Spring hovednavigationen over
Tilbage

Resumé af Advokatnævnets kendelse af 12. december 2024 vedrørende advokat ansat hos Advokatfirmaet Hessel Advokatanpartsselskab

Resumé af Advokatnævnets kendelse af 12. december 2024 vedrørende advokat ansat hos Advokatfirmaet Hessel Advokatanpartsselskabs tilsidesættelse af god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. hvidvasklovens kapitel 3

Nærværende indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, men alene et resumé af kendelsen.

Advokatnævnets kendelse vedrører en advokat ved Advokatfirmaet Hessel Advokatanpartsselskab, som blev indklaget af Advokatrådet for ikke at kunne dokumentere gennemførelse af tilstrækkelige eller rettidige kundekendskabsprocedurer i fem sager omfattet af hvidvaskloven, der af Advokatrådets sekretariat var udtaget til kontrol.

Under et tilsynsbesøg den 12. marts 2024 blev det konstateret, at advokaten ikke havde gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer i fem sager.

Advokatrådet nedlagde påstand om, at advokaten skulle pålægges en bøde for at have tilsidesat god advokatskik.

Advokaten påstod frifindelse, idet der uanset det anførte i tilsynsrapporten var foretaget opslag i CVR-registret i forbindelse med sagernes oprettelse, der alle var oprettet før november 2023, men at dette ikke kunne dokumenteres. Advokaten havde ligeledes i november 2023 tegnet abonnement hos Pingo Documents med det formål fremtidigt at sikre overholdelse af hvidvasklovens dokumentationskrav. 

Advokatnævnet fandt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik, og advokaten blev pålagt en bøde på 20.000 kr. 

Kendelsen er ikke indbragt for retten. 

Advokatrådet er i medfør af hvidvasklovens § 64 a, stk. 9, forpligtet til at 
offentliggøre Advokatnævnets kendelser om overtrædelse af hvidvaskloven på 
Advokatsamfundets hjemmeside. 

Det offentliggjorte resumé af kendelsen forbliver på Advokatsamfundets hjemmeside i fem år fra offentliggørelsen, jf. hvidvasklovens § 64 a, stk. 2.

Advokatsamfundets sagsnr.: 2024-1484 
Advokatnævnets sagsnr.: 2024-2207

Link til kendelse af 12.12.2024