Ny bog om Politiets Efterretningstjeneste fortæller både sobert og spændende om tjenestens sager og jurister under den kolde krig.
Af Pia Møller, pressechef
I oktober 1998 falder journalist Hans Davidsen-Nielsen over en interessant passage i den afdøde justitsminister Knud Thestrups dagbog. Det fremgår, at tidligere PET-chef Arne Nielsen i 1969 havde mikrofotograferet og gemt den del af tjenestens kartoteker, der ifølge en regeringsbeslutning skulle have været destrueret. Mikrofilmene blev ifølge oplysningerne opbevaret på den danske ambassade i USA.
Det var noget af et scoop for den unge journalist. Der var allerede en heftig debat om PET’s rolle under den kolde krig. Agenten Anders Nørgaard havde i to tv-udsendelser sået tvivl om, hvorvidt PET efterlevede forbuddet mod at registrere danskeres lovlige politiske virksomhed. Presset fik den daværende Nyrup-regering til at nedsætte den såkaldte PET-kommission.
Mens vi venter, kan vi så læse Hans Davidsen-Nielsens beretning om PET i årene fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem til 1993, hvor Hanne Bech Hansen holder op som chef for tjenesten. Bogen fortæller historien om efterretningstjenesten igennem de skiftende PET-chefer, der stort set alle har fået et kapitel.
Dermed bliver det også fortællingen om en række af tidens og eftertidens førende jurister, hvor lederjobbet i tjenesten har været et skridt opad på karrierestigen. Typisk var PET-cheferne unge og på vej frem og for de flestes vedkommende rekrutteret fra Justitsministeriet. Man kan læse, at Hanne Bech Hansen med udnævnelsen blev verdens første kvindelige efterretningschef, og at hun var den første chef i mands minde, der blev hentet i politiets egne rækker.
Arne Nielsen står som den mest centrale chef i den periode, bogen beskriver, blandt andet på grund af historien om de nedfotograferede arkiver. Han beskrives som en utraditionel og temperamentsfuld “spionjæger”. Ole Stig Andersen, der forlod PET for at blive generalsekretær i Advokatsamfundet, var den længst siddende PET-chef med næsten ti år i chefstolen. Han fik ifølge bogen jobbet for næsen af en skuffet Jørn Bro.
De mange oplysninger om tidens førende jurister og de personlige relationer, giver den meget velskrevne bog en ekstra dimension for læsere fra den juridiske verden.
Ud over PET-cheferne er de mange “sager” en central motor i bogen. Under læsningen må man overraskes over, hvor mange, der faktisk har været. Nogle var mere spektakulære end andre, f.eks. da man fik vendt den unge russiske diplomat Oleg Gordijevskij til at være dobbeltagent og i 11 år at forsyne den britiske og danske efterretningstjeneste med oplysninger.
Der var sagen om den 29-årige Rudolf Samiec, der angiveligt kom fra Vesttyskland for at studere i Danmark, og hvis danske kæreste forsynede ham med oplysninger fra sin arbejdsplads i Udenrigsministeriet. Han hed i virkeligheden Jörg Meyer og var østtysker. Han blev idømt seks års fængsel for spionage og blev senere udvekslet i en menneskehandel.
Blandt de øvrige sager kan nævnes Kejsergadesagen, som afslørede en aflytningscentral i kælderen under Københavns Universitet. Mange husker sikkert også efterforskningen af den formodede spion Lenz, der ledte frem til en EU-embedsmand.
Blandt de nyere sager er den om journalisten Jørgen Dragsdahl og selvfølgelig Blekingegade-sagen, hvor Hans Davidsen-Nielsen i bogen undrer sig over, at politiet ikke kunne forhindre røveriet og mordet på en ung politimand, når man i årevis havde overvåget gruppen.
Hans Davidsen-Nielsen har i “En højere sags tjeneste” benyttet det samme kildemateriale, som blev brugt i rapporten Danmark under Den Kolde Krig. Dertil kommer en række åbne kilder og en lang række interviews.
Hans Davidsen-Nielsen er journalist på Politiken og har tidligere været ansat på Weekendavisen og Jyllands-Posten.
Hans Davidsen-Nielsen: En højere sags tjeneste – PET under Den Kolde Krig. Udgivet på Politikens Forlag.
Af Pia Møller, pressechef
I oktober 1998 falder journalist Hans Davidsen-Nielsen over en interessant passage i den afdøde justitsminister Knud Thestrups dagbog. Det fremgår, at tidligere PET-chef Arne Nielsen i 1969 havde mikrofotograferet og gemt den del af tjenestens kartoteker, der ifølge en regeringsbeslutning skulle have været destrueret. Mikrofilmene blev ifølge oplysningerne opbevaret på den danske ambassade i USA.
Det var noget af et scoop for den unge journalist. Der var allerede en heftig debat om PET’s rolle under den kolde krig. Agenten Anders Nørgaard havde i to tv-udsendelser sået tvivl om, hvorvidt PET efterlevede forbuddet mod at registrere danskeres lovlige politiske virksomhed. Presset fik den daværende Nyrup-regering til at nedsætte den såkaldte PET-kommission.
Mens vi venter, kan vi så læse Hans Davidsen-Nielsens beretning om PET i årene fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem til 1993, hvor Hanne Bech Hansen holder op som chef for tjenesten. Bogen fortæller historien om efterretningstjenesten igennem de skiftende PET-chefer, der stort set alle har fået et kapitel.
Dermed bliver det også fortællingen om en række af tidens og eftertidens førende jurister, hvor lederjobbet i tjenesten har været et skridt opad på karrierestigen. Typisk var PET-cheferne unge og på vej frem og for de flestes vedkommende rekrutteret fra Justitsministeriet. Man kan læse, at Hanne Bech Hansen med udnævnelsen blev verdens første kvindelige efterretningschef, og at hun var den første chef i mands minde, der blev hentet i politiets egne rækker.
Arne Nielsen står som den mest centrale chef i den periode, bogen beskriver, blandt andet på grund af historien om de nedfotograferede arkiver. Han beskrives som en utraditionel og temperamentsfuld “spionjæger”. Ole Stig Andersen, der forlod PET for at blive generalsekretær i Advokatsamfundet, var den længst siddende PET-chef med næsten ti år i chefstolen. Han fik ifølge bogen jobbet for næsen af en skuffet Jørn Bro.
De mange oplysninger om tidens førende jurister og de personlige relationer, giver den meget velskrevne bog en ekstra dimension for læsere fra den juridiske verden.
Ud over PET-cheferne er de mange “sager” en central motor i bogen. Under læsningen må man overraskes over, hvor mange, der faktisk har været. Nogle var mere spektakulære end andre, f.eks. da man fik vendt den unge russiske diplomat Oleg Gordijevskij til at være dobbeltagent og i 11 år at forsyne den britiske og danske efterretningstjeneste med oplysninger.
Der var sagen om den 29-årige Rudolf Samiec, der angiveligt kom fra Vesttyskland for at studere i Danmark, og hvis danske kæreste forsynede ham med oplysninger fra sin arbejdsplads i Udenrigsministeriet. Han hed i virkeligheden Jörg Meyer og var østtysker. Han blev idømt seks års fængsel for spionage og blev senere udvekslet i en menneskehandel.
Blandt de øvrige sager kan nævnes Kejsergadesagen, som afslørede en aflytningscentral i kælderen under Københavns Universitet. Mange husker sikkert også efterforskningen af den formodede spion Lenz, der ledte frem til en EU-embedsmand.
Blandt de nyere sager er den om journalisten Jørgen Dragsdahl og selvfølgelig Blekingegade-sagen, hvor Hans Davidsen-Nielsen i bogen undrer sig over, at politiet ikke kunne forhindre røveriet og mordet på en ung politimand, når man i årevis havde overvåget gruppen.
Hans Davidsen-Nielsen har i “En højere sags tjeneste” benyttet det samme kildemateriale, som blev brugt i rapporten Danmark under Den Kolde Krig. Dertil kommer en række åbne kilder og en lang række interviews.
Hans Davidsen-Nielsen er journalist på Politiken og har tidligere været ansat på Weekendavisen og Jyllands-Posten.
Hans Davidsen-Nielsen: En højere sags tjeneste – PET under Den Kolde Krig. Udgivet på Politikens Forlag.