En lille gruppe familier med børn med handicap søger hvert år om at få lov at hjemmetræne deres børn. Men ifølge en ny rapport udarbejdet af Embedsværket på vegne af foreningen Hjernebarnet kan vejen ind i hjemmetræningen kan være særdeles lang og slidsom og med det kommunale behandlingssystem som modspiller. Således viser rapporten på baggrund af tal fra Ankestyrelsen, at der er fejl i 2/3 af alle klagesager vedrørende hjemmetræning. Det betyder, at familiernes sager omgøres eller sendes tilbage til kommunerne til fornyet behandling, alt imens familierne må vente på hjælp.

”Forældre til børn, der hjemmetræner, har siden de første forsøgsordninger i 2006-08 befundet sig i et rettighedsmæssigt limbo mellem skiftende Folketing og kommunerne. Folketinget har givet borgerne rettigheder, men kommunerne har i praksis ignoreret dem. Ministre har sendt hyrdebreve og skældt ud, uden at det har haft nogen effekt, så vi nu ser, at to ud af tre sager på området fortsat afgøres forkert i kommunerne,” siger Sanne Møller fra konsulentvirksomheden Embedsværket, der tidligere har forfattet rapporten ”Retssikkerhed for udsatte borgere” for Advokatsamfundet.

Ventetid og mange delafgørelser

Hjemmetræningstilbuddet er et alternativt tilbud i stedet for særlige dag- og skoletilbud for børn, der har en varig og betydelig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne. I 2020 modtog i alt 288 familier hjemmetræningstilbud, der blev indført ved lov i serviceloven i 2008.

Familierne, der hjemmetræner, oplever ifølge Sanne Møller først og fremmest problemer med at blive godkendt til at kunne hjemmetræne i det hele taget. Og hvis familierne bliver godkendt, opstår der ofte problemer med, hvad der kan bevilges af for eksempel træningsredskaber, dækning for tabt arbejdsfortjeneste og støtte til hjælpere, transport med mere.

”Familier, der hjemmetræner, er ramt af en "perfect storm": De udgør en minoritet blandt forældre til børn med handicap. Sagsbehandlingen af de 288 sager er spredt ud over 98 kommuner, så der er langt mellem sagsbehandlere med erfaring med ordningen. Mange kommuner udtrykker desværre aktivt, at de ikke bryder sig om hjemmetræning, og antallet af omgjorte sager viser, at de heller ikke formår at behandle sagerne på en tilfredsstillende vis for borgerne. Endelig må vi erkende, at Ankestyrelsen ikke har været i stand til at ensrette kommunernes afgørelsespraksis,” siger Sanne Møller.

Samling af specialer og delafgørelser

Rapporten peger på to løsningsforslag for at opnå en bedre retssikkerhed for familierne. For det første at godkendelse af hjemmetræning ikke ligger i den enkelte kommune, men samles nationalt eller regionalt.

”I dag har mange kommuner lille eller ingen erfaring med hverken sagsbehandling eller klagesager. Det er uheldigt, fordi de aldrig får etableret et egentligt fagligt vidensmiljø om hjemmetræning. Ved at samle sagsbehandlingen regionalt eller nationalt kan man sikre ensartet vejledning over hele landet, fagligt stærke sagsbehandlere og fjerne den retssikkerhedsmæssigt katastrofale tilfældighed det er, om din kommune kender og kan lide hjemmetræningsordningen eller ej,” siger Sanne Møller.

For det andet peger rapporten på, at det bør undersøges, om mængden af delafgørelser i hjemmetrænings-sagerne kan nedbringes.

”Den kommunale praksis har udviklet hjemmetræningsordningen til et maraton i delafgørelser, med den effekt at næsten alle hjemmetrænende familier altid er "under sagsbehandling" og at børnenes behov konstant adresseres for sent. Det skal vi have gjort op med,” slutter Sanne Møller.

Rapporten kan læses i sin helhed her