Tidligere var straffen i mindre voldssager som udgangspunkt ubetinget fængsel. Samfundstjeneste er oftere en del af sanktionen nu. Burde domstolene ikke også have lov til at inddrage fodlænke som sanktion?
Af Svend Bjerg Hansen, landsdommer, Vestre Landsret
I medierne er der næsten daglig omtale af drab og voldssager, hvor nogen kommer alvorligt til skade. Det er også disse sager, der diskuteres i offentligheden og mand og mand imellem og giver anledning til tilbagevendende strafskærpelser.
Det glemmes derfor ofte, at langt den største del af de voldssager, som domstolene behandler, er, hvad man måske kan kalde “mindre” voldssager, selv om de også for så vidt er alvorlige nok. Med “mindre” voldssager forstås i denne sammenhæng sager om overtrædelse af straffelovens
§ 244, hvor straffen er fængsel i 60 dage eller derunder. Disse sager behandles hver eneste dag i landets retssale, uden at det giver anledning til den store offentlige furore. Det er typisk voldsudøvelse, der finder sted i forbindelse med indtagelse af alkohol og ofte i værtshusmiljøer.
Spørgsmålet er så, hvordan straffen udmåles i de “mindre” voldssager.
Strafskærpelsen i 2002
Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 blev straffen for overtrædelse af straffelovens § 244 forhøjet fra fængsel i et år og seks måneder til fængsel i tre år. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der ved lovændringen var tilsigtet en skærpelse af straffene for § 244-vold med omkring en tredjedel, dog ikke for restaurationsvold, og samtidig blev det fremhævet, at der var grundlag for at nuancere strafniveauet i sager om simpel vold alt efter voldssagens karakter.
Det er vigtigt at fremhæve, at al strafudmåling er konkret, og at omstændighederne ved hændelsesforløbet i forbindelse med voldsudøvelsen, herunder forudgående provokationer, kan have stor betydning. Når dette er sagt, kan man konkludere, at normalstraffen i de almindelige simple voldssager er fængsel mellem 30 og 60 dage, afhængig af antallet af slag og de påførte skader.
Der siges i forarbejderne ikke noget specielt om mulighederne for betinget dom, men det har vist været den almindelige opfattelse, at udgangspunktet i voldssager altid er en ubetinget straf, og at straffen så konkret kan gøres betinget, hvis det skønnes forsvarligt, typisk på grund af det forudgående hændelsesforløb og tiltaltes gode personlige forhold. Det blev fastslået af Højesteret allerede i U 1996.752, 754 og 756. Højesteret får snart lejlighed til at udtale sig herom på ny, idet der i januar 2010 er givet 3. instansbevilling i en sag, hvor en person, der havde gode personlige forhold og var ustraffet, blev idømt 40 dages ubetinget fængsel af landsretten for at have slået sin ekskæreste i hovedet med knytnæve og have skubbet til hende og en veninde.
Samfundstjeneste i voldssager
En betinget dom kan eventuelt kombineres med samfundstjeneste, hvis retten finder, at forholdet egentlig er til ubetinget straf, men at det er forsvarligt at lade samfundstjeneste træde i stedet.
I forarbejderne til straffelovens bestemmelser om samfundstjeneste og i forbindelse med senere ændringer i reglerne om samfundstjeneste gives der udtryk for, at kerneområdet for samfundstjeneste er berigelseskriminalitet, og at samfundstjeneste ved f.eks. vold, røveri, narkotikakriminalitet og seksualforbrydelser bør anvendes med varsomhed.
Spørgsmålet er, om denne varsomhed også afspejler sig i praksis.
Samfundstjeneste blev lovfæstet i 1993, og i de første år var antallet af samfundstjenestedomme i voldssager begrænset. I 1997 var der f.eks. 57 domme til samfundstjeneste i voldssager og i 1998 77 domme. Det har imidlertid senere ændret sig markant.
Justitsministeriets Forskningsen¬hed har i oktober 2009 udarbejdet en oversigt over antallet af domme til samfundstjeneste. Oversigten viser, at antallet af sådanne domme i perioden fra 2002 til 2008 uden for færdselsområdet har været i størrelsesordenen mellem 1.800 og 2.200 årligt. Af dommene udgør voldssagerne en stigende andel. I 2008 var f.eks. 879 af de i alt 1.901 domme med samfundstje¬neste uden for færdselsområdet domme i voldssager. Det svarer til knap halvdelen. Man må således sige, at samfundstjeneste er blevet en integreret del af strafudmålingen i voldssager.
Det er derfor næppe længere rigtigt at sige, at udgangspunktet i de “mindre” voldssager er en ubetinget dom. Der er tale om en konkret straffastsættelse, hvor det på grundlag af nogle bestemte momenter må afgøres, om straffen skal være ubetinget eller kan gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.
Fængsel eller samfundstjeneste
Ved en gennemgang af praksis kan det konstateres, at der i voldssager, hvor straffen fastsættes til mindre end 30 dages fængsel, meget ofte vil være sådanne formildende omstændigheder, at straffen kan gøres betinget. Det må derfor være udgangspunktet, at straffen i disse sager kan gøres rent betinget uden vilkår om samfundstjeneste.
I intervallet mellem 30 og 60 dages fængsel skal der derimod foretages en konkret vurdering af, om straffen for vold skal være ubetinget eller kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Der er efter praksis næppe basis for at opretholde et synspunkt om, at straffen som udgangspunkt altid skal være ubetinget. De momenter, som retten skal lægge vægt på i denne forbindelse, er følgende:
Det første moment er rettens personlige indtryk af tiltalte. I byretten er der en dommer og to domsmænd og i landsretten tre dommere og tre domsmænd, som alle må formodes at have en vis livserfaring. Den må dommerne og domsmændene bruge til at vurdere, om de mener, at der et tale om et én-gangs tilfælde af vold, eller der er risiko for, at den tiltalte også fremover vil være voldelig. Hvis dommerne er af den opfattelse, at den tiltalte skal have en chance, vil muligheden for samfundstjeneste ofte blive benyttet.
Det andet moment er tiltaltes eventuelle tidligere domme for vold. Hvis tiltalte tidligere har fået en betinget dom for vold (eventuelt med samfundstjeneste), bør der kun undtagelsesvis på ny anvendes en betinget dom. Det stemmer også med, at tiltalte i denne situation netop ikke har udnyttet den chance, som han eller hun fik ved den første dom.
Det tredje moment er tiltaltes personlige forhold. Hvis tiltalte har arbejde eller er under uddannelse og har gode familiære forhold, taler det for en betinget dom med samfundstjeneste.
Det fjerde moment er voldens karakter. Samfundstjeneste bør af generalpræventive grunde anvendes med varsomhed f.eks. i tilfælde, hvor en person, der ligger ned, er blevet sparket i ansigtet, eller hvor der er smidt tunge eller farlige ting i hovedet på den forurettede. Det skal bemærkes, at voldens karakter dog ofte vil udmønte sig i selve udmålingen af straffens længde, således at straffen på grund af voldens farlighed bedømmes som § 245-vold og medfører en straf på mere end 60 dages fængsel.
Det femte moment er de indtrådte skader. Har gerningsmanden tilføjet offeret egentlige skader f.eks. i form af en brækket næse, taler det mod samfundstjeneste, mens samfundstjeneste ofte vil kunne komme på tale i tilfælde af ømhed omkring øjne eller næse eller et “blåt øje”.
Det sjette moment er gerningsmandens og offerets alder og andre særlige forhold, der gør sig gældende for offeret. Samfundstjeneste er en oplagt sanktion over for gerningsmænd under 18 år og vil også ofte kunne anvendes over for unge, der er lidt ældre end 18 år. Også offerets alder og andre forhold vedrørende offeret kan have betydning. F.eks. vil det givetvis være et moment, der taler mod samfundstjeneste, at en voksen person på f.eks. 30 eller 40 år udøver vold mod en mindreårig, eller at offeret er handicappet eller gammel og værgeløs.
Det syvende og sidste moment er hele situationen i forbindelse med volden og omstændighederne ved og hændelsesforløbet forud for voldsudøvelsen. Er der forudgående provokationer eller andre bevæggrunde for volden, eller foreligger der formildende omstændigheder i øvrigt?
Hvis en vurdering af de nævnte syv momenter i ikke uvæsentlig grad taler for en betinget dom med samfundstjeneste, viser praksis, at retten meget ofte anvender denne sanktion.
I voldssager, hvor straffen fastsættes til fængsel i mere end 60 dage, bør samfundstjeneste anvendes med varsomhed. Det er dog naturligvis ikke udelukket at anvende samfundstjeneste, men det bør – lidt populært sagt – kræve, at alle syv momenter taler for samfundstjeneste.
Hvad så med elektronisk fodlænke?
Siden 2005 har personer, der er idømt fængselsstraf i indtil tre måneder, kunnet afsone på bopælen under den såkaldt elektroniske fodlænkeordning, der administreres af Kriminalforsorgen. Fra begyndelsen omfattede ordningen kun dømte i færdselssager, men den er senere udvidet og har siden 2008 omfattet alle personer, der idømmes fængselsstraf i indtil tre måneder uanset forseelsens art. Ordningen omfatter altså også voldsdømte.
Den 24. marts 2010 har justitsministeren i Folketinget fremsat et lovforslag, hvorefter fodlænkeordningen foreslås udvidet til at omfatte alle personer, der idømmes fængselsstraffe i op til fem måneder. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at fodlænkeordningen har været en stor succes.
Fodlænkeordningen kan vel opfattes som et supplement til muligheden for samfundstjeneste, idet den giver personer, der ikke opfylder betingelserne for samfundstjeneste, mulighed for at slippe for at komme i fængsel, idet de i stedet kan afsone i hjemmet med den meget væsentlige konsekvens, at de kan fortsætte deres uddannelse eller passe deres arbejde og være sammen med familien.
Domstolene har ikke indflydelse på, om en person kan afsone under fodlænkeordningen. Det er meget svært at forklare domsmændene, at de skal være med til at tage stilling til, om en voldsdømt skal have samfundstjeneste, men at retten er uden indflydelse på, om den tiltalte skal i fængsel eller kan afsone under fodlænkeordningen, således at han eller hun får mulighed for at fortsætte sin uddannelse eller passe sit arbejde, hvilket ikke sjældent er alfa og omega ved den sanktionsvurdering, som retten foretager i de “mindre” voldssager.
Et konkret eksempel kan nævnes med en ung pige, som var noget opfarende og i forbindelse med en fest udøvede vold mod en anden pige. Sanktionen blev fastsat til fængsel i 30 dage med 30 timers samfundstjeneste. Pigen passede sin samfundstjeneste til punkt og prikke. Nogle måneder senere udøvede hun imidlertid vold mod en helt tredje pige på et diskotek. Straffen herfor blev fastsat til fængsel i 40 dage, som – hvis der skal være konsekvens i systemet – ikke (på ny) kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, selv om hun opfyldte alle betingelser herfor. Inden sagen nåede landsretten, var hun kommet i gang med en uddannelse, og det gik i det hele taget særdeles godt for hende. Jeg røber vist ikke for meget ved at sige, at alle voterende var enige om, at det absolut ikke var hensigtsmæssigt at sætte pigen i almindeligt fængsel, men at fodlænkeordningen ville være lige i øjet, så hun kunne passe sit arbejde, men ikke komme i byen med veninderne osv. i en periode. Jeg røber heller ikke noget ved at sige, at domsmændene (og dommerne) var noget undrende over, at de er uden indflydelse herpå.
Det var derfor måske en overvejelse værd, om det kan være rigtigt, at det er domstolene, der tager stilling til, om samfundstjeneste er rimelig og hensigtsmæssig, men at domstolene er uden indflydelse på fodlænkeordningen og dermed på, om den voldsdømte skal have mulighed for at fortsætte sin uddannelse eller passe sit arbejde under afsoningen. Det er Kriminalforsorgen, der vurderer de sikkerhedsmæssige forhold under afsoningen og tager stilling til andre omstændigheder i forbindelse med afsoning, f.eks. hvor i landet afsoning skal finde sted. Sådan bør det også være, men spørgsmålet er, om ikke anvendelse af elektronisk fodlænke er en så væsentlig del af sanktionsvalget, at den dømmende ret – ligesom det gælder for samfundstjeneste – bør have mulighed for at tage stilling til, om denne afsoningsform skal anvendes.
Læs mere om fodlænke-ordningen
Du kan læse landsdommer Ole Dybdahls artikel i Advokaten 7/2008 om fodlænker til folket, hvor ordningen omtales yderligere.
Af Svend Bjerg Hansen, landsdommer, Vestre Landsret
I medierne er der næsten daglig omtale af drab og voldssager, hvor nogen kommer alvorligt til skade. Det er også disse sager, der diskuteres i offentligheden og mand og mand imellem og giver anledning til tilbagevendende strafskærpelser.
Det glemmes derfor ofte, at langt den største del af de voldssager, som domstolene behandler, er, hvad man måske kan kalde “mindre” voldssager, selv om de også for så vidt er alvorlige nok. Med “mindre” voldssager forstås i denne sammenhæng sager om overtrædelse af straffelovens
§ 244, hvor straffen er fængsel i 60 dage eller derunder. Disse sager behandles hver eneste dag i landets retssale, uden at det giver anledning til den store offentlige furore. Det er typisk voldsudøvelse, der finder sted i forbindelse med indtagelse af alkohol og ofte i værtshusmiljøer.
Spørgsmålet er så, hvordan straffen udmåles i de “mindre” voldssager.
Strafskærpelsen i 2002
Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 blev straffen for overtrædelse af straffelovens § 244 forhøjet fra fængsel i et år og seks måneder til fængsel i tre år. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der ved lovændringen var tilsigtet en skærpelse af straffene for § 244-vold med omkring en tredjedel, dog ikke for restaurationsvold, og samtidig blev det fremhævet, at der var grundlag for at nuancere strafniveauet i sager om simpel vold alt efter voldssagens karakter.
Det er vigtigt at fremhæve, at al strafudmåling er konkret, og at omstændighederne ved hændelsesforløbet i forbindelse med voldsudøvelsen, herunder forudgående provokationer, kan have stor betydning. Når dette er sagt, kan man konkludere, at normalstraffen i de almindelige simple voldssager er fængsel mellem 30 og 60 dage, afhængig af antallet af slag og de påførte skader.
Der siges i forarbejderne ikke noget specielt om mulighederne for betinget dom, men det har vist været den almindelige opfattelse, at udgangspunktet i voldssager altid er en ubetinget straf, og at straffen så konkret kan gøres betinget, hvis det skønnes forsvarligt, typisk på grund af det forudgående hændelsesforløb og tiltaltes gode personlige forhold. Det blev fastslået af Højesteret allerede i U 1996.752, 754 og 756. Højesteret får snart lejlighed til at udtale sig herom på ny, idet der i januar 2010 er givet 3. instansbevilling i en sag, hvor en person, der havde gode personlige forhold og var ustraffet, blev idømt 40 dages ubetinget fængsel af landsretten for at have slået sin ekskæreste i hovedet med knytnæve og have skubbet til hende og en veninde.
Samfundstjeneste i voldssager
En betinget dom kan eventuelt kombineres med samfundstjeneste, hvis retten finder, at forholdet egentlig er til ubetinget straf, men at det er forsvarligt at lade samfundstjeneste træde i stedet.
I forarbejderne til straffelovens bestemmelser om samfundstjeneste og i forbindelse med senere ændringer i reglerne om samfundstjeneste gives der udtryk for, at kerneområdet for samfundstjeneste er berigelseskriminalitet, og at samfundstjeneste ved f.eks. vold, røveri, narkotikakriminalitet og seksualforbrydelser bør anvendes med varsomhed.
Spørgsmålet er, om denne varsomhed også afspejler sig i praksis.
Samfundstjeneste blev lovfæstet i 1993, og i de første år var antallet af samfundstjenestedomme i voldssager begrænset. I 1997 var der f.eks. 57 domme til samfundstjeneste i voldssager og i 1998 77 domme. Det har imidlertid senere ændret sig markant.
Justitsministeriets Forskningsen¬hed har i oktober 2009 udarbejdet en oversigt over antallet af domme til samfundstjeneste. Oversigten viser, at antallet af sådanne domme i perioden fra 2002 til 2008 uden for færdselsområdet har været i størrelsesordenen mellem 1.800 og 2.200 årligt. Af dommene udgør voldssagerne en stigende andel. I 2008 var f.eks. 879 af de i alt 1.901 domme med samfundstje¬neste uden for færdselsområdet domme i voldssager. Det svarer til knap halvdelen. Man må således sige, at samfundstjeneste er blevet en integreret del af strafudmålingen i voldssager.
Det er derfor næppe længere rigtigt at sige, at udgangspunktet i de “mindre” voldssager er en ubetinget dom. Der er tale om en konkret straffastsættelse, hvor det på grundlag af nogle bestemte momenter må afgøres, om straffen skal være ubetinget eller kan gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.
Fængsel eller samfundstjeneste
Ved en gennemgang af praksis kan det konstateres, at der i voldssager, hvor straffen fastsættes til mindre end 30 dages fængsel, meget ofte vil være sådanne formildende omstændigheder, at straffen kan gøres betinget. Det må derfor være udgangspunktet, at straffen i disse sager kan gøres rent betinget uden vilkår om samfundstjeneste.
I intervallet mellem 30 og 60 dages fængsel skal der derimod foretages en konkret vurdering af, om straffen for vold skal være ubetinget eller kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Der er efter praksis næppe basis for at opretholde et synspunkt om, at straffen som udgangspunkt altid skal være ubetinget. De momenter, som retten skal lægge vægt på i denne forbindelse, er følgende:
Det første moment er rettens personlige indtryk af tiltalte. I byretten er der en dommer og to domsmænd og i landsretten tre dommere og tre domsmænd, som alle må formodes at have en vis livserfaring. Den må dommerne og domsmændene bruge til at vurdere, om de mener, at der et tale om et én-gangs tilfælde af vold, eller der er risiko for, at den tiltalte også fremover vil være voldelig. Hvis dommerne er af den opfattelse, at den tiltalte skal have en chance, vil muligheden for samfundstjeneste ofte blive benyttet.
Det andet moment er tiltaltes eventuelle tidligere domme for vold. Hvis tiltalte tidligere har fået en betinget dom for vold (eventuelt med samfundstjeneste), bør der kun undtagelsesvis på ny anvendes en betinget dom. Det stemmer også med, at tiltalte i denne situation netop ikke har udnyttet den chance, som han eller hun fik ved den første dom.
Det tredje moment er tiltaltes personlige forhold. Hvis tiltalte har arbejde eller er under uddannelse og har gode familiære forhold, taler det for en betinget dom med samfundstjeneste.
Det fjerde moment er voldens karakter. Samfundstjeneste bør af generalpræventive grunde anvendes med varsomhed f.eks. i tilfælde, hvor en person, der ligger ned, er blevet sparket i ansigtet, eller hvor der er smidt tunge eller farlige ting i hovedet på den forurettede. Det skal bemærkes, at voldens karakter dog ofte vil udmønte sig i selve udmålingen af straffens længde, således at straffen på grund af voldens farlighed bedømmes som § 245-vold og medfører en straf på mere end 60 dages fængsel.
Det femte moment er de indtrådte skader. Har gerningsmanden tilføjet offeret egentlige skader f.eks. i form af en brækket næse, taler det mod samfundstjeneste, mens samfundstjeneste ofte vil kunne komme på tale i tilfælde af ømhed omkring øjne eller næse eller et “blåt øje”.
Det sjette moment er gerningsmandens og offerets alder og andre særlige forhold, der gør sig gældende for offeret. Samfundstjeneste er en oplagt sanktion over for gerningsmænd under 18 år og vil også ofte kunne anvendes over for unge, der er lidt ældre end 18 år. Også offerets alder og andre forhold vedrørende offeret kan have betydning. F.eks. vil det givetvis være et moment, der taler mod samfundstjeneste, at en voksen person på f.eks. 30 eller 40 år udøver vold mod en mindreårig, eller at offeret er handicappet eller gammel og værgeløs.
Det syvende og sidste moment er hele situationen i forbindelse med volden og omstændighederne ved og hændelsesforløbet forud for voldsudøvelsen. Er der forudgående provokationer eller andre bevæggrunde for volden, eller foreligger der formildende omstændigheder i øvrigt?
Hvis en vurdering af de nævnte syv momenter i ikke uvæsentlig grad taler for en betinget dom med samfundstjeneste, viser praksis, at retten meget ofte anvender denne sanktion.
I voldssager, hvor straffen fastsættes til fængsel i mere end 60 dage, bør samfundstjeneste anvendes med varsomhed. Det er dog naturligvis ikke udelukket at anvende samfundstjeneste, men det bør – lidt populært sagt – kræve, at alle syv momenter taler for samfundstjeneste.
Hvad så med elektronisk fodlænke?
Siden 2005 har personer, der er idømt fængselsstraf i indtil tre måneder, kunnet afsone på bopælen under den såkaldt elektroniske fodlænkeordning, der administreres af Kriminalforsorgen. Fra begyndelsen omfattede ordningen kun dømte i færdselssager, men den er senere udvidet og har siden 2008 omfattet alle personer, der idømmes fængselsstraf i indtil tre måneder uanset forseelsens art. Ordningen omfatter altså også voldsdømte.
Den 24. marts 2010 har justitsministeren i Folketinget fremsat et lovforslag, hvorefter fodlænkeordningen foreslås udvidet til at omfatte alle personer, der idømmes fængselsstraffe i op til fem måneder. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at fodlænkeordningen har været en stor succes.
Fodlænkeordningen kan vel opfattes som et supplement til muligheden for samfundstjeneste, idet den giver personer, der ikke opfylder betingelserne for samfundstjeneste, mulighed for at slippe for at komme i fængsel, idet de i stedet kan afsone i hjemmet med den meget væsentlige konsekvens, at de kan fortsætte deres uddannelse eller passe deres arbejde og være sammen med familien.
Domstolene har ikke indflydelse på, om en person kan afsone under fodlænkeordningen. Det er meget svært at forklare domsmændene, at de skal være med til at tage stilling til, om en voldsdømt skal have samfundstjeneste, men at retten er uden indflydelse på, om den tiltalte skal i fængsel eller kan afsone under fodlænkeordningen, således at han eller hun får mulighed for at fortsætte sin uddannelse eller passe sit arbejde, hvilket ikke sjældent er alfa og omega ved den sanktionsvurdering, som retten foretager i de “mindre” voldssager.
Et konkret eksempel kan nævnes med en ung pige, som var noget opfarende og i forbindelse med en fest udøvede vold mod en anden pige. Sanktionen blev fastsat til fængsel i 30 dage med 30 timers samfundstjeneste. Pigen passede sin samfundstjeneste til punkt og prikke. Nogle måneder senere udøvede hun imidlertid vold mod en helt tredje pige på et diskotek. Straffen herfor blev fastsat til fængsel i 40 dage, som – hvis der skal være konsekvens i systemet – ikke (på ny) kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, selv om hun opfyldte alle betingelser herfor. Inden sagen nåede landsretten, var hun kommet i gang med en uddannelse, og det gik i det hele taget særdeles godt for hende. Jeg røber vist ikke for meget ved at sige, at alle voterende var enige om, at det absolut ikke var hensigtsmæssigt at sætte pigen i almindeligt fængsel, men at fodlænkeordningen ville være lige i øjet, så hun kunne passe sit arbejde, men ikke komme i byen med veninderne osv. i en periode. Jeg røber heller ikke noget ved at sige, at domsmændene (og dommerne) var noget undrende over, at de er uden indflydelse herpå.
Det var derfor måske en overvejelse værd, om det kan være rigtigt, at det er domstolene, der tager stilling til, om samfundstjeneste er rimelig og hensigtsmæssig, men at domstolene er uden indflydelse på fodlænkeordningen og dermed på, om den voldsdømte skal have mulighed for at fortsætte sin uddannelse eller passe sit arbejde under afsoningen. Det er Kriminalforsorgen, der vurderer de sikkerhedsmæssige forhold under afsoningen og tager stilling til andre omstændigheder i forbindelse med afsoning, f.eks. hvor i landet afsoning skal finde sted. Sådan bør det også være, men spørgsmålet er, om ikke anvendelse af elektronisk fodlænke er en så væsentlig del af sanktionsvalget, at den dømmende ret – ligesom det gælder for samfundstjeneste – bør have mulighed for at tage stilling til, om denne afsoningsform skal anvendes.
Læs mere om fodlænke-ordningen
Du kan læse landsdommer Ole Dybdahls artikel i Advokaten 7/2008 om fodlænker til folket, hvor ordningen omtales yderligere.