2020 - Advokaten 2 Min sag

Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Tekst Tine Østergård

Hvis man spørger til et middagsselskab, om en tidligere PET­-chef bør udtale sig om sine erfaringer i efterretningstjenesten, vil de fleste sige nej. Men det er ikke nød­vendigvis det juridisk korrekte svar, og det illustrerer sagen om bogen “Syv år for PET”.

Jakob Scharf blev i sommeren 2017 tiltalt for i 28 tilfælde at overtræde sin tavshedspligt, blandt andet ved at videregive fortrolige oplys­ninger om PET’s arbejdsmetoder. I bogen udta­ler Jakob Scharf eksempelvis, at “Paskontrollen er en god lejlighed til at kigge lidt nærmere på folk, uden at du nødvendigvis afslører, at det er efterretningstjenesten, der er på spil.” Det skete i forbindelse med efterforskningen af Hammad Khüshid, der var mistænkt for at planlægge et terrorangreb i Danmark, hvor PET forsinkede ham i paskontrollen og ransagede hans kuffert.

Som forsvarer havde jeg svært ved at se, hvorfor oplysningen skulle være en overskridelse af tavs­hedspligten. I min optik er det velkendt, at græn­sekontrollen er et farligt sted for terrorister, og blandt andet derfor stod det hurtigt klart for mig, at det afgørende spørgsmål i sagen var, om oplys­ningerne i bogen kunne betragtes som fortrolige.

Det brugte vi indledningsvis et halvt år på at få PET til at forklare, men uden held. Ifølge PET’s nuværende chef, Finn Borch Andersen, skulle mere eller mindre alt, hvad man havde af viden om PET fra sin tid i tjenesten, anses som for­troligt. PET mente, at det ville afsløre yderligere fortrolige oplysninger, hvis man skulle forklare, hvorfor oplysningerne i bogen var fortrolige.

Det var deres valg. Men når PET hverken ville belyse, hvorfor de enkelte udsagn var tavsheds­belagte, og hvilken skadevirkning, udsagnene i bogen havde haft, så var det yderst vanskeligt for Jakob Scharf at føre sin sag. Problemstillingen greb ind i, hvem der havde bevisbyrden, den blev så at sige vendt på hovedet, og det anså jeg som en vanskelig situation at håndtere.

I byretten fremførte anklagemyndigheden, at alle operative oplysninger, der stammede fra PET, som udgangspunkt var fortrolige, og at det derfor ikke var nødvendigt, at PET fremlagde dokumentation for, at oplysningerne i bogen var fortrolige. Det måtte så være op til Jakob Scharf at godtgøre, at de enkelte udsagn ikke var fortro­lige. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Hvis man prøver at skifte PET ud med eksempelvis Novo Nordisk og siger, at en tidligere forsker har offentliggjort erhvervshemmeligheder, men Novo Nordisk ikke vil dokumentere, hvorfor det offentliggjorte er en erhvervshemmelig­hed, så vil enhver sige, at man må have druk­ket af natpotten. Men det illustrerer bare den respekt, der er omkring efterretningstjenesten.

Fra vores side henviste vi i byretten til, at anklagemyndigheden havde pligt til at føre bevi­set. At det var deres opgave at begrunde, hvorfor oplysningerne i bogen var fortrolige. Samtidig havde vi, inden retssagen gik i gang, brugt meget tid på at gennemgå PET’s tidligere kommuni­kation i aviser, tv og på nettet, herunder PET’s gamle hjemmesider, og vi fremlagde i retssagen flere end 100 eksempler på, at PET selv havde fremlagt informationer om samarbejdspartnere, operationer, arbejdsmetoder mm. Oplysninger, som efter PET’s tilkendegivelser under sagen, var fortrolige. Derfor var det vores synspunkt, at der internt i PET måtte foreligge en skriftlig beslut­ning om, at disse oplysninger kunne offentlig­gøres. PET kunne ikke hævde, at alt materiale var fortroligt og så efterfølgende plukke ud efter forgodtbefindende. Det blev dog afvist af PET, at der forelå en sådan skriftlig beslutning. Fra vores side var det et tema, at der entydigt var bevis for, at PET’s åbenhedspolitik kunne dateres til før og efter bogens udgivelse. PET var med andre ord blevet langt mere lukket efter udgivelsen.

Da byretsdommen kom, blev vi meget chokerede. Jakob Scharf blev kendt skyldig for 24 ud af 28 forhold. Retten fulgte ankla­gemyndigheden og lagde til grund, at ope­rative oplysninger om kilder, operationer, samarbejdspartnere, mv. var fortrolige for PET’s medarbejdere, og at man kun kunne omtale forhold, der allerede var offentligt kendt.

Som forsvarer var jeg rystet over dommen, jeg havde ikke forestillet mig, at vores synspunkter på den måde ville blive fejet af banen. At Jakob Scharf kunne dømmes alene på baggrund af den nuværende PET­-chefs udtalelser om, at alle operative oplysninger som følge af tjenestens natur skal betragtes som fortrolige. Byretten så stort på højesteretsdommene i tunesersagerne, som tilkendegiver, at det kræver en betydelig grad af dokumentation fra PET’s side, der mulig­gør, at den anklagede og forsvareren skal være i stand til at tage stilling til PET’s oplysninger i sagen – og det kunne vi langtfra i dette tilfælde.

Jeg blev frustreret over dommen, men var også nødt til at tænke mig om en ekstra gang – havde jeg misforstået sagen og grebet den forkert an? Havde jeg rådgivet Jakob Scharf forkert og lagt en forkert strategi. Vi gik efter frifindelse, men skulle vi i stedet være gået efter at begrænse skaden? Samtidig begyndte retslærde at skrive, at dommen var korrekt. Det skabte en naturlig tvivl hos mig, og vi tog derfor en tænkepause, inden vi besluttede at anke dommen på sidste dag i ankefristen. Det kunne simpelthen ikke passe, at sagen skulle slutte med et nederlag i byretten.

Jeg kan ikke kritisere forløbet i byretten, men der er sager, der har så juridisk principielle pro­blemstillinger i sig, at de ikke bør begynde i byret­ten – det gælder blandt andet denne sag, som er en af de mest komplicerede sager, jeg har ført. Den foregik over næsten tyve dage i byretten, hvilket er tungt for en enkelt byretsdommer at sidde med.

I landsretten fik vi heldigvis medhold. Jakob Scharf blev frikendt i 27,5 ud af 28 anklagepunk­ter, hvilket de facto var en frifindelse. Det var en enorm lettelse, ikke kun for Jakob Scharf, men også for mig. Det var tilfredsstillende at vide, at vi ikke havde taget fejl, og at det store stykke arbejde, vi havde gjort, havde været relevant og hensigtsmæssigt. Der stod endda i landsrets­dommen, “at sagens oplysninger i betydeligt og relevant omfang er tilvejebragt af forsvaret.”

Man skal ikke underkende, at sagen havde et politisk element. Når PET rejser en straffesag mod en tidligere chef, så er det godkendt på høje­ste niveau, og justitsminister Søren Pind havde da også allerede inden sagens begyndelse meldt ud, at bogen var krænkende. En sådan udmelding fra justitsministeren giver sagen en anden karak­ter end ellers. Jeg har haft flere andre sager med et politisk element, så jeg vidste, hvad der var på spil. Hvis vi slutteligt går tilbage til det indledende spørgsmål om, hvorvidt en tidligere PET­-chef bør udtale sig om sine erfaringer i efterretnings­tjenesten, så vil jeg personligt sige, at ja, det kan der være god ræson i. I midten af nullerne og ti år frem fik vi rigtige terrorister i Danmark, og PET’s budget og beføjelser blev betragteligt udvidet. Derfor giver det god mening at have en vis grad af åbenhed og en folkelig debat om, hvor­vidt det er rimeligt og hensigtsmæssigt at bruge så mange ressourcer på efterretningstjenesten samt at åbne for indgribende tiltag mod borgerne. Her er det ikke nok at sige, at hvis man ikke har noget at skjule, så har man ikke noget at frygte. 

Politisk havde man mulighed for at indføre absolut tavshedspligt med PET-­loven i 2014, men det gjorde man ikke. Derfor er PET­-medarbejdere omfattet af præcis den samme tavshedsbestem­melse som andre offentligt ansatte. En PET­-chef oplever givetvis flere fortrolige ting end mange andre offentligt ansatte, men det ændrer ikke på, at de er undergivet den samme regel.

Det er interessant, at juraen på dette punkt ikke er i overensstemmelse med den umiddel­bare folkelige opfattelse af, hvordan det burde være. Men her skal man huske, at årsagen til ikke at have absolut tavshedspligt for PET­-medarbejdere er, at det er et samfundsgode, at embedsmænd kan deltage i den offentlige debat og dermed videregive deres særlige viden om, hvordan det offentlige virker. Det højner debatten, og det skal vi have for øje, inden vi kritiserer udgivelsen af “Syv år for PET”.

LARS KJELDSEN
Advokat og partner i Nyborg & Rørdam Advokatfirma med møderet for Højesteret siden 1991. Beskæftiger sig med rets- og voldgiftssager og sager mod offentlige myndigheder. Derudover er han certificeret voldgiftsdommer og virker som voldgiftsdommer i en række nationale og internationale voldgiftssager.
Han er udspørger i Instrukskommissionen.
Han har blandt andet virket som udspørger i Skattesagskommissionen og forestået advokatundersøgelsen vedrørende seksuelle krænkelser inden for Den Katolske Kirke i Danmark. Har virket som bisidder i forbindelse med den tjenstlige undersøgelse mod ledelsen i Justitsministeriet i forbindelse med “Christianiasagen”.
Endvidere har han igennem fem år deltaget i Tvind-sagen som beskikket forsvarer samt virket som forsvarer for Stein Bagger.

SAGEN KORT
I sommeren 2017 blev tidligere PET-chef Jakob Scharf tiltalt for i 28 tilfælde at overtræde sin tavshedspligt i bogen “Syv år for PET”. Byretten kendte ham skyldig for 24 ud af 28 forhold og idømte fire måneders ubetinget fængsel. Dommen blev anket til Østre Landsret, hvor Jakob Scharf blev frikendt i 27 ud af 28 anklagepunkter og idømt 10 dagbøder á 1.000 kroner. Samtidig skulle staten betale sagens omkostninger i både by- og landsret, og Jakob Scharf skulle ikke have konfiskeret vederlaget fra bogsalget.