Advokat (L) Camilla Moe Thorup har aldrig været bange for at gå egne veje. Som blot 34-årig startede hun sit eget advokatfirma drevet af en stærk faglighed, et ønske om at gøre en forskel og en arbejdsetik, der blev grundlagt i hestestalden langt fra juraens polerede verden.
I en alder af blot 34 år tog Camilla Moe Thorup springet og stiftede sit eget advokatfirma. Behovet for at kunne træffe beslutninger hurtigt og bygge en virksomhed på egne værdier var afgørende. Og derfor så Advokatfirmaet Lexsilio dagens lys den 1. august i år i Lystrup lidt uden for Aarhus.
“Jeg ville gerne skabe et sted, hvor faglighed og udvikling går hånd i hånd – og hvor man løfter hinanden. At man hele tiden er villig til at lære og udvikle sig – og også selv opsøge det. At opleve andre måder at gøre tingene på og være åben over for det. Det er noget, som jeg personligt brænder for, og det har helt sikkert afsæt i den måde, hvorpå jeg ønsker at arbejde i firmaet. Vi sidder desuden i et fællesskab, hvor der er en masse andre kompetencer og mennesker udover advokater, hvilket giver os rigtig meget i vores hverdag.”
Camilla Moe Thorup har selskab af advokatfuldmægtig Mads Christian Schwabe, og specialet i firmaet er juridiske tvister samt retssagsbehandling, og derudover skelsager, entrepriseret, ansættelsesret, markedsføringsret og personskade.

Advokat Camilla Moe Thorup har startet sin egen advokatvirksomhed, Lexsilio.
Fremtiden er digital
Lexsilio adskiller sig fra de fleste andre advokatfirmaer ved at være 100 procent digitalt. Det betyder blandt andet, at alle sagsmapper ligger online, og AI er en integreret del af hverdagen.
”Alt ligger elektronisk, og vi udskriver kun ekstrakter, hvis retten kræver det. Vi har naturligvis en klar struktur, der sikrer en god opdeling, så det er nemt at finde og søge relevante dokumenter frem,” fortæller Camilla Moe Thorup.
Firmaets anden ansatte, Mads Christian Schwabe, underviser i AI, og Camilla Moe Thorup ser teknologien som en naturlig del af fremtidens advokatbranche.
“Det handler om at være effektiv og følge med tiden. Det er jo lidt ligesom dengang, internet kom, og nogle mente, at det sikkert blot var en forbipasserende trend. AI er ikke bare en trend – det er en arbejdsmetode, som vi skal forstå og bruge ansvarligt.”
Camilla Moe Thorup understreger vigtigheden i at anvende kunstig intelligens med omtanke. Hun påpeger, at man ikke ukritisk bør implementere teknologien, men i stedet være opmærksom på både dens muligheder og begrænsninger – herunder hvilke typer opgaver den egner sig til, og hvor den bør anvendes med forsigtighed.
”Advokatfirmaerne er i hvert fald nødt til at sætte sig ind i, hvordan man kan bruge det, og hvordan man kan bruge det rigtigt. Det er jo en del af den teknologiske udvikling og ikke bare en grille, der forsvinder igen. Men ja, jeg tror, det er kommet for at blive, og jeg tror også, at der er mange, der kommer til at arbejde med det på sigt.”

Camilla Moe Thorup har selskab af advokatfuldmægtig Mads Christian Schwabe, og specialet i firmaet er juridiske tvister samt retssagsbehandling.
Disciplin og hestekræfter
Det lå ikke i kortene, at Camilla Moe Thorup skulle ende som advokat. I mange år troede hun, at hendes karriere skulle foregå fra en hesteryg og ikke foran en skærm på et kontor. Hun har redet fra barnsben og startede tidligt med at ride dressurridning på et professionelt plan. Hun var således klar til at følge en karrierevej som konkurrencerytter, men hendes forældre insisterede på, at hun fik en gymnasial uddannelse, inden hun efterstræbte ridesporten på professionelt plan.
”Arbejdet med heste har givet mig en arbejdsmoral, som uden tvivl også har smittet af på min videre karriere,” fortæller hun selv.
For mange uden for ridesportens verden er det måske ikke almindelig viden, men det at være konkurrencerytter er et krævende arbejde, der forudsætter stor selvdisciplin, pligtopfyldenhed og ansvarsfølelse. Man møder tidligt i stalden for at fodre og ride sin hest, inden skoledagen begynder, og efter skoletid går turen direkte tilbage til stalden for at tage sig af og træne hesten.
”Da jeg startede flest dressurstævner, var jeg ude til ridekonkurrencer hver weekend fra torsdag til søndag. Det er klart det mindset og den arbejdsetik, som jeg efterfølgende har kunne trække på både i min studietid og mit efterfølgende arbejdsliv,” fortæller hun.
Efter aftalen med sine forældre startede hun i gymnasiet, og det var også her, at kimen til hendes interesse for juraen blev lagt.
”Det var lidt af et tilfælde. Jeg troede, at jeg skulle satse på en karriere som konkurrencerytter efter gymnasietiden, men da jeg gik i 2.G havde vi en undervisningsøvelse i oldtidskundskab, hvor vi skulle argumentere mod Odysseus. Jeg elskede det, og da det gik op for mig, at jeg kunne bruge min argumentation professionelt, var min skæbne beseglet,” siger Camille Moe Thorup.

“Når man virkelig brænder for sit arbejde, er det ikke timerne, der fylder – det er engagementet.”
Passion for proces og principper
Camilla Moe Thorup vidste tidligt, at hun brændte for procesretten og at føre retssager. Allerede som fuldmægtig gav hun sin principal grå hår ved konstant at bede om at få retssager.
”Så snart jeg havde mulighed for at søge proceduretilladelse, gjorde jeg det – og fik den. Jeg nåede at føre en række sager på tilladelsen, og jeg var så heldig, at der hurtigt kom to prøvesager i Vestre Landsret. Jeg havde begge sager og opnåede dermed møderet for landsret, allerede inden jeg blev advokat. Min første prøvesag fungerede samtidig som min retssagsprøve, så det blev en slags dobbeltprøve.”
Hun har siden ført et væld af sager, men én står særligt klart:
“Jeg var med til at afslutte en efterligningssag, der havde verseret i Vestre Landsret i mere end ti år, fordi der var så mange tvister i den. Det er den sag, der efter det oplyste på daværende tidspunkt har varet næst længst ved Vestre Landsret, og det gjorde et stort indtryk på mig.”
Camilla Moe Thorup gennemførte derudover en fire-årig HD-uddannelse med speciale i regnskab og økonomistyring sideløbende med sin fuldtidskarriere. Sammen med de lidt tungere fag under regnskab og økonomistyring tog hun flere ledelsesfag samt fulgte et forløb om forhandling. Hendes fokus var også var på en del ledelsesfag samt et forløb om forhandling. De første to år, hvor hun arbejdede som fuldmægtig, fandt undervisningen sted i Aalborg og bestod af heldagsmoduler hver anden onsdag fra klokken 9-18.
”Det var et ret stort pensum, men så havde man ligesom allokeret sin tid til den dag, og så vidste man, at det var dér, man skulle være,” fortæller hun.
Da hun påbegyndte anden del af HD’en, foregik det i Aarhus. Her bestod undervisningen af aftenmoduler torsdag aften fra klokken 17 til 21, og så var der igen undervisning om lørdagen, der typisk lå fra klokken 9 til 13. Sideløbende arbejdede Camilla Moe Thorup som advokat og partner med retssager. Hvor mange arbejdstimer hun lagde i perioden, har hun aldrig gjort op.
“Jeg har aldrig talt timer. Når jeg havde siddet med HD’en, afleveringerne og gruppearbejdet, og jeg så vendte tilbage til mit advokatarbejde, føltes det nærmest som et frirum. Mit arbejde som advokat er dét, jeg virkeligt brænder for.”
Tidlige morgener, sene aftener og alle weekender – alt tid blev taget i brug i den periode. Men Camilla Moe Thorup understreger, at det på ingen måde skal afskrække andre fra at gøre det samme, fordi man med hendes egne ord får så meget igen.
“Når man virkelig brænder for sit arbejde, er det ikke timerne, der fylder – det er engagementet.”

Camilla Moe Thorups tilgang til advokatgerningen er præget af stærke værdier: ordentlighed, tilgængelighed og ansvar.
Faglig viden forpligter
Camilla Moe Thorups tilgang til advokatgerningen er præget af stærke værdier: ordentlighed, tilgængelighed og ansvar. Det gælder både i mødet med klienter og kollegaer – og i hendes frivillige arbejde.
”Man skal være et ordentligt menneske; og det er uanset, om man har med klienter eller kollegaer at gøre. For mig er det vigtigt at være tilgængelig og kunne yde hjælp, og det er en af de absolutte drivkræfter i min karriere.”
Camilla Moe Thorup har blandt andet etableret en retshjælp på Randers Bibliotek, hvor hun en gang om måneden yder gratis rådgivning til borgere, der har brug for juridisk hjælp.
“Faglig viden forpligter. Når man har mulighed for at gøre en forskel, bør man bidrage. Jeg synes, at det er så vigtigt at give tilbage – særligt som advokat – og derfor mener jeg også, at alle advokater i det omfang, det er muligt, bør lave en eller anden form for retshjælp eller pro bono. Vores område er komplekst, og uden formidling risikerer vi, at mange går glip af vigtig hjælp. Derfor har vi et ansvar for at gøre vores viden tilgængelig for dem, der måske har brug for lidt mere håndgribelig hjælp eller ikke har midlerne eller ressourcerne til at søge hjælp.”
Camilla Moe Thorup har allerede opnået meget, men hun har også klare mål for fremtiden. Hun drømmer om møderet for Højesteret – og om en dag at blive voldgiftsdommer.
“Jeg har heldigvis masser af tid tilbage på arbejdsmarkedet – og jeg tror på, at jeg nok skal nå det.”
Camilla Moe Thorup
Uddannet advokat i 2022
Ejer og stifter af Advokatfirmaet Lexsilio
Medlem af Advokatsamfundets Procesretsudvalg og medlem af Access to Justice, CCBE
Har møderet for landsret og derudover en HD i regnskab & økonomi