Værdien af en sag har stor betydning for det videre forløb og ikke kun klientens omkostninger. Hvilke taktiske overvejelser bør en advokat gøre sig?
Af Johan Hartmann Stæger, Advokat (L), Ret&Råd
Når en advokat rejser et krav under en civil sag, opstår en række spørgsmål, som skal besvares, inden rettens materielle vurdering af sagen kan gå i gang. Et af disse spørgsmål vedrører sagens værdi. Kan det rejste krav opgøres i penge eller penges værd, og i givet fald til hvilken værdi?
Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen, og i alle de sager, hvor påstanden lyder på betaling af et bestemt beløb, er svaret derfor nogenlunde enkelt at give.
I andre typer sager, er det ikke helt så let. I sager om anerkendelsessøgsmål, sager vedrørende myndighedsafgørelser, skattesager, forbudssager, ugyldighedssager, sager om fast ejendom og ægtefælleskifter (for blot at nævne nogle) kan det være vanskeligere at fastlægge sagens værdi. Fælles for dem alle er, at den, der fremsætter kravet, skal anslå værdien så nøjagtigt som muligt. Hvis det er nødvendigt, ansætter retten sagens værdi ved et skøn. Det er min opfattelse, at retten lægger sagsøgerens skøn over sagens værdi til grund, medmindre det er helt åbenbart, at sagsøgeren har skønnet forkert.
Den advokat, som rejser et krav, der ikke umiddelbart kan værdiansættes, har altså betydelig indflydelse på, hvilken værdi sagen – eller mere præcist: kravet– antages at have. Det samme gælder den advokat, som med sin klient drøfter størrelsen af det krav, som skal rejses over for modparten. Den modpart, som bliver mødt med et krav, der ikke umiddelbart kan værdiansættes, kan på samme måde overveje, om der skal bruges kræfter på at angribe spørgsmålet om sagens værdi. Et problem for denne modpart vil være, at rettens skøn over sagens værdi som hovedregel sker inden rettens første henvendelse til sagsøgte. Sagsøgte risikerer derfor at være uden indflydelse på rettens skøn af den simple grund, at skønnet er foretaget inden sagsøgte kender til søgsmålets eksistens.
I første omgang vil mange nok knytte spørgsmålet om sagens værdi uløseligt sammen med statskassens umættelige appetit på bl.a. afgifter – herunder retsafgift og berammelsesafgift. Sagens værdi har imidlertid også betydning på andre områder. Inden den økonomibevidste advokat kaster alle sine kræfter ind i et forsøg på at tvinge sagens værdi så langt ned som muligt, bør han eller hun derfor overveje, om andre momenter end uviljen mod at betale rets- og berammelsesafgift, bør tillægges vægt i argumentationen for sagens værdi.
Denne artikel er et forsøg på en opsummering og vedrører civile byretssager, som gennemføres (eller forventes gennemført) med hovedforhandling.
Småsag eller ej?
I første omgang afgrænses småsagsprocessens anvendelsesområde af sagens værdi.
Hvis sagen ikke har en økonomisk værdi eller en værdi af højst 50.000 kroner anvendes småsagsreglerne, dog er visse sagstyper undtaget.
Hvis sagen vipper omkring 50.000 kroner, kan sagsøgeren dermed få en afgørende indflydelse på, om småsagsprocessen tages i brug eller ej.
Af nogle advokater og i nogle sagstyper vil småsagsprocessen blive betragtet som en gevinst og af andre som en kedelig nitte. Når først sagen er anlagt med en værdi på under 50.000 kroner, kan en part ikke ensidigt forhindre anvendelse af småsagsprocessens regler. Ved fastlæggelsen af sagens værdi og inden stævningen udtages, bør advokaten derfor gøre sig klart, om anvendelse af småsagsprocessen er i klientens interesse eller ej.
Anvendelse af småsagsprocessen har stor betydning gennem hele sagens forløb og også i relation til rettens fastsættelse af beløb til dækning af advokatbistand.
Den sultne statskasse
I borgerlige domssager betales som udgangspunkt 500 kroner i retsafgift. Hvis sagens værdi er over 50.000 kroner betales et tillæg på 250 kroner + 1,2 procent af den del af sagens værdi, som overstiger 50.000. I sager med en værdi over 50.000 betales samme beløb i berammelsesafgift.
Det giver sig selv, at sagens værdi dermed har direkte betydning for sagsøgerens økonomiske risiko. Jo større krav, jo større afgift. Så snart værdien er over kr. 50.000 tikker afgiftstaksameteret lineært indtil maksimum på kr. 75.000 er nået, hvilket sker ved en sagsgenstand på 6.236.667,50 kroner.
Særligt ved store krav eller i sager med påstande af både økonomisk og ikke-økonomisk art er det derfor en overvejelse værd, om retsafgifternes størrelse taler for at begrænse eller beskære det krav, som rejses. Nedlægges f.eks. påstand om forbud og samtidig en påstand om erstatning, vil sagens værdi ofte blive fastsat på baggrund af den nedlagte påstand om erstatning. Hvis det centrale i sagen for sagsøger er nedlæggelse af forbud, taler dette for at begrænse erstatningspåstanden.
Landsrettens økonomiske smertegrænse
Sager af en økonomisk værdi på højst 10.000 kroner kan kun ankes til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sager helt uden økonomisk værdi kan frit appelleres.
Den sagsøger, som rejser krav på højst 10.000 kroner må altså indstille sig på, at byretsdommeren træffer den endelige afgørelse i sagen.
Bemærkningen forekommer banal, men er vigtig også i relation til småsagsprocessen. Grænsen gælder også for småsager, og den advokat, som ikke vejleder sin småsagsprocederende klient om grænsen for anke, forsømmer sin pligt som rådgiver.
Hvis man i mindre sager planlægger at benytte ankemuligheden i eventuelle forligsforhandlinger eller ønsker at forhindre modparten i at gøre det samme, bør det således overvejes allerede i forbindelse med fastlæggelsen af sagens værdi.
Udgifter til advokatbistand
Retsplejelovens regler om fastsættelse af sagsomkostninger er ikke umiddelbart knyttet til sagens værdi. Udgifter til advokatbistand erstattes med et passende beløb, jf. retsplejelovens § 316, stk. 1, 2. pkt.
Fra lovgivers side har man – ganske naturligt – ikke ønsket faste standardmæssige takster for beløb til dækning af advokatbistand. På den anden side spores samtidig en vis uvilje mod at overlade et helt frit skøn på dette område til den enkelte dommer. Den salomoniske løsning på dette skisma er i praksis blevet det, at landsretspræsidenterne udarbejder såkaldte notater om sagsomkostninger, og at disse notater indeholder vejledende satser for fastsættelsen af et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand.
De nugældende vejledende satser er opbygget på den måde, at sagens værdi afgør, i hvilken størrelsesmæssig beløbsramme beløbet til dækning af advokatomkostninger skal findes. I praksis følges de vejledende satser stort set altid. Den enkelte dommer kan vistnok fravige satserne også ex officio, men den advokat, som ønsker beløbet til dækning af advokatbistand fastsat uden for rammerne i de vejledende satser, bør altid lade dette fremgå i det mindste af proceduren.
Ved fastsættelsen af beløb til dækning af advokatbistand, skal som udgangspunkt anvendes samme sagsværdi, som den der blev lagt til grund ved beregningen af retsafgift.
Da beløbene til dækning af advokatbistand indgår som en del af partens økonomiske risiko, og da disse fastsættes med udgangspunkt i sagens værdi, siger det sig selv, at også dette moment bør inddrages i overvejelserne om sagens værdi helt fra begyndelsen.
For så vidt angår sager uden økonomisk værdi er det vigtigt at være opmærksom på, at beløb til dækning af advokatbistand – hvis sagen gennemføres som småsag – vil blive fastsat i rammen 2.900 – 6.500 kroner afhængig af hovedforhandlingens varighed. Hvis sagen ikke gennemføres som småsag, kan der ikke hentes vejledning i landsretspræsidenternes notat. Det må derfor antages, at beløb til dækning af advokatbistand i sådanne sager fastsættes på baggrund af dommerens frie skøn over, hvad der kan anses for rimeligt i den konkrete sag. Så meget desto vigtigere er advokatens argumentation herfor i sådanne sager.
For så vidt angår sager med en værdi på over fem mio. kroner vil beløbet til dækning af advokatbistand blive tilkendt gennemsnitligt i overensstemmelse med tidligere tiders praksis, dvs. som udgangspunkt med 46.300 kroner af den første million og 3 procent af resten. Det forudsættes dog, at udmålingen kan være mere diffentieret end efter den tidligere praksis.
Den praktiske anbefaling
Som det fremgår, kan fastsættelsen af sagens værdi påvirke hele sagens forløb og klientens økonomiske risiko.
Inden sagsanlæg er det derfor fornuftigt at gøre sig overvejelser om størrelsen af det rejste krav.
• Kan der spares væsentlige afgifter eller kan den procesøkonomiske risiko reduceres mod en uvæsentlig reduktion af kravet?
• Er småsagsprocessen noget man skal stile mod eller styre udenom?
• Har beløbsgrænsen for anke nogen betydning?
• Kan sagen “placeres” i en mere interessant sagsomkostningsramme mod en uvæsentlig ændring af kravet?
Et eventuelt skøn over sagens værdi skal naturligvis foretages sagligt og så præcist som muligt. Processuelle og procesøkonomiske overvejelser kan og skal ikke erstatte det saglige og velbegrundede skøn. Men hvis de saglige overvejelser i relation til skønnet efterlader advokaten med et spillerum, kan de nævnte momenter inddrages.
Det med småt
I visse typer sager betales ingen retsafgift, jf. retsafgiftslovens § 12 og § 13.
I visse typer sager betales altid kun 400 kroner i retsafgift, jf. retsafgiftslovens § 4.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at reglerne om fastsættelse af sagsomkostninger i et vist omfang er deklaratoriske, jf. retsplejelovens §§ 312 og 408. En aftale mellem parterne kan derfor modvirke, at sagens værdi bliver bestemmende for fastsættelsen af sagsomkostninger.
Derudover bør det understreges, at betydningen af sagens værdi i forhold til landsretspræsidenternes vejledende takster kun er aktuel vedrørende fastsættelsen af et passende beløb til dækning af dækning af udgifter til advokatbistand. Fastsættelsen af størrelsen af de øvrige dele af sagsomkostningerne (retsafgift, andre positive udgifter mv.) er ikke berørt i denne artikel.
Artiklens retningslinier kan ikke benyttes i sager om gruppesøgsmål.
Et historisk tilbageblik
Reglerne om fastlæggelse af sagens værdi fandtes tidligere i retsplejelovens § 228 og § 229 i kapitlet om saglig kompetence og umiddelbart efter § 227 om henvisning til landsretten af sager med en værdi på over 1 mio. kroner.
Paragrafferne blev ophævet ved domstolsreformen. Pt. findes der regler om fastlæggelse af sagens værdi i retsplejelovens § 401 og retsafgiftslovens § 3. Bestemmelserne er stort set identiske, idet man dog i § 401 ikke har medtaget § 3’s fornuftige stk. 4 om, at værdien skal anslås og om nødvendigt skønnes.