Modtager
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Ved brev af 23. februar 2022 har Udlændinge- og Integrationsministeriet anmodet Advokatrådet om eventuelle bemærkninger til ovenstående udkast.
Advokatrådet skal i den anledning bemærke følgende:
Indledningsvis bemærkes, at Advokatrådet stiller sig positivt over for de ændrede regler om bortfald af opholdstilladelse ved udlandsophold, der skyldes opdragelsesrejser eller lignende.
Vedrørende forslag til ny § 44 c, stk. 3
Ved lovændringen tilsigtes imidlertid samtidig indført en hjemmel i § 44 c, stk. 3, hvorefter myndighederne kan gennemføre børneoplysningssamtaler uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse.
Af lovbemærkningerne til forslaget fremgår det blandt andet, at den mindreårige ikke har pligt til at deltage, men ”vil skulle have oplysninger om samtalens formål og rammer, og at udeblivelse vil kunne have betydning for opholdsgrundlaget eller afgørelsen vedrørende særlig rejselegitimation”.
Af lovforslaget fremgår det endvidere, at barnet har ret til at lade sig repræsentere af andre og således kan medtage en bisidder til samtalen. Det fremgår dog også, at myndighederne vil kunne udelukke en bisidder fra at deltage, hvis det vurderes, at denne ikke varetager udlændingens interesser.
Advokatrådet skal indledningsvis bemærke, at en børneoplysningssamtale er af potentielt alvorlig karakter og kan få store konsekvenser både for udlændingen selv og dennes nærmeste. Advokatrådet bemærker endvidere, at en udlændings interesser kan være komplekse og modstridende, ligesom de kan rumme hensyn til både udlændingen selv og dennes nærmeste.
Det er muligt, at der kan opstilles situationer, hvor det er åbenbart, at en bisidder for en udlænding ikke varetager den pågældendes interesser. Det er imidlertid efter Advokatrådets opfattelse betænkeligt ud fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv at indføre en bestemmelse, hvorefter det overlades til de sagsbehandlende myndigheder at vurdere, om og hvornår dette i givet fald er tilfældet.
Advokatrådet bemærker endvidere, at det fremstår uklart, hvordan der sikres anden støtte og rådgivning til barnet/den unge, i de tilfælde, hvor en bisidder udelukkes.
Advokatrådet finder, at formålene og hensynene bag de foreslåede regler omkring børneoplysningssamtalen har mange ligheder med, hvad der gælder ved videoafhøring af børn, der mistænkes for at have været udsat for f.eks. seksuelle overgreb, jf. retsplejelovens § 745 e, og hvor der kan ske beskikkelse af en bistandsadvokat for barnet i medfør af reglerne i § 741 a. I begge situationer har myndighederne mistanke om, at barnet/den unge, har været udsat for en uhensigtsmæssig adfærd fra forældrenes side, som kan udgøre en strafbar lovovertrædelse.
Advokatrådet skal derfor opfordre til, at der med inspiration fra de eksisterende regler vedrørende videoafhøring af børn, etableres en tilsvarende adgang til beskikkelse af en bistandsadvokat for det barn/den unge, som myndighederne ønsker en børneoplysningssamtale med.
Herved sikres for det første en ensartet tilgang til de ligeartede situationer. For det andet vil en sådan ordning overflødiggøre behovet for den foreslåede bestemmelse om muligheden for at udelukke en bisidder, idet man via adgangen til advokatbeskikkelse sikrer en uafhængig og professionel rådgivning. For det tredje vil advokatbeskikkelsen sikre den mest effektive beskyttelse mod, at tavshedsbelagte oplysninger kommer uvedkommende til kundskab.
Slutteligt bemærkes, at Advokatrådet naturligvis gerne deltager i en drøftelse om en ordning som foreslået ovenfor.
Med venlig hilsen
Andrew Hjuler Crichton
Generalsekretær