Spring hovednavigationen over

Min sag: Field's-sagen var en tragedie for alle parter

Publiceret: 4. marts 2024

Tekst: Isabel Fluxá Rosado
Foto: Jeppe Carlsen

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Som forsvarer i Field’s-sagen besluttede Luise Høj tidligt, at det ikke ville gavne hendes klient, at hun talte med pressen. Opgaven handlede ikke om, hvorvidt den dengang 22-årige psykisk syge mand havde skudt i indkøbscentret i Field’s, men om at finde den rigtige sanktion. Landsretten endte med at sende Luise Højs klient på Sikringsafdelingen, hvor der ikke er plads. 

Forsvarsadvokat Luise Høj

Foto: Jeppe Carlsen

Jeg har haft mange alvorlige sager om personfarlig kriminalitet, men denne sag ligner ikke andre sager. Det er første gang, vi har oplevet noget så voldsomt. Den søndag, det skete, var jeg hjemme. Jeg så det i nyhederne og fulgte løbende med hele dagen. Det første, jeg tænkte, var, om der mon var nogen, jeg kendte i Field’s den dag. Nok ligesom så mange andre. Jeg tænkte ikke, at der stod mit navn på opgaven som forsvarer.

Jeg fik så en henvendelse fra en advokatkollega, som spurgte, om jeg ville hjælpe den pågældende, som blev anholdt kort tid, efter at han havde skudt i Field’s.

Jeg havde ingen forbehold i forhold til at tage sagen. Jeg er beneficeret i København og Lyngby og har pligt til at tage de sager, som retten beder mig tage. Nu var det så ikke retten denne gang, men en kollega, der spurgte. Uanset hvad, så kan jeg sige helt grundlæggende: Jeg sidder ikke og sorterer i folks forbrydelser. Vi har en rolle, vi tager på os som forsvarere i retssamfundet. Jeg har ikke sympati for nogen som helst former for kriminalitet. Jeg siger ja til alle de sager, jeg har tid til at påtage mig.

Jeg vil gerne amputere det der med, at man går til sagen på en bestemt måde, fordi den er af en bestemt karakter. Jeg møder min klient, som jeg møder alle andre, og går til sagen som alle andre.

Jeg vidste godt, at manden var sårbar. Det kunne jeg læse mig til. Både med de oplysninger, der havde været fremme, og i forhold til det, der var sket. Ligesom retssystemet behandlede denne sag på samme måde som alle andre sager, så var det også min tilgang til det.

Når du kommer ind i en situation, hvor der er meget virak, så tror jeg, at det er vigtigt at signalere ro i forhold til den situation, vi står i. At signalere til ens klient, at det her skal jeg nok hjælpe dig med. Og det har jeg prøvet rigtig mange gange før.

Jeg vil ikke fortælle noget om, hvordan min klient svarer og reagerer på det, jeg siger. Den del sorterer jeg fra i min fortælling. Jeg kan sige, at min oplevelse var, at vi havde en god kommunikation gennem hele forløbet. Andet vil jeg ikke sige.

Sagen var meget veloplyst fra starten af. Der var ingen tvivl om, hvem gerningsmanden var. I forhold til det rent juridiske kan man tænke: Skal han så ikke bare erkende? Men jeg sagde: ’Min klient ønsker ikke at oplyse, hvordan han forholder sig til sagen under åbne døre. ’Jeg fik lukket dørene og fik redegjort for synspunktet, som er at: ’De faktiske oplysninger bestrider vi ikke. Vi bestrider ikke, at han har været i Field’s med et våben og afgivet skud.’

Spørgsmålet er, om man som forsvarer bør gå ind og sige, at han erkender, når man har en klient med den profil. For så erkender du jo en ond vilje. Hvis du nu for eksempel har været sindssyg i gerningsøjeblikket, så er du ikke drevet af en ond vilje. Så er det din sygdom, der giver sig udslag i noget. Det var derfor, jeg sagde: ’De faktiske omstændigheder er, som de er’, men i forhold til selve stillingtagen til skyldspørgsmålet, der siger jeg så helt standardmæssigt, at han ’nægter sig skyldig.’ Og den frase dækker over utroligt mange ting. Den kan dække det, at man måske erkender en anden paragraf, nødret eller andet. Den er enorm bred. Men vi bruger den i grundlovsforhøret til at pause ud og undersøge mere. Jeg vidste godt, at pressen ville spørge: ’Sig mig engang – nægter han sig skyldig? Altså han er taget på fersk gerning derude.’ Men der er altså en mening med det.

Jeg sagde kun ganske få ord til pressen den første dag. Så gik der mange måneder, inden jeg sagde noget igen. Pressen er ofte meget erfarne, men de har behov for at sige: ’Forsvareren oplyser sådan og sådan, og derfor nægter han sig skyldig’.

Jeg fik lukket dørene af hensyn til min klient og fik selvfølgelig nedlagt navneforbud. Det blev der en kamp om, som jeg gerne ville have haft i Højesteret. Det handler om at sikre hans rettigheder og beskytte ham så meget, som retsplejeloven giver mulighed for.

Det var under hovedforhandlingen i byretten, at pressen ville have det ophævet. Det havde vi et særskilt retsmøde om. Byretten ophævede forbuddet, og det gjorde man også i landsretten. Jeg bad Procesbevillingsnævnet om lov til at gå til Højesteret, men fik afslag. Det er derfor endeligt afgjort, at der er ikke noget navneforbud. Men jeg tror faktisk ikke, der er nogle danske medier, der har nævnt min klients navn. Det blev de også ved med at argumentere med, at de ikke ville gøre, og der var meget debat om det, men jeg synes jo, at jeg er nødt til at sikre ham. Det mindede mig lidt om i gamle dage, når man straffede de åndssvage og hængte dem ud. Hvis du har en klient, som er sindssyg i gerningsøjeblikket, så synes jeg, at navneforbudsdiskussionen er en anden end for raske.

Jeg vil gerne amputere det der med, at man går til sagen på en bestemt måde, fordi den er af en bestemt karakter. Jeg møder min klient, som jeg møder alle andre, og går til sagen som alle andre.

Luise Høj

Forsvarsadvokat

Forsvarsadvokat Luise Høj

Foto: Jeppe Carlsen

Jeg brugte en del tid på at dykke ned i psykiatrien og i psykiatri- og sundhedsret. Som forsvarer, er det jo ofte ikke noget, der som sådan har vores interesse. Medmindre du kan påvirke, om klienten er skyldig eller ej, så er det sjældent noget, vi graver i. Vi spørger ikke: ’Hvorfor gjorde du det her?’ Vi begynder heller ikke at grave i folks barndom eller ungdom for at finde ud af, hvorfor de har gjort, som de har gjort. Men lige nøjagtig i den her sag, synes jeg, at jeg var nødt til at kigge ned i det, fordi jeg tænkte, at det faktisk kunne have en betydning for den sanktion, han skulle have, om han måske reelt var blevet udsat for fejlbehandling.

Det blev tidligt kendt, at han selv havde henvendt sig i det psykiatriske system og rakt ud efter hjælp i foråret inden hændelsen. Region Hovedstaden nedsatte en taskforce for at finde ud af, hvad der var sket i det behandlingsforløb, min klient havde haft i Amager Psykiatri, og hvad der kunne have ført til, at han havde den her reaktion. Der var en del fremme i pressen om, at han ikke havde fået den hjælp, han skulle have.

Mit indtryk var – også når journalisterne rettede henvendelse til mig – at de vidste meget mere om, hvad der stod i Region Hovedstadens undersøgelser, end jeg fik at vide.

Jeg bad om aktindsigt i redegørelsen, men det eneste, jeg kunne få, var pressemeddelelsen og nogle bullet points til forbedringer. Det, som alt sammen var med på det åbne pressemøde. Så jeg løb imod en mur i forhold til at finde ud af, hvad der egentlig var foregået.

Der var jo så også en tilsynssag ved Styrelsen for Patientsikkerhed, og der bad jeg så om aktindsigt hos dem. Der gik noget tid, men så fik jeg lige pludselig rigtigt meget at vide. Der var en masse interessant materiale, som jeg brugte aktivt i forsvaret af min klient. Ikke noget, der kunne få ham ud af selve sagen, men som kunne være med til at fortælle den rigtige historie om, hvorfor det her var sket.

Det viste sig, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde fået nogle sagkyndige til at udtale sig om behandlingsforløbet, og når man læste ned i det, så var det jo helt uhyre interessant, hvad de skrev. Begge sagkyndige var enige om, at han simpelthen ikke havde fået en god behandling i det psykiatriske system, og der var en af dem, som skrev, at nedtrapningen af den antipsykotiske medicin kunne have øget risikoen for, at han blev farlig. De mente ikke, at han var sindssyg, men at han havde autisme. Så blev han sendt over i det almindelige ambulante system, og der begyndte man at nedtrappe den antipsykotiske medicin, han fik og havde brug for. Han blev fejldiagnosticeret og fejlbehandlet. Det var interessant for mig at vide som forsvarer.

Rent juridisk var det ikke en svær eller kompleks sag. Men det var en tung sag. Der var mange vidner, der skulle afhøres, og mange af dem var børn. Det er usædvanligt, at børn er inde og afgive forklaring om noget, der er så alvorligt. De er jo meget sårbare, og de har været udsat for noget meget traumatisk. Nogle af dem har set andre mennesker blive skudt. Jeg var i Børnehuset en del gange i efteråret for at være med til vidneafhøringerne, for børn skal selvfølgelig ikke ind og afgive vidneforklaring sommeren efter.

Vi havde tre forberedende retsmøder mellem forsvarer, anklager, bistandsadvokat og retten inden selve retssagen. Det er ret usædvanligt i straffesager, men det var simpelthen for at få styr på processen og få klarlagt: ’Hvad er vi enige om, hvad er vi uenige om?’ Det har jeg taget med mig videre og opfordrer til, at man kopierer det i andre større sager, for det fungerede rigtigt fint. Også fordi vi vidste, at der kom mange vidner ind. Der var et par dage, hvor vi havde 10-12 vidner, og det er alle sammen personer, der har oplevet noget traumatisk.

Rent juridisk var det ikke en svær eller kompleks sag. Men det var en tung sag. Der var mange vidner, der skulle afhøres, og mange af dem var børn.

Luise Høj

Forsvarsadvokat

Der var mange forurettede i den her sag. Alle, der var i Field’s den her dag eller havde været der tidligere på dagen eller havde planer om at tage derud senere men aldrig kom derud – de følte sig faktisk ramt. De blev ikke alle indkaldt som vidner, men der var en gigantisk mængde af vidneforklaringer at læse igennem, for så mange rettede henvendelse til politiet og sagde: ’Jeg har også været der.’

Jeg synes faktisk, at vi har haft et godt samarbejde mellem anklagemyndigheden og forsvaret, og det er gledet rigtigt fint i retssystemet.

I forhold til vidnerne kan man som forsvarer tænke, at man skal huske at stille vidnerne nogle spørgsmål for at signalere, at man udfylder sin rolle, og at man gør noget.

Jeg stillede meget få spørgsmål til vidnerne. Jeg vil ikke stille spørgsmål bare for at signalere, at jeg laver noget, men kun når det er væsentligt og relevant.

Jeg blev selvfølgelig ringet op af rigtig mange danske medier fra dag ét, - men også af udenlandske, og det er virkelig usædvanligt. Jeg svarede ikke på henvendelserne. Fra starten tænkte jeg, at der var så meget virak, at jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville medvirke til noget af det.

Jeg sagde jo ganske få ord lige efter grundlovsforhøret, og så gik der nogle måneder, før jeg lavede et interview til TV 2. Det var efter klar aftale med min klient, og det var, fordi at de havde den vinkel på om hans behandlingsforløb. Derfor gav det mening at medvirke til det.

Jeg er ikke en offentlig myndighed. Så jeg har ikke pligt til at udtale mig. Medmindre det er noget, som er efter aftale med min klient og gavner min klients sag, så svarer jeg ikke på henvendelser. Og sagen kørte jo sit eget liv hele efteråret alligevel.

Det er ikke noget, der påvirker sagen eller bevisførelsen, men hele bagtæppet var jo, at de fleste i København følte, at de havde en aktie i den her sag. Det lå der og ulmede på en helt anden måde end ellers.

Derfor var det også vigtigt at få frem, hvad der var min klients baggrund. Og det kom frem også uden min hjælp. Jeg synes faktisk, at den dækning, der var i efteråret, var meget fin. Men de ting, der kom frem, er jo ikke noget, man som forsvarer behøver at bidrage til.

Forsvarsadvokat Luise Høj

Foto: Jeppe Carlsen

Det blev nok den offentlige opfattelse, at der lå et ansvar et andet sted i psykiatrien og politisk. Udover tragedien i Field’s, så er der jo den kæmpestore tragedie, at min klient har rakt ud efter hjælp igennem seks måneder. Han har på intet tidspunkt modsat sig behandling. Han har gjort fuldstændig, som lægerne har bedt ham om. Så får han en fejldiagnose, og så sker det her. Det forløb er jo svært at se bort fra. Det er godt nok svært at abstrahere fra, at han også er blevet gjort uret i systemet. Jeg kunne påpege under sagen, at der havde faktisk været nogle medarbejdere, der havde forsøgt at stille den rigtige diagnose, men der blev ikke lyttet til dem.

Jeg kan ikke jo sige som advokat, at tragedien kunne være undgået. Det ved jeg ikke. Men det er jo det spørgsmål, som alle stiller sig, og jeg stiller det selv som almindelig borger - ikke som hans forsvarer eller advokat. Det kan vi umuligt udtale os om.

Min klient modtog dom i byretten den 5. juli 2023. Han blev erklæret sindssyg samt sindssyg i gerningsøjeblikket og fik en anbringelsesdom. For anklagerne var det helt evident, at så skulle han på Sikringsafdelingen. Forbrydelsen i sig selv er så alvorlig, at rigtig meget taler for, at så skal du også have det højeste trin på sanktionsskalaen. Men jeg synes også, at når man er forsvarer i sagen, så skal man prøve at byde ind med de ting, der nu er muligt. Det var også med afsæt i det, at vi ville have sagen prøvet en ekstra gang og teste straffen i landsretten.

Det handler om, hvor han skal være. På en retspsykiatrisk institution, hvor han er nu, og hvor det mere er som et almindelig psykiatrisk hospital. Eller alternativt på Sikringsafdelingen, som er mere som et lukket fængsel. Begge steder er en dommer med til at afgøre, om og hvornår han må komme ud.

Det er den højeste straf, man kan få, når det ikke er en fængselsstraf. Han har faktisk aldrig været på Sikringsafdelingen. Der er kun 30 pladser, så der er ikke plads, og han er ikke højt nok oppe på ventelisten. Men Retslægerådet siger fortsat, at det er bydende nødvendigt, at han kommer på Sikringsafdelingen. Det virker paradoksalt, at han skal derud, og at man siger, at det er det eneste sted, man kan håndtere ham, men i halvandet år har borgerne altså skullet leve med, at han bliver håndteret på en anden institution.

Jeg har en idé om, at 95 procent af årsagen til, at han fik Sikringsafdelingen ikke har noget med min klient at gøre. Det har noget at gøre med det, der skete i Field’s, og retsfølelsen. Du kan ikke placere den gerning andet steds end på det højeste trin, fordi den jo også er summen af vores alles frygt og det kollektive traume.

Det gik som forventet i landsretten. Konklusionen var enslydende med byretten. Vi fik en ny udtalelse fra overlægen på retspsykiatrisk afdeling. Det går bedre med min klient. Han har ikke været farlig overfor andre patienter eller personalet. Det synes jeg jo tilsiger, at han kunne få lov til at blive der. Og det viser, at det var en berettiget anke, så det kan jeg stå inde for.

LUISE HØJ (H)

Forsvarsadvokat, beneficeret ved Københavns Byret og Retten i Lyngby. Medforfatter til en bog om advokatetik for forsvarere. Har medvirket i tv-programmer om politiets efterforskning. Har været forsvarer i store straffesager i Danmark om økonomisk kriminalitet (Greed-sagen), hacking (CSC-sagen), hashhandel (Pusherstreet-komplekset) og matchfixing i fodbold. Uddannet jurist i 2001. Har tidligere arbejdet som fuldmægtig i Justitsministeriet og i anklagemyndigheden samt som advokat i advokatfirmaet Horten.

Foto: Jeppe Carlsen

Forsvarsadvokat Luise Høj

Field's-sagen kort fortalt

Søndag den 3. juli 2022 blev der skudt i indkøbscentret Field’s på Amager. Den første anmeldelse, politiet modtog, kom ind kl. 17.35. Politi og ambulancer rykkede massivt ud. Fra det første skud til anholdelse gik der 16 minutter. En 22-årig etnisk dansk, psykisk syg mand blev anholdt ved motorvejsnedkørslen i nærheden af Field’s.

Tre personer blev dræbt i Field’s. En 46-årig russisk mand, en 17-årig pige og en 17-årig dreng. Derudover var fire personer alvorligt sårede. Yderligere tyve personer kom til skade, og tre blev lettere sårede. Han blev tiltalt for tre drab samt ti identificerede og tyve uidentificerede drabsforsøg. Derudover trusler, fareforvoldelse og ulovlig våbenbesiddelse. Han blev kendt skyldig i alle forhold i tiltaleskriftet og blev i byretten og landsretten dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen på ubestemt tid. Der er kun 30 pladser og en del personer på venteliste, og derfor er han fortsat anbragt på den retspsykiatriske afdeling.