Modtager
Justitsministeriet
Ved e-mail af 1. juli 2024 har Justitsministeriet anmodet om Advokatrådets bemærkninger til ovennævnte vejledning.
Advokatrådet har følgende generelle bemærkninger til vejledningen:
Justitsministeriets Vejledning om Fremtidsfuldmagter er rettet mod borgere, der ved hjælp af vejledningen som det klare udgangspunkt skal kunne oprette en fremtidsfuldmagt uden rådgivning fra en advokat. Vejledningen bør derfor have fokus på brugervenlighed, og sproget bør være kort, klart og præcist.
Vejledningen forekommer i sin nuværende form for lang og indeholder for mange fyldeord, gentagelser og upræcist sprogbrug, hvilket kan skabe unødige hindringer for borgere, der ønsker at benytte ordningen.
Advokatrådet har derudover følgende specifikke bemærkninger til vejledningen:
Bemærkninger til vejledningens forside og indledning
Dokumentet betegnes som en ”vejledning” udstedt af Justitsministeriet. Det kan give læseren det indtryk, at der er en bestemt fremgangsmåde, der skal følges ved brug af fremtidsfuldmagtsordningen. Det bør præciseres, at der rettere er tale om information om fremtidsfuldmagter.
Indledningens brug af ordet ”tilbud” til at beskrive fuldmagtsordningen kan desuden lede læserens tanker hen på formulartvang og tilbud/accept i aftaleloven. Fremtidsfuldmagtsordningen er rettere en mulighed end et tilbud.
Derudover bør indledningen indeholde information om baggrunden for og formålet med loven om fremtidsfuldmagter, da det vil give en større forståelse for, hvad den enkelte fuldmagtsgiver har og vil få behov for.
Bemærkninger til vejledningens øvrige indhold
I kapitel 3 anvendes begrebet ”koncepter” om vejledningens forslag til formuleringer i fremtidsfuldmagten. Der gælder ingen formulartvang til en fremtidsfuldmagt, og det bør heller ikke kunne fremstå sådan overfor brugerne. Koncepterne bør derfor i stedet omtales som forslag til formuleringer i fuldmagtsteksten. Forslagene til formuleringer bør endvidere stå sidst og ikke først i vejledningen, så brugerne først introduceres til og forstår retsvirkningerne af de enkelte formuleringer.
Med venlig hilsen
Andrew Hjuler Crichton
Generalsekretær