Der mangler en klar definition af, hvad der er “fortrolige oplysninger” og som derfor er strafbare for en advokat at videregive til f.eks. sin klient. Det er baggrunden for, at flere forsvarere uforvarende er gået i en “fælde”.
Af Peter Hjørne, cand. jur.
Formanden for Advokatsamfundet, Sys Rovsing, giver i et nytårsinterview i Berlingske Tidende læserne indblik i Advokatsamfundets opgaver for at styrke advokatstandens position i samfundet og med at arbejde for det bedst mulige image for standen.
Imidlertid ser det ud, som om der i Advokatsamfundets optik alene findes erhvervsadvokater eller i hvert tilfælde kun advokater, der beskæftiger sig med den civile del af borgernes problemer.
Der er dog gennem de seneste årtier dukket en ny type advokatforretninger op, nemlig firmaer med advokater som har specialiseret sig med strafferet som altovervejende del af arbejdsområdet. Tidligere var strafferetsopgaver udelukkende noget, som beneficerede advokater tog sig af, og den del af professionen udgjorde kun 10-20 procent af advokatens praksis.
Mange anklagere, bl.a. politiadvokat Michael Jørgensen, ønsker sig tilbage til den tid, hvor der ikke fandtes forsvarere på heltid. Det synspunkt har Michael Jørgensen offentligt tilkendegivet i et interview, hvor han også beklager, at forsvarerne ikke hjælper politiet med at få de skyldige dømt!
Efter statistikken har det indtil for nylig alene været advokater fra civilretsområderne, der blev straffet, og det som hovedregel for underslæb med hensyn til klientkontomidler. Først i de senere år er politiet begyndt at jagte forsvarsadvokater for påståede straffelovsovertrædelser, hovedsagelig med påstande om at have videregivet “fortrolige oplysninger”.
Flere advokater, bl.a. undertegnede, er blevet idømt strenge straffe herfor, bl.a. rettighedsfrakendelse. Imidlertid er det fælles for både undertegnede og mine kolleger, der er blevet dømt, at vi ikke har været os bevidst at have overtrådt gældende regler, og for os alle gælder det dog, at vi er særdeles rutinerede forsvarere med mange års erfaring.
Det er et problem, når advokater kan blive fradømt bestallingen og få frihedsstraf, uden at de er sig bevidst at have begået lovovertrædelser.
En gråzone
Problemet ligger i, at begrebet “fortrolige oplysninger” ikke er defineret i straffeloven, og at der derfor har udviklet sig et gråzoneområde, hvor anklagemyndigheden har valgt at anlægge en meget restriktiv fortolkning. Den er i vid udstrækning blevet fulgt af domstolene, men der er måske ikke belæg for den i forvaltningsloven og i ombudsmandsafgørelser, som er de steder, hvor det vel er nærmest at søge begrebet defineret.
Den strafferetlige litteratur bidrager ikke med hjælp til fortolkningen af begrebet “fortrolige oplysninger”, retspraksis er relativ sparsom, og domspraksis giver ikke nogen vejledning. Problematikken skildres også i Forvaltningsloven med kommentarer 1999, side 492:
“Straffeloven indeholder ikke en nærmere angivelse af, hvilke offentlige eller private oplysninger, der kan føre til, at en oplysning må anses for at være fortrolig. Om oplysninger skal holdes hemmelige, må derfor til en vis grad bero på normer uden for straffeloven.”
I en ældre udtalelse fra Folketingets Ombudsmand, FOB 1960, side 65, blev det ikke anset som et brud på tavshedspligten, at politiet udleverede rapporter vedrørende en straffesag til journalister. Sagen viser, at politirapporter ikke nødvendigvis er fortrolige oplysninger, hvorfor det ikke nødvendigvis er et brud på tavshedspligten at referere fra en politirapport.
I Forvaltningsloven med kommentarer 1987 anføres på side 253 følgende:
“Oplysninger, der i forvejen er offentligt tilgængelige, f.eks. som følge af, at de fremgår af offentligt tilgængelige registre mv. f.eks. folkeregisteret og tingbøgerne, indebærer, at de pågældende oplysninger ikke i sig selv kan anses for at være af fortrolig karakter og dermed undergivet tavshedspligt. Hvis sådanne oplysninger imidlertid kædes sammen med andre oplysninger, som ikke er offentligt tilgængelige, vil der med hensyn til alle oplysninger kunne blive tale om brud på tavshedspligten. Det samme må gælde oplysninger, der har været bragt frem under et åbent retsmøde i en verserende straffesag, eller civilsag, når videregivelsen sker i tilknytning til en omtale af retsmøder i en verserende sag. Hvis videregivelsen først sker på et senere tidspunkt uden tilknytning til sagen, må oplysningerne derimod efter omstændighederne anses for fortrolige.”
Behov for klar definition
Det synes at fremgå af ovenstående, at begrebet trænger til en nøje definition i straffeloven, og at det er uholdbart, at anklagemyndigheden skal have mulighed for at jagte advokater rundt i gråzoneområdet.
Er det f.eks. strafbart at tale med en klient om et forhold, klienten har viden om i forvejen, uanset emnet har været omtalt på et lukket retsmøde? Er det strafbart at orientere en klient om, hvad han er sigtet for – er det videregivelse af en fortrolig oplysning, frembragt af politiet?
Et sådant forhold er jeg blevet frifundet for i to instanser.
Disse nyopdukkede problemer burde Advokatsamfundets øverste repræsentant efter min opfattelse interessere sig for. Der burde arbejdes for at få begrebet “fortrolige oplysninger” klart defineret, så dette gråzoneområde ikke skal skabe store problemer for forsvarerne til skade for advokatstandens image og til stor ulykke for de forsvarere, der uforvarende er gået i en fælde.
At fratage en advokat bestallingen helt eller delvis er en grænseoverskridende sanktion for
advokaten, der skal afvikle sin forretning, for de ansatte i virksomheden og ikke mindst for den dømtes familie.
I øvrigt synes jeg, det er bemærkelsesværdigt, at Advokatsamfundet ikke tilbyder bistand til den praktiske afvikling af et advokatfirma i en situation, hvor bestallingen ryger fra den ene dag til den anden. I andre faglige organisationer tilbydes der bistand, hvis et medlem pludselig befinder sig i en situation, der er lig med den pludselig arbejdsløse advokats situation.
Af Peter Hjørne, cand. jur.
Formanden for Advokatsamfundet, Sys Rovsing, giver i et nytårsinterview i Berlingske Tidende læserne indblik i Advokatsamfundets opgaver for at styrke advokatstandens position i samfundet og med at arbejde for det bedst mulige image for standen.
Imidlertid ser det ud, som om der i Advokatsamfundets optik alene findes erhvervsadvokater eller i hvert tilfælde kun advokater, der beskæftiger sig med den civile del af borgernes problemer.
Der er dog gennem de seneste årtier dukket en ny type advokatforretninger op, nemlig firmaer med advokater som har specialiseret sig med strafferet som altovervejende del af arbejdsområdet. Tidligere var strafferetsopgaver udelukkende noget, som beneficerede advokater tog sig af, og den del af professionen udgjorde kun 10-20 procent af advokatens praksis.
Mange anklagere, bl.a. politiadvokat Michael Jørgensen, ønsker sig tilbage til den tid, hvor der ikke fandtes forsvarere på heltid. Det synspunkt har Michael Jørgensen offentligt tilkendegivet i et interview, hvor han også beklager, at forsvarerne ikke hjælper politiet med at få de skyldige dømt!
Efter statistikken har det indtil for nylig alene været advokater fra civilretsområderne, der blev straffet, og det som hovedregel for underslæb med hensyn til klientkontomidler. Først i de senere år er politiet begyndt at jagte forsvarsadvokater for påståede straffelovsovertrædelser, hovedsagelig med påstande om at have videregivet “fortrolige oplysninger”.
Flere advokater, bl.a. undertegnede, er blevet idømt strenge straffe herfor, bl.a. rettighedsfrakendelse. Imidlertid er det fælles for både undertegnede og mine kolleger, der er blevet dømt, at vi ikke har været os bevidst at have overtrådt gældende regler, og for os alle gælder det dog, at vi er særdeles rutinerede forsvarere med mange års erfaring.
Det er et problem, når advokater kan blive fradømt bestallingen og få frihedsstraf, uden at de er sig bevidst at have begået lovovertrædelser.
En gråzone
Problemet ligger i, at begrebet “fortrolige oplysninger” ikke er defineret i straffeloven, og at der derfor har udviklet sig et gråzoneområde, hvor anklagemyndigheden har valgt at anlægge en meget restriktiv fortolkning. Den er i vid udstrækning blevet fulgt af domstolene, men der er måske ikke belæg for den i forvaltningsloven og i ombudsmandsafgørelser, som er de steder, hvor det vel er nærmest at søge begrebet defineret.
Den strafferetlige litteratur bidrager ikke med hjælp til fortolkningen af begrebet “fortrolige oplysninger”, retspraksis er relativ sparsom, og domspraksis giver ikke nogen vejledning. Problematikken skildres også i Forvaltningsloven med kommentarer 1999, side 492:
“Straffeloven indeholder ikke en nærmere angivelse af, hvilke offentlige eller private oplysninger, der kan føre til, at en oplysning må anses for at være fortrolig. Om oplysninger skal holdes hemmelige, må derfor til en vis grad bero på normer uden for straffeloven.”
I en ældre udtalelse fra Folketingets Ombudsmand, FOB 1960, side 65, blev det ikke anset som et brud på tavshedspligten, at politiet udleverede rapporter vedrørende en straffesag til journalister. Sagen viser, at politirapporter ikke nødvendigvis er fortrolige oplysninger, hvorfor det ikke nødvendigvis er et brud på tavshedspligten at referere fra en politirapport.
I Forvaltningsloven med kommentarer 1987 anføres på side 253 følgende:
“Oplysninger, der i forvejen er offentligt tilgængelige, f.eks. som følge af, at de fremgår af offentligt tilgængelige registre mv. f.eks. folkeregisteret og tingbøgerne, indebærer, at de pågældende oplysninger ikke i sig selv kan anses for at være af fortrolig karakter og dermed undergivet tavshedspligt. Hvis sådanne oplysninger imidlertid kædes sammen med andre oplysninger, som ikke er offentligt tilgængelige, vil der med hensyn til alle oplysninger kunne blive tale om brud på tavshedspligten. Det samme må gælde oplysninger, der har været bragt frem under et åbent retsmøde i en verserende straffesag, eller civilsag, når videregivelsen sker i tilknytning til en omtale af retsmøder i en verserende sag. Hvis videregivelsen først sker på et senere tidspunkt uden tilknytning til sagen, må oplysningerne derimod efter omstændighederne anses for fortrolige.”
Behov for klar definition
Det synes at fremgå af ovenstående, at begrebet trænger til en nøje definition i straffeloven, og at det er uholdbart, at anklagemyndigheden skal have mulighed for at jagte advokater rundt i gråzoneområdet.
Er det f.eks. strafbart at tale med en klient om et forhold, klienten har viden om i forvejen, uanset emnet har været omtalt på et lukket retsmøde? Er det strafbart at orientere en klient om, hvad han er sigtet for – er det videregivelse af en fortrolig oplysning, frembragt af politiet?
Et sådant forhold er jeg blevet frifundet for i to instanser.
Disse nyopdukkede problemer burde Advokatsamfundets øverste repræsentant efter min opfattelse interessere sig for. Der burde arbejdes for at få begrebet “fortrolige oplysninger” klart defineret, så dette gråzoneområde ikke skal skabe store problemer for forsvarerne til skade for advokatstandens image og til stor ulykke for de forsvarere, der uforvarende er gået i en fælde.
At fratage en advokat bestallingen helt eller delvis er en grænseoverskridende sanktion for
advokaten, der skal afvikle sin forretning, for de ansatte i virksomheden og ikke mindst for den dømtes familie.
I øvrigt synes jeg, det er bemærkelsesværdigt, at Advokatsamfundet ikke tilbyder bistand til den praktiske afvikling af et advokatfirma i en situation, hvor bestallingen ryger fra den ene dag til den anden. I andre faglige organisationer tilbydes der bistand, hvis et medlem pludselig befinder sig i en situation, der er lig med den pludselig arbejdsløse advokats situation.