Én af grundsøjlerne i retsvæsenet smuldrer, fordi afgørelserne om fri proces er for dårlige, mener advokater. Procesbevillingsnævnet afviser kritikken.
Af Rasmus Lindboe, pressechef, Advokatsamfundet
Danskere, der ikke har pengepungen i orden, kan ende som tabere i en sag, alene fordi pengene ikke tillader en retssag.
Det mener flere advokater, som retter en alvorlig kritik af afgørelserne om fri proces.
Fri proces er med til at sikre én af grundsøjlerne i det danske retsvæsen – nemlig lighed for loven uanset økonomisk formåen.
- Retssikkerhed kan ende med at handle om penge: hvis du ikke har penge, så hjælper reglerne dig ikke, konstaterer advokat Jeppe Søndergaard fra Advokatrådet.
I lighed med andre advokater mener han, at afgørelserne om fri proces ofte er for dårlige: folk, der står med en god mulighed for at vinde en sag, bliver nægtet fri proces. Andre gange får folk med helt udsigtsløse sager fri proces. Og det er umuligt at se hvorfor, fordi begrundelserne er intetsigende, lyder kritikken.
Ifølge advokaterne er årsagen til den ringe kvalitet af afgørelserne, at de jurister, som behandler sagerne om fri proces, simpelt hen ikke har den fornødne erfaring med – og indsigt i – at føre retssager.
- Det betyder, at nogle gange ender det med, at der bliver dømt nogle mennesker, som aldrig burde være blevet dømt. Det betyder, at der bliver afsagt forkerte afgørelser, fordi man ikke havde råd til advokatbistand til at føre sagen, mener Jeppe Søndergaard.
Folketinget har ellers forsøgt at rette op på den skrantende ordning med fri proces. Med virkning fra den 1. januar, 2007, blev reglerne ændret. Målet var at forbedre borgernes retssikkerhed gennem hurtigere afgørelser, mere ensartede afgørelser, samt at give borgerne nemmere adgang til at prøve visse typer af sager. Nu skal først Civilstyrelsen afgøre anmodningerne. Afgørelserne herfra kan indklages for Procesbevillingsnævnet. Og her afviser formand for afdelingen for fri proces, landsdommer Elisabeth Mejnertz, kritikken:
- Jeg må melde hus forbi, hvis det antydes, at der i Procesbevillingsnævnet foregår en lavjuridisk behandling af sagerne. Vi har en indgående og kvalificeret juridisk sagsbehandling, siger hun.
Folk presses til forlig
Meningen med de nye regler for fri proces var blandt andet, at borgerne skulle have mere lempelig adgang til fri proces i sager mod myndighederne og i sager om personskader – f.eks. ved færdselsuheld. Det fremgår direkte af forarbejderne til loven.
Men advokat Karsten Høj, der er ekspert i sager om personskader, mener, at de nye regler nærmest har haft den modsatte effekt. Han kritiserer på linje med Jeppe Søndergaard afgørelserne om fri proces for at være for vilkårlige:
- De nye regler rummer en lang række uhensigtsmæssigheder og usikkerheder. Jeg kan godt tilslutte mig kritikken af, at afgørelserne kan virke tilfældige, siger han.
Advokat Karsten Høj mener, at problemerne med fri proces går ud over borgernes retssikkerhed:
- Et nødvendigt udgangspunkt for at have retssikkerhed er jo adgang til domstolene. Og her handler det om økonomi – om muligheden for overhovedet at føre en sag. For folk, som f.eks. har været ude for et færdselsuheld og har tabt deres evne til at arbejde, der er det helt afgørende at få fri proces, siger han.
- Der er mange sager, som i dag ikke bliver ført, selv om de burde føres. Og der er mange borgere, som ender med at indgå et forlig, som er dårligere end det, de ville have accepteret, hvis de havde haft adgang til at føre sagen, lyder Karsten Højs vurdering.
Advokat Jeppe Søndergaard peger på, at problemet ligger i, at sagsbehandlerne hos Civilstyrelsen og hos Procesbevillingsnævnet ikke har samme lange praktiske erfaring med retssager, som mange advokater har:
- Som advokater sidder vi med vores erfaring og har hørt på den slags sager masser af gange før. Vi har ret hurtigt fingeren på pulsen og ved, hvor sådan en sag skal ende henne. Men hvis man ingen erfaring har med at føre sager og høre på folks historier, så sidder man med sådan en sag og ved ikke rigtig, hvad der er op og ned, forklarer han.
- De mennesker, der træffer afgørelserne, har ingen erfaring med retssager selv. Det er typisk nye jurister, siger Jeppe Søndergaard.
Grundig vurdering
Det er Procesbevillingsnævnet, som er sidste instans, når det skal afklares, om en borger skal have fri proces til sin sag.
Systemet blev lavet om i forbindelse med ændringerne af retsplejeloven pr. 1. januar 2007. Førhen var det statsamterne, der behandlede ansøgninger – med mulighed for at anke til Civilstyrelsen. Den gamle ordning blev kritiseret, blandt andet fordi der var stor forskel på, hvor flinke statsamterne var til at give fri proces. Retssikkerheden for borgerne var altså afhængig af, hvor i landet man boede.
Ansøgninger får nu en første behandling i Civilstyrelsen under Justitsministeriet. Det koster ikke noget at indbringe et afslag til Procesbevillingsnævnet, så det siger sig selv, at de fleste går videre med deres ansøgning, hvis de får nej i første omgang.
Overgangen betød til at begynde med, at der kom rod i systemet: Civilstyrelsen, som overtog de uafsluttede sager fra statsamterne, begyndte pludselig at behandle de gamle sager. Desuden behandlede Civilstyrelsen de sager, styrelsen havde modtaget som klagesager. De klagesager, som styrelsen ikke havde nået at behandle inden 1. januar 2007, kunne derfor få behandling i tre instanser – statsamt, Civilstyrelse og Procesbevillingsnævn. Mange advokater kunne ikke finde rundt i de nye regler. Og samtidig manglede Procesbevillingsnævnets sekretariat ressourcer til at følge med strømmen af klager. Og sagsbehandlingstiderne steg til seks-syv måneder. Sagsbehandlingstiden er nu reduceret væsentligt.
- Advokater har selvfølgelig også været frustrerede over den overgang, siger landsdommer Elisabeth Mejnertz, Procesbevillingsnævnet.
Men ikke bare systemets opbygning blev ændret. Også betingelserne for fri proces blev ændret. Hvis en borger har en retshjælpsforsikring, så kan vedkommende som hovedregel ikke få fri proces til sagen. Hvilket igen overraskede nogle advokater, som nærmest mente, at deres klienter fortjente at få fri proces, fortæller Elisabeth Mejnertz. En af årsagerne til frustrationer hos advokater ligger i, at Procesbevillingsnævnet alene begrunder sine afgørelser med en henvisning til indholdet i de bestemmelser, der giver hjemmel for meddelelse af fri proces. Det fremgår af nævnets forretningsorden. Hun gør opmærksom på, at det simpelt hen fremgår af forarbejderne til retsplejeloven, hvordan nævnet skal begrunde sine afgørelser:
- Det, der nok giver anledning til kritik, er, at det fremgår af retsplejeloven, at vi alene begrunder med henvisning til bestemmelserne. Vi tager den relevante paragraf frem og konstaterer måske, at betingelserne for at få fri proces ikke er opfyldt, siger landsdommeren.
Politisk har man ikke ønsket, at Procesbevillingsnævnet i sine begrundelser så at sige tog forskud på retssagerne og begyndte at veje beviser op mod hinanden. Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis sagen, når den efterfølgende endte i retten, allerede indeholdt noget, der lignede en halvfærdig dom fra nævnet. Det betyder imidlertid ikke, at nævnet ikke går ind og vurderer beviserne og det juridiske i selve sagerne, fortæller Elisabeth Mejnertz.
Den forklaring er advokat Karsten Høj ikke ubetinget glad for:
- Det kan godt være forklaringen, men det gør bare, at det efterfølgende er vanskeligt at vurdere, om lovens forarbejder er overholdt, siger han.
Spørgsmålet om, hvorvidt sagen kan vindes, indgår i den samlede afvejning af, om der skal gives fri proces. Men reglerne sigter ikke mod at belønne folk for at have en god sag. I afvejningen indgår også, om ansøgeren ville have ført sagen for egne penge, hvis det havde været muligt.
Dommer ingen garanti
Men skyldes advokaternes utilfredshed ikke bare, at de af og til får nej til nogle sager, som de ellers gerne ville have ført?
- Man kan meget vel komme med den kritik, at jeg bare har bidt mig for meget fast i en sag, hvor min klient ikke fik medhold. Det er en situation, hvor man ikke rigtig kan fremlægge beviser. Men hvis man spørger advokater rundt omkring, så vil man se, at det er et generelt problem, siger Jeppe Søndergaard.
Hvorfor er det stadig ikke godt nok? I Procesbevillingsnævnet er det trods alt en dommer, der er formand.
- Det er ikke godt nok, fordi der stadig sidder nogle sagsbehandlere, som laver en indstilling.
Men dommeren kan vel bare omgøre indstillingen, hvis den ikke er i orden?
- Nej, det sker ikke. Man er tilbøjelig til at følge indstillingerne. Det kender man andre steder fra, siger Jeppe Søndergaard.
Det afviser formanden for Procesbevillingsnævnets fri proces afdeling:
- Det er erfarne og juridisk højt kvalificerede chefer, som kigger de juridiske fuldmægtiges indstillinger igennem. Desuden sker det flere gange på hvert møde, at nævnet ikke følger en indstilling eller beslutter sig til at indhente flere oplysninger. Kvaliteten er høj. Der finder bestemt en realitetsbehandling sted, siger Elisabeth Mejnertz.
Fakta
Manden, konen og arven
En konkret sag, der netop er afsluttet, kan illustrere problemet med at få fri proces:
Et ældre par boede ude på landet i det sydlige Sjælland. De var aldrig blevet gift, men boede sammen som mand og kone.
Som så mange andre ældre folk stod huset og de fleste værdier i mandens navn. Den ældre kvinde havde dog lånt sin mand nogle større beløb gennem årene, og det havde de skrevet en seddel på, så de kunne huske det. I alt var det blevet til 120.000 kroner.
Nu skete det, at manden døde, og en bobestyrer kom ind for at gøre boet op, så arvingerne kunne få deres, og den efterladte kone kunne få sit.
Men arvingerne mente ikke, at mandens kone havde ret til noget som helst. De var jo ikke gift. Og det regnskab, parret havde lavet mellem sig, kunne man ikke regne for noget, mente de.
Den ældre dame fik sig derfor en advokat, og hans svar var klart:
- Det er ikke noget problem, for det hele står jo i regnskabet. Vi kan søge fri proces, fordi du er helt ubemidlet, lød svaret fra advokaten.
Men han troede forkert.
For den efterladte kvinde fik et blankt afslag på fri proces fra først Civilstyrelsen og siden Procesbevillingsnævnet. Der var jo ingen chance for at vinde sagen, lød begrundelsen.
Arvingernes advokat vidste dog godt, at der var noget at komme efter. For sagen endte med et forlig, hvor den efterladte kvinde fik 40.000 kroner.
Havde hun haft penge på kontoen til at lade advokaten føre sagen ved retten, havde hun formentlig fået alle sine penge retur, vurderer Jeppe Søndergaard, der var advokat for kvinden.
Dine og mine penge
Et andet eksempel kan vise, hvordan reglerne om fri proces nogle gange kan virke molbo-agtige:
Igen handler historien om et par, som lever i et papirløst forhold ude på landet. De holder heste og har plejebørn. En gang imellem skriver de lidt op om, hvem der skylder hvem penge.
Parret går på et tidspunkt fra hinanden, og på det tidspunkt skylder manden 9.000 kroner til kvinden. Men det er også hende, som har ført deres fælles regnskab. Og efter at parret er gået fra hinanden, så mener hun, at han skylder hende 160.000 kroner.
- Sådan et krav kommer man ikke langt med ved en retssag. Men hun har fået fri proces, for man skønner, at hun har udsigt til at vinde, forklarer advokat Jeppe Søndergaard, advokat for manden.
Det i hans øjne forkerte skøn rammer så manden, som har lige så få penge som sin tidligere samlever, men som ikke kan få bevilget fri proces – for nu har Civilstyrelsen jo skønnet, at kvinden har udsigt til at vinde.
Fri proces
Reglerne om fri proces blev ændret for ét år siden. Tidligere startede ansøgningen i statsamterne og kunne påklages til Civilstyrelsen. Nu begynder ansøgningerne i Civilstyrelsen og kan påklages til Procesbevillingsnævnet.
Nævnet afgjorde i 2006 1.248 sager. Der blev givet fri proces i 207 sager.