Efter Advokatmødet og generalforsamlingen den 9. juni er en stribe nye advokater indtrådt i Advokatrådet. Vi har med en række spørgsmål bedt de 15 advokater, der i de næste to år skal stå i spidsen for Advokatsamfundet, om at præsentere sig selv.
Sys Rovsing, 53 år. Bech-Bruun, København
Arbejdsområder: Bobehandling, fondsret, familieret – og skat i relation til disse områder.
Formand for Advokatrådet siden 2003. Medlem af rådet siden 2001. Tidligere medlem af kredsbestyrelsen i 1. kreds og Advokatrådets skatteudvalg.
Familie: Ægtefælle, Hans Skov Christensen. 5 børn tilsammen, 4,5 børnebørn – de er 7 år og derunder.
Husdyr: Ingen.
Fritid: Rejser, bøger, familie.
Foretrukne feriemål: Barcelona, Jylland – og resten af verden.
Seneste bog: Orhan Pamuks “Istanbul”.
Yndlingsmusik: Bachs orgelkoncerter og jazz. Det første som renselse, jazz til skærpelse af intensitet af sindsstemninger – glæde, eftertænksomhed, alvor.
Bedste film: “De andres liv” – verden er ikke sort/hvid. Der findes godhed selv der, hvor du mindst venter det. Menneskeliv er skrøbeligt, men relationen til andre mennesker kan få en sådan styrke, at den kærlighed og det mod, der vises, gør livet værdifuldt.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Jeg vil gerne følge den nye advokatlovgivning til dørs – gøre klageprocessen “lean” og “to the point”, få efteruddannelsen til at fungere, være med til at sørge for, at advokatuddannelsen ikke bare er uddannelse men også dannelse af de nye advokater. Jeg vil fortsat arbejde med vores etik og værdier som er fundamentet for, at kunder, domstole og samfundet i øvrigt har tillid til advokaters særlige arbejde. Uafhængighed og integritet er væsentlige værdier – som filmen “De andres liv” perspektiverer.
Søren Lyager, 61 år. Delacour Advokatfirma, Århus
Arbejdsområder: Lejeret, rådgivning i forbindelse med køb/salg af fast ejendom, specielt udlejnings- og erhvervsejendomme samt erhvervsrådgivning og bestyrelsesarbejde.
Medlem af Advokarådetrådet siden 2005. Har været formand for regel- og tilsynsudvalget og medlem af økonomiudvalget. Formand for Århus Advokatforening. Tidligere formand for kredsbestyrelsen i 9. kreds.
Familie: Gift med Helene Lyager siden 1975. To voksne drenge på henholdsvis 31 og 29 år samt et barnebarn på 2 år.
Husdyr: Katten “Buller”.
Fritid: Golf, jagt og samvær med familien.
Foretrukne feriemål: Italien og storbyer i Europa.
Seneste bog: Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg er ikke og har aldrig været særlig skønlitterær. Måske fordi min dagligdag altid har været fyldt med meget faglitteratur, og fordi jeg hellere bruger min fritid på fysisk aktivitet som modstykke til hverdagen bag skrivebordet.
Yndlingsmusik: Jeg er og bliver en gammel ”rock’n’roller”. Jeg er vokset op med musikken og er aldrig kommet videre. Rockmusikken er og bliver den musikgenre, der giver mig størst musikalsk glæde.
Bedste film: Jeg har set mange gode film, som har gjort indtryk på mig, fordi de enten har flyttet eller rørt ved noget, som er vedkommende for mig. Et godt eksempel er “Billy Elliot” – drengen i et engelsk minearbejderkvarter, der hellere ville være balletdanser end bokser – fordi både historien, billederne og skuespilkunsten er fantastisk rørende.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Ved min tiltrædelse for to år siden så jeg det som branchens største udfordring at udvikle og forædle kerneværdierne til et konkurrencepræget marked og samtidig at bevare en høj etik og uafhængighed. Målsætningen må dog justeres på grund af det, der siden er sket. Rådet kommer slet ikke til at arbejde med udvikling og forædling af kerneværdier, men jeg vil fortsat gerne have fremmet den etiske målsætning i udfordringen.
Jeg vil endvidere gerne arbejde for, at advokaterne forbliver en homogen helhed, så vores omverden fortsat ved, hvad de kan forvente af personen bag titlen. Der ligger derfor en stor udfordring i at få trimmet organisering af advokaterne til de nye tider.
Pernille Backhausen, 37 år. Sirius Advokater, København
Arbejdsområder: Arbejds- og ansættelsesret samt direktør i Sirius Advokater.
Tidligere medlem af flere af Advokatrådets udvalg, bl.a. udvalget for drift af advokatvirksomhed, retsudvalget og erhvervsudvalget. Suppleant i Procesbevillingsnævnets afdeling for fri proces, samt udpeget til DJØF’s repræsentantskab.
Familie: Gift med Dan, der er socialpædagog. Børn: Mille på 9 år, Lukas på 6 år og Linnea på 2 år.
Husdyr: Ciso – en hvid dværgkanin.
Fritid: Børnene, ture i skoven, kunst og skydning.
Foretrukne feriemål: Island og Paris.
Seneste bog: Der er tre: Karen Blixen: “Breve fra Afrika”, Lars Kolind: “Kolind kuren” og Tison og Taylor: “Barbapapas nye hus”.
Yndlingsmusik: Strauss’ Rosenkavaleren, fordi den er fantastisk, Nephews ”Interkom kom ind”, fordi hele familien synes, at såvel teksterne som musikken er i top. Norah Jones for at koble fra.
Bedste film: De syv samuraier af Akira Kurosawa. Det er en stor film bygget over den lille historie, der med enkle virkemidler opnår imponerende højder.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Branchen og Advokatrådet står i et vadested og over for de største reformer i nyere tid. Det er vigtigt både for branchens overlevelse og de yngre advokaters fremtid, at reformerne bliver gjort på en rigtig og professionel måde. Det ligger mig endvidere meget på sinde, at det sker i samlet flok. Jeg vil gerne bidrage til at perspektivere problemstillingerne, få truffet nogle beslutninger, der bredt kan opleves som rigtige, og ikke mindst få iværksat beslutningerne så hurtigt som muligt, så vi hele tiden har en velfungerende organisationsstruktur.
Jørn Frøhlich, 50 år, Kielberg Advokater, Odense
Arbejdsområder: Erhvervsrådgivning.
Medlem af Advokatrådet siden 2003. Tidligere formand for udvalget for drift af advokatvirksomhed og formand for skatteudvalget.
Familie: Bibi og børnene Maria 17 år, Joachim 15 år, Jonas 13 år og Rikke 9 år.
Husdyr: Heldigvis ingen.
Fritid: Sejlsport, klaver, løb, golf, bøger… det er faktisk alt for meget.
Foretrukne feriemål: Østrig og Frankrig.
Seneste bog: Paulo Coelho: “Pilgrimsrejsen”.
Bedste film: De tre Godfather-film.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Medvirke til at få implementeret den nye lovgivning om advokater, så det bliver til gavn for hele branchen.
Anne Birgitte Gammeljord, 50 år, Gorrissen Federspiel Kierkegaard, København
Arbejdsområder: Insolvensret, arbejds- og ansættelsesret, retssager.
Medlem af Advokatrådet siden 2003 og medlem af regel- og tilsynsudvalget fra 1996 til 2007. Medlem af Advokatnævnet 1995-2003. Leder af den danske CCBE-delegation fra 2003 til 2006, og i 2007 2. vicepræsident i CCBE. Medlem af DJØF’s repræsentantskab siden 2000. Medlem af IBA’s council siden 2004.
Familie: Gift med advokat Christian de Jonquieres. Vi har en datter på 14 år.
Husdyr: 1 hund (Freddie), 2 kaniner og 2 ponyer.
Fritid: CCBE, heste og familien.
Foretrukne feriemål: Danmark.
Seneste bog: Jeg – og familien – læser meget. Senest har jeg læst bogen “Rumpole and the Penge Bungalow Murders” og “Turen går til Kroatien og Slovenien”.
Yndlingsmusik: Er normalt klassisk musik af den ikke alt for tunge slags.
Bedste film: Det er alt for længe siden, jeg sidst har været i biografen.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
I min sidste periode i rådet vil jeg fortsat gerne hjælpe til med at sikre, at den “gamle” organisation kommer vel igennem den nu vedtagne transformering.
Anders Hjulmand, 55 år, Hjulmand & Kaptain, Aalborg
Arbejdsområder: Erhvervsret – herunder særligt virksomhedsoverdragelser og transportret samt bestyrelsesarbejde.
Medlem af Advokatrådet siden 2005. Tidligere formand for erhvervsudvalget og medlem af bestyrelsen for Advokaternes Serviceselskab. Tidligere formand for Aalborg Advokatforening.
Familie: Ægtefælle Lis Sørensen (advokat). Børn: Rikke 18 år og Thomas 16 år.
Husdyr: To katte.
Fritid: Kunst – herunder især teater, billedkunst og musik.
Foretrukne feriemål: Sydfrankrig.
Seneste bog: “Mao – den ukendte historie" af Jung Chang.
Yndlingsmusik: Næsten al musik med en fremhævelse af jazz og opera.
Bedste film: “De andres liv". En film der meget præcist sætter den menneskelige frihed i en nutidig fokus.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Ved mit valg til rådet var det mit ønske at få lov til at medvirke til at skabe bedre rammebetingelser for drift af advokatvirksomhed, herunder være med til at skabe vilkår og muligheder der kunne profilere advokatstanden i forhold til andre tilgrænsende brancher og give et bredere forretningsgrundlag. Efter 1. januar 2008 vil Advokatrådet have et andet og mere snævert formål. Jeg vil fortsat arbejde for at sikre standens uafhængighed, at sikre regler/rammer, der giver den enkelte advokat et råderum, så der ikke skabes for snævre grænser for udøvelsen af virket.
Henrik Høpner, 46 år. Advodan Lyngby
Arbejdsområder: Fast ejendom, strafferet, procedure, udviklingshæmmedes retsforhold.
Formand for Danske Boligadvokater. Medlem af Advokatrådets strukturudvalg, medlem af tinglysningsudvalget om digital tinglysning og udvalget om revision af huseftersynsordningen. Tidligere medlem af ejendomsudvalget og privatretsudvalget og deltager i Radioadvokaterne.
Familie: Gift med Marianne. Har børnene Jacob på 19 år og Anne-Sofie på 13 år.
Husdyr: 15-20 heste, 2 schæferhunde, 5 katte (sådan cirka).
Fritid: Se www.stald-hopla.dk og golf.
Foretrukne feriemål: La Santa Sport.
Seneste bog: “Blekingegadebanden”.
Yndlingsmusik: Opera (til de store stunder) og U2 (god rock, der holder os unge, og med holdninger, der holder os vågne).
Bedste film: “Forrest Gump” – en morsom hjertevarm film, der på en fremragende måde viser, at alle kan udvikle sig, blot mulighederne er til stede, og du tør tage chancen. PS. Bogen er endnu bedre.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Den vigtigste opgave må være at “holde sammen på butikken”. Den nye struktur giver mange udfordringer men også mange gode muligheder. Håber at jeg kan være med til at sikre, at det for alle advokater fortsat vil være mulighed for at drive en forretning i et marked med stor konkurrence.
Midlerne må være respekt for meninger, tolerance over for forskelligheder og accept af, at advokater uanset kontorets størrelse, arbejdsområde, beliggenhed er såvel kolleger som konkurrenter.
Carsten Jensen, 53 år, advokatfirmaet Lou & Partnere, Randers
Arbejdsområder: Alm. praksis med særlig vægt på procedure, inkasso og overdragelse af tandlæge- og lægepraksis.
Medlem af kredsbestyrelsen i 10. kreds i fire år.
Familie: Gift og har 3 børn.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Jeg vil gerne være med til at præge den udvikling, der er i branchen, og som p.t. er den største udfordring branchen står overfor på nuværende tidspunkt.
Erik Justesen, 51 år. Strandparksvej 30, 2900 Hellerup
Arbejdsområder: Har tidligere især arbejdet med transaktioner (M&A) og engelske/amerikanske forhold. Nu mere bred erhvervsrådgivning, lidt generationsskifte, meget lidt privatret og slet ingen (desværre) strafferet.
Familie: Fraskilt med tre børn.
Husdyr: Ikke i fast forhold men passer en hund en gang imellem.
Fritid: Har en svaghed for ældre biler. Kører racerløb med historiske biler og er blevet europamester et par gange.
Foretrukne feriemål: Monza, Silverstone, Nürburg.
Seneste bog: Jeg havde en del rejseaktivitet, og kastede mig derfor over John Grishams seneste bog – absolut ikke værd at spille tid på
Yndlingsmusik: Det hele – bare det er god kvalitet
Bedste film: Umuligt at sige – der er så mange. Hælder nok mest mod den mere sofistikerede krimi/action helst uden unødigt blod og bandeord. Undgår gerne østeuropæiske, finske, islandske, japanske mv. på originalsprog.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Jeg kunne godt være den, der ikke ser tingene helt som de andre. Har både prøvet at være med de store og de små.
Bo Lindgren, 63 år. Bang & Partnere, Helsingør.
Arbejdsområder: Privatret, primært testamenter, bobehandling og værgemål, samt insolvensret og gældssanering.
Medlem af Advokatrådet siden 2005.
Familie: Gift med tresproglig korrespondent Kirsten Hennings. I alt fem børn i familien. To af tidligere ægteskab, et fælles barn og Kirstens to børn fra tidligere ægteskab.
Husdyr: Har haft alle slags. Pt. ingen.
Fritid: Når det er lyst, arbejder jeg på min landbrugsejendom, og når det er mørkt, beskæftiger jeg mig med litteratur, kunst og antikviteter.
Foretrukne feriemål: Min landbrugsejendom.
Seneste bog: Thomas Manns ”Buddenbrooks”.
Yndlingsmusik: Beethoven og Mozart samt country – det giver ro i sjælen.
Bedste film: ”De andres liv” – den bekræfter i enhver henseende mit grundfæstede had til autoritære systemer.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Sikre en veluddannet og hæderlig advokatstand, der er uafhængig af alle andre interesser end klientens.
Lars Lindhard, 54 år, Advodan, Esbjerg
Arbejdsområder: Retssager, bobehandling, strafferet, insolvensret, herunder gældssanering. I mindre omfang erhvervsret.
Blev medlem af Advokatrådet som suppleant i februar 2006. Har været medlem af Advokatrådets responsumudvalg.
Familie: Min kone Anette.
Husdyr: Katten Mussolini.
Fritid: Astronomi, (model)jernbane, mad, vin og rejser.
Foretrukne feriemål: Italien.
Seneste bog: Inden for skønlitteratur: Dan Brown: “Tankados kode” – den er udmærket, men ikke så god som hans første bøger. Jeg læser normalt mest faglitteratur.
Yndlingsmusik: Meget forskelligt. Inden for klassisk musik det meste og inden for moderne musik 70’er rock og så Beatles, som er fra dengang verden (og jeg) var ung.
Bedste film: Der er flere, men en af favoritterne er “Ørneborgen”. Den har en god handling, glimrende skuespillere og er spændende og underholdende.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Jeg vil gerne være med til at tilrettelægge rådets overgang fra brancheorgan til tilsynsmyndighed og sikre en hæderlig og uafhængig advokatstand med et fagligt højt niveau.
Det er vigtigt, at advokatstanden står for kvalitet, og dette sikres ved, at advokaterne får den fornødne uddannelse, både fagligt og forretningsmæssigt. Advokatrådet skal også fremover medvirke til, at landets love lever op til en acceptabel standard og tidens krav om retssikkerhed.
Hanne Rahbæk, 42 år. Advokatfirma Nyborg & Rørdam, København
Arbejdsområder: Strafferet, retssagsbehandling og insolvensret.
Har været medlem af Advokatrådets retsudvalg. Efter indstilling af Advokatrådet medlem af Strafferetsplejeudvalget og Domstolenes Samarbejdsforum.
Familie: Gift med Lars Holten, som er arkæolog og leder af Lejre Forsøgscenter. Har Karoline på 4 år.
Husdyr: Ingen.
Fritid: Sparsom, men jeg prioriterer “Krabbesvømning” og forsøger at løbe en tur, passe min skigymnastik og se mine venner – og så er der altid et projekt i sommerhuset.
Foretrukne feriemål: Der er dejligt i Italien, men jeg mangler at se for meget af verden til at vende tilbage til et bestemt sted.
Seneste bog: Orhan Pamuk: “Den sorte bog”.
Yndlingsmusik: Vi hører for tiden mest sange fra “Åh Abe” og “Bølle Bob”. Hvis jeg selv sætter musik på, afhænger det noget af humøret og tiden på dagen. Queen er blandt mine favoritter.
Bedste film: Per Flys “Bænken” gjorde et stort indtryk på mig, men jeg har ikke nogen egentlig yndlingsfilm.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Jeg vil arbejde for, at Advokatrådet fortsat bidrager til kvalitet i lovgivningsprocessen og har fokus på retssikkerhed for den enkelte. Jeg vil også gerne arbejde for at fastholde og videreudvikle et fagligt højt niveau blandt advokaterne og sikre, at der bliver en videre adgang til at vise, at man er egnet til at udføre sager for landsretterne.
Jens Rostock-Jensen, 49 år, Kromann Reumert, København
Arbejdsområder: procedure, voldgift, forsikringsret, produktansvar og luftret.
Har været med til at udvikle Advokatsamfundets procedøruddannelse.
Familie: Hustru, der også er jurist, en søn på 18, der er ved at blive student, en datter på 15, der skal i gymnasiet og en søn på 11, der går i 5. klasse.
Husdyr: Ingen – bortset fra min datters guldfisk.
Fritid: Er sammen med min store familie og mange venner. Desuden læser jeg meget og musik fylder en stor del af mit liv. Jeg forsøger at holde mig i form ved at løbe eller træne to-tre gange om ugen – gerne om morgenen.
Foretrukne feriemål: Vi er en meget rejsende familie og har været mange gange i USA, som jeg har en tæt tilknytning til. I efteråret var vi i Kenya, som var en forrygende oplevelse. Næste rejsemål bliver formentlig Island. I øvrigt er vi glade for at tilbringe ferier i vores sommerhus i Nordjylland.
Seneste bog:
Jeg er netop færdig med den amerikanske forfatter Kim Edwards' debutroman “The Memory Keeper's Daughter", som har gjort et stort indtryk på mig. I øjeblikket læser jeg Stig Larssons “Mænd, der hader kvinder". Den er vildt spændende, særdeles velskrevet og i den bedste svenske krimitradition – så jeg sover for lidt.
Yndlingsmusik:
Musik betyder meget for mig, og jeg har svært ved at slå ned på et enkelt værk som mit yndlingsværk. Min musikalske smag spænder vidt.
Bedste film: Jeg har en bred filmsmag og ser de fleste nye film.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Der er mange udfordringer. For mig er de vigtigste at sørge for at tilrettelægge den bedst mulige uddannelse for advokatfuldmægtige og videreuddannelse for advokater og at skabe de bedst mulige rammer for en frivillig forening.
Jeppe Søndergaard, 49 år. Torvet 5, 4930 Maribo
Arbejdsområder: Strafferet, dødsboer, ejendomshandler, gældssanering og landbrug.
Medlem af Advokatrådet siden 2005.
Familie: Kæreste med Bente, 49 år. Børn: Anna 18 år og Jens, 16 år.
Husdyr: Kæreste har katten Todi (Jønson).
Fritid: Sejlsport, løb, ski og aviser.
Foretrukne feriemål: Toscana, Tyrkiet og steder hvor der er koralrev.
Seneste bog: “7 gode vaner”.
Yndlingsmusik: Bamses Venner. Jeg kan forstå, hvad han synger.
Bedste film: “Gøgereden” – Jack Nicholson er fantastisk.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Forbedre retssikkerheden for borgeren. De eksisterende regler om offentlig
retshjælp samt betingelserne i sager med retshjælpsforsikring er utilfredsstillende. Mange gode og dygtige kolleger vil ikke påtage sig disse sager, da honoreringen og det administrative besvær med retshjælpsordningen er meget utilfredsstillende.
Claus Witt, 47 år, Ret & Råd, Haderslev
Arbejdsområder: Fast ejendom og rådgivning om erhvervsforhold.
Familie: Gift med Gitte i 17 år. To børn: Emil på 16 år og Laura på 13.
Husdyr: Trille (Breton – uegnet til jagt desværre).
Fritid: Familie, hus, have og jagt.
Foretrukne feriemål: Pt. Mallorca.
Seneste bog: ”Patton” (biografi om generalen fra 2. verdenskrig), biografi om Tietgen og ”Blekingegadebanden”.
Yndlingsmusik: Jeg hører ikke så meget.
Bedste film: Jeg ser mange film, men har svært ved at udpege en enkelt som den bedste.
Hvad vil du udrette i Advokatrådet?
Være med til at sikre advokatens uafhængighed