Det skal være slut med, at processen ved EF-domstolene trækker ud i retssager, hvor en hurtig afgørelse er vigtig.
Af Thomas Elholm, lektor, Syddansk Universitet
EF-domstolens arbejde har i de senere år fået stigende betydning i sager, hvor en hurtig afgørelse er nødvendig. Det gælder f.eks. i visse forældremyndighedssager og sager om frihedsberøvelse. I sådanne tilfælde er EF-domstolens gennemsnitlige sagsbehandlingstid alt for høj. Der er derfor indført en ny, særlig hasteprocedure for sådanne sager.
Ifølge EF-traktatens art. 234 og EU-traktatens art. 35 har de nationale domstole – efter nærmere fastsatte retningslinjer – mulighed for at forelægge EF-domstolen spørgsmål om bl.a. fortolkning af EU-retten, hvis det skulle blive aktuelt i forbindelse med en national retssag. De såkaldt præjudicielle forelæggelser løber op i adskillige hundrede om året, men den relativt lange sagsbehandlingstid skyldes ikke blot de mange sager. Den skyldes især, at sagerne ofte indebærer oversættelse af mange dokumenter, og at der er et stort antal aktører involveret i sagerne. Ud over parterne i den nationale sag deltager således også repræsentanter fra det pågældende lands myndigheder og – efter omstændighederne – Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet samt repræsentanter fra andre EU-medlemslande.
Flere gange har det været forsøgt at nedbringe sagsbehandlingstiden ved EF-domstolen. En præjudiciel forelæggelse for domstolen betyder nemlig, at den nationale retssag må afvente sin afgørelse, indtil EF-domstolen har truffet afgørelse, og en præjudiciel forelæggelse er derfor med til at trække den nationale retssag i langdrag. Forsøgene på at nedbringe sagsbehandlingstiden har foreløbig fået den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved EF-domstolen ned på godt og vel halvandet år.
Følsomme sager
Trods bestræbelserne er der imidlertid en række sager, hvor en sagsbehandlingstid på halvandet år er urimeligt lang. Det er en relativt ny type af sager, som EF-domstolen i de senere år er blevet involveret i, fordi EU forsøger at skabe et såkaldt ”område med frihed, sikkerhed og retfærdighed” for borgerne, jf. EU-traktatens art. 2.
Det område skal skabes via regler om fælles politisamarbejde og samarbejde i kriminalsager, via fælles regler om civilretligt samarbejde samt via regler om asyl og indvandring. De regler, som EU udsteder i den forbindelse, kan give anledning til præjudicielle forelæggelser for EF-domstolen i retssager vedrørende følsomme spørgsmål om f.eks. frihedsberøvelse og forældremyndighed. I sådanne sager vil en sagsbehandlingstid på halvandet år kunne medføre fatale konsekvenser for borgerne.
EF-domstolen har derfor indført en ny hasteprocedure inden for samarbejdsområdet ”frihed, sikkerhed og retfærdighed”. Proceduren kan anvendes i sager, der vedrører enten EU-traktatens afsnit VI om politisamarbejde og samarbejde i kriminalsager eller EF-traktatens art. IV om visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den fri bevægelighed for personer, herunder civilretligt samarbejde.
Præcis hvilke typer af sager, der er omfattet af ordningen, er dog ikke ganske fastlagt. Det hedder i en orientering fra EF-domstolen, at anmodninger om anvendelse af hasteproceduren kun bør anvendes, hvor det er ”absolut nødvendigt”. Som eksempel på sådanne sager nævner EF-domstolen netop tilfælde, hvor dens afgørelser får afgørende betydning for nationale retssager om frihedsberøvelse eller forældremyndighed.
Ud over denne vejledning er de nationale domstole overladt et vist skøn med hensyn til, hvornår de vil anmode EF-domstolen om anvendelse af den nye hasteprocedure.
Hasteproceduren
Der har ganske vist allerede i nogle år eksisteret en hasteprocedure (procesreglementets art. 104 litra a), men den har meget sjældent været anvendt. Proceduren har fungeret på den måde, at hastesagen har fået højeste prioritet på bekostning af andre verserende sager. Ifølge EF-domstolen er det dog ikke muligt at anvende en sådan hasteprocedure på et større antal sager inden for et specielt område.
Derfor er den nye hasteprocedure lidt anderledes anlagt. Den indebærer ændringer i EF-domstolens normale sagsbehandlingsprocedure, og ideen er, at følgende tre foranstaltninger skal give en hurtigere sagsbehandlingstid.
- For det første begrænses antallet af involverede aktører under visse dele af sagen. Proceduren indebærer nemlig, at de forskellige aktører opdeles i to kategorier. Den ene kategori, som deltager fuldt ud i proceduren, består af parterne i den nationale retssag og repræsentanter fra myndighederne i dette land samt af Kommissionen. Efter omstændighederne kan også Europa-Parlamentet og Rådet deltage, hvis sagen vedrører en af deres retsakter. De øvrige aktører – her tænkes navnlig på alle andre EU-medlemslande – henvises til en lidt mere tilbagetrukken rolle end sædvanligt. De indkaldes til et retsmøde, hvor de kan afgive mundtlige indlæg vedrørende de spørgsmål, der er rejst af den nationale ret og vedrørende de skriftlige indlæg for EF-domstolen. På denne måde håber EF-domstolen at have fundet en rimelig balance mellem hensynet til en hurtig sagsbehandling på den ene side og hensynet til medlemslandenes legitime interesse i at deltage i retssagerne på den anden side.
- For det andet tilstræbes en hurtigere intern behandling af sagerne i EF-domstolen. Der udpeges en særlig afdeling bestående af fem dommere, som – så snart en sag med anmodning om hasteprocedure modtages af EF-domstolen – tager stilling til, om anmodningen kan imødekommes. Hvis anmodningen imødekommes, iværksættes hasteproceduren umiddelbart, og samme afdeling træffer afgørelse i sagen straks efter, at der har været afholdt retsmøde.
- For det tredje søges sagsbehandlingstiden nedbragt ved, at korrespondance i forbindelse med sagsbehandlingen hovedsagelig skal foregå via e-mail.
Danmark afskæres
De typer af sager, som er omfattet af hasteproceduren, ligger for størstedelens vedkommende under de dele af EU-samarbejdet, som er omfattet af det danske forbehold. Danske domstole vil derfor som udgangspunkt ikke komme i den situation, at der skal foretages præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen i denne type sager.
Der er dog enkelte undtagelser. Danske domstole vil nemlig have mulighed for at forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen i sager inden for visse dele af visumsamarbejde samt inden for de retsområder, hvor der er indgået såkaldte parallelaftaler mellem Danmark og EU. Parallelaftaler er vedtaget inden for rammerne af det civilretlige samarbejde og vedrører bl.a. visse spørgsmål om forældremyndighed (jf. Bruxelles forordningerne).
Den begrænsede relevans af hasteproceduren for dansk vedkommende ændres dog naturligvis, hvis Danmark ophæver retsforbeholdet.
Konsekvenser for borgerne
Den normale og noget langsommelige procedure for EF-domstolen skyldes bl.a. et ønske om at sikre grundlæggende retsgarantier og give en række forskellige aktører indflydelse i den kontradiktoriske proces, så parterne får mulighed for at ytre sig om modpartens argumenter. Sådanne hensyn er naturligvis vigtige i et retssamfund, men de står ofte i modsætning til behovet for en hurtig sagsbehandling. Det gælder altså om at finde en balance mellem disse modsatrettede hensyn.
Umiddelbart opfatter jeg den nye hasteprocedure som et fint kompromis mellem de forskellige hensyn. Så vidt jeg kan vurdere, forringes borgernes retssikkerhed ikke væsentligt (om overhovedet), og borgerne har i sådanne sager meget at vinde ved, at sagen afgøres hurtigt. Tilbage står så blot at se, hvor megen tid hasteproceduren – der blev indført 1. marts i år – egentlig vil spare.