Spring hovednavigationen over
Tilbage

Hvem fortjener Advokatrådets Journalistpris 2025?

Advokatrådet åbner op for nomineringer til årets journalistpris. Prisen er på 25.000 kroner og går til en journalist, som gennem sit arbejde har sat en vigtig retssikkerhedsmæssig eller retspolitisk dagsorden.

En tv-dokumentar, der viser, hvordan en bestemt gruppe borgere er blevet svigtet af retssystemet. En afslørende artikelserie om systemfejl hos myndigheder. Eller en vedholdende journalistisk indsats, der gennem flere år har kastet lys over retspolitiske eller retssikkerhedsmæssige forhold.

Mulighederne er mange, når Advokatrådet skal udpege årets modtager af Advokatrådets Journalistpris 2025. Der er nu åbent for at indsende nomineringer til journalistprisen, som er på 25.000 kroner. Advokatrådet har uddelt prisen siden 2011 med støtte fra Dreyers Fond.

Når journalister og medier stiller skarpt på borgeres rettigheder, myndigheders ansvar og forskellige juridiske knaster, styrker det vores samfund. Med journalistprisen ønsker vi at anerkende en journalistisk indsats, der ikke blot informerer om en given problemstilling, men som også er med til at skabe forandringer - enten direkte eller indirekte - ved at sætte retspolitik og retssikkerhed på dagsordenen,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet. 

Alle har mulighed for at indstille en kandidat og dermed komme med sit bud på, hvilken journalist der fortjener hæderen i år.

Sidste år gik journalistprisen til journalist og tv-dokumentarist Michael Klint, som i DR-dokumentaren ’De mistænkte’ satte fokus på Danmarks omfattende brug af varetægtsfængsling. Med dokumentaren skabte han opmærksomhed omkring en væsentlig retssikkerhedsmæssig problemstilling ved at vise de menneskelige omkostninger ved at sidde fængslet under svære vilkår.

For at kvalificere sig til prisen er det på ingen måde afgørende, at den journalistiske produktion centrerer sig om domstolene eller retsvæsenet. Det er dog et krav, at retssikkerhed eller retspolitiske forhold er et direkte eller underliggende tema.

Når vinderen skal findes, lægger Advokatrådets bedømmelseskomité særligt vægt på to aspekter:

  • Oplysningsgraden: Bidrager produktionen til generelt at højne borgernes viden om retspolitik eller retssikkerhed?
  •         Opmærksomhed: Formår produktionen at sætte emnet på dagsordenen og åbne borgernes øjne?

Fristen for at indstille kandidater til prisen er 10. september. Advokatrådet vil uddele til Advokatsamfundets retssikkerhedskonference 23. oktober.

Læs mere om prisen, og se, hvordan du indsender din nominering her.

 

Tidligere modtagere af Advokatrådets Journalistpris

  • Michael Klint, journalist og tv-tilrettelægger, freelance (2024)
  • Vibe Hyltoft, journalist, Berlingske (2023)
  • Ole Hall, journalist, DR (2022)
  • Lone Andersen, journalist, Finans (2019)
  • Frank Hvilsom, journalist, Politiken (2017)
  • Niels Northroup, journalist, Ritzau (2015)
  • Bo Maltesen, journalist, Politiken (2013)
  • Astrid Fischer, journalist, DR Orientering (2011)