Spring hovednavigationen over
Tilbage

Høring - udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om administration på det sociale område

Modtager

Social- og Boligministeriet

Ved e-mail af 6. november 2024 har Social- og Boligministeriet anmodet om Advokatrådets bemærkninger til ovennævnte lovforslag.

Advokatrådet har følgende bemærkninger:  

Ad hjemmel til bortvisning fra herberger:

Regeringens mål om regelforenkling er i sig selv prisværdigt, da dette gerne skulle højne retssikkerheden for den enkelte.

Det fremgår af lovforslaget, at klageadgangen til Ankestyrelsen over afgørelser om bortvisning fra herberger vil bortfalde.

Afskæring af en eksisterende klageadgang vil efter Advokatrådets opfattelse udgøre en forringelse af retssikkerheden, og det bemærkes, at det i dette tilfælde sker for en gruppe meget udsatte borgere. Det kan være en særdeles indgribende beslutning for en udsat borger at blive bortvist fra et herberg.

Ændringen er i lovforslaget begrundet med, at en boformsleders afgørelse om bortvisning ikke bør kunne påklages til Ankestyrelsen, da bortvisning er en mulighed, som boformslederen har i forhold til at kunne reagere straks og uden unødigt ophold, hvis en beboer f.eks. udøver vold, optræder stærkt truende, eller på anden grov måde, selv inden for de vide rammer, der nødvendigvis må være på et herberg mv., har handlet på en måde, der er uforeneligt med fortsat ophold på herberget mv.

Når der indføres regler, som udgør en forringelse af retssikkerheden for den enkelte, bør der som minimum være en væsentlig begrundelse herfor, hvilket efter Advokatrådets opfattelse ikke ses at være tilfældet her. Boformslederen vil – selv med en bevarelse af klageadgangen - fortsat kunne træffe afgørelse om bortvisning, hvor boformslederen anser dette for nødvendigt, da afgørelsen ikke vil have opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 1.

Det er Advokatrådets opfattelse, at muligheden for at efterprøve en afgørelse alt andet lige sikrer en større kvalitet i afgørelsen.

 

Med venlig hilsen

 

Andrew Hjuler Crichton
Generalsekretær

Sagsnr: 2024-3317