Spring hovednavigationen over
Tilbage

Høring over udkast til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Øget anvendelse af kropsscannere og metaldetektorer, private vagter i psykiatrien, forældelsesfrister i Det Psykiatriske Patientklagenævn, m.v.)

Modtager

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Ved høringsbrev af 15. oktober 2025 har Indenrigs- og Sundhedsministeriet anmodet om Advokatrådets bemærkninger til ovennævnte udkast til lovforslag.

Udkastet vedrørende hovedsageligt:

  • Lovhjemmel til kamerakig i ekstraordinære situationer, hvor en patient udøver alvorlig eller livstruende skade.
  • Lovhjemmel til anvendelse af metaldetektorer, kropsscannere, kropsvisitering mv. på psykiatriske afdelinger, akutmodtagelser mv.
  • Anvendelser af private vagter på psykiatriske afdelinger.
  • Indførelser af forældelsesfrist for klager over frihedsberøvelse og tvangsindgreb til Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Advokatrådet har følgende bemærkninger:

Advokatrådet anerkender, at det på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, i ekstraordinære situationer, hvor en patient udøver alvorlig eller livstruende skade, vil kunne være egnet og nødvendigt at anvende kamerakik i en tidsbegrænset periode for at forhindre, at patienten udøver yderligere meget alvorlig og livstruende selvskade. Det er Advokatrådets opfattelse, at et så vidtgående indgreb i den personlige frihed bør kræve udtrykkelig lovhjemmel, således som det følger af lovudkastet, hvoraf det endvidere følger, at vurderer overlægen, at kamerakig er nødvendig, skal denne ansøge Styrelsen for Patientsikkerhed om tilladelse hertil.

Advokatrådet anerkender videre, at der kan være et behov for øget anvendelse af metaldetektorer, kropsscannere, kropsvisitering mv. på psykiatriske afdelinger, akutmodtagelser mv. for bl.a. at hindre indførelse af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande med henblik på at beskytte patienter og personale. Muligheden for efter lovudkastet at anvende karmscannere (metaldetektorer) på psykiatriske afdelinger, ambulatorier, akutmodtagelser, kropsscannere på ambulatorier og akutmodtagelser, og kropsvisitering af patienter, hvis kropsscanner/armscanner giver udslag, har karakter af vidtgående indgreb i den personlige frihed, hvorfor Advokatrådet bifalder, at dette sker på grundlag af klare lovregler.

Advokatrådet finder det endvidere positivt, at der etableres udtrykkelig hjemmel til at anvende private vagter til at bistå med anvendelse af fysisk magt og tvangsfiksering. Advokatrådet tilslutter sig Folketingets Ombudsmands vurdering af, at delegation af udøvelse af fysisk magt til private kræver udtrykkelig lovhjemmel (FOB 2024-12For klager over frihedsberøvelse og tvangsindgreb til Det Psykiatriske Patientklagenævn indfører lovudkastet en relativ forældelsesfrist på 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, og en absolut forældelsesfrist på 5 år fra den dag, tvangsforanstaltningen fandt sted. Selvom der kan anføres ressourcemæssige grunde for indførelse af forældelsesfrister, selvom patienten har adgang til at få beskikket en patientrådgiver og selvom forældelsesfristerne på henholdsvis 2 og 5 år svarer til forældelsesfristerne for klager til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn samt klager til Tvangsbehandlingsnævnet, finder Advokatrådet, at forældelsesfristerne, navnlig 2 årsfristen, bør være længere. Advokatrådet lægger her vægt på, at klagerne ofte tilhører mere udsatte eller ressourcesvage persongrupper, og at klagerne angår væsentlige indgreb i den personlige frihed. 

 

Med venlig hilsen

Andrew Hjuler Crichton

Sagsnr: 2025-3051