Spring hovednavigationen over
Tilbage

Digitalisering af Advokatnævnet er gået live

Sagsbehandlingen i Advokatnævnet er digitaliseret, og en klage kan nu indgives via en klagesagsportal.

Digital sagsbehandling stod højt på ønskelisten, da Advokatnævnet i 2018 gennemførte en brugerundersøgelse. Dette er nu sat i drift sammen med en digital klagesagsportal. Man kan således klage digitalt via nævnets hjemmeside, og kommunikationen i klagesagerne med parterne vil herefter foregå digitalt.

”I praksis betyder det, at en sag i videre udstrækning bliver ”født” med de relevante oplysninger, så sekretariatet forhåbentlig skal bruge mindre tid på præciseringer af klagen. I forbindelse med udviklingen af portalen har vi arbejdet med, at opbygningen er intuitiv, sådan at brugeren bliver guidet igennem,” siger sekretariatschef Mette Green van de Ven.

Selve sagsbehandlingen vil fortsat indeholde en indledningsvis screening af sagen for at undersøge, om der er behov for præcisering, eller om klagen kan afvises, eksempelvis fordi den er forældet, eller fordi klager ikke har den fornødne retlige interesse m.v. Når en klage er indgivet via portalen, vil en høring af den indklagede advokat ske via notifikation pr. e-mail med et link til ”Kig i egen sag” (KIG), hvor advokaten kan logge sig på med sms-kode og se klagen og Advokatnævnets brev samt svare på høringen. Alle høringer og sagens afgørelse vil blive gjort tilgængelig for parterne i KIG.

”Når sagsbehandling og skriftveksling foregår digitalt, er det ikke alene til fordel for klager, men det betyder også, at indklagede hurtigere kan forholde sig til, hvad klagen går ud på. Den digitale sagsbehandling har desuden den fordel, at modparten kan gøre sig bekendt med nye oplysninger i sagen med det samme, da systemet – bortset fra ved selve indgivelsen af klagen – er baseret på samtidighed,” siger Mette Green van de Ven, der ser frem til, at den traditionelle skriftveksling ikke længere skal foregå via postvæsenet, når sagerne behandles digitalt.  

Hun peger på, at parterne selv kan bidrage til, at sagsbehandlingstiden bliver så kort som mulig, blandt andet ved at oplyse sagen grundigt fra start, ligesom det er vigtigt, at de renser dokumenter for oplysninger, der ikke er relevante for sagen, for eksempel cpr-numre.

Løsningen har afventet det nyligt indførte gebyr på 500 kr. pr. klage. Gebyret skal betales med betalingskort via selvbetjeningsløsningen, og det refunderes, såfremt klager får helt eller delvist medhold, eller hvis klagen afvises på grund af formelle mangler.

Selvom der er brugt mange kræfter på at opbygge systemet intuitivt, er sekretariatet opmærksom på, at det givet vil kræve tilvænning. Sekretariatet vil således bestræbe sig på at yde vejledning om anvendelsen og svare på spørgsmål.  

Digitalisering af klager
Projektet indeholder tre led:

  • En klagesagsportal (selvbetjeningsløsning) til indgivelse af klager
  • Digital sagsbehandling i nævnets sekretariat (digitalt sagsforløb)
  • En portal (KIG), som sagens parter kan tilgå.

For så vidt angår portalen KIG, så vil klager og indklagede modtage notifikation, når der er nyt. De vil kunne tilgå KIG med en unik sms-kode, der sendes til deres mobiltelefon. KIG vil indeholde et overblik over sagen, herunder status, og høringer, indlæg fra modparten og sagens afgørelse vil blive publiceret i KIG.