Spring hovednavigationen over
Tilbage

Høring over udkast til lov om proces i administrative straffesager på skatteområdet

Modtager

Skatteministeriet

Ved e-mail af 28. juni 2024 har Skatteministeriet anmodet om Advokatrådets bemærkninger til ovennævnte forslag.

Advokatrådet finder det meget positivt, at lovens formål er at styrke retssikkerheden for både borgere og virksomheder, herunder at man ønsker I) at fjerne begrænsningen af beskikkelse af forsvarer i sager vedrørende toldloven, II) lette adgangen til aktindsigt og III) muliggøre beskikkelse af forsvarer for juridiske personer.

Advokatrådet har følgende bemærkninger:

I lovforslaget på side 10, afsnit 2.1.2., og s. 21 anføres vedrørende gældende ret blandt andet:

”Aktindsigt forudsætter dog, at forsvareren angiver et nærmere formål med anmodningen”.

Det bemærkes hertil, at der ikke bør stilles krav om angivelse af et nærmere formål for, at forsvareren kan få aktindsigt i sagens dokumenter. Det fremgår ikke direkte af de enkelte bemærkninger til den nye § 6, men bør anføres.  

I lovforslaget på side 11 fremgår blandt andet:

”Det beror på en ressourceafvejning, herunder Skatteforvaltningens forventede tidsforbrug, om kopi af materialet ”uden ulempe” kan fremstilles. Eftersom materialet typisk foreligger i digitalt format hos Skatteforvaltningen, ses det i praksis sjældent at være forbundet med ulempe at lave en kopi, der kan blive sendt til forsvareren i den administrative straffesag.”

Det bemærkes hertil, at det uanset tidsforbrug ikke bør være muligt at begrænse forsvarerens adgang til sagens materiale. Der skal udleveres fuld kopi for at sikre, at borgeren eller virksomheden har mulighed for at varetage sine interesser. Forbeholdet fremgår direkte af ordlyden i den nye § 6, stk. 1, 2. pkt. Dette bør ændres.

På side 11 i lovforslaget anføres endvidere, at det følger af forsvarerbistandslovens § 3, stk. 1, 3. pkt., at en forsvarer ikke uden Skatteforvaltningens samtykke må overlevere det modtagne materiale til den, som sagen vedrører, eller til andre. Bestemmelsen angår en egentlig overlevering af materialet, hvorved den, som sagen vedrører, eller andre får det i sin besiddelse og mulighed for at råde over det. Der er derimod som udgangspunkt ikke noget til hinder for, at forsvareren orienterer den, som sagen vedrører, eller andre om indholdet af materialet. Forsvareren kan også fremvise materialet for den, sagen vedrører, eller andre, så længe forsvareren er til stede.

Man må læse dette således, at ”overlevering” svarer til ”udlevering”.

På side 26 i udkastet til lovforslag anføres imidlertid, at det er vurderingen, at en forsvarers overlevering af materiale til den sigtede eller andre fortsat bør forudsætte, at forsvareren forinden har fået samtykke fra Skatteforvaltningen. Den sigtede eller andre må herefter ikke modtage materialet eller kopi heraf i sin besiddelse, overlades alene med det eller i øvrigt kunne råde selvstændigt over det. Det anførte er dermed ikke til hinder for, at den sigtede under forsvarerens fysiske tilstedeværelse selv kan gennemgå materialet, eller at forsvareren orienterer den sigtede om indholdet, medmindre forsvareren har fået et pålæg, jf. om dette ovenfor.

Anvendelsen af ordet ”herefter” – dvs. efter samtykke fra Skatteforvaltningen – skaber forvirring, og sammenhængen mellem de nævnte afsnit på side 11 og side 26 om muligheden for at udlevere materialet til sigtede, når Skatteforvaltningen har givet samtykke til ”udlevering”, synes ikke klar, og dette bør præciseres nærmere i lovforslaget.

I lovforslaget på side 19 anføres, at det er vurderingen, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at opstille en generel regel om, at det samlede beløb i et bødeforlæg skal kunne tale for at beskikke den sigtede en forsvarer. Det bemærkes, at erfaringen viser, at administrative straffesager, der umiddelbart fremstår ukomplicerede, ofte viser sig at være mere komplicerede end først antaget, eksempelvis fordi faktum er anderledes end det umiddelbart fremstår, eller der er forældelsesmæssige problemstillinger, som først kommer for en dag efter nærmere undersøgelser. Det vil ofte være forhold, som den sigtede ikke selv har nogen mulighed for at gennemskue, og som først kommer for en dag efter relevante spørgsmål eller undersøgelser fra forsvarerens side. I sager med store beløb i bødeforlægget og deraf følgende store bøder er det særligt væsentligt, at forholdene bliver fuldt belyst, inden Skattestyrelsen træffer afgørelser i den administrative straffesag. Advokatrådet opfordrer derfor til, at der indføres et princip om, at det samlede beløb i et bødeforlæg i sig selv skal tale for, at der beskikkes en forsvarer for den sigtede.

I lovforslaget på side 21 fremgår det, at formuleringen i retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 1. pkt., hvorefter der er adgang til det materiale, der er tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår, skulle være mere snæver end forsvarerbistandlovens formulering om materiale til brug for behandlingen af spørgsmål om strafansvar. Dette giver umiddelbart ikke mening. Navnlig med henvisning til U.2021.1278 H, hvorefter aktindsigt efter retsplejelovens regler omfatter alt materiale, forekommer det oplagt at anvende enslydende formulering i den nye lov, så der er konformitet mellem skattestraffesagsloven og retsplejelovens formulering. 

I lovforslaget på side 24 fremgår det, at der kan anvendes forsvarerpålæg, såfremt der verserer en anden straffesag. Som eksempel fremhæves bl.a. en verserende administrativ skattestraffesag samtidig med en straffesag hos politiet. Det er yderst uhensigtsmæssigt og retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, hvis man som forsvarer er i besiddelse af denne viden og ikke kan drøfte med sin klient. Der lægges op til, at kriteriet for at meddele pålæg ønskes ændret fra ”undtagelsesvis” til ”nødvendigt”, svarende til formuleringen i den tilsvarende bestemmelse i retsplejeloven. Et forsvarerpålæg bør alene have undtagelsens karakter, og Advokatrådet kan tilslutte sig bemærkningerne i lovforslaget om, at det forudsættes, at Skatteforvaltningen udviser betydelig tilbageholdenhed med at anvende forsvarerpålæg.

 

Med venlig hilsen

 

Andrew Hjuler Crichton
Generalsekretær

 

Sagsnr: 2024-2055