Siden starten af oktober er uenighederne mellem EU og Polen eskaleret med dagbøder, stor uenighed og hårde ord. Retorikken fra både EU's og Polens side er nu så barsk, at begrebet ”Pol-exit” er bragt på banen. Stridens kerne er en vigtig diskussion om vores retssamfund.
Af Martin Lavesen, formand for Advokatrådet og Per Hemmer, formand for Advokatrådets internationalt udvalg
Konflikten brød ud i begyndelsen af oktober, hvor den polske forfatningsdomstol afsagde en dom, som tilsidesatte EU-domstolens kendelse, og helt generelt giver national polsk lovgivning forrang for EU-reglerne og EU-domstolens afgørelser. Med til historien hører, at EU flere gange kraftigt har kritiseret den siddende polske regering for med dens reformer at underminere de polske domstoles uafhængighed. Blandt andet gennem tvangspensionering af dommerstanden og ved at regeringen har nedsat et særligt disciplinærkammer ved den polske højesteret, med medlemmer udpeget af regeringen. De kan straffe dommere, ”der dømmer forkert”. Dommere i og uden for Polen har i flere år protesteret mod styringen af domstolene.
EU har med rette fordømt den nylige polske dom og opponeret kraftigt mod afskaffelsen af domstolenes uafhængighed. Det er åbenlyst, at der er afgørende principper på spil for vores retsstat. EU kan og må ikke acceptere, at domstole bliver forlængede arme for regeringer og kan sættes til at træffer afgørelser, som er politisk bestillingsarbejde. Uafhængige advokater og ikke mindst uafhængige domstole er afgørende for vores demokratier og borgernes retssikkerhed.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtalte tidligere, at ”Polens ageren »udfordrer direkte sammenholdet i den europæiske retlige orden«. Det er vi enige i, og med den polske beslutning vil man efterlade polske borgere (og andre EU-borgere) i usikkerhed omkring deres retsstilling.
Polen anfører på den anden side, at det ikke er særegent i forhold til, hvad andre medlemslande gør – her ser man også fra tid til anden afgørelser, som giver nationale regler forrang. Det er rigtigt, og det har i årevis været en løbende juridisk og politisk debat, hvordan forholdet mellem national selvbestemmelse og EU-retten forholder sig. Hvor står eksempelvis grundloven ift. regler og domme fra EU?
Rundt i Europa har man set flere eksempler, hvor landenes domstole har trumfet EU-afgørelser. Men den store og afgørende forskel har været, at det er sket på afgrænsede, specifikke retsområder, og at der stadig generelt er en bred accept af, at EU-retten har forrang. Det giver en tryg retsstilling, som Polen desværre nu forsøger at fjerne og vende på hovedet, ved at den nationale lovgivning og de nationale domstole skal have det sidste ord i sagerne.
Det går ikke, og derfor bakker vi op om, at EU insisterer på retsstatsprincipperne med bred opbakning fra medlemslandene. Det er vigtigt og et klart signal til andre EU-lande – som eksempelvis Ungarn – om, at EU ikke kun er et økonomisk fællesskab, men et fælleskab hvor man efterlever frihedsværdier og retsstatsprincipper. Det skal alle nationale regeringer gøre, så vi holder fast i retsprincipperne i Europa.
Løsningen på konflikten svæver lige nu i det uvisse. Vi skal dog huske, at den polske regerings kurs ikke er et udtryk for, at alle borgere i Polen ønsker at gå den vej. Rigtig mange polske borgere ønsker faktisk et samfund med netop de værdier og principper, som gælder i EU. Alene af den grund er ”Pol-exit” ikke den rigtige vej frem. Vi må i stedet i fællesskab forsøge at lægge pres på Polen, for at de accepterer reglerne og de principper, som de selv har sagt ja til, da de trådte ind i EU.
Advokatrådet har blandt andet gennem CCBE, den europæiske sammenslutning af advokatsamfund, offentligt taget afstand fra Polens kurs, og vi følger udviklingen nøje. Det bør alle gøre, så vi viser EU opbakning i denne sag, og så vi viser borgere i Polen, at vi også kæmper for dem og deres ret – og at alle på retsstatens side står sammen.