Politireformen fra 2007 er blevet kritiseret for at være for vidtgående. I denne artikel argumenteres imidlertid for, at reformen slet ikke er vidtgående nok. Således hævdes det i artiklen, at der fortsat er et reelt potentiale for optimering af politiets personaleressourcer.
Af Morten Broberg
Det fortælles om den store østrigske komponist Franz Schubert, at han i 1822 påbegyndte arbejdet på sin ottende symfoni. Schubert var imidlertid ikke blot kendt som en stor komponist, men også for at være særdeles dameglad, hvilket tænkeligt var en del af årsagen til, at han samme år fik konstateret syfilis. Med henblik på at kurere sygdommen fik Schubert kviksølv, og det var formentlig denne medicin’, der sammen med tyfus var årsag til hans død nogle år senere, uden at han havde færdiggjort symfonien. Den omtales derfor sædvanligvis blot som hans Unvollendete Symphonie.
Ligesom det at komponere en symfoni er en på alle måder krævende opgave, har den store reform af det danske politi i 2007 været en opgave ud over det sædvanlige. Store reformer mødes ofte af kritik, og det har unægteligt også været tilfældet for politireformen. Blandt de mange forskellige forhold, som denne kritik har rettet sig mod, har det særligt været fremført, at reformen går alt for langt ved at omlægge de mange mindre politikredse til få store. Politireformen er med andre ord gået alt for vidt.
Er politireformen gået langt nok?
Jeg kan ikke ubetinget tilslutte mig denne kritik. Tværtimod er min påstand, at politireformen slet ikke er gået langt nok. Selv om grundlaget for denne påstand afgjort er ganske spinkelt – den bygger på to tilfælde, hvor jeg har været i kontakt med politiet – så mener jeg ikke desto mindre, at dette grundlag ganske klart indikerer, at der fortsat er et reelt potentiale for en mere effektiv udnyttelse af de danske politiressourcer.
Den første – og mest dramatiske – situation tager sit udspring i en banal voldsepisode; altså hvad man kan kalde klassisk politiarbejde. I forbindelse med et tilfælde af voldsudøvelse tilkaldes politiet, som reagerer hurtigt og effektivt. Gerningsmanden anholdes, afhøres, og der rejses tiltale. Så vidt sobert og effektivt politiarbejde.
I forbindelse med retssagen mod tiltalte, skal undertegnede og en anden indkaldes som vidner. En sådan indkaldelse sker ved forkyndelse, hvor politiet kører ud til vidnerne for at overbringe indkaldelsen. De første gange er jeg ikke hjemme, så der køres forgæves et antal gange. Til sidst lykkes det dog at få forkyndt indkaldelsen for mig. Endnu sværere er det at få forkyndt indkaldelsen for tiltalte, der ganske forståeligt ikke har lyst til at deltage i retssagen. Om jeg husker ret, lykkes det i første omgang faktisk slet ikke at få forkyndt indkaldelsen for ham, hvorfor sagen må udsættes. Anden gang lykkes det til gengæld at få forkyndt indkaldelsen for vidner såvel som for tiltalte. Desværre udebliver sidstnævnte, således at anklager, forsvarer, dommer, domsmænd samt vidner, der alle er mødt frem ved domhuset, må se i øjnene, at sagen igen må udsættes. Atter må politiet bruge ressourcer på at forkynde en indkaldelse for mig på et tidspunkt, hvor jeg er hjemme. Og denne gang meddeles tiltalte i forbindelse med forkyndelsen, at sagen vil blive gennemført, selv om han udebliver. Da dagen oprinder, venter vi igen forgæves på tiltalte, hvorefter sagen gennemføres uden hans deltagelse, og retten afsiger dom.
Som det ses, er sagen i sig selv ganske banal. Det mest bemærkelsesværdige er vel, at politiet bliver nødt til at bruge en forfærdelig masse tid på at agere postbud. Og det er jo ikke kun politiets tid, som der skaltes med. Også domstolene spilder tid, når en sag må udsættes på grund af udeblivelse, ligesom det i øvrigt gælder alle de øvrige parter i sagen. Kunne politiets personlige forkyndelse af vidneindkaldelsen ikke erstattes af fremsendelsen af et rekommanderet brev? I så fald havde jeg jo modtaget indkaldelsen første gang, den blev fremsendt. Jeg er naturligvis klar over, at den tiltalte måske vil søge at undgå at tage imod det rekommanderede brev med indkaldelsen. Men man kunne vel starte med at fremsende indkaldelsen ved rekommanderet brev, og derpå nøjes med at søge at foretage personlig forkyndelse, hvor det ikke er lykkedes ved brug af rekommanderet brev. Alene i ovenstående sag havde en sådan ændring betydet en markant tidsmæssig besparelse. Havde man oven i købet fra første færd haft mulighed for i forbindelse med forkyndelsen for tiltalte samtidig at meddele ham, at sagen ville blive kørt, selv om han udeblev, havde dommer, domsmænd, rettens øvrige ansatte, anklager, forsvarer og vidner også kunnet anvende tiden langt mere hensigtsmæssigt.
Den anden situation er anderledes udramatisk, idet den angår noget så fredeligt som etablering af vejbump i et villakvarter. Eller ’fredeligt’ er måske ikke den rette betegnelse, for er der noget, som kan få den danske villaejers blod i kog, så er det netop spørgsmålet om etablering af fartdæmpende foranstaltninger. Da spørgsmålet om etablering af et antal bump og ændring af den anbefalede maksimale hastighed blev rejst i det gamle villakvarter, hvor jeg bor, blev det hurtigt klart, at der var to fronter: De, der gerne ville have bump, og de, der ikke ville. Kommunen, der var vejmyndighed, greb til den salomoniske løsning at etablere en arbejdsgruppe bestående af beboere, der repræsenterede de to tilsyneladende uforenelige holdninger. Denne arbejdsgruppe skulle derpå komme med en løsningsmodel. Det lykkedes faktisk at skabe en velafbalanceret løsning, og kommunen var indstillet på at gennemføre denne. Imidlertid skulle politiet først godkende løsningen. I den konkrete sag skulle politiet således vurdere, om løsningen teknisk og juridisk stemte overens med de relevante regler om vejes udformning og indretning.
Umiddelbart undres man vel over, at man sætter folk med politimæssig uddannelse til at træffe afgørelse om disse teknisk-juridiske forhold. Da politiets afgørelse – i form af et afslag på kommunens ansøgning – kom, blev det da også klart, at det ikke just var en kernekompetence, der blev trukket på. Denne kompetence findes derimod i rigt mål hos Vejdirektoratet – juridisk såvel som teknisk – og da kommunen valgte at bede Vejdirektoratet om en udlægning af de relevante regler, viste det sig da også, at den ønskede løsning var lovlig, og den blev følgelig godkendt.
Udnyttes ressourcerne bedst muligt?
Pointen med dette sidste eksempel er, at det må være muligt at anvende politiets begrænsede mandskabsressourcer på en mere hensigtsmæssig måde. Hvorfor er det politiet, der skal træffe afgørelse på et område, hvor kompetencen ligger – og bør ligge – hos Vejdirektoratet? Tidligere var politiet ansvarlig for udstedelse af pas og kørekort, ligesom opgaver forbundet med nummerplader og registrering af motorkøretøjer blev varetaget af politiet. I dag er det kommunernes borgerservice henholdsvis Skat, der varetager disse opgaver. På samme måde kunne man vel overveje, om ikke de juridisk-tekniske færdselsopgaver med fordel kunne overdrages til Vejdirektoratet. Og der er formentlig et antal yderligere områder, hvor man med fordel kan overveje, om det er nødvendigt at bruge politiets mandskabsressourcer. Et eksempel kunne være i forbindelse med transport af indsatte.
Det er samtidig vigtigt at understrege, at overførsel af ikke-politimæssige opgaver fra politiet til andre myndigheder ikke bør bruges som undskyldning for at skære i politiets ressourcer. Tværtimod må målet være at frigøre ressourcer hos politiet, så der kan ske en reel styrkelse af det egentlige politimæssige arbejde. Virkeliggørelse af dette mål forudsætter nødvendigvis, at politiet beholder de eksisterende ressourcer.
Som anført indledningsvis, er politireformen blevet kritiseret for at gå for langt. Det er måske korrekt i visse henseender. Men som de to eksempler oven for illustrerer, er der også områder, hvor der fortsat synes at være plads til yderligere reformer. Gennem en kortlægning og gennemtænkning af de opgaver, som i dag hviler på politiets skuldre, må det være muligt at finde en mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse. Schubert døde, inden hans ottende symfoni var færdig. Politireformen er vel også ufuldendt – men der er fortsat tid til at færdiggøre den.
Af Morten Broberg
Det fortælles om den store østrigske komponist Franz Schubert, at han i 1822 påbegyndte arbejdet på sin ottende symfoni. Schubert var imidlertid ikke blot kendt som en stor komponist, men også for at være særdeles dameglad, hvilket tænkeligt var en del af årsagen til, at han samme år fik konstateret syfilis. Med henblik på at kurere sygdommen fik Schubert kviksølv, og det var formentlig denne medicin’, der sammen med tyfus var årsag til hans død nogle år senere, uden at han havde færdiggjort symfonien. Den omtales derfor sædvanligvis blot som hans Unvollendete Symphonie.
Ligesom det at komponere en symfoni er en på alle måder krævende opgave, har den store reform af det danske politi i 2007 været en opgave ud over det sædvanlige. Store reformer mødes ofte af kritik, og det har unægteligt også været tilfældet for politireformen. Blandt de mange forskellige forhold, som denne kritik har rettet sig mod, har det særligt været fremført, at reformen går alt for langt ved at omlægge de mange mindre politikredse til få store. Politireformen er med andre ord gået alt for vidt.
Er politireformen gået langt nok?
Jeg kan ikke ubetinget tilslutte mig denne kritik. Tværtimod er min påstand, at politireformen slet ikke er gået langt nok. Selv om grundlaget for denne påstand afgjort er ganske spinkelt – den bygger på to tilfælde, hvor jeg har været i kontakt med politiet – så mener jeg ikke desto mindre, at dette grundlag ganske klart indikerer, at der fortsat er et reelt potentiale for en mere effektiv udnyttelse af de danske politiressourcer.
Den første – og mest dramatiske – situation tager sit udspring i en banal voldsepisode; altså hvad man kan kalde klassisk politiarbejde. I forbindelse med et tilfælde af voldsudøvelse tilkaldes politiet, som reagerer hurtigt og effektivt. Gerningsmanden anholdes, afhøres, og der rejses tiltale. Så vidt sobert og effektivt politiarbejde.
I forbindelse med retssagen mod tiltalte, skal undertegnede og en anden indkaldes som vidner. En sådan indkaldelse sker ved forkyndelse, hvor politiet kører ud til vidnerne for at overbringe indkaldelsen. De første gange er jeg ikke hjemme, så der køres forgæves et antal gange. Til sidst lykkes det dog at få forkyndt indkaldelsen for mig. Endnu sværere er det at få forkyndt indkaldelsen for tiltalte, der ganske forståeligt ikke har lyst til at deltage i retssagen. Om jeg husker ret, lykkes det i første omgang faktisk slet ikke at få forkyndt indkaldelsen for ham, hvorfor sagen må udsættes. Anden gang lykkes det til gengæld at få forkyndt indkaldelsen for vidner såvel som for tiltalte. Desværre udebliver sidstnævnte, således at anklager, forsvarer, dommer, domsmænd samt vidner, der alle er mødt frem ved domhuset, må se i øjnene, at sagen igen må udsættes. Atter må politiet bruge ressourcer på at forkynde en indkaldelse for mig på et tidspunkt, hvor jeg er hjemme. Og denne gang meddeles tiltalte i forbindelse med forkyndelsen, at sagen vil blive gennemført, selv om han udebliver. Da dagen oprinder, venter vi igen forgæves på tiltalte, hvorefter sagen gennemføres uden hans deltagelse, og retten afsiger dom.
Som det ses, er sagen i sig selv ganske banal. Det mest bemærkelsesværdige er vel, at politiet bliver nødt til at bruge en forfærdelig masse tid på at agere postbud. Og det er jo ikke kun politiets tid, som der skaltes med. Også domstolene spilder tid, når en sag må udsættes på grund af udeblivelse, ligesom det i øvrigt gælder alle de øvrige parter i sagen. Kunne politiets personlige forkyndelse af vidneindkaldelsen ikke erstattes af fremsendelsen af et rekommanderet brev? I så fald havde jeg jo modtaget indkaldelsen første gang, den blev fremsendt. Jeg er naturligvis klar over, at den tiltalte måske vil søge at undgå at tage imod det rekommanderede brev med indkaldelsen. Men man kunne vel starte med at fremsende indkaldelsen ved rekommanderet brev, og derpå nøjes med at søge at foretage personlig forkyndelse, hvor det ikke er lykkedes ved brug af rekommanderet brev. Alene i ovenstående sag havde en sådan ændring betydet en markant tidsmæssig besparelse. Havde man oven i købet fra første færd haft mulighed for i forbindelse med forkyndelsen for tiltalte samtidig at meddele ham, at sagen ville blive kørt, selv om han udeblev, havde dommer, domsmænd, rettens øvrige ansatte, anklager, forsvarer og vidner også kunnet anvende tiden langt mere hensigtsmæssigt.
Den anden situation er anderledes udramatisk, idet den angår noget så fredeligt som etablering af vejbump i et villakvarter. Eller ’fredeligt’ er måske ikke den rette betegnelse, for er der noget, som kan få den danske villaejers blod i kog, så er det netop spørgsmålet om etablering af fartdæmpende foranstaltninger. Da spørgsmålet om etablering af et antal bump og ændring af den anbefalede maksimale hastighed blev rejst i det gamle villakvarter, hvor jeg bor, blev det hurtigt klart, at der var to fronter: De, der gerne ville have bump, og de, der ikke ville. Kommunen, der var vejmyndighed, greb til den salomoniske løsning at etablere en arbejdsgruppe bestående af beboere, der repræsenterede de to tilsyneladende uforenelige holdninger. Denne arbejdsgruppe skulle derpå komme med en løsningsmodel. Det lykkedes faktisk at skabe en velafbalanceret løsning, og kommunen var indstillet på at gennemføre denne. Imidlertid skulle politiet først godkende løsningen. I den konkrete sag skulle politiet således vurdere, om løsningen teknisk og juridisk stemte overens med de relevante regler om vejes udformning og indretning.
Umiddelbart undres man vel over, at man sætter folk med politimæssig uddannelse til at træffe afgørelse om disse teknisk-juridiske forhold. Da politiets afgørelse – i form af et afslag på kommunens ansøgning – kom, blev det da også klart, at det ikke just var en kernekompetence, der blev trukket på. Denne kompetence findes derimod i rigt mål hos Vejdirektoratet – juridisk såvel som teknisk – og da kommunen valgte at bede Vejdirektoratet om en udlægning af de relevante regler, viste det sig da også, at den ønskede løsning var lovlig, og den blev følgelig godkendt.
Udnyttes ressourcerne bedst muligt?
Pointen med dette sidste eksempel er, at det må være muligt at anvende politiets begrænsede mandskabsressourcer på en mere hensigtsmæssig måde. Hvorfor er det politiet, der skal træffe afgørelse på et område, hvor kompetencen ligger – og bør ligge – hos Vejdirektoratet? Tidligere var politiet ansvarlig for udstedelse af pas og kørekort, ligesom opgaver forbundet med nummerplader og registrering af motorkøretøjer blev varetaget af politiet. I dag er det kommunernes borgerservice henholdsvis Skat, der varetager disse opgaver. På samme måde kunne man vel overveje, om ikke de juridisk-tekniske færdselsopgaver med fordel kunne overdrages til Vejdirektoratet. Og der er formentlig et antal yderligere områder, hvor man med fordel kan overveje, om det er nødvendigt at bruge politiets mandskabsressourcer. Et eksempel kunne være i forbindelse med transport af indsatte.
Det er samtidig vigtigt at understrege, at overførsel af ikke-politimæssige opgaver fra politiet til andre myndigheder ikke bør bruges som undskyldning for at skære i politiets ressourcer. Tværtimod må målet være at frigøre ressourcer hos politiet, så der kan ske en reel styrkelse af det egentlige politimæssige arbejde. Virkeliggørelse af dette mål forudsætter nødvendigvis, at politiet beholder de eksisterende ressourcer.
Som anført indledningsvis, er politireformen blevet kritiseret for at gå for langt. Det er måske korrekt i visse henseender. Men som de to eksempler oven for illustrerer, er der også områder, hvor der fortsat synes at være plads til yderligere reformer. Gennem en kortlægning og gennemtænkning af de opgaver, som i dag hviler på politiets skuldre, må det være muligt at finde en mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse. Schubert døde, inden hans ottende symfoni var færdig. Politireformen er vel også ufuldendt – men der er fortsat tid til at færdiggøre den.