Tekst Peter Istrup, ph.d.-studerende, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

I 1999 udgav Lawrence Lessig bogen Code v.1.0. Bogen blev et betydeligt indlæg i den  daværende debat om, hvorvidt cyberspace eller internettet var regulerbart, og i givet fald hvordan regulering kunne finde sted. En af Lessigs pointer var – forsimplet – at den struktur eller arkitektur, der konstrueres omkring cyberspace, de facto i sig selv er norm- og regel skabende. Her 20 år senere er der næppe nogen tvivl om, at cyberspace eller internettet er regulerbart, herunder at lovregler er gældende også i cyberspace.

Hvor Lessig og andre i starten af 1990’erne stod på tærsklen til en ny virkelighed i form af en global internetstruktur, er der flere forhold, der taler for, at vi i 2020 igen står foran en ny æra. En æra drevet af teknologi i et hidtil uset omfang. Et sådant postulat kan kun eftertiden verificere, men med kommende netværk som 5G, såkaldt Internet of Things, kunstig intelligens, med videre, er der meget, der taler for, at anvendelsen af førnævnte teknologier vil accelerere de kommende år. Dette også i en retlig kontekst. 

Den retlige betydning
I takt med at hardware i bred forstand, det være sig alt fra højtalere, køleskabe, lyspærer, biler, med videre, kobles sammen i netværk, åbnes der op for hidtil ukendte muligheder for interaktion, samhandel og opsamling af data. De sammenkoblede enheder vil i vid ud strækning egenhændigt kommunikere med hinanden, opdatere hinanden, dele data, og enhederne vil således besidde en form for “teknisk autonomitet”, der ikke kendes i dag. Udviklingen vil ikke alene skabe nye former for samhandel. Den beskrevne udvikling og nævnte teknologier vil forventeligt påvirke stort set alle samfunds- og retsområder. Inden for det offentligretlige område vil der eksempelvis opstå nye muligheder for ud formning af digitale lovregler, automatiserede afgørelsesprocesser, med videre. (Se eksempelvis tidligere artikler om automatiseret sagsbehandling i Advokaten 4/2019, Advokaten  6/2019 og Advokaten 8/2019).

Skeptikere vil mene, at ovenstående blot er en naturlig fortsættelse af en for alle tider bestående teknologisk udvikling, og at jurister og advokater altid har tilpasset sig det retssamfund, de er en del af.

Givet er, at den teknologiske udvikling fortsætter uagtet juristernes deltagelse eller ej. Modsat tidligere er der dog mere på spil end digitalisering af kendte processer. Anbefalingen i denne artikel er, at advokater og jurister skal lægge en mulig skepsis på hylden og ikke alene være observatører af udviklingen, men i stedet være med til at definere og drive denne.

Jura er en samfundsvidenskabelig disciplin, der bl.a. bygger på en række principper, hensyn og grundsætninger (af pladshensyn benævnt “principper”). Principperne sikrer sammenhængs-kraften inden for de forskellige retsområder. Juraen sikrer hermed grundlæggende rettigheder og skaber retssikkerhed. En række juridiske principper er kodificeret ved lov, og loven skal som bekendt holdes. Dette såvel af mennesker som robotter og algoritmer.

En udfordring ved alene at være tilskuer til den teknologiske udvikling er, at visse af de systemer og algoritmer, der konstrueres, vil være så komplicerede og så omfangsrige, at det vil være ganske bekosteligt, tidskrævende og kompliceret at lave dem om, når de først er helt eller delvis implementeret. Endvidere vil en række af de systemer, der konstrueres, komme helt eller delvis fra udlandet. De vil således være programmeret over andre regler, principper og systemer end de danske. Hvis der efterfølgende identificeres en konflikt med kendte principper, opstår der en betydelig risiko for, at der træffes beslutning om, at danske lovregler og juridiske principper må tilpasse sig systemerne og ikke omvendt. Ovenstående tilgang er ikke rent tankespind. Eksempelvis nævner Digitaliseringsstyrelsens Vejledning om digitaliseringsklar lovgivning fra maj 2018, i forhold til diskussionen om automatiseret sagsbehandling, øverst på s. 12, at den automatiserede sagsbehandling ”...kan dog også føre til overvejelser om ændring af lovgivningen, så den i højere grad indrettes til en mere automatiseret sagsbehandling.”

Ovennævnte er blot ét eksempel, men eksemplet bør være en påmindelse om, at jurister har tendens til at betragte juridiske principper som fundamentale, måske endda eviggyldige, men sandheden er, at pågældende lovregler og principper blot kan laves om, hvis der er en politisk vilje hertil.

Advokaternes rolle
Der udvikles ny teknologi inden for samtlige retsområder med forskellige udfordringer til følge, hvorfor udviklingen burde interessere alle jurister. Det er givet vanskeligt for den enkelte at vurdere, hvilken rolle man kan spille i en teknologisk virkelighed, men jurister og advokater besidder en unik mulighed for at sikre, at retssikkerheds- og juridiske principper kommer til at bestå også i en virkelighed baseret på teknologi.

Rettes blikket mod Lessigs idé om en normskabende arkitektur i cyberspace, kan tankerne føres videre i forhold til de systemer og algoritmer, der for nærværende programmeres, kodes og konstrueres. 

Jurister og advokater bør være med til at sikre, at den arkitektur, der opstår i fremtidens teknologiske miljøer, tager højde for principper af såvel offentlig- som privatretlig karakter, udstukket i juraen. Ingen anden profession besidder samme overblik og indsigt. Advokaterne bør påtage sig en definerende rolle i forhold til at sikre, at de systemer, algoritmer og strukturer, der kommer til at definere fremtiden, tager højde for de principper, der definerer et retssamfund. Dette fremfor retrospektivt at konstatere, at det ikke er tilfældet.

Hvis advokaterne vælger ikke at påtage sig det arbejde eller deltage i udviklingen af den programmerede og teknologiske infrastruktur, så er der andre faggrupper, der påtager sig det arbejde. Resultatet er givet. Der vil ikke blive taget højde for de pågældende principper, eller det vil ske i mindre grad. Dette er naturligt, idet det er juristerne og advokaterne, der som faggruppe besidder den relevante viden. Det er jo umuligt for en programmør at programmere noget, vedkommende ikke ved. Resultatet vil være en ny virkelighed, der hviler på et svagere og uensartet retligt fundament.

Fremtidens teknologiske løsninger skaber således ikke alene redskaber, som den enkelte advokat kan bruge i sit virke eller rådgive sine klienter om ad hoc. Fremtiden kalder også på en rolle for advokaten som rådgiver i form af det, der kunne benævnes som en systemskabende juridisk og teknologisk arkitekt. Jurister og advokater bør således i langt større omfang end hid-til samarbejde med andre faggrupper, udvikle, medudvikle og fungere som rådgivere og inputgivere i forhold til at sikre, at den teknologiske og systemiske infrastruktur, der kommer til at definere vores fremtid, bygger på allerede velfunderede juridiske principper. 

At påtage sig rollen som juridisk og teknologisk arkitekt hviler i høj grad på juristerne og advokaterne selv. En forudsætning for at kunne påtage sig rollen er interesse og forståelse for den bagvedliggende teknik. Den simple årsag hertil er, at det som bekendt er vanskeligt at rådgive om forhold i en kontekst, man ikke forstår. Opgaven er imidlertid for vigtig til at lade den ligge. Jurister og advokater må omfavne de teknologier, vores samfund bygger på. Teknologi bliver en vital del af den infrastruktur, der vil definere interaktionen mellem virksomhederne, borgerne imellem og mellem den enkelte og staten. Vi bør som jurister kunne forstå, hvorledes teknologierne fundamentalt virker, og vi bør proaktivt søge indflydelse i de fora, hvor systemerne og algoritmerne skabes.

Der ligger en vigtig opgave i at sikre, at den teknologiske virke lig hed, vi alle bliver en del af, også kommer til at hvile på retssikkerhed og et solidt principielt og efterprøvet juridisk fundament. Advokaterne bør her spille en nøglerolle.

PETER ISTRUP
Ph.d.-studerende ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet med blockchain og smart contracts som forskningsområde. Har møderet for Højesteret og har i en årrække været formand for Danske Virksomhedsjurister.

DELTAG I DEBATTEN
Risikerer advokater og retssikkerheden at blive kørt over af nye digitale systemer, som designes af dataloger og tekniske eksperter? Skal advokaten selv ind i maskinrummet og påtage sig rollen som arkitekt og konstruktør af systemer og legal tech-løsninger? Og er advokater og jurister generelt tilstrækkeligt klædt på til at gå ind i arbejdet med at udvikle teknologien?

Deltag i debatten på LinkedIn/Advokatsamfundet.