Modtager
Justitsministeriet
Ved e-mail af 21. august 2023 har Justitsministeriet anmodet om Advokatrådets bemærkninger til ovennævnte udkast.
Advokatrådet har følgende bemærkninger:
Vejledningen om lovkvalitet har stor betydning for både kvaliteten og forståelsen af den lovgivning, som dagligt berører borgere og virksomheder i Danmark. Det er således vigtigt, at både civilsamfund, eksperter og organisationer inddrages i videst muligt omfang i lovgivningsprocessen for at inddrage alle retssikkerhedsmæssige forhold og dermed skabe den bedst mulige lovgivning.
Advokatrådet har følgende specifikke bemærkninger til udkast til ny vejledning.
Udkastets pkt. 1.3 og 1.5
Det er væsentligt, at vejledningen fortsat har fokus på, at udarbejdelsen af lovprogrammet skal kunne anvendes som planlægnings og -styringsredskab for både det enkelte ressortministerium og for eksterne høringsparter.
For så vidt angår formuleringen om nedsættelse af lovforberedende udvalg bør det fremgå, at udvalg – afhængig af karakteren – ikke behøver at være meget tidskrævende og langvarigt, idet det bl.a. afhænger af kommissoriet mv. Desuden kan der peges på, at der er en række stående udvalg, f.eks. Straffelovrådet og Retsplejerådet, der – fordi organiseringen er på plads – kan arbejde med forholdsvis korte frister.
Herudover er det vigtigt, at det klart fremgår, at sammensætningen af eksterne parter i det lovforberedende arbejde både indeholder uafhængige eksperter og repræsentanter fra civilsamfundet og organisationer. Det styrker kvaliteten af det lovforberedende arbejde og den efterfølgende samfundsmæssige forståelse.
Udkastets pkt. 3.5.1
Advokatrådet støtter af hensyn til retssikkerheden, at det klart foretrækkes at have en ikrafttrædelsesdato på en bestemt dato fremfor forskellige ikrafttrædelsestidspunkter.
Det er ligeledes vigtigt, at lovgivningen på ikrafttrædelsestidspunktet er tilstrækkelig it-understøttet fra myndighedsside, herunder med implementering og vejledning til borgere og virksomheder.
En fastholdelse af hovedreglen om ikrafttræden for erhvervsrettet lovgivning 1. januar og 1. juli vil også give virksomheder bedre mulighed for at indrette sig på ny krav i lovgivningen.
Udkastets pkt. 3.9 og 4.4
Advokatrådet støtter punktet om, at der ved gennemførsel af EU-direktiver og forordninger i dansk ret vedlægges en sammenligningstabel, og – hvor det skønnes nødvendigt for den indholdsmæssige eller sproglige forståelse – selve den konkrete EU-retsakt.
Udkastets pkt. 4.2
Advokatrådet støtter tydeliggørelsen af, i hvilke tilfælde der bør tilføjes andre konsekvensvurderingspunkter end de obligatoriske punkter, herunder de nye punkter om konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål og klimamæssige konsekvenser.
Revisionen vedrørende lovforslagets baggrund og de særligt kontroversielle områder, der er fremkommet under forberedelsen, vil ligeledes kunne understøtte kvaliteten af lovgivningsprocessen.
Udkastets pkt. 4.2.13
Vedr. det obligatoriske punkt i lovforslagets almindelige bemærkninger om hørte myndigheder og organisationer mv., fremgår det nu, at antallet af dage, et lovforslag har været i offentlig høring, bør anføres specifikt.
Denne ændring vil tydeliggøre den proces, som lovforslaget har været genstand for, og derigennem generelt forbedre lovkvaliteten.
Udkastets pkt. 7.4
Advokatrådet støtter punktet om implementering af EU-regulering, hvor det bør tilstræbes, at gennemførelsesreglerne holder sig så tæt op af formuleringen af direktivets bestemmelser som muligt.
Samtidig støttes et nyt punkt om implementeringsplaner for erhvervsrettet EU-regulering, som skal ske i umiddelbar forlængelse af offentliggørelse i EU-Tidende. Det vil samtidig forbedre lovkvaliteten, at Erhvervslivets EU- og Regelforum, som anført på baggrund af implementeringsplanerne, kan komme med konkrete anbefalinger til regeringen vedrørende implementering af erhvervsrettet EU-regulering.
Udkastets pkt. 7.5
Advokatrådet støtter beskrivelsen af, hvordan henvisninger i lovteksten til andre love, EU-retsakter mv. kan skrives.
Udkastets pkt. 7.10.2 og 7.10.3
Advokatrådet støtter punkterne om revisionsbestemmelser og udløbsbestemmelser, der er revideret og udbygget, herunder med yderligere eksempler på formuleringer.
Advokatrådet mener herudover, at tilføjelsen om, at regeringen vil give hastebehandlede lovforslag en udløbsbestemmelse på 6 måneder, hvis det tjener saglige formål, vil gavne retssikkerheden, da det giver mulighed for en tilstrækkelig inddragelse af eksperter og civilsamfund.
Udkastets pkt. 9.1.6
Advokatrådet støtter revideringen af punktet om høringsnotater, herunder bl.a. en ny skabelon for udarbejdelse af høringsnotater, som kan bidrage til en forbedret lovkvalitet.
Med venlig hilsen
Nicolai Pii
Fagdirektør
