Ny dom fra Højesteret kan medføre, at flere ulykker, der giver sår på sjælen, udløser erstatning.
Af Birgitte Pedersen, advokat, Hjulmand & Kaptain
Højesteret traf 22. marts 2010 afgørelse i en principiel sag anlagt af en forsikringstager mod et forsikringsselskab.
Baggrunden for sagsanlægget var, at skadelidte havde været udsat for to overfald på sit arbejde som lærer for socialt belastede børn og unge.
Skadelidte var første gang udsat for et overfald 1. november 1999.
Overfaldet var et voldeligt overfald, hvor skadelidte både blev udsat for fysisk skade, ligesom han også fik en psykisk skade i form af posttraumatisk belastningsreaktion.
Efterfølgende var han sygemeldt, men begyndte efterhånden at arbejde på deltid. Efter sommerferien 2000 genoptog han sit arbejde på fuld tid. Han var derefter 13. september 2000 udsat for endnu et overfald. Dette overfald var imidlertid alene verbalt. Han blev udsat for en trussel, hvor en elev truer med at overfalde ham, “som ham den anden gjorde.” Herefter blev skadelidte sygemeldt og har ikke siden kunnet varetage et arbejde og er dermed blevet tilkendt offentlig førtidspension.
Nægtet erstatning
Skadelidte havde i forsikringsselskabet tegnet en forsikring kaldet en “Ulykkesforsikring Income Protection”. Som dækning var anvist heltidsulykkesforsikring ved tab af erhvervsevnen (50 procent). I henhold til forsikringsbetingelserne dækkede forsikringen tab af forsikredes erhvervsevne på mindst 50 procent og derover, der opstod i forsikringstiden. Begrebet ulykkestilfælde var i forsikringsbetingelserne defineret som “legemsbeskadigelse”, der rammer den forsikrede ufrivilligt, som følge af en pludselig udefra kommende påvirkning.
Forsikringsselskabet nægtede udbetaling under henvisning til, at overfaldet 1. november 1999 ikke havde påført skadelidte et erhvervsevnetab over 50 procent. Forsikringsselskabet var af den opfattelse, at det var overfaldet 13. september 2000, som medførte et erhvervsevnetab over 50 procent. Dette overfald mente forsikringsselskabet imidlertid ikke var omfattet af forsikringsdækningen, idet der ikke var tale om et ulykkestilfælde. Efter forsikringsselskabets opfattelse forudsatte definitionen af ulykkestilfældet i forsikringsbetingelserne, at der var sket “legemsbeskadigelse”, det vil sige, dækningen var begrænset til tilfælde af fysisk personskade.
Taber i by- og landsret
Skadelidte indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring, som udtalte, at forsikringsselskabet skulle udbetale forsikringsydelsen, idet erhvervsevnetabet var en følge af overfaldet 1. november 1999. Ankenævnet for Forsikring udtalte endvidere, at den omstændighed, at der ikke var lidt fysisk skade efter hændelsen 13. september 2000, ikke i sig selv kunne medføre, at det overfald ikke var omfattet af forsikringsdækningen.
Forsikringsselskabet meddelte, at man ikke ønskede at følge Ankenævnet for Forsikrings afgørelse. Skadelidte var derfor nødsaget til at indbringe sagen for byretten. I byretten fik forsikringsselskabet medhold. Skadelidte ankede sagen til landsretten. Også i landsretten fik forsikringsselskabet medhold.
Skadelidtes advokat anmodede herefter Procesbevillingsnævnet om 3. instansbevilling til behandling af sagen i Højesteret. Højesteret har ikke på noget tidligere tidspunkt taget stilling til rækkevidden af ulykkesforsikringer, hvor ordet “legemsbeskadigelse” eller lignende anvendes.
På denne baggrund blev der meddelt 3. instansbevilling.
Efter at der blev meddelt 3. instansbevilling til sagen har Ankenævnet for Forsikring afvist at behandle sager af tilsvarende karakter. Ankenævnet for Forsikring har meddelt, at man vil afvente udfaldet af Højesterets afgørelse.
Højesteret afsiger dom
Som anført afsagde Højesteret dom 22. marts 2010.
Højesteret fandt, at man efter Retslægerådets udtalelse kunne lægge til grund, at den psykiske skade i det hele må anses for en følge af overfaldet 1. november 1999, selvom de endelige skadelige følger først viser sig efter hændelsen 13. september 2000, jf. herved princippet i forsikringsaftalelovens § 120.
Erhvervsevnetabet måtte derfor anses forvoldt ved overfaldet den 1. november 1999. Som anført var der ikke tvist om, at dette overfald opfyldte definitionen af ulykkestilfældet i forsikringsbetingelserne.
Uanset denne “allerede fordi” afgørelse udtalte Højesteret sig imidlertid også om spørgsmålet om psykisk skade. Højesteret anførte først, at forsikringsaftaleloven ikke indeholder nogen angivelse af, hvad der forstås ved en ulykke. Lovens § 119 må derfor anses for baseret på almindelig opfattelse på markedet af begrebet ulykkesforsikring.
Højesteret udtalte endvidere:
Anvendelsen af ordet “legemsbeskadigelse” i beskrivelsen af et ulykkestilfælde taler for at anse dækningen for begrænset til tilfælde af fysisk personskade. Anvendelse af udtryk som dette går imidlertid årtier tilbage og har ikke været til hinder for – inden for snævre rammer – som almindelig opfattelse at anse psykisk personskade for omfattet af ulykkesforsikringsdækningen på samme måde, som tilfældet er inden for erstatningsretten efter erstatningsansvarsloven. Det har således været almindeligt at anse en selvstændig psykisk skade for omfattet af ulykkesbegrebet, når forsikrede personligt under omstændigheder, som i øvrigt karakteriserer et ulykkestilfælde, har været udsat for en sådan trussel om eller fare for at blive påført en fysisk skade, at den psykiske skade må anses for påregnelig.
På denne baggrund finder Højesteret, at dækning af psykisk skade, uden at der tillige foreligger en fysisk skade, ikke kan anses for afskåret, blot fordi der i de almindelige forsikringsbetingelser er anvendt ordet “legemsbeskadigelse” i beskrivelsen af et ulykkestilfælde.
Højesteret har således efter min opfattelse taget klar stilling til det principielle spørgsmål, at anvendelse af ord som legemsbeskadigelse, legeme eller lignende i definitionen af et ulykkestilfælde i forsikringsbetingelserne ikke kan afskære dækning af en psykisk skade.
Som anført har Ankenævnet for Forsikring afvist at afgøre sager med tvister af den pågældende art siden februar 2008, hvor der blev givet 3. instansbevilling til sagen. Formentlig er der derfor en lang række sager i Ankenævnet for Forsikring, hvor skadelidte nu vil få medhold
Af Birgitte Pedersen, advokat, Hjulmand & Kaptain
Højesteret traf 22. marts 2010 afgørelse i en principiel sag anlagt af en forsikringstager mod et forsikringsselskab.
Baggrunden for sagsanlægget var, at skadelidte havde været udsat for to overfald på sit arbejde som lærer for socialt belastede børn og unge.
Skadelidte var første gang udsat for et overfald 1. november 1999.
Overfaldet var et voldeligt overfald, hvor skadelidte både blev udsat for fysisk skade, ligesom han også fik en psykisk skade i form af posttraumatisk belastningsreaktion.
Efterfølgende var han sygemeldt, men begyndte efterhånden at arbejde på deltid. Efter sommerferien 2000 genoptog han sit arbejde på fuld tid. Han var derefter 13. september 2000 udsat for endnu et overfald. Dette overfald var imidlertid alene verbalt. Han blev udsat for en trussel, hvor en elev truer med at overfalde ham, “som ham den anden gjorde.” Herefter blev skadelidte sygemeldt og har ikke siden kunnet varetage et arbejde og er dermed blevet tilkendt offentlig førtidspension.
Nægtet erstatning
Skadelidte havde i forsikringsselskabet tegnet en forsikring kaldet en “Ulykkesforsikring Income Protection”. Som dækning var anvist heltidsulykkesforsikring ved tab af erhvervsevnen (50 procent). I henhold til forsikringsbetingelserne dækkede forsikringen tab af forsikredes erhvervsevne på mindst 50 procent og derover, der opstod i forsikringstiden. Begrebet ulykkestilfælde var i forsikringsbetingelserne defineret som “legemsbeskadigelse”, der rammer den forsikrede ufrivilligt, som følge af en pludselig udefra kommende påvirkning.
Forsikringsselskabet nægtede udbetaling under henvisning til, at overfaldet 1. november 1999 ikke havde påført skadelidte et erhvervsevnetab over 50 procent. Forsikringsselskabet var af den opfattelse, at det var overfaldet 13. september 2000, som medførte et erhvervsevnetab over 50 procent. Dette overfald mente forsikringsselskabet imidlertid ikke var omfattet af forsikringsdækningen, idet der ikke var tale om et ulykkestilfælde. Efter forsikringsselskabets opfattelse forudsatte definitionen af ulykkestilfældet i forsikringsbetingelserne, at der var sket “legemsbeskadigelse”, det vil sige, dækningen var begrænset til tilfælde af fysisk personskade.
Taber i by- og landsret
Skadelidte indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring, som udtalte, at forsikringsselskabet skulle udbetale forsikringsydelsen, idet erhvervsevnetabet var en følge af overfaldet 1. november 1999. Ankenævnet for Forsikring udtalte endvidere, at den omstændighed, at der ikke var lidt fysisk skade efter hændelsen 13. september 2000, ikke i sig selv kunne medføre, at det overfald ikke var omfattet af forsikringsdækningen.
Forsikringsselskabet meddelte, at man ikke ønskede at følge Ankenævnet for Forsikrings afgørelse. Skadelidte var derfor nødsaget til at indbringe sagen for byretten. I byretten fik forsikringsselskabet medhold. Skadelidte ankede sagen til landsretten. Også i landsretten fik forsikringsselskabet medhold.
Skadelidtes advokat anmodede herefter Procesbevillingsnævnet om 3. instansbevilling til behandling af sagen i Højesteret. Højesteret har ikke på noget tidligere tidspunkt taget stilling til rækkevidden af ulykkesforsikringer, hvor ordet “legemsbeskadigelse” eller lignende anvendes.
På denne baggrund blev der meddelt 3. instansbevilling.
Efter at der blev meddelt 3. instansbevilling til sagen har Ankenævnet for Forsikring afvist at behandle sager af tilsvarende karakter. Ankenævnet for Forsikring har meddelt, at man vil afvente udfaldet af Højesterets afgørelse.
Højesteret afsiger dom
Som anført afsagde Højesteret dom 22. marts 2010.
Højesteret fandt, at man efter Retslægerådets udtalelse kunne lægge til grund, at den psykiske skade i det hele må anses for en følge af overfaldet 1. november 1999, selvom de endelige skadelige følger først viser sig efter hændelsen 13. september 2000, jf. herved princippet i forsikringsaftalelovens § 120.
Erhvervsevnetabet måtte derfor anses forvoldt ved overfaldet den 1. november 1999. Som anført var der ikke tvist om, at dette overfald opfyldte definitionen af ulykkestilfældet i forsikringsbetingelserne.
Uanset denne “allerede fordi” afgørelse udtalte Højesteret sig imidlertid også om spørgsmålet om psykisk skade. Højesteret anførte først, at forsikringsaftaleloven ikke indeholder nogen angivelse af, hvad der forstås ved en ulykke. Lovens § 119 må derfor anses for baseret på almindelig opfattelse på markedet af begrebet ulykkesforsikring.
Højesteret udtalte endvidere:
Anvendelsen af ordet “legemsbeskadigelse” i beskrivelsen af et ulykkestilfælde taler for at anse dækningen for begrænset til tilfælde af fysisk personskade. Anvendelse af udtryk som dette går imidlertid årtier tilbage og har ikke været til hinder for – inden for snævre rammer – som almindelig opfattelse at anse psykisk personskade for omfattet af ulykkesforsikringsdækningen på samme måde, som tilfældet er inden for erstatningsretten efter erstatningsansvarsloven. Det har således været almindeligt at anse en selvstændig psykisk skade for omfattet af ulykkesbegrebet, når forsikrede personligt under omstændigheder, som i øvrigt karakteriserer et ulykkestilfælde, har været udsat for en sådan trussel om eller fare for at blive påført en fysisk skade, at den psykiske skade må anses for påregnelig.
På denne baggrund finder Højesteret, at dækning af psykisk skade, uden at der tillige foreligger en fysisk skade, ikke kan anses for afskåret, blot fordi der i de almindelige forsikringsbetingelser er anvendt ordet “legemsbeskadigelse” i beskrivelsen af et ulykkestilfælde.
Højesteret har således efter min opfattelse taget klar stilling til det principielle spørgsmål, at anvendelse af ord som legemsbeskadigelse, legeme eller lignende i definitionen af et ulykkestilfælde i forsikringsbetingelserne ikke kan afskære dækning af en psykisk skade.
Som anført har Ankenævnet for Forsikring afvist at afgøre sager med tvister af den pågældende art siden februar 2008, hvor der blev givet 3. instansbevilling til sagen. Formentlig er der derfor en lang række sager i Ankenævnet for Forsikring, hvor skadelidte nu vil få medhold