Nye landsretsafgørelser sætter fokus på dommerhabilitet efter reformen af retskredsene.
Af Ole Dybdahl
Den 1. januar 2007 fik vi den nye domstolsstruktur med 24 store byretter i stedet for 82. Selv om strukturændringerne fortsat giver problemer ved nogle embeder, må det her tre år senere vel konstate-res, at reformen var uomgængelig. Et tidssvarende retssystem krævede en retskredsreform. Herredsfo-gedens tid var forbi.
En af de fordele ved store byretter, som var blevet påpeget i debatten forud for reformen, var, at hånd-teringen af straffesager ville blive lettere. Efter Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Hauschildt-sagen havde vi i 1990 fået nye regler, hvorefter den dommer, der inden hovedforhandlingen havde fængslet på grundlag af en særlig bestyrket mistanke af hensyn til retshåndhævelsen, eller som under en tidligere sag havde dømt en medgerningsmand, var inhabil. I praksis antoges det oven i købet, at inhabilitet hos dommeren automatisk medførte inhabilitet hos de jurister ved embedet, som ikke var udnævnte dommere – den såkaldte fuldmægtigregel.
Disse regler besværliggjorde sagsbehandlingen ved navnlig de mindste byretter med en dommer og en retsassessor, og man havde derfor fra 1991 øget dommertallet ved tre af landets store byretter, så man herfra kunne stille sættedommere i de sager, som de små embeders faste jurister ikke kunne behandle.
Lever fuldmægtigreglen?
De nye byretter (bortset fra Retten på Bornholm) har typisk 6 – 12 dommere, hvorfor den praktiske løsning af disse habilitetsproblemer er meget lettere. Østre Landsret har imidlertid haft anledning til at tage stilling til, om “fuldmægtigreglen” overhovedet gælder under den nye struktur.
Retten i Holbæk havde forud for behandlingen af en nævningesag selv rejst spørgsmål vedrørende inhabilitet hos en af de udpegede dommere – en konstitueret retsassessor – idet en af embedets faste dommere var inhabil ved sagens behandling.
Den faste dommer havde taget stilling til tiltaltes skyld (sagen var efter denne afgørelse overgået til nævningesagsbehandling som følge af, at anklagemyndigheden nedlagde ændret påstand om anbrin-gelsesdom). Forsvareren gjorde på baggrund af disse oplysninger gældende, at der forelå inhabilitet.
Retten i Holbæk fandt imidlertid, at retsassessoren ikke var inhabil. I kendelsen herom anførtes:
“Konstitueret retsassessor … har ikke været og er ikke i dommer NN’s afdeling og er ikke undergivet hans instruktionsbeføjelse, ligesom han ikke skal afgive udtalelser om hendes virke. De hensyn, der ligger bag den hidtidige praksis om inhabilitet hos retsassessorer og dommerfuldmægtige ved domme-res inhabilitet, finder retten efter domstolsreformen ikke er tilstede i nærværende sag.”
Landsretten stadfæstede afgørelsen af de grunde, som byretten havde anført.
Byretspræsident i udvalg
Sagen må ses i forlængelse af den kendelse, som landsretten for godt et år siden traf, om habiliteten hos dommerne ved en byret ved afgørelsen af en sag om tvangsfjernelse af et barn.
Den stedlige byretspræsident var medlem af kommunens børn- og ungeudvalg og havde som sådan deltaget i en afgørelse, hvor et barn var blevet anbragt uden for hjemmet. Afgørelsen blev stadfæstet af Ankestyrelsen og derefter indbragt for byretten.
Barnets advokat påstod, at hele byretten var inhabil som følge af præsidentens deltagelse i sagen. Ad-vokaten henviste herved til principperne bag “fuldmægtigreglen” bl.a. under fremhævelse af, at rets-præsidenten varetager rettens administration.
Landsretten stadfæstede byrettens kendelse, hvorefter retten ikke var inhabil ved behandlingen af sa-gen. Landsretten udtalte indledningsvist, at det forhold, at byretspræsidenten ville være inhabil, ikke i sig selv kunne begrunde inhabilitet for samtlige dommere ved embedet. Herefter anføres, at det for-hold, at byretspræsidenten er ansvarlig for varetagelse af de bevillingsmæssige og administrative for-hold ved embedet og er tillagt visse disciplinære beføjelser i forhold til embedets dommere, jf. retsple-jelovens nærmere regulering heraf, ikke kan føre til andet resultat.
Det er formentlig ikke almindeligt, at byretspræsidenten sidder i børn- og ungeudvalget, men en lig-nende problematik vil kunne opstå i relation til forskellige offentlige nævn, hvor byretspræsidenten er formand eller næstformand.
Sag i Højesteret
Begge kendelser vedrører afledet inhabilitet – der hvor inhabiliteten skyldes den “overordnede” dom-meres forhold. Højesteret vil formentlig snart tage stilling til en mere traditionel habilitetskonflikt, dvs. der hvor den eventuelle inhabilitet beror på dommerens egne forhold.
En byretsdommer havde under efterforskningen af en skattestraffesag i marts 2008 pålagt flere banker edition, dvs. at udlevere dokumenter, i medfør af de særlige bestemmelser herom, der gælder for be-handling af straffesager.
Den sigtedes forsvarer var imidlertid ikke underrettet om det retsmøde, hvor beslutningen om edition blev truffet, og byretten havde ikke truffet afgørelse om at udelade underretning af forsvareren. Østre Landsret ophævede derfor i oktober 2008 byrettens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behand-ling.
Den 10. februar 2009 afholdt byretten på ny retsmøde i sagen til behandling af editionsspørgsmålet, nu dog kun i forhold til de to af bankerne. Forsvareren var mødt og havde lejlighed til at udtale sig, og retten beklædtes af den samme dommer, som havde truffet afgørelse i marts 2008. Dommeren bestem-te på ny, at der skulle ske edition.
Byrettens afgørelse blev indbragt for landsretten med påstand om ophævelse under henvisning til, at byretsdommeren havde været inhabil. Dommeren oplyste over for landsretten bl.a., at sagerne var ble-vet henvist til ham af praktiske grunde, idet han tidligere havde været involveret i sagerne. Afgørelse var blevet truffet på grundlag af det sparsomme materiale, der havde været fremlagt i sagerne.
Østre Landsret traf afgørelse i sagen 31. marts 2009. Om inhabilitetsspørgsmålet udtalte landsretten:
“Efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, herunder at der er tale om stillingta-gen til et efterforskningsskridt, og at der ikke foreligger forhold i forbindelse med hjemvisningen af sagen, der gør det betænkeligt, at dommer NN har truffet afgørelse i sagen på ny, finder landsretten ikke, at dommer NN ved sagens afgørelse 10. februar 2009 var inhabil, jf. retsplejelovens §§ 60 og 61.”
Vestre Landsret er i to lignende sager kommet frem til det modsatte resultat og har ophævet byretter-nes afgørelser og hjemvist sagerne til fornyet behandling.
I den ene sag havde byretsdommeren ikke givet den sigtede lejlighed til at udtale sig om en ransag-ning, før dommeren godkendte den, og i den anden sag havde en retsassessor truffet afgørelse om syn og skøn i en boligretssag uden medvirken af lægdommere. I begge sager fandt Vestre Landsret, at dommeren/retsassessoren var inhabil ved sagens fornyede behandling.
Østre Landsrets kendelse er indbragt for Højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Fuldmægtigreglen – ØLK af 3. november 2009, S-3069-09, 13. afd.
Børn- og ungeudvalget – Ugeskrift for Retsvæsen 2009, side 554 Ø.
Edition – ØLK af 31. marts 2009, S-437-09, 14. afd.