Spring hovednavigationen over
Tilbage

Journalister bag Samsam-dækning får Advokatrådets Journalistpris

I årevis har tre journalister fra Berlingske og DR gransket sagen om efterretningstjenesterne og Ahmed Samsam. Journalisternes vedholdende og grundige arbejde har rejst principielle spørgsmål om retssikkerhed og efterretningstjenesternes arbejde, og derfor modtager de årets journalistpris, som er støttet af Dreyers Fond.

Journalisterne Jens Anton Bjørnager, Louise Dalsgaard og Simon Andersen løber med Advokatrådets Journalistpris 2025. Foto: Jeppe Carlsen

Gennem krævende kildearbejde, omfattende research og journalistisk stædighed har Berlingskes journalister Jens Anton Bjørnager og Simon Andersen sammen med DR-journalist Louise Dalsgaard spillet en afgørende rolle i afdækningen af efterretningstjenesternes ageren i forhold til Ahmed Samsam. Den ekstraordinære journalistiske indsats ønsker Advokatrådet at hylde, og derfor modtager journalisterne på de to medier Advokatrådets Journalistpris 2025.

”Sagen om, hvordan efterretningstjenesterne har ageret i forhold til Ahmed Samsam, har tydeligt vist, at retssikkerhed også kræver, at der findes modige journalister ude på landets redaktioner. Vi har at gøre med en af nyere tids mest principielle sager om efterretningstjenesters beføjelser, og journalisterne har været oppe imod et ekstremt lukket system. Deres arbejde har været afgørende for at kaste lys over sagen og skabe offentlig debat, og arbejdet var til syvende og sidst også afgørende for højesteretssagen,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet.

De to medier begyndte fra 2018 dækningen af sagen om Ahmed Samsam, som for nylig fik Højesterets ord for, at han tidligere har samarbejdet med PET og FE under rejser til Syrien. De tre journalister har tilvejebragt vigtige oplysninger fra kilder såvel som lækkede dokumenter. Det journalistiske arbejde er blandt andet blevet formidlet gennem artikler, podcastafsnit, en tv-dokumentar og også en bog.

Vi har at gøre med en af nyere tids mest principielle sager om efterretningstjenesters beføjelser, og journalisterne har været oppe imod et ekstremt lukket system.

Martin Lavesen

Formand for Advokatrådet

Fordi alle tre journalister har haft en vigtig betydning for offentlighedens indsigt i sagen, har Advokatrådet helt undtagelsesvist valgt at give prisen til flere journalister fra to medier. Prisen er på 25.000 kroner og er støttet af Dreyers Fond.

Advokatrådet fandt årets vinder blandt i alt 26 indstillede kandidater. Martin Lavesen påpeger, at feltet i år var usædvanligt stærkt, og at det afspejlede hele medielandskabet med imponerende bud fra blandt andre regionale og specialiserede medier.

Jens Anton Bjørnager, Louise Dalsgaard og Simon Andersen takker for prisen og anerkendelsen.

”Det betyder især meget for os, netop fordi den kommer fra advokatstanden, som hver dag kæmper for at sikre retsstaten,” siger Jens Anton Bjørnager.

De tre journalister fremhæver kildernes store betydning for afdækningen af sagen.

”Vi skylder en særlig tak til de kilder, som har været afgørende for, at vi kunne dokumentere, hvad der er overgået Ahmed Samsam. De har med betydelig risiko for egen karriere og liv gjort det muligt for os at afsløre, hvad Ahmed Samsam har været udsat for. Også Ahmed Samsam skylder vi en tak for at stole på os og give os adgang til sit liv og historie,” siger Louise Dalsgaard.

Selvom Højesteret nu har sat punktum i sagen, er der fortsat ubesvarede spørgsmål, påpeger Simon Andersen:

”I årevis har myndighederne kæmpet imod at give Samsam det “visitkort”, der beviser hans forhold til de danske efterretningstjenester, og som kan være med til at yde ham retfærdighed i Spanien. Det er sket nu med Højesterets afgørelse. Vi mener dog, at der stadig er dele af historien om, hvad der skete i vores efterretningstjenester og statsapparat, som mangler at blive fortalt. Det, håber vi, kan ske en dag.”