Den danske advokat og californiske attorney-at-law Thomas Thorup har netop fået overrakt det certifikat, som giver ham møderet for USA’s Højesteret. Hele historien startede med en amerikansk Bar-eksamen.
Tekst: Hanne Hauerslev
Sandsynligheden for at få en sag for USA’s Højesteret er forsvindende lille. Alligevel var det en vigtig milepæl for advokat Thomas Thorup, da han den 14. maj i år fik overrakt det certifikat, som giver ham møderet for USA’s øverste domstol.
- Certifikatet er et synligt bevis, som jeg kan hænge op på væggen. Men da de fleste advokater fører de her meget store sager til den amerikanske Højesteret pro bono, vil det være svært for os at tage en sag, da vi er et lille firma med tre advokater. Værdien for mig ligger i den personlige tilfredsstillelse og ønsket om at følge en faglig udvikling helt til dørs, siger Thomas Thorup.
Forud for den højtidelige ceremoni med edsaflæggelse og håndtryk af den amerikanske højesteretsdommer Antony Kennedy ligger en amerikansk Bar-eksamen, som på den ene side har været krævende – og på den anden side har været så fagligt givende, at han varmt anbefaler den til andre advokater. Det er nemlig en eksamen, som godt nok kræver en del forberedelse – men forberedelsen kan klares over internettet og dermed hjemme fra kontoret i Danmark.
Fire år i Californien
For Thomas Thorup startede det hele med en kærlighed til USA og et udtalt sprogtalent. Kombinationen blev nøglen til det internationale fokus.
- Jeg er så heldig at have et rigtig godt sprogøre, og det amerikanske fik jeg godt fat i, da jeg i gymnasietiden var på udveksling i USA i et år. Jeg var helt tilfældigt landet i det vestlige Montana, hvor jeg spillede amerikansk fodbold og havde en fantastisk tid. Jeg kunne snildt være blevet boende der, og blev faktisk så integreret, at jeg talte amerikansk som en amerikaner. Det har heldigvis bidt sig fast, siger han.
Det var en af grundene til, at de internationale sager landede på Thomas Thorups skrivebord, da han var fuldmægtig og senere ansat advokat. Da han efter en årrække i København fik tilbud om job i Californien, takkede hele familien ja til at flytte.
- Her arbejdede jeg for et advokatkontor, som var ejet af en dansker og en amerikaner i fællesskab. Min opgave var at bistå danske virksomheder på det amerikanske marked. På en måde var det lidt som at starte forfra med en stejl læringskurve. Jeg samarbejdede med de tre amerikanske jurister i firmaet, for i Californien er der meget restriktive regler, som betyder, at du kun kan yde juridisk rådgivning over for klienterne, hvis du er admitteret som advokat i den pågældende delstat, herunder at man har bestået delstatens Bar-eksamen. Men i samarbejde med californiske advokater i virksomheden kunne jeg rådgive danske klienter og på den måde fungere som brobygger til det amerikanske marked, siger Thomas Thorup, der efter to år valgte at tage en LL.M. fra University of the Pacific i Sacramento, der ligger nordøst for San Francisco.
Herefter var det næste naturlige skridt at tage den californiske Bar-eksamen for at få beskikkelse i Californien. På det tidspunkt var Thomas Thorup dog hjemme i Danmark igen, hvor han havde etableret sig med eget advokatfirma.
- Det er forskelligt fra delstat til delstat, hvem der får adgang til at gå op til Bar-eksamen. Californien er den mest liberale af staterne. Det betyder, at du som advokat med beskikkelse eksempelvis i Danmark har adgang til at gå op til eksamen. Det samme gælder, hvis du er jurist og har en amerikansk LL.M. Til gengæld er det den notorisk sværeste Bar-eksamen, som efter min opfattelse er umulig at bestå som ikke-amerikansk jurist, hvis du slet ikke har kendskab til det faglige miljø i USA.
Man bliver simpelthen en bedre jurist
Thomas Thorup brugte knap tre måneder på at forberede sig til sin eksamen.
- Da jeg var i København på det tidspunkt, valgte jeg en online løsning, som består af en del faglitteratur, som man skal pløje sig igennem, on-demand forelæsninger samt en række skriftlige opgaver undervejs, siger Thomas Thorup, der ikke tøver med at anbefale andre at gøre det samme, hvis tiden og lysten er til det.
- Det har været en fantastisk øvelse. Man bliver simpelthen en bedre jurist. Måske handler det også om, at man er et andet sted i livet, end da man var helt ung og læste jura på universitetet. Jeg har al respekt for Københavns Universitet, hvor jeg har læst, men jeg oplevede, at den amerikanske undervisningsform var en helt anden, både på LL.M.-studiet og til Bar-eksamensforberedelse. Desuden var underviserne super engagerende og – selvfølgelig – meget casefokuserede, hvilket jo hænger sammen med, at amerikansk ret bygger på common law. Men selvom det er en anden tilgang til juraen, oplevede jeg, at man arbejder sig samme sted hen i sidste ende, siger Thomas Thorup.
Selve den californiske Bar-eksamen foregår over to dage og består blandt andet i at skrive essays og større opgaver. Med en bestået eksamen i hånden, er det væsentligste adgangskrav til at søge advokatbeskikkelse i Californien opfyldt – også selvom advokaten har bopæl i Danmark. Udover Bar-eksamen skal man bestå en prøve i advokatetiske regler samt gennemgå et baggrundstjek – en såkaldt ”Moral Character Determination”.
- Hvis man herefter ønsker at arbejde som advokat i USA, kræver det et arbejdsvisum, hvilket kan være vanskeligt at opnå. Selv ser jeg mig som brobygger mellem USA og Danmark, fordi jeg står med et ben i hver lejr. Derfor har det også været helt naturligt for mig at gå hele vejen og få møderet for Højesteret. Mens det i Danmark kræver en del prøvesager at arbejde sig op igennem systemet, så er kravet i USA, at du har haft din beskikkelse i tre år uden at få en disciplinærsag, og at der herefter er to advokater, der kan stå inde for dig. Via mit netværk har jeg fået to såkaldte ’sponsors’, som har skrevet under på, at jeg er tilstrækkeligt kvalificeret til at opnå møderetten. I forhold til den proces, der ligger forud, har det været ganske ukompliceret og hele vejen værd.
Thomas Thorup
Cand.jur. fra Københavns Universitet 1993. Advokat i 1998. Møderet for landsret i 2000, møderet for Højesteret i 2005. Arbejdede i Californien fra 2007 til 2011. Etablerede i 2011 selvstændig virksomhed og slog sig i 2012 sammen med advokat og New York attorney Martin Dahlgaard i advokatfirmaet Thomas Martin, der har kontor i København og New York. Firmaet rådgiver primært om amerikansk selskabs- og kontraktret samt arbejdsvisa til USA for danske virksomheder, der etablerer sig i USA.