Af Sys Rovsing, formand for Advokatrådet
I de senere år har der bølget en diskussion om forholdet mellem den lovgivende og den dømmende magt i relation til strafudmåling.
Det er utvivlsomt et lovgivningsanliggende, hvilke handlinger der er strafbare, og inden for hvilke rammer, der straffes. Det er domstolene – de juridiske dommere og de medvirkende lægmænd – som skal tage stilling til, om den konkret anklagede er skyldig, og hvis svaret er “ja”, da hvilken dom præcis denne lovovertræder skal have.
En del politikere har ønsket straffene for særligt voldskriminalitet skærpet og har billedlig talt næsten siddet med bag dommerskranken, når dommen skal afsiges. Der argumenteres med, at befolkningens retsfølelse kræver skærpede straffe. Retsfølelsen er en uhåndgribelig størrelse – og argumentet bruges vel synonymt med den adspurgtes egen harme over en konkret udåd: det må forhindres, det skal der gøres noget ved. Den handlekraftige foreslår så længere fængselsstraffe, fordi længere fængselsstraffe opfattes som det samme som hårdere straf.
Der er nu lavet en stor og grundig undersøgelse af danskernes syn på straf. Undersøgelsen, som er beskrevet nærmere andet steds i dette blad, viser, at der er milevidt fra et ønske om generelt strengere – lig med længere – straffe og så til den straf, befolkningen selv vil udmåle, når man får forelagt en konkret sag.
Det betyder ikke, at en forbrydelse ikke skal straffes. Det mener folk, at den skal. Men når retsfølelsen udmøntes på det konkrete tilfælde, finder folk andre sanktioner end ubetinget fængselsstraf mere relevante.
Som på andre områder i livet, er de bløde værdier tit det hårdeste valg. Konfrontationen med ofret, kompensation til samfundet – f.eks. det at vaske graffiti af S-togene mandag morgen – afvænning eller øvelser i at bekæmpe aggressivitet er ofte mere indgribende end en tid i en celle, hvor man ser de samme tv-programmer som hjemme i stuen. Det bliver samfundet ikke tryggere af. Og gerningsmanden bliver ikke holdt fast i erkendelsen af den skade, han har forvoldt og pligten til at genoprette skaden bedst muligt, både over for offeret og over for samfundet.
Undersøgelsen af fremtidens straffe er et vigtigt bidrag til en debat om, hvordan man bedst straffer i et moderne retssamfund.
Undersøgelsen er sat i værk på initiativ af Advokatrådet, og den er medfinansieret af Justitsministeriet. Den bidrager væsentligt til oplysningen af, hvordan befolkningen ønsker, at forbrydelse straffes.
Undersøgelsen er rettet mod kortere, ubetingede fængselsstraffe. Straffe som gives for f.eks. gadevold. Det viser sig at ca. 90 procent af befolkningen tror, at gadevold ikke straffes med ubetinget fængsel. Men i disse sager bliver der faktisk idømt ubetinget fængsel, nemlig tre måneder. Der er – også på grund af manglende pressedækning – en total uvidenhed om, hvad det koster, når man i løftet stemning giver rivalen en på kassen. Og sådanne sager med kortere ubetingede fængselsstraffe udgør samtidig to tredjedele af alle afsagte danske frihedsstraffe. Så ud over sund fornuft er der god økonomi i at finde andre løsninger.
For at vide, om man skal ændre noget, skal man kende det bestående. Det er derfor væsentligt for samfundsdebatten, at de, som deltager i den og ved, hvordan der rent faktisk straffes, gør sig tanker om, hvorfor man straffer – og efter at have reflekteret over det, når frem til, hvordan man fremtidigt ønsker at straffe.
Et af Advokatsamfundets formål er at virke til gavn for det danske retssamfund. Undersøgelsen af fremtidens straffe er et godt udgangspunkt for en oplyst, bred debat om forbrydelse og straf. Væsentlige emner både på Christiansborg, ved domstolene – hvor 60 procent af de domme, der afsiges, er domme i kriminalsager – og for debatten ved middagsbordene rundt om i landet.
Digteren Benny Andersen spørger i en af sine børnebøger om “hvad en Snøvs er for noget – andet end noget man går fra?” På samme måde er retsfølelsen en uhåndgribelig størrelse – men dog mere begribelig med den nye undersøgelse. Den nye afdækning af danskernes syn på straf vil kunne løfte den debat, der altid må pågå i et retssamfund, om hvad der er forbrydelse, og hvilken (form for) straf, en forbrydelse skal udløse.