Ny afhandling viser, at danskere i højere grad vil straffe forbryderne på baggrund af, hvem de er, end for det, de har gjort. Undersøgelsen sætter spørgsmålstegn ved princippet bag vores straffesystem.
Af Michael Bang Petersen, adjunkt, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Proportionalitetshensynet spiller en vægtig rolle i strafferammesystemet. Forbrydelsens grovhed eller alvor er således afgørende, når den tilhørende strafferamme opstilles, og herved tilpasses straffen forbrydelsen. Jo større alvor, jo højere straf. Et andet centralt hensyn refererer til den almindelige retsfølelse eller samfundets rådende opfattelse. Da VK-regeringen eksempelvis skærpede straffen for en række lovovertrædelser i 2002, blev det motiveret med, at strafferammerne dermed “i højere grad kommer i overensstemmelse med en nutidig retsopfattelse.” Ligeledes blev det allerede i Straffelovskommissionens betænkning af 1923 anført, at det må sikres, at straffen for en forbrydelse ikke “kommer i konflikt med den almindelige retsfølelse.” Umiddelbart synes disse to hensyn at gå op – for den almindelige borger ønsker vel også, at den alvorlige kriminalitet straffes hårdt? Men den vægt, der lægges på den almene befolknings retsopfattelse i udformningen af det strafferetlige system, står i skærende kontrast til vores viden om, hvordan befolkningen rent faktisk ønsker, at kriminalitet sanktioneres. Spørgsmålet er, om befolkningen vitterlig forholder sig til kriminalitet på den simple måde, som proportionalitetsprincippet foreskriver?
I min ph.d.-afhandling, Straf eller rehabilitering?, har jeg undersøgt dette spørgsmål. Formålet med denne artikel er at præsentere nogle af afhandlingens konklusioner. Det viser sig, at vi udviser en betydelig større psykologisk kompleksitet i domfældelsen, end det proportionalitetsprincippet indeholder, og at vi snarere tilpasser sanktionen til forbryderen end til vedkommendes gerning. Dette støttes af nyere moralpsykologisk forskning og kan have en bred vifte af retspolitiske konsekvenser.
Hvordan vil du straffe?
I undersøgelsen skulle deltagerne blandt andet forholde sig til en række konkrete sager om henholdsvis hærværk, røverisk overfald og voldtægt. Hærværkssagen handlede om en beruset ung mand, der under en bytur havde smadret en butiksrude. Sagen om røverisk overfald handlede om en kvinde, der fik frarøvet sin taske og smykker på åben gade. Endelig handlede voldtægtssagen om en voldtægt begået i offerets hjem, efter at gerningsmanden havde fulgt hende hjem fra et diskotek. I hver sag blev deltagerne spurgt om, dels hvor alvorlig de syntes, forbrydelsen var, og om de mente, at den kriminelle ville gøre det igen. Og dels hvor hård en dom vedkommende skulle modtage, og om dommen primært skulle være straffende eller rehabiliterende (“hjælpe vedkommende til at indse at han havde forvoldt skade”).
Ikke overraskende mente eleverne, at voldtægtssagen var mere alvorlig end røverisagen, som igen var mere alvorlig end hærværkssagen. Samme mønster kunne spores i forhold til hvilken forbrydelse, der skulle have den hårdeste dom. I forbindelse med voldtægtssagen ønskede eleverne en fængselsdom, mens hærværkssagen kunne løses med en bødestraf. Ved hærværkssagen var holdningerne mindre entydige, men flertallet støttede dog en dom til samfundstjeneste. Disse svar stemmer nogenlunde overens med såvel retspraksis som proportionalitetsprincippet (om end eleverne i forhold til voldtægt virker noget strengere med et ønske om en dom på mere end tre års fængsel).
Ser vi på, om eleverne ønsker, at dommen skal være straffende eller rehabiliterende – altså hvad formålet med dommen skal være – nuanceres denne konklusion. I forbindelse med voldtægtssagen mente et flertal, at dommen primært skulle straffe gerningsmanden, mens billedet er mere kompliceret i forbindelse med hærværks- og overfaldssagen. Det afgørende er, at hver sag kom i to forskellige versioner med små forskelle. Hver deltager skulle kun forholde sig til én af versionerne, og ved at sammenligne svarene på de to versioner kunne man nøje undersøge, hvordan de forskellige oplysninger i sagen påvirkede holdningerne. I hærværkssagen blev gerningsmanden i den ene version præsenteret som førstegangskriminel, mens han i den anden version tidligere havde begået lignende kriminalitet. I sagen om røverisk overfald beskrev den ene version, hvordan gerningsmanden var blevet pengeafpresset af en lokal rockergruppe, og at han angrede overfaldet. I den anden version var det udelukkende konsekvenserne for offeret, der blev understreget. Når man ser på de forskellige versioner, træder der tydelige mønstre frem. Hvis gerningsmanden blev beskrevet som henholdsvis førstegangskriminel og angrende, var eleverne således betydelig mere orienteret mod rehabilitering.
At eleverne i nogle situationer støttede straf og i andre en genoprettende sanktion skyldtes, at eleverne i de sidste situationer mente, at gerningsmanden var mere reformerbar og mindre tilbøjelig til igen at begå kriminalitet. Analyserne viste med andre ord, at det var elevernes opfattelse af den kriminelle, der afgjorde, om de ønskede at straffe eller rehabilitere. Elevernes opfattelse af selve den kriminelle handlings alvor spillede derimod ingen direkte rolle. Faktisk var eleverne mere indstillet på at straffe det mindre alvorlige hærværkstilfælde, når gerningsmanden havde flere tilfælde bag sig, end de var på at straffe det alvorlige røveriske overfald, når gerningsmanden angrede. Tidligere danske undersøgelser har også vist, at når det kommer til konkrete sager, støtter mange op om genoprettende sanktioner. Men det er vigtigt at bide mærke i, at selvom eleverne støttede rehabilitering i selv en alvorlig sag, så gjorde de det kun, hvis de var overbevist om, at den kriminelle inderst inde var god nok. Genoprettende sanktioner er øjensynligt ikke for alle eller sagt på en anden måde: eleverne tilpassede ikke sanktionen til forbrydelsen, men til forbryderen.
De fremmede
Voldtægtssagen blev ligeledes præsenteret i to varianter. I den ene var gerningsmanden indvandrer, mens han i den anden var værnepligtig (en etnisk dansker i elevernes øjne). Umiddelbart ændrede gerningsmandens etniske baggrund ikke elevernes holdning. Men nærmere analyser viser, at denne konklusion alligevel ikke helt holder vand. I undersøgelsen indgik der spørgsmål om en række politiske emner, herunder flygtninge og indvandrere. Derved blev det muligt at foretage separate analyser af dem, der generelt set var henholdsvis positive eller negative over for indvandrere. For de positive havde gerningsmandens etniske baggrund ingen betydning. Men de, der generelt var negative over for indvandrere, betragtede voldtægtsmanden, når han var indvandrer, som betydelig mere tilbøjelig til at gentage sin forbrydelse, hvilket igen påvirkede deres holdning til sanktionen. Dette understreger nok en gang, at ungdomsuddannelseseleverne tilpassede sanktionen til forbryderen – ikke forbrydelsen. I den udstrækning at de opfattede den kriminelle som anderledes og udenforstående, reagerede de mere straffende alene i kraft af denne opfattelse. Det er ikke usandsynligt, at denne konklusion kan generaliseres til den bredere befolkning. Lignende fund er således gjort i udenlandske undersøgelser, hvor man har undersøgt, dels hvordan amerikanere reagerer over for henholdsvis sorte og hvide kriminelle, og dels hvordan de reagerer over for kriminelle fra forskellige samfundslag.
Ungdomsuddannelseseleverne er en bredt sammensat skare. Uddannelsesvalget i Danmark er stærkt påvirket af social arv, og smedelærlingen på den tekniske skole vil sandsynligvis have en helt anderledes opvækstbaggrund end eleven på det almene gymnasium. Ligeledes vil de to færdes i væsensforskellige uddannelsesmiljøer og undersøgelser viser, at de højst sandsynligt vil have modsatrettede politiske overbevisninger – ikke mindst på det retspolitiske område. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at eleverne uanset uddannelse var rørende enige om, hvem der skulle straffes, og hvem der skulle rehabiliteres. For det første dannede alle elevgrupperne deres holdning til sanktionens formål på baggrund af deres opfattelse af den kriminelles tendens til at begå ny kriminalitet. Og for det andet reagerede de forskellige elevgrupper overraskende ens på de varierende oplysninger både i forhold til om oplysningen trak i retning af straf eller rehabilitering, og i forhold til hvor langt i en retning oplysningen trak. Endelig for det tredje er det afgørende, at alle dannede deres opfattelse af den kriminelle helt upåvirket af, hvad de generelt mente om retspolitik. Dermed påvirkede de meget store forskelle i elevernes generelle holdning til spørgsmål om kriminalitet, straf og rehabilitering kun i begrænset omfang deres holdning i forhold til de konkrete sager. Med andre ord dannede eleverne deres opfattelse af den specifikke kriminelles karakter fleksibelt baseret på sagens præcise oplysninger.
Mønster fra fortiden
Det et værd at spørge, hvorfor det er sådan. Når nu almindelig visdom siger, at straffen skal være i overensstemmelse med forbrydelsen, hvorfor viser analyserne så, at sanktionen snarere fleksibelt tilpasses forbryderen? Nøglen til svaret ligger i, at for lægmænd er domfældelse i bund og grund et spørgsmål om moral – hvad fortjener den kriminelle? Inden for de seneste årtier har et stigende antal moralpsykologer påpeget, at kimen til vores moralske intuitioner ikke først og fremmest skal findes i socialisering og kultur. Som nævnt var elevernes reaktioner da også upåvirkede af deres uddannelsesmæssige baggrund. Moral er snarere en bagage, vi har med fra vores biologiske fortid. En bred skare af genetikere, antropologer, psykologer, arkæologer og evolutionsbiologer argumenterer for, at den fortid først og fremmest bestod af livet i små jæger/samler-grupper på den østafrikanske savanne, hvorfra vores forfædre emigrerede for 50.000 år siden. Det er dette miljø, som vores moralske intuitioner er tilpasset. Allerede dengang må det formodes, at antisociale handlinger såsom vold, voldtægt og tyveri af ressourcer har udgjort et problem. Men det sociale miljø dengang så betydelig anderledes ud end det moderne. Antropologiske og neurovidenskabelige studier tyder på, at vores forfædre levede i små grupper på måske op til 100 individer. Når de blev konfronteret med antisocialitet, blev de derfor konfronteret med en konkret antisocial person, som de kunne se i øjnene, og som de muligvis havde et indgående socialt kendskab til. Det er med andre ord konkrete tilfælde af antisocialitet – eller kriminalitet om man vil – som vi er designet til at reagere på.
Når der ikke findes hospitaler, supermarkeder og andre moderne bekvemmeligheder, bliver man afhængig af hinandens hjælp. Tætte relationer bliver et værdifuldt gode. På den baggrund argumenterer den fremtrædende primatforsker, Frans de Waal, for, at evolutionen må have fremmet evner til at kunne forsone sig og genoprette relationer med folk, der har optrådt antisocialt. Men – fortsætter argumentet – forsoning er en risikofyldt strategi, der kun bør bruges over for de personer, der rent faktisk er værdifulde. Derfor er vi ekstremt opmærksomme på den præcise værdi, som den konkrete antisociale person, vi står overfor, har, når vi beslutter os for straf eller forsoning. Dette kan være forklaringen på, at moderne holdninger til straf og rehabilitering, for det første, er orienteret mod den kriminelle snarere end mod hans handling og, for det andet, er ekstremt fleksible.
Ønsker flere strafformer
Alt i alt må konklusionen være, at proportionalitetsprincippet er alt for simpelt til at indfange de komplekse psykologiske processer, der sættes i spil, når borgere forholder sig til kriminalitet. Retspolitisk set giver denne konklusion anledning til overvejelser af varierende karakter: resultaterne tyder på, at de unge mennesker har et betydeligt ønske om bedre muligheder for rehabiliterende sanktioner selv i ganske alvorlige sager. Hensynet til den almindelige retsfølelse taler således på ingen måde alene for at straffe hårdere og mere. Samtidig er det dog også klart, at de ikke har noget ønske om at anvende mulighederne for genoprettende sanktioner i alle tilfælde – kun hvis den kriminelle er af den rette støbning, om man så må sige. De unges fleksible reaktionsmønster indikerer dermed også et generelt ønske om mere individualiserede sanktioner, der tilpasses den enkelte lovbryder. Selvom det ikke skal nægtes (jf. forrige århundredes debatter om behandlingsdomme), at en sådan individualiseret domspraksis kan være problematisk af andre årsager, så tyder resultatet på, at befolkningen næppe vil betragte den som værende illegitim.
At eleverne ikke følger proportionalitetsprincippet giver også anledning til retspolitiske overvejelser om nævninges og domsmænds adfærd inden for det nuværende systems rammer. Således tyder fleksibiliteten i holdningerne på, at nævninges og domsmænds vurderinger af en sag kan være sensitive over for omstændigheder med selv en lav rent juridisk vægt, hvis de fortæller noget om personen bag forbrydelsen. Ligesom det kan tænkes, at selve den måde og det sprog, hvormed sagens omstændigheder fremlægges, påvirker vurderingerne. Endelig – og i forlængelse af det foregående – så vi, at når de unge mennesker dannede deres opfattelse af den kriminelle indvandrer, kunne der indgå overvejelser, der er problematiske i lyset af moderne idealer om lighed for loven. Hvis opfattelserne vitterlig dannes på baggrund af automatiserede psykologiske processer, kan det ikke udelukkes, at selv ansvarlige domsmænd og nævninge påvirkes af sådanne impulser, når de vurderer skylds- og strafudmålingsspørgsmål. Set i dette lys støtter de her præsenterede resultater bestræbelserne på at opnå en bredere rekruttering af domsmænd og nævninge, således at alle befolkningsgrupper opnår repræsentation.
Artiklen er baseret på Michael Bang Petersens ph.d.-afhandling Straf eller rehabilitering? Et studie i evolutionspsykologi, følelser og politisk holdningsdannelse. Afhandlingen er udkommet på forlaget Politica.
Fakta
Straf eller rehabilitering?
Det empiriske grundlag er en stor spørgeskemaundersøgelse, hvori over 4000 elever på danske ungdomsuddannelser, dvs. tekniske skoler, handelsskoler og almene gymnasier deltog – altså almindelige unge mennesker fra et bredt udsnit af samfundets lag.
Af Michael Bang Petersen, adjunkt, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Proportionalitetshensynet spiller en vægtig rolle i strafferammesystemet. Forbrydelsens grovhed eller alvor er således afgørende, når den tilhørende strafferamme opstilles, og herved tilpasses straffen forbrydelsen. Jo større alvor, jo højere straf. Et andet centralt hensyn refererer til den almindelige retsfølelse eller samfundets rådende opfattelse. Da VK-regeringen eksempelvis skærpede straffen for en række lovovertrædelser i 2002, blev det motiveret med, at strafferammerne dermed “i højere grad kommer i overensstemmelse med en nutidig retsopfattelse.” Ligeledes blev det allerede i Straffelovskommissionens betænkning af 1923 anført, at det må sikres, at straffen for en forbrydelse ikke “kommer i konflikt med den almindelige retsfølelse.” Umiddelbart synes disse to hensyn at gå op – for den almindelige borger ønsker vel også, at den alvorlige kriminalitet straffes hårdt? Men den vægt, der lægges på den almene befolknings retsopfattelse i udformningen af det strafferetlige system, står i skærende kontrast til vores viden om, hvordan befolkningen rent faktisk ønsker, at kriminalitet sanktioneres. Spørgsmålet er, om befolkningen vitterlig forholder sig til kriminalitet på den simple måde, som proportionalitetsprincippet foreskriver?
I min ph.d.-afhandling, Straf eller rehabilitering?, har jeg undersøgt dette spørgsmål. Formålet med denne artikel er at præsentere nogle af afhandlingens konklusioner. Det viser sig, at vi udviser en betydelig større psykologisk kompleksitet i domfældelsen, end det proportionalitetsprincippet indeholder, og at vi snarere tilpasser sanktionen til forbryderen end til vedkommendes gerning. Dette støttes af nyere moralpsykologisk forskning og kan have en bred vifte af retspolitiske konsekvenser.
Hvordan vil du straffe?
I undersøgelsen skulle deltagerne blandt andet forholde sig til en række konkrete sager om henholdsvis hærværk, røverisk overfald og voldtægt. Hærværkssagen handlede om en beruset ung mand, der under en bytur havde smadret en butiksrude. Sagen om røverisk overfald handlede om en kvinde, der fik frarøvet sin taske og smykker på åben gade. Endelig handlede voldtægtssagen om en voldtægt begået i offerets hjem, efter at gerningsmanden havde fulgt hende hjem fra et diskotek. I hver sag blev deltagerne spurgt om, dels hvor alvorlig de syntes, forbrydelsen var, og om de mente, at den kriminelle ville gøre det igen. Og dels hvor hård en dom vedkommende skulle modtage, og om dommen primært skulle være straffende eller rehabiliterende (“hjælpe vedkommende til at indse at han havde forvoldt skade”).
Ikke overraskende mente eleverne, at voldtægtssagen var mere alvorlig end røverisagen, som igen var mere alvorlig end hærværkssagen. Samme mønster kunne spores i forhold til hvilken forbrydelse, der skulle have den hårdeste dom. I forbindelse med voldtægtssagen ønskede eleverne en fængselsdom, mens hærværkssagen kunne løses med en bødestraf. Ved hærværkssagen var holdningerne mindre entydige, men flertallet støttede dog en dom til samfundstjeneste. Disse svar stemmer nogenlunde overens med såvel retspraksis som proportionalitetsprincippet (om end eleverne i forhold til voldtægt virker noget strengere med et ønske om en dom på mere end tre års fængsel).
Ser vi på, om eleverne ønsker, at dommen skal være straffende eller rehabiliterende – altså hvad formålet med dommen skal være – nuanceres denne konklusion. I forbindelse med voldtægtssagen mente et flertal, at dommen primært skulle straffe gerningsmanden, mens billedet er mere kompliceret i forbindelse med hærværks- og overfaldssagen. Det afgørende er, at hver sag kom i to forskellige versioner med små forskelle. Hver deltager skulle kun forholde sig til én af versionerne, og ved at sammenligne svarene på de to versioner kunne man nøje undersøge, hvordan de forskellige oplysninger i sagen påvirkede holdningerne. I hærværkssagen blev gerningsmanden i den ene version præsenteret som førstegangskriminel, mens han i den anden version tidligere havde begået lignende kriminalitet. I sagen om røverisk overfald beskrev den ene version, hvordan gerningsmanden var blevet pengeafpresset af en lokal rockergruppe, og at han angrede overfaldet. I den anden version var det udelukkende konsekvenserne for offeret, der blev understreget. Når man ser på de forskellige versioner, træder der tydelige mønstre frem. Hvis gerningsmanden blev beskrevet som henholdsvis førstegangskriminel og angrende, var eleverne således betydelig mere orienteret mod rehabilitering.
At eleverne i nogle situationer støttede straf og i andre en genoprettende sanktion skyldtes, at eleverne i de sidste situationer mente, at gerningsmanden var mere reformerbar og mindre tilbøjelig til igen at begå kriminalitet. Analyserne viste med andre ord, at det var elevernes opfattelse af den kriminelle, der afgjorde, om de ønskede at straffe eller rehabilitere. Elevernes opfattelse af selve den kriminelle handlings alvor spillede derimod ingen direkte rolle. Faktisk var eleverne mere indstillet på at straffe det mindre alvorlige hærværkstilfælde, når gerningsmanden havde flere tilfælde bag sig, end de var på at straffe det alvorlige røveriske overfald, når gerningsmanden angrede. Tidligere danske undersøgelser har også vist, at når det kommer til konkrete sager, støtter mange op om genoprettende sanktioner. Men det er vigtigt at bide mærke i, at selvom eleverne støttede rehabilitering i selv en alvorlig sag, så gjorde de det kun, hvis de var overbevist om, at den kriminelle inderst inde var god nok. Genoprettende sanktioner er øjensynligt ikke for alle eller sagt på en anden måde: eleverne tilpassede ikke sanktionen til forbrydelsen, men til forbryderen.
De fremmede
Voldtægtssagen blev ligeledes præsenteret i to varianter. I den ene var gerningsmanden indvandrer, mens han i den anden var værnepligtig (en etnisk dansker i elevernes øjne). Umiddelbart ændrede gerningsmandens etniske baggrund ikke elevernes holdning. Men nærmere analyser viser, at denne konklusion alligevel ikke helt holder vand. I undersøgelsen indgik der spørgsmål om en række politiske emner, herunder flygtninge og indvandrere. Derved blev det muligt at foretage separate analyser af dem, der generelt set var henholdsvis positive eller negative over for indvandrere. For de positive havde gerningsmandens etniske baggrund ingen betydning. Men de, der generelt var negative over for indvandrere, betragtede voldtægtsmanden, når han var indvandrer, som betydelig mere tilbøjelig til at gentage sin forbrydelse, hvilket igen påvirkede deres holdning til sanktionen. Dette understreger nok en gang, at ungdomsuddannelseseleverne tilpassede sanktionen til forbryderen – ikke forbrydelsen. I den udstrækning at de opfattede den kriminelle som anderledes og udenforstående, reagerede de mere straffende alene i kraft af denne opfattelse. Det er ikke usandsynligt, at denne konklusion kan generaliseres til den bredere befolkning. Lignende fund er således gjort i udenlandske undersøgelser, hvor man har undersøgt, dels hvordan amerikanere reagerer over for henholdsvis sorte og hvide kriminelle, og dels hvordan de reagerer over for kriminelle fra forskellige samfundslag.
Ungdomsuddannelseseleverne er en bredt sammensat skare. Uddannelsesvalget i Danmark er stærkt påvirket af social arv, og smedelærlingen på den tekniske skole vil sandsynligvis have en helt anderledes opvækstbaggrund end eleven på det almene gymnasium. Ligeledes vil de to færdes i væsensforskellige uddannelsesmiljøer og undersøgelser viser, at de højst sandsynligt vil have modsatrettede politiske overbevisninger – ikke mindst på det retspolitiske område. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at eleverne uanset uddannelse var rørende enige om, hvem der skulle straffes, og hvem der skulle rehabiliteres. For det første dannede alle elevgrupperne deres holdning til sanktionens formål på baggrund af deres opfattelse af den kriminelles tendens til at begå ny kriminalitet. Og for det andet reagerede de forskellige elevgrupper overraskende ens på de varierende oplysninger både i forhold til om oplysningen trak i retning af straf eller rehabilitering, og i forhold til hvor langt i en retning oplysningen trak. Endelig for det tredje er det afgørende, at alle dannede deres opfattelse af den kriminelle helt upåvirket af, hvad de generelt mente om retspolitik. Dermed påvirkede de meget store forskelle i elevernes generelle holdning til spørgsmål om kriminalitet, straf og rehabilitering kun i begrænset omfang deres holdning i forhold til de konkrete sager. Med andre ord dannede eleverne deres opfattelse af den specifikke kriminelles karakter fleksibelt baseret på sagens præcise oplysninger.
Mønster fra fortiden
Det et værd at spørge, hvorfor det er sådan. Når nu almindelig visdom siger, at straffen skal være i overensstemmelse med forbrydelsen, hvorfor viser analyserne så, at sanktionen snarere fleksibelt tilpasses forbryderen? Nøglen til svaret ligger i, at for lægmænd er domfældelse i bund og grund et spørgsmål om moral – hvad fortjener den kriminelle? Inden for de seneste årtier har et stigende antal moralpsykologer påpeget, at kimen til vores moralske intuitioner ikke først og fremmest skal findes i socialisering og kultur. Som nævnt var elevernes reaktioner da også upåvirkede af deres uddannelsesmæssige baggrund. Moral er snarere en bagage, vi har med fra vores biologiske fortid. En bred skare af genetikere, antropologer, psykologer, arkæologer og evolutionsbiologer argumenterer for, at den fortid først og fremmest bestod af livet i små jæger/samler-grupper på den østafrikanske savanne, hvorfra vores forfædre emigrerede for 50.000 år siden. Det er dette miljø, som vores moralske intuitioner er tilpasset. Allerede dengang må det formodes, at antisociale handlinger såsom vold, voldtægt og tyveri af ressourcer har udgjort et problem. Men det sociale miljø dengang så betydelig anderledes ud end det moderne. Antropologiske og neurovidenskabelige studier tyder på, at vores forfædre levede i små grupper på måske op til 100 individer. Når de blev konfronteret med antisocialitet, blev de derfor konfronteret med en konkret antisocial person, som de kunne se i øjnene, og som de muligvis havde et indgående socialt kendskab til. Det er med andre ord konkrete tilfælde af antisocialitet – eller kriminalitet om man vil – som vi er designet til at reagere på.
Når der ikke findes hospitaler, supermarkeder og andre moderne bekvemmeligheder, bliver man afhængig af hinandens hjælp. Tætte relationer bliver et værdifuldt gode. På den baggrund argumenterer den fremtrædende primatforsker, Frans de Waal, for, at evolutionen må have fremmet evner til at kunne forsone sig og genoprette relationer med folk, der har optrådt antisocialt. Men – fortsætter argumentet – forsoning er en risikofyldt strategi, der kun bør bruges over for de personer, der rent faktisk er værdifulde. Derfor er vi ekstremt opmærksomme på den præcise værdi, som den konkrete antisociale person, vi står overfor, har, når vi beslutter os for straf eller forsoning. Dette kan være forklaringen på, at moderne holdninger til straf og rehabilitering, for det første, er orienteret mod den kriminelle snarere end mod hans handling og, for det andet, er ekstremt fleksible.
Ønsker flere strafformer
Alt i alt må konklusionen være, at proportionalitetsprincippet er alt for simpelt til at indfange de komplekse psykologiske processer, der sættes i spil, når borgere forholder sig til kriminalitet. Retspolitisk set giver denne konklusion anledning til overvejelser af varierende karakter: resultaterne tyder på, at de unge mennesker har et betydeligt ønske om bedre muligheder for rehabiliterende sanktioner selv i ganske alvorlige sager. Hensynet til den almindelige retsfølelse taler således på ingen måde alene for at straffe hårdere og mere. Samtidig er det dog også klart, at de ikke har noget ønske om at anvende mulighederne for genoprettende sanktioner i alle tilfælde – kun hvis den kriminelle er af den rette støbning, om man så må sige. De unges fleksible reaktionsmønster indikerer dermed også et generelt ønske om mere individualiserede sanktioner, der tilpasses den enkelte lovbryder. Selvom det ikke skal nægtes (jf. forrige århundredes debatter om behandlingsdomme), at en sådan individualiseret domspraksis kan være problematisk af andre årsager, så tyder resultatet på, at befolkningen næppe vil betragte den som værende illegitim.
At eleverne ikke følger proportionalitetsprincippet giver også anledning til retspolitiske overvejelser om nævninges og domsmænds adfærd inden for det nuværende systems rammer. Således tyder fleksibiliteten i holdningerne på, at nævninges og domsmænds vurderinger af en sag kan være sensitive over for omstændigheder med selv en lav rent juridisk vægt, hvis de fortæller noget om personen bag forbrydelsen. Ligesom det kan tænkes, at selve den måde og det sprog, hvormed sagens omstændigheder fremlægges, påvirker vurderingerne. Endelig – og i forlængelse af det foregående – så vi, at når de unge mennesker dannede deres opfattelse af den kriminelle indvandrer, kunne der indgå overvejelser, der er problematiske i lyset af moderne idealer om lighed for loven. Hvis opfattelserne vitterlig dannes på baggrund af automatiserede psykologiske processer, kan det ikke udelukkes, at selv ansvarlige domsmænd og nævninge påvirkes af sådanne impulser, når de vurderer skylds- og strafudmålingsspørgsmål. Set i dette lys støtter de her præsenterede resultater bestræbelserne på at opnå en bredere rekruttering af domsmænd og nævninge, således at alle befolkningsgrupper opnår repræsentation.
Artiklen er baseret på Michael Bang Petersens ph.d.-afhandling Straf eller rehabilitering? Et studie i evolutionspsykologi, følelser og politisk holdningsdannelse. Afhandlingen er udkommet på forlaget Politica.
Fakta
Straf eller rehabilitering?
Det empiriske grundlag er en stor spørgeskemaundersøgelse, hvori over 4000 elever på danske ungdomsuddannelser, dvs. tekniske skoler, handelsskoler og almene gymnasier deltog – altså almindelige unge mennesker fra et bredt udsnit af samfundets lag.