Ulykken, der ikke kunne finde sted, skete en eftermiddag i november 2004 i Kolding-bydelen Seest. Advokat og bestyrelsesmedlem Niels Bo Andersen var med til at styre den kuldsejlede fyrværkerifabrik igennem dage med rådvildhed og et massivt mediepres.
Af pressechef Pia Møller
Den 3. november 2004 sidder advokat Niels Bo Andersen fra Letts Kolding-afdeling til møde i København. Han har slukket sin mobiltelefon. Da han tænder den efter mødet, ringer hans kone med meldingen: “Jeg tror, der sker noget ude på fyrværkerifabrikken. Der er lige kørt en masse brandbiler forbi.”
Niels Bo Andersen taler med ejeren af fabrikken. Han fortæller, at der er tale om en mindre eksplosion og brand i en container, og at brandvæsnet er til stede.
- Det lyder, som om alt er under kontrol, og jeg tager roligt videre til et møde i Brøndby. Da jeg efter mødet tænder min mobiltelefon, bryder helvede løs. Der ligger en stribe beskeder, bl.a. en fra et bestyrelsesmedlem om, at fabrikkens direktør og fire andre er dræbt. Det troede han på det tidspunkt, fordi der var meldinger om flere dræbte og adskillige savnede, og samtidig kunne ingen finde direktøren.
En lille udramatisk brand i en container har udviklet sig til en katastrofe i Seest. En brandmand er blevet dræbt. Den brandbil, der var sendt ind for at slukke containerbranden er fuldstændig udbrændt og andre køretøjer brænder. Ilden er så voldsom, at brandmandskabet må trækkes ud.
- Der er kaos. Mobiltelefonnettet er nede, der er udgået katastrofealarm i byen med de sirener, vi kender fra krigens tid. Der indløber en række mere og mere paniske meldinger på min mobiltelefon. Panikken er total, fortæller Niels Bo Andersen.
Krisestyring på advokatkontoret
Efter ulykken savnes både ejeren og selskabets direktør, der er far og søn. De lokaliseres først senere på aftenen, og Niels Bo Andersen tager med direktøren til afhøring på politistationen, som ifølge advokaten er “en sand heksekedel”.
- Vi er alle sammen meget rystede. Den brændende bydel ætser sig ind i ens hukommelse. Vi ser parcelhuse og industribygninger brænde. Og det værste er næsten, at der ikke er nogen brandbekæmpelse, fordi ingen tør gå derind. Der bliver tilkaldt kæmpestore brandbiler fra de nærmeste lufthavne, fordi de kan sprøjte på lang afstand, fortæller Niels Bo Andersen.
Klokken 20 om aftenen beslutter fyrværkerifabrikkens bestyrelse at indkalde til bestyrelsesmøde næste morgen kl. 6 og at indkalde samtlige medarbejdere til et møde på advokatkontoret kl. 8.
Advokatkontoret bliver basen for den samlede krisestyring. Medarbejderne hos N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik er “hjemløse”, fordi deres arbejdsplads er brændt og området afspærret. I den snævre vending ser Niels Bo Andersen ikke anden løsning, end at advokatkontoret må lægge lokaler til. Her bliver alle møder afholdt og i et lokale i tilknytning til kontoret kan medarbejderne opholde sig og tale med hinanden og en tilkaldt psykolog.
Der skulle findes en syndebuk
Da først pressen får nys om, at både en del af bestyrelsen og alle medarbejderne opholder sig hos Advokatfirmaet Lett, bliver kontoret nærmest belejret af journalister.
- Ekstra Bladet sætter sig simpelthen i stolene i receptionen og forsøger at lægge pres på vores receptionist. Og vi vil ikke have dem op til mødelokalerne, så længe der ikke er nogen, der har kræfter til at tale med dem.
- Det går hurtigt op for os, at pressen fylder alt for meget i det her. Der er på det tidspunkt oplysninger i pressen om, at der har været ti gange så meget fyrværkeri som tilladt på fabrikken, og i dagens løb står det mere og mere klart for os, at der skal findes en syndebuk, og at ledelsen af fabrikken skal hænges, fortæller Niels Bo Andersen.
Allerede fra morgenstunden har bestyrelsen kontaktet en medierådgiver, som haster til Kolding, og som noget af det første får lukket fabrikkens hjemmeside. Sloganet på hjemmesiden lyder nemlig “N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik – et brag der vil noget”. Hjemmesiden genåbner senere i forløbet uden sloganet men med informationer om ulykken.
Hær af aggressive journalister
På andendagen efter ulykken bliver presset fra medierne så massivt, at bestyrelsen beslutter at indkalde til et pressemøde. Ejeren og ejerens søn, der er henholdsvis formand for bestyrelsen og direktør, er fortsat for chokerede til at være til stede, og derfor bliver det bestyrelsens eksterne medlemmer, Niels Bo Andersen og Ole Tandrup, der planlægger og gennemfører pressemødet.
- Pressemødet er et mareridt. Jeg har aldrig set så mange mennesker i vores mødelokaler. De står som sild i en tønde med tændte lamper og kameraer og en hær af voldsomt aggressive journalister.
- Med pressemødet begynder vi stille og roligt at få sat tingene lidt på plads. Pressemødet bliver vist på tv, og man begynder at citere os. Men der er stadig et voldsomt pres for at få et interview med direktøren og næste morgen beslutter vi, at han skal udtale sig om eftermiddagen.
Det meste af dagen går med medietræning af direktøren og kl. 15.00 går han på tv.
Fra første færd, siden ulykken skete, har Niels Bo Andersen mærket mistroen fra pressen omkring, hvad der er foregået på fabrikken. Mængden af fyrværkeri er et punkt, hvor der er opstået fejlagtige oplysninger. Et andet punkt er spørgsmålet om, hvorvidt en fyrværkerifabrik kan ligge midt i et beboelsesområde. Det gjorde fabrikken da heller ikke, da den i 1975 efter aftale med myndighederne blev placeret i en grusgrav langt uden for byen. I mellemtiden er byen bare rykket ud til fabrikken.
- Det var stærkt ubehageligt med den mistro. Især fordi fabrikken faktisk er kendt for at være branchens duks. Vi har i bestyrelsen altid haft den holdning, at på den lange bane står selskabet sig bedst ved at holde sig på dydens smalle sti, fortæller Niels Bo Andersen.
Det bedste råd
Efter pressemødet og direktørens fremkomst begynder pressestrategien stille og roligt at virke, og artiklerne om ulykken bliver mere nuancerede. Men det er stadig op ad bakke.
- Når man har en bydel, der er jævnet med jorden, og der er nogle, der siger, at vi opbevarer alt for meget fyrværkeri, så er man dømt på forhånd.
- Man må aldrig underkende forholdet til offentligheden og pressen. Det er nok det allervigtigste i en krisesituation. Pressen skriver, hvad enten vi kan lide det eller ej. Hvis vi ikke tager hånd om det, kan vi ikke påvirke det.
For Niels Bo Andersen har Seest-ulykken været en vigtig lære i krisehåndtering. Men han mener ikke, at man kan forberede sig på en krise af den type – en ulykke, der på papiret ikke kunne ske. Og er kriser ikke næsten altid sådan, spørger advokaten, der tror, at først når man står med krisen, kan man tilvejebringe det overblik, der er afgørende for den videre strategi.
I dag består hans eget helt lavpraktiske beredskab i, at han altid har telefonnumre og adresser på bestyrelsesmedlemmer og ledende medarbejdere. Og så ved han, hvor han skal finde en medierådgiver, hvis ikke bestyrelsen allerede har en tilknyttet.
- Forholdet til pressen spiller en langt større rolle, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Og mit allerbedste råd er: Hyr en medierådgiver. Som bestyrelsesmedlem har du nok at se til, når krisen kradser. Og de er altså ikke særlig dyre i forhold til, hvad vi selv koster, skulle jeg hilse og sige.
Der er lavet flere undersøgelser for at afdække, om der skulle placeres et ansvar for ulykken i Seest.
De er alle endt med at betegne ulykken som et hændeligt uheld, og ingen myndigheder eller personer er blevet gjort ansvarlige.
- En masse mennesker er blevet meget klogere, men man kan ikke bebrejde nogen noget, siger Niels Bo Andersen.
Niels Bo Andersen fortalte om sin oplevelse med krisestyring under advokatdagene i Kolding. Seminaret var arrangeret af Danske Bestyrelsesadvokater.
Fakta:
N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik A/S
Producerede ikke fyrværkeri – men forhandlede det.
Familieejet virksomhed. Da ulykken skete, var ejeren formand for bestyrelsen, og sønnen var direktør. I bestyrelsen sad i øvrigt advokat Niels Bo Andersen og civiløkonom Ole Tandrup.
Fyrværkerifabrikken genopstod aldrig efter ulykken. Virksomheden blev solgt og selskabet skal afvikles, men afventer det erstatningsmæssige opgør ved forældelsesfristens udløb.
Fyrværkeribranden i Seest
Onsdag den 3. november:
14.02: Alarm – brand i en container.
15.25: En container eksploderer.
- En brandmand dræbes på stedet i eksplosionen.
- Adskillige køretøjer brænder.
- Yderligere en container eksploderer.
- Brandbekæmpelse ophører – mandskabet trækkes ud.
- Katastrofealarm (sirener).
- Mobilnet bryder sammen.
16.12: Lagerhallerne antændt.
17.45: Tre store eksplosioner.
- Strømafbrydelser.
- Telefonnet og mobilnet går ned.
- Bydelen totalt afspærret – samtlige beboere evakueret.
Torsdag den 4. november kl. 16.30:
Fyrværkerifabrikkens bestyrelse afholder pressemøde.
Fredag den 5. november kl. 15.00:
Direktøren optræder i tv-interview.
Lørdag den 6. november kl. 11.24:
Branden er helt slukket.
Onsdag den 10. november kl. 14.02:
Sidste afspærring ophæves.
20. april 2005:
Politiet offentliggør, at efterforskningen ikke giver anledning til at rejse sigtelser.
15. maj 2006:
Ekspertgruppe under Økonomi- og Erhvervsministeriet kommer med rapport, der fastslår, at ingen myndigheder overtrådte loven eller kunne have forhindret ulykken i Seest.