gjort brug af det gode samarbejde med vores skandinaviske søsterorganisationer og indhentet oplysninger om henholdsvis det norske og svenske system. Undersøgelsen har udmøntet sig i et notat indeholdende en række forslag, som er blevet drøftet i henholdsvis Strafferetsudvalget og Advokatrådet.
Advokatsamfundets formål
Et af Advokatsamfundets formål er at arbejde for at gavne retssikkerheden i samfundet, bl.a. ved at deltage i den offentlige debat om retssikkerhedsmæssige spørgsmål. Advokatrådet og dets udvalg initierer også af egen drift undersøgelser af områder, hvor det synes nødvendigt, og sætter målrettet ind for at få ændret retstilstand eller praksis, hvor den synes uhensigtsmæssig.
Reglerne i de nordiske lande
I de nordiske lande som vi jævnligt sammenligner os med, er systemet anderledes indrettet. I både Sverige og Norge tages der f.eks. hensyn til den dømtes indtægt ved domsafsigelsen, når regningen skal gøres op. Dette betyder, at mindre velstillede personer oftest slet ikke pålægges sagsomkostninger. I Grønland skal den dømte også kun undtagelsesvis selv betale sagens omkostninger.