Hvorfor har du valgt det retspolitiske område?

Retsordførerskabet berører selve kernen af Det Radikales dna. Det handler om retsstat, menneskerettigheder og en realbaseret verdensorden. At der altid er rammer og grænser for, hvordan man bruger magten. Det har altid været fundamentet for den radikale retspolitik. 
Men radikal retspolitik handler også om forebyggelse, resocialisering og at løse problemerne fra roden. Vi arbejder for en mere vidensbaseret retspolitik, som sigter mod at reducere kriminalitet frem for bare at reagere på kriminalitet. Vi er nået til et punkt, hvor strengere straffe skaber flere problemer, end de løser. For at løse kriminalitet ser jeg det som fundamentalt, at man ser på grunden til, hvorfor folk ender i kriminalitet, analyserer på det og sætter ind dér. 

Hvad har optaget dig i Retsudvalget?

De store retsområder er forligsbelagt, og derfor ligger mange af de større diskussioner ikke i selve Retsudvalget, men derimod i forligskredsene. Men vi bruger selvfølgelig Retsudvalget til at indkalde samråd, når der dukker konkrete sager op, som ikke er dækket af forligskredse. Jeg har for eksempel indkaldt ministeren i samråd om politiets ansvar for at gribe ind overfor chikane og ødelæggelse af naturpleje. 
Den specifikke sag handler om, at der er blevet sat heste og køer ud i naturen i forbindelse med et kontrolleret forsøg med naturlig vedligeholdelse af vegetation. Dyrene går ude hele året rundt, og det har skabt en kæmpe debat, fordi der er nogle, der synes, at det er synd for dyrene, at de skal gå ude om vinteren. Aktivisterne fodrer dyrene og ødelægger dermed forskningen, der jo netop handler om, at dyrene skal græsse og derved opretholde naturplejen. Aktivisterne chikanerer også de ansatte, der føler sig utrygge og må tilkalde politiet. 
Som naturordfører synes jeg, at det er et kæmpe problem, at aktivister ødelægger vigtig forskning i at genskabe tabt biodiversitet i lyset af biodiversitetskrisen. Jeg synes heller ikke, at det er i orden, at offentlige medarbejdere skal gå utrygge på arbejde. Så for mig er der ingen tvivl om, at det er politiets opgave at sikre forskningen og de ansattes tryghed. Men som retsordfører kan jeg samtidig godt se, at miljøkriminalitet og chikane bare er nogle af de mange nye opgaver, der er landet i politiets opgaveportefølje, og som gør det svært at få ressourcerne til at slå til. Og det forklarer, hvorfor vi i en tid med rekordlav kriminalitet alligevel aldrig synes, at politiet har ressourcer nok. Jo mere velfungerende et samfund er, desto mindre finder vi os i. Og når folk bryder fællesskabets regler, så ringer vi til politiet. 

Hvad er det vigtigste retspolitiske problem lige nu?

Retssystemet er totalt overbebyrdet, og de midler, som vi tilfører, bidrager ofte til, at det bare sander til et andet sted. Når vi for eksempel giver penge til politiet, så kan de sende flere sager videre til Anklagemyndigheden, der så skubber mere til domstolene, som så igen sender flere i fængsel. Så midler det ene sted skal altid følges op af midler til resten af straffesagskæden, hvis ikke det skal sande til. 
Politikernes konstante behov for at vise handlekraft er også en del af problemet. Vi skal passe på ikke at skabe en masse paragraffer for at virke handlekraftige. For ofte fører det bare til mere bureaukrati, som gør systemet endnu tungere og uigennemskueligt, samtidig med at det skaber nogle falske forventninger i befolkningen. Det synes jeg er virkelig bekymrende. For det er ofte det samme antal ansatte i kommunerne og i politiet, der skal løfte alle de nye tiltag, og de bliver ikke bedre stillet af konstant at få ændret på deres regelgrundlag, bare fordi en minister skal virke handlekraftig. Tværtimod.  
Jeg var temmelig chokeret, da jeg i forbindelse med arbejdet på den sidste bandepakke fandt ud af, at hovedparten af de mange tiltag mod ungdomskriminalitet overhovedet ikke bliver brugt ude i kommunerne. For kommunerne har ikke fået tilført flere ressourcer, så de kan på ingen måde løfte den opgave. I forhold til politiet er der slet ikke tid til arbejdet med den fundamentale forebyggelse, som de havde tid til for tyve år siden. Og politiet ved altså godt, hvordan man forebygger den slags, men det er bare umuligt for dem, når vi inde på Christiansborg bliver ved med at vedtage nye tiltag og paragraffer, og derved gør systemet tungere og tungere.

Hvad har du selv gjort for at ændre det?

Lige nu forsøger jeg at sætte fokus på problemet, for jeg tror ikke, at man skal underkende, at hvis man bliver ved med at snakke længe og nok, så vil der være nogle, som ender med at høre på én. 
Det giver mig for eksempel håb, når jeg læser Peter Hummelgaards nye bog om forebyggelse af vold mod børn. Vi er selvfølgelig ikke enige med ham i, at man skal forskelsbehandle afhængig af, hvor man bor. Men en stærkere indsats for at bekæmpe vold mod børn var et vigtigt tema for os Radikale under de sidste bandeforhandlinger, så jeg er glad for, at ministeren også er optaget af det. 
Vi skal gøre mere for at hjælpe de børn og unge, hvor man kan se, at de meget nemt kan ende på en kurs, der ikke er god for nogen. Vi må ikke svigte dem politisk, for en hårdkogt kriminel har ofte været et svigtet barn engang – og det gælder både fra systemets og forældrenes side.

Hvad skal der mere fokus på i 2025?

Min primære analyse er, at retsområdet er alt for følelsesstyret og er en kæmpe administrativ betonklods, der faktisk virker mod hensigten, og gør systemet langt mindre agilt. 
Der skal mere fokus på årsager og virkning – vi skal have mere analyse og ekspertise ind i retspolitikken fremfor følelser, reaktion og straf. Så synes jeg også, at vi har brug en snak om politiets opgaver, for det er ved at sande til. 
Det er lidt som Køge Bugt motorvejen; hver gang man bygger et nyt spor, så bliver det fyldt op med det samme, og så er der kø igen. 
Uanset hvor mange penge politiet får, vedbliver det med at være et problem, og det kan måske være, fordi man som politiker bliver ved med at råbe handlekraft og udvide politiets opgaver. Så der har vi en grundlæggende diskussion, der er nødvendig at tage, og det er sikkert også gældende for flere steder i den offentlige sektor, hvor systemerne har det med at hæve op og til sidst blive så tunge, at kerneopgaverne ikke kan løses. Men hvordan vi skal løse det, det ved jeg simpelthen ikke. 
Vi er også bekymrede for retsstatsprincipperne, for det er ofte, at vi sidder med høringssvar, hvor eksperter fra diverse miljøer peger på mulige problemer, og det er mere reglen end undtagelsen, at der ofte er nogle retsstatsmæssige betænkeligheder og bekymringer ved lovforslagene. Og det skyldes, at vi har en retspolitik, hvor politikerne ofte er meget interesserede i at udvise handlekraft, hvilket kan betyde, at man ender med at komme på kollision med nogle basale, retsstatsmæssige principper. 
Nogle gange kan det næsten føles som om, at der er visse politikere, der har som mærkesag at nedbryde de grundlæggende principper og den regelbaserede verdensorden.