At overføre tysk retspraksis kunne gøre livet sværere for danske musik- og filmdownloadere og give specialiserede advokater medvind. Men er det ønskeligt?
Af Michael Reiter, Berlin
Sidste år kunne man læse, at Antipiratgruppen havde givet op over for private internetpirater. Argumentet lød, at advokater i Danmark har for svært ved at løfte bevisbyrden over for personer, mistænkt for ulovlig fildeling.
Ifølge advokat Peter Schønning fra Antipiratgruppen, deler man det tyske synspunkt, at det bør være internetabonnenten, der personligt hæfter for downloads via vedkommendes trådløse netværk. Sådan er lovgivningen ikke i Danmark. Men burde den være det?
Jakob Krag Nielsen, Advokatrådets ekspert i immaterialret og advokat hos Plesner, er skeptisk: - Danske retsafgørelser understreger, at bevis for krænkelser fra en IP-adresse typisk ikke indebærer bevis for, hvilken fysisk person, der har foretaget krænkelserne. I vores liberale retssamfund kræver erstatning imidlertid bevis for, at det er det individ, som sagsøges, der rent faktisk har begået de krænkende handlinger, siger Jakob Krag Nielsen.
Konsekvensen er imidlertid, at man i Danmark typisk har behov for at foretage en ransagning i husstanden. - Det er et meget voldsomt og dyrt indgreb i forhold til den krænkelse, der oftest er tale om, erkender Jakob Krag Nielsen. Og det får rettighedshaverne til kun at sagsøge få og store krænkere. De mange små går typisk fri, selvom de også forvolder industrien store skader.
Eksperten fremhæver, at det er en retssikkerhedsmæssig udfordring, at de eksisterende regler reelt set ikke sætter rettighedshaverne i stand til at forsvare deres ret. Således bør man overveje, hvordan deres position kan forbedres – uden at havne i en situation som den tyske.
Som eksempel nævner Jakob Krag Nielsen den ’three-strikes’ model, som Frankrig står for at indføre. Her oprettes en offentlig myndighed til overvågning af internettet. Konstateres ulovlig aktivitet på en IP-adresse, modtager abonnenten et advarselsbrev med krav om, at pirateriet bringes til ophør. Samtidig informeres om lovlige alternativer.
Ophører pirateriet ikke, fremsendes endnu et brev. Nu risikerer abonnenten bødestraf og spærring af adgangen til internettet. Sidder vedkommende 2. advarsel overhørig, kan der anlægges retssag, hvorunder krænkeren kan idømmes en bøde på op til 300.000 euro og straffes med fængsel i indtil 3 år.
Jakob Krag Nielsen understreger, at politikerne bør tænke sig om, før de implementerer en model svarende til den franske. - Advarsler vil aktivere dialogen ude hos krænkerne – i familierne. Det er en god idé. Hvorvidt lukning af internettet, store bøder og fængselsstraf over for privatpersoner skal være den ultimative sanktion, bør Folketinget dog overveje nøje. Internettet er jo en næsten nødvendig forbindelse til det omgivende samfund.
Sådan forfølger tyskerne internetpirater:
* IT-specialister ansat af rettighedshaverne gennemsøger internettets fildelingstjenester for rettighedskrænkere – disse er identificeret ved IP-adresser.
* Bevismateriale i form af IP-adresse og trafikdata (up-/downloadet materiale i et givent tidsrum) forelægges en domstol, der udsteder en dommerkendelse. Denne forelægges mistænkte internetabonnents teleselskab, som derpå udleverer dennes navn og adresse.
* Rettighedshaverens advokat stiler en skriftlig Abmahnung (’advarsel’) til abonnenten, der i Tyskland hæfter for al trafik via sit trådløse netværk. I brevet stilles erstatningskrav svarende til skaden, rettighedshaveren har lidt.
Eks.: krænkeren har downloadet et musikalbum til en værdi af 10 euro og derved også stillet det til rådighed for ca. 1.000 andre brugere. Erstatningskravet vil derfor beløbe sig til 10 euro x 1.000 = 10.000 euro (ca. 75.000 kr.) plus advokatsalær.
* Rettighedshaverens advokat foreslår et forlig, hvor krænkeren dækker advokatsalærer og licensgebyrer til rettighedshaveren, idet vedkommende typisk betaler ca. 1.000-1.500 euro (7.500-11.250 kr.) for mindre forseelser (f.eks. ovennævnte album). I den forbindelse indvilliger krænkeren i konventionalbøder, såfremt der downloades illegalt igen.
* Krænkeren har typisk en uge til at indgå forliget. Ifølge advarselsbrevet vil rettighedshaverens advokater herefter indlede retssag.
… og sådan gør danskerne:
Frem til identifikationen af mistænkte internetabonnents navn og adresse er fremgangsmåden den samme som i Tyskland.
Herhjemme skal rettighedshavernes advokater imidlertid entydigt kunne placere ansvaret på en specifik krænker – f.eks. ved bevissikring på bopælen.
Det er ikke nok at drage abonnenten til ansvar på basis af en IP-adresse. For teknisk set kan fremmede være brudt ind i det trådløse netværk – eller det kan være pårørende, f.eks. børn, der har downloadet illegalt.