Er det værd at stille op til Folketinget? Og hvad med klienterne og karrieren? Advokaten har mødt Lars Dueholm, Meta Fuglsang, Preben Bang Henriksen og Jan Jørgensen. Kandidater til Folketinget, der åbent deler ud af deres overvejelser om at stille op, og hvad de kan bruge deres advokaterfaring til i valgkampen. Døm selv om du turde springe ud af devisen om, at – den der lever stille, lever godt.
Af Nis Nicolaisen, journalist
Den politiske bacille bider forskelligt
Lars Dueholm blev bidt som 15-årig af den tidligere landsfader Uffe Ellemann-Jensens budskab om at ‘tage ansvar og få mest ud af sit liv.‘ Det var også en af grundene til, at han kort før valgkampen forlod Venstre og nu repræsenterer Liberal Alliance. Svaret på, hvorfor han gider stille sig til skue for offentligheden, er måske derfor lige så irrationelt som spørgsmålet.
- Hvorfor spiller folk klarinet? Politik er noget, jeg føler for – dels fordi det er spændende, dels fordi jeg tror, at jeg kan gøre Danmark til et bedre sted.
Meta Fuglsang blev bidt af skolepolitik allerede i 3. klasse, hvor hun begyndte i elevrådet og siden følte trang til at stikke snuden frem på vegne af hr. og fru Danmark i stort som småt og især kvindepolitik. Da jeg interviewede hende sad hun i Folketinget på et lånt mandat fra den afdøde SF’er Flemming Bonne og havde en række ordførerskaber i SF’s folketingsgruppe. Hun vurderer selv, at hendes kommunale ordførerskab vil kunne give hende en central position i kampen om et mandat.
Preben Bang Henriksen er den politiske novice – skønt interessen for landspolitik har simret i snart en menneskealder. Med sindrig snusfornuft og 29 års erfaring som advokat og kompagnon, er Preben Bang Henriksen advokatveteran og rig på livserfaring. Han springer først ud som kandidat nu, fordi han ville have privat- og erhvervsfronten på det tørre – for som han siger:
- Mange, der bliver valgt, efterlader deres børn i Jylland og tilbringer fem dage på Christiansborg. Jeg har nu børnene godt i vej, og de er begge studerende. Bliver jeg valgt, får vi dog brug for noget forstærkning på kontoret, men jeg går ikke ud af forretningen. Jeg vil sortere lidt og koncentrere mig om de rene erhvervssager.
Jan Jørgensen fik som 19-årig sin ilddåb i Venstres Ungdom efter at have været medlem i par måneder. Han havde været med til julefrokosten, delt et par pjecer ud under valgkampen i 1984 og var politisk rapkæftet. Og pludselig var han ny formand for VU i København de næste fire år:
- De synes, jeg virkede engageret, og jeg havde endnu ikke lært, at man skulle tie stille, hvis man ikke ville vælges til en politisk post, griner han højlydt.
Platform i medierne
Ingen af kandidaterne er i tvivl om, at erfaring fra kommunalpolitik kan gå hen og få afgørende betydning. Meta Fuglsang har arbejdet med kommunalpolitik i Vordingborg i mange år, og det har gjort hende klar til de politiske slagsmål på Christiansborg:
- Det giver helt klart pondus på kendtheds-effekten og troværdigheden, at jeg har arbejdet med kommunalpolitik i 10 år.
Men det giver også respekt med advokaterfaring. Det oplevede hun før sommerferien, hvor integrationsminister Søren Pind på talerstolen krævede, at S og SF svarede på spørgsmål i relation til et integrationsforslag.
- Pind mente nærmest, at domstolene ville slå op i debatten som retskilde, men her fik ministeren en lektion i retskildelære, og vi fik stoppet den diskussion.
Lars Dueholm sidder i Københavns Borgerrepræsentation på fjerde år. Han mener, at det kommunale mandat giver ham en klar platform at udtale sig fra som ægger og vækker medierne.
- Var jeg ‘blot’ folketingskandidat, kunne pressen sige, at ‘hvad jeg mener dybest set er ligegyldigt.’ Hvad jeg mener om en sag, kan faktisk få kommunalpolitisk betydning, og det gør uden tvivl min adgang til medierne lettere.
Det får ikke Preben Bang Henriksen til at ryste på hånden, at han er en politisk novice og kun kan skrive syv års medlemskab af Venstre på sit politiske CV.
- Jeg kan godt frygte, at jeg ikke har nok landspolitisk erfaring. Men det er også et aktiv, at man ikke er fedtet ind i tankegangen på Christiansborg. Jeg tror nok, at 29 år som selvstændig advokat er en god ballast til at fortælle, hvordan rets- og erhvervspolitikken virker i praksis.
Jan Jørgensen er et kendt ansigt på Frederiksberg, men frygter mere at de personlige stemmer ikke rækker til et mandat med kandidater som Søren Pind, Marion Pedersen og comeback fra Martin Geertsen, der alle konkurrerer i samme kreds. Jan Jørgensen skal have et sted mellem 1.000 og 3.000 personlige stemmer, hvis han skal gøre sig forhåbninger om et mandat.
- Det er afsindigt svært at få personlige stemmer. Folk, der aldrig har prøvet at stille op, gør sig intet begreb om, hvor svært det er bare at få 1.000 stemmer. Vælgerne skal synes, at du er den dygtigste, den flinkeste og den, som de er mest enig med.
Grænser for gøgl og pop
Selvom Preben Bang Henriksen er grøn i landspolitik, vil han ikke stå model til hvad som helst for at markedsføre sig politisk. Men ærmerne skal smøges op, for hans valgkreds har de seneste to valgperioder ikke givet mandat. Derfor valgte man netop en lokalmand som Preben, og han tør næsten ikke røbe, hvem der sidst fik valg i kredsen.
- Det var den landskendte Bjørn Elmquist, griner han.
Elmquist var ikke lige hans kop te, men rådgivere inden for partiet anbefaler Preben at være mere offensiv og f.eks. deltage på festivalpladsen. Her kan børnene smide bolde efter ham, indtil han ryger i bassinet. ’Så ved alle, hvem du er’, forklarer de politiske rådgivere fra partikontoret, men her sætter Preben grænsen.
- Jeg vil heller ikke rende nøgen over Limfjordsbroen bare for at komme i fjernsynet. Jeg vil også kunne se mine vælgere og klienter i øjnene bagefter siger han, og forklarer:
- Jeg har den fordel, at mit liv fortsætter uforandret, hvis jeg ikke bliver valgt. Mange af dem, der sidder i Folketinget i dag, får vel lidt ’efterpenge’, men hele deres livsstil stopper brat, hvis de ikke bliver genvalgt, og de har måske en tendens til at være overfolkelige.
Derfor vil Preben Bang Henriksen også tillade sig at bruge det lidet anvendte udtryk – ‘det ved jeg ikke, men vil gerne undersøge det’ – hvis han må melde pas til spørgsmål fra journalister eller potentielle vælgere. Der er ingen, der vil bebrejde, at du ikke er alvidende, forklarer Preben og henviser til, at Helle Thorning Schmidt kom galt af sted, da hun rodede sig ud i et forkert svar på et skattespørgsmål under et debatmøde for nylig.
- Journalister skal ikke ringe til mig klokken 22 og spørge mig om min holdning til Naturfredningslovens paragraf et eller andet, hvis jeg ikke har forstand på det. Det er beskæmmende, at politikere stort set svarer på alt: Det ved jeg ikke, burde være det mest anvendte svar, understreger Preben Bang Henriksen.
Partnere lever for stille
Spørg publikum – 50/50 eller ring til en ven – advokater tier, hvor andre tør og
det kunne ifølge Meta Fuglsang give et boost til retssikkerheden, hvis flere kappede linen til ‘den der lever stille, lever godt ’mentalitet...’
Preben Bang Henriksen zoomer ind på problemet og anslår, at 95 procent af alt, der skrives om retspolitik, drejer sig om betingelserne for varetægtsfængsling. De civile sager og 'erhvervsretspolitikken' lever desværre en stedmoderlig tilværelse.
Lars Dueholm savner i den grad flere fra både advokat- og revisionsbranchen, der blander sig i den offentlige debat. Ifølge Lars Dueholm kan det godt være, at mange partnere tjener x-antal millioner og har deres på det tørre. Men som han siger:
- Vores børn skal også have noget at leve af. Jeg kunne godt tænke mig, at flere partnere fra de store advokatfirmaer meldte ud, hvordan Danmark skal klare sig i konkurrencen med f.eks. Kina, der tordner frem på de internationale markeder. Fair nok hvis man er enig med SF eller Socialdemokratiet.
Og det ligger reelt lige for i advokaters natur at appellere i det offentlige rum, så ligheden med politik er slet ikke fjern, forklarer Lars Dueholm:
- Advokater er udsat for konkurrence, og folk vælger nok ikke en advokat, de ikke har hørt om – det samme gælder i politik. Det med at leve stille bliver vanskeligt i fremtiden. Advokater har simpelthen behov for at gøre opmærksom på sig selv.
Koster politik klienter?
Lars Dueholm sidder til daglig med konkursboer hos Kammeradvokaten, hvor han bl.a. rådgiver SKAT om deres inddrivelse. Det at have politisk tæft og indsigt i den politiske dagsorden, giver ifølge Lars en bedre forståelse for, om SKAT som myndighed skal gøre A eller B og hvad den offentlige klient i virkeligheden efterspørger som politisk styret enhed:
- Det kan være om, man satser mere på kontrol i småsager, om det er bundlinjen eller retssikkerhed, når SKAT beslutter sig i en generel eller konkret sag. Men jeg er meget forsigtig med selv at melde ud politisk om forhold, der angår min klient. Det er klart, at der er nogle felter, hvor det, at jeg er advokat, gør det svært at udtale sig offensivt.
Lars Dueholm har dog ikke oplevet negative reaktioner som kandidat på den politiske knivsæg. Han tror tværtimod, at det giver en vis respekt, at man på den ene side kan være advokat for staten og på den anden side være politisk aktiv:
- Dem, jeg samarbejder med hos SKAT, der har set mig i dagspressen og på TV2-Lorry, siger nogle gange rosende ting. Men jeg ville aldrig indlede en politisk prædiken.
Lars Dueholm ser dog ikke de store erhvervsmæssige muligheder efter en eller flere perioder i Folketinget. Er man først valgt til Folketinget eller blevet minister, tror han, at det kan være skadeligt, når man vender tilbage til advokatgerningen. Folk vil ikke kunne tænke på dig som en objektiv, neutral og seriøs forretningsadvokat. Du vil simpelthen blive fravalgt, mener Lars:
- Jeg gør mig ingen illusioner om, at jeg vil stå stærkere i erhvervslivet efter en politisk karriere. Og det har også kun været et fåtal, der har fået stillinger, som har været spændende. Jeg kan kun komme i tanke om Henning Dyremose og Uffe – men hvad fik han i grunden ud af det?
Preben Bang Henriksen ser ikke de store problemer i en karriere efter politik. Før han meldte sit kandidatur, kontaktede han de bestyrelser, han tidligere har siddet i og er med i den dag i dag. De havde ifølge Preben ingen vetoret, men alle hilste hans kandidatur velkommen.
- Efter at jeg meldte mig som kandidat, har jeg faktisk fået flere af byens boligselskaber som klienter, og de er ikke just på den borgerlige side. Jeg kan ikke nævne én, der er stået af på grund af mit politiske tilhørsforhold, bedyrer Preben.
Har man en stærk profil på et politikområde og har været ude med nogle skarpe synspunkter og kan sit stof, er der klienter at hente. Det oplever Meta Fuglsang, der gang på gang har taget klienter ind, hvor hun mener, at der er gået politisk inflation i dyneløfteriet:
- Jeg har ofte oplevet, at folk har valgt mig på grund af mit politiske engagement. Her kan min sociale indignation bære, at jeg tager deres sag alvorligt og de har tillid til, at jeg forstår det politiske system. De sager, jeg løbende har haft, er helt klart inspirationskilde til min politik og de ting, jeg vil arbejde offensivt med på Christiansborg. Hvis jeg kan se, at der er et dilemma i lovgivningen, tilbyder jeg at tage det op med ministeren. Det sker fortroligt for den, der henvender sig, og på en måde så det politiske udvalg også bliver opmærksom på enkeltsager af principiel karakter.
Jan Jørgensen har mange kommuner som klienter hos Horten, og hans rådgivning bliver bedre i kraft af den indsigt, han har fra det kommunale arbejde.
- Det er klart en fordel, at jeg ved, hvordan en kommunalbestyrelse arbejder. Når jeg giver juridisk rådgivning, kan jeg med min politiske forståelse gøre opmærksom på, at der kan være ulemper ved at få ret, det kan give dårlig presseomtale.
Karriere på stand by
Det kan give nogle begrænsninger at være politisk aktiv. Det er ikke alle arbejdsgivere, der synes, det er lige smart. Og arbejdsgiveren skal være rummelig, fordi der kan ligge en vis ustabilitet i, om kandidaten bliver valgt. Lars Dueholm oplever sine politiske ambitioner som ren tilsætning:
- Jeg har allerede tabt, og er i færd med at tabe nogle af de bedste år af min karriere mellem de 30 og 50. Samtidig kan jeg ikke stige i graderne, så længe jeg er aktiv i politik – dels fordi Kammeradvokaten er et specielt kontor – dels fordi jeg ikke vil kunne lægge de timer, der kræves som partner, forklarer Lars Dueholm.
Meta Fuglsang er til gengæld glad for, at Borgen er hendes faste arbejdsplads. Derved slipper hun for den interne konkurrence, der er på et advokatkontor og som faktisk er hårdere end det politiske spil på Christiansborg.
- Politik er meget et fælles projekt og ikke et privat projekt. Som advokat var det meget mit projekt, min omsætning og mine kunder på godt og ondt. Det enkelte advokatkontor er præget af intern konkurrence med hinanden. Men både et advokatkontor og en folketingsgruppe er steder, hvor man slås for en plads i hierarkiet. Man overvejer, hvem man spiser frokost med, og hvad man siger til kaffen. Det spil gælder i begge brancher, og det skal man kunne lide for at kunne begå sig som advokat i politik.
Jan Jørgensen synes omvendt, at konkurrencen i politik er langt hårdere end på et advokatkontor. I politik er der kun et begrænset antal taburetter at slås om, mens et advokatkontor altid kan udvides, forklarer Jan.
- Politik er et nulsumsspil med 179 pladser. Du kan kun komme ind i politik, hvis du skubber en anden af pinden. På et advokatkontor er det ikke således, at fordi en kollegas omsætning er højere end min, bliver jeg skubbet ud. Men sådan er det i politik.
(Artiklen er skrevet før valget blev udskrevet.)