Advokat Brian Nygaard Oswald drømmer om et karriereskift af de mere spektakulære. Han vil turnere verden rundt og formidle golfregler. Et 3.000 siders værk om spillets i alt 34 paragraffer skal gøre drømmen til virkelighed.
Af Peter Borberg
- 3.000 sider?! Altså, hvor meget kan der i grunden skrives om golfregler?
Spørgsmålet fremkalder øjeblikkeligt et lille overbærende smil på læben hos Brian Nygaard Oswald, advokat og passioneret golfspiller. For hvad der for journalisten forekommer fuldstændig overdrevet – at skrive et digert fembinds værk om golfspillets i alt 34 paragraffer – er for Brian Nygaard Oswald den største selvfølgelighed. Med lige dele gestik og energisk tale giver han en tjep introduktion til hovedpointerne i det beskedne værk, og til det der de sidste par år har udgjort 20-30 timer om ugen af hans juridiske arbejdsliv:
- I regel 20 hedder det for eksempel, at armen skal være strakt, når bolden droppes, og at man skal stå oprejst og holde bolden i skulderhøjde. Men hvad er en strakt arm? Hvor bøjet må armen være? Hvad nu hvis man har en bygningsfejl i armen, som gør, at armen krummer en lille smule? Hvad hvis ens arm rækker ind over en bakke som er 1,5 meter høj, således at bolden kun falder to cm? Må man stå med ryggen mod golfflaget, når bolden droppes? Man kan anskue hver enkelt golfregel på samme måde, som når man som jurist skal gennemgå enhver anden retsregel. Det er ren Karnov, siger Brian Nygaard Oswald.
At det, der i århundreder har udgjort golfsportens automatismer – et umiddelbart enkelt regelsæt – med ét bliver genstand for en advokats byge af opklarende spørgsmål kan forekomme overraskende. Ikke desto mindre er det Brian Nygaard Oswalds klare mål i løbet af 2010 at skifte den sikre tilværelse som advokat ud med en international karriere som verdens førende ekspert og formidler af golfregler. Foruden det Karnov-lignende mammutværk om golfregler på 3.000 sider står han på spring med en eventyrbog, kurser og foredrag. Alt sammen omhandlende og med udgangspunkt i de 34 golfparagraffer. Eller som det hedder i det allerede etablerede firma, Oswald Academy: En verden kun om golfregler.
- Golfregler skal være min levevej. Og jeg føler mig hundrede procent overbevist om, at jeg har fat i noget, som kan vokse sig stort, lyder det selvsikkert fra Brian Nygaard Oswald, der har spillet golf på amatørplan i 15 år – med et nuværende handicap på 15,7 – og som sideløbende har skrevet talrige artikler om den ædle, gamle sport, der menes at gå helt tilbage til 1100-tallet.
60 millioner kunder
Ideen til det ambitiøse, internationale forretningskoncept fik Brian Nygaard Oswald, da han blev prikket på skulderen af en golf-journalist og opfordret til at være advokat med speciale i golfregler.
- Prikket fik ligesom det hele til at falde på plads, og jeg fandt ud af, hvor min hylde skulle være fremover, fortæller Brian Nygaard Oswald.
Han øjnede hurtigt en forretningsmulighed. For med 60 millioner registrerede golfspillere på verdensplan, og gennemsnitligt tre millioner nybegyndere på årsplan – begyndere, som alle skal igennem et kursus i golfreglerne – synes kundegruppen givet på forhånd. Men det var ikke de potentielle kunder, der var i fokus, da Brian Nygaard Oswald så småt indledte sit golfeventyr. Derimod var det muligheden for at lade hans to store passioner spille sammen. Golf og jura.
- Helt grundlæggende betragter jeg golfregler som jura på linje med andre lovbestemmelser. Og selve arbejdet med at analysere hver enkelt regel falder mig på den måde nemt. Med min juridiske baggrund og min erfaring med at skrive bøger og undervise, føler jeg mig på hjemmebane, siger Brian Nygaard Oswald, der er bosiddende i Nyborg.
Fejlcastet advokat
Han er tilknyttet Advokatgruppen i Århus som konsulent inden for specialeområderne inkasso og forældelse. Brian Nygaard Oswald har skrevet flere bøger om disse emner og holder hvert år 30-40 kurser om sine juridiske spidskompetencer. Et arbejdsliv, som levner rigelig med tid til, at Brian Nygaard Oswald samtidig kan fordybe sig i den jura, som golfsporten byder på.
- Man kan sige, at jeg lige nu står i en situation, hvor jeg er på nippet til at sige farvel til arbejdet som advokat. Men ikke til juraen. Sagen er, at jeg elsker jura. De klare retningslinjer for, hvad man må, og hvad man ikke må. Men i arbejdet som advokat handler det jo ofte om, hvad man kan bevise, og hvad der tjener en klient bedst. Det er ikke det, som tænder mig. Jeg er optaget af, hvad der er rigtigt og forkert og af at formidle jura på en letforståelig måde, siger Brian Nygaard Oswald og tilføjer med et smil, at han føler sig fejlcastet som advokat.
- Golfreglerne er relativt statiske, idet der kun cirka hvert andet år kommer en revidering af reglerne eller en opdatering af domssamlingen – hvilket gør det meget overskueligt. Her kommer ikke pludselig en ny dom fra Højesteret eller landsretten på tværs, som gør juraen mere flydende
Var det med forsæt?
Lidenskaben for juraen mærker han for alvor blive tændt i undervisnings- og formidlingssammenhænge. En lidenskab, som Brian Nygaard Oswald forventer at få fuldt afløb for, når han med afsæt i sine 3.000 siders engelske golfværk skal undervise alverdens golfentusiaster.
- Golfreglerne er med ganske få undtagelser hundrede procent de samme overalt i verden. Det er overskueligt. Men det er samtidig et regelsæt, som efter min opfattelse endnu ikke er blevet formidlet og forklaret fyldestgørende. Det betyder, at jeg kan sætte mig ned og dissekere disse paragraffer i stumper og stykker, siger han og tilføjer:
- I mine øjne er det et arbejde, som kun kan laves af en person med en juridisk baggrund. Golfsporten er gået fra at være en lille bitte hyggesport med masser af frivillige til at være en af verdens største sportsgrene med milliarder af kroner involveret med deraf følgende behov for professionelle aktører – herunder inden for golfreglerne. Hvor det tidligere var ligegyldigt at fortolke forskellige afkroge af golfreglerne, og hvor det blev gjort af frivillige uden juridisk baggrund, kan kendskabet til golfreglerne og deres fortolkning nu få betydning for millioner af spillere og kan betyde en enorm økonomisk forskel for de bedste spillere.
Og selvom golfadvokaten ser sig selv som fejlcastet til livet i retssalen, så er det i den juridiske kontekst, at han henter den metodik, der ligger til grund for hele hans fremtidsdrøm.
- Golfreglerne bærer præg af, at de ikke har en lang retskultur bag sig, idet de i deres oprindelse var ganske enkle og blot nogle generelle rettesnore for en hyggesport. Reglerne blev så med årene gradvis mere og mere komplicerede – men stadig uden at de var skrevet som egentlige retsregler med disses krav om systematik og opbygning. Anskuer man reglerne som retsregler, så er de juridiske kompetencer, som jeg har med i bagagen, eminente arbejdsværktøjer, fortæller Brian Nygaard Oswald og nævner forsætslæren som eksempel.
- Hvornår gør man noget med forsæt? Med vilje? lyder det retorisk fra Brian Nygaard Oswald, der omgående trækker os med ud til golfbanen.
- Se på selve golfsvinget. Hvornår tæller det som et slag? Det gør det, hvis du har en intention om at ville ramme bolden. Her kommer forsætslæren i spil, for hvad nu hvis du slår ud i luften efter en flue, eller laver et prøveslag, som uheldigvis rammer bolden, fabulerer Brian Nygaard Oswald og ser forsætslæren som den eneste retsgyldige måde at nå frem til en sikker afgørelse.
Golfsportens grønspættebog
Han medgiver, at der mod hans storstilede projekt kan falde den indvending, at han blot er en fortolker af reglerne, og at de derfor ikke kan opnå autoritativ status. Golfadvokaten er dog klar med et forsvar:
- Det er jo ikke sådan, at jeg bare sidder herhjemme og tror, at jeg selv kan finde alle spørgsmål og alle svar. Jeg studerer alverdens netfora, hvor tusindvis af golfeksperter diskuterer spillets juridiske finesser, ligesom jeg på anden vis korresponderer med en række eksperter og læser al tilgængelig litteratur, og på baggrund heraf udlægger jeg regelsættet. Som golfsportens svar på grønspættebogen.
Og for at blive i grønspætternes børneunivers, så er Brian Nygaard Oswald i sin formidling af golfregler også opmærksom på, at sportens små poder får serveret paragrafferne i en let fordøjelig version. Sideløbende med hans skriverier på de 3.000 siders hardcore golfudlægning arbejder han på en eventyrbog for det yngre publikum.
- Jeg er i gang med en fortælling à la Harry Potter, hvor forskellige figurer sammensat med en fantasifuld, dramatisk handling, guider læseren sikkert gennem golfreglernes mange facetter, fortæller Brian Nygaard Oswald, der indtil nu kun har oplevet én omkostning ved sit spirende projekt:
- Jeg har næsten ikke tid til at spille golf, så der er ikke udsigt til et bedre handicap de kommende år.
Brian Nygaard Oswald
Brian Nygaard Oswald (f. 1976) er uddannet jurist ved Københavns Universitet i 2002. Han har skrevet bøgerne “Forældelse i praksis” (2008), “Inkassosager i praksis” (2008) og “Inkasso” (2009). I øjeblikket er han off counsel advokat hos Advokatgruppen i Århus. I 2008 stiftede Brian Nygaard Oswald, Oswald Academy, hvis formål er at udbrede kendskabet til de 34 golfparagraffer gennem kurser, rejser og bøger.
Golf – en historisk millionsport
Golfspillet menes at stamme fra Skotland, hvor det første golflignende spil blev praktiseret i 1100-tallet. Det var også i Skotland, at den første klub, den første golfbane – med 18 huller – og de første golfturneringer så dagens lys. I dag er golf en af de mest populære sportsgrene i verden. Det skyldes ikke mindst de prestigefyldte major-turneringer The Masters i Augusta, US Open, British Open og US PGA, hvor der er astronomiske milliongevinster på højkant. Det samme gælder turneringen Ryder Cup, hvor de bedste spillere fra Europa og USA dyster mod hinanden.