Det kan give anledning til uenighed, når en klient beder sin hidtidige advokat om at få udleveret sagens akter. Advokatnævnet har ved flere lejligheder taget stilling til forskellige problemstillinger i den forbindelse.
Af Charlotte Bruun Windahl, chefkonsulent, Advokatnævnets sekretariat
I forbindelse med advokatskifte eller når en advokat af andre grunde udtræder af en sag, er det ikke usædvanligt, at klienten eller dennes nye advokat anmoder om at få sagens akter udleveret. Hvis klienten eller dennes nye advokat er af den opfattelse, at den hidtidige advokat ikke udleverer tilstrækkeligt materiale, giver det af og til anledning til en klage over advokatens adfærd.
Advokatnævnet har i flere konkrete sager forholdt sig til forskellige problemstillinger vedrørende udlevering af sagsakter og tilbageholdsret. Fra Advokatnævnets praksis kan fremhæves følgende afgørelser:
Tilbageholdsret for et salærkrav
Advokatnævnets kendelse af 11. november 2013 (sagsnr. 2012-869)
Under hensyn til usikkerheden om et salærkrav samt karakteren af de tilbageholdte dokumenter, som blandt andet vedrørte en uafsluttet tinglysning af klagers ejendom, fandt Advokatnævnet, at den indklagede advokat ikke havde været berettiget til at tilbageholde klagers dokumenter, idet klager derved risikerede at lide retstab. Indklagede blev ikendt en sanktion.
Udlevering af sagsakter, hvor der ikke udøves tilbageholdsret for et salærkrav
Advokatnævnets kendelse af 7. januar 2015 (sagsnr. 2014-1196)
Advokatnævnet bemærkede, at en advokat, hvis klient ønsker at skifte advokat, som udgangspunkt har pligt til at udlevere sagens dokumenter til klienten. Dog har advokaten tilbageholdsret i sagens dokumenter til sikkerhed for et ubetalt salærkrav, hvis klienten ikke i den forbindelse lider retstab.
Advokatnævnet lagde i den konkrete sag til grund, at klagen ikke vedrørte spørgsmålet, om indklagede advokat kunne udøve tilbageholdsret for et salærkrav. Derimod vedrørte klagen spørgsmålet om, hvorvidt indklagede havde pligt til at sende sagen til den tidligere klient ved dennes nye advokat, når klienten i forvejen løbende havde fået kopier af sagsmaterialet.
At indklagede løbende havde sendt kopi af sagsakterne til den tidligere klient kunne ikke berettige, at indklagede undlod at udlevere akterne, da han blev bedt om at oversende sagens dokumenter til den tidligere klients nye advokat. Da Advokatnævnet imidlertid lagde til grund, at indklagede ikke var i besiddelse af sagens originale bilag, idet disse lå i en ankesag i landsretten, havde indklagede ikke tilsidesat god advokatskik. Advokatnævnet frifandt herefter indklagede.
Advokatnævnets kendelse af 19. maj 2015 (sagsnr. 2014-3626)
Den tidligere klient ved dennes nye advokat klagede blandt andet over, at indklagede advokat nægtede at udlevere materiale, som den nye advokat anførte at have brug for til vurdering af et eventuelt krav mod tredjemand, og at indklagede blot henviste til, at alt løbende var sendt til den tidligere klient.
Indklagede anførte over for Advokatnævnet, at samtlige originale akter var sendt til den nye advokat eller udleveret til den tidligere klient, og at der i øvrigt løbende blev sendt kopi af al korrespondance med videre til den tidligere klient.
Advokatnævnet afviste klagepunktet efter dets beskaffenhed, fordi afgørelse krævede en bevisførelse, der ikke kunne finde sted for nævnet. Advokatnævnet lagde herved vægt på, at der var uklarhed om omfanget af det omhandlede materiale.
Advokatnævnets kendelse af 26. oktober 2016 (sagsnr. 2016-2068)
Advokatnævnet fandt, at indklagede advokat ikke havde varetaget sagen på behørig vis, herunder ved angiveligt ikke at besvare henvendelser fra den tidligere klient og ved ikke at oversende sagens akter til den nye advokat. Advokatnævnet fandt på den baggrund, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik, og indklagede blev ikendt en sanktion.
Det bemærkes, at indklagede ikke svarede i klagesagen ved Advokatnævnet, hvorfor nævnet lagde klagers oplysninger til grund for afgørelsen.
Advokatnævnets kendelse af 30. januar 2017 (sagsnr. 2016-2703)
Advokatnævnet bemærkede – også i denne kendelse – at en advokat, hvis klient ikke længere ønsker advokatens bistand, som udgangspunkt har pligt til at udlevere sagens dokumenter til klienten. Dog har advokaten tilbageholdsret i sagens dokumenter til sikkerhed for et ubetalt salærkrav, hvis klienten ikke i den forbindelse lider retstab.
Klager oplyste til Advokatnævnet, at hun, efter at have modtaget kopi af sagsmateriale, konstaterede, at indklagede advokat havde fjernet alt det materiale, som var udarbejdet af klagers tidligere advokat (ikke indklagede) samt alle dokumenter fra retten.
Indklagede oplyste, at klager ved personligt fremmøde på advokatkontoret fik udleveret et originalt gældsbrev, hvilket klager ikke var tilfreds med, idet klager ville have hele sagsmappen med rettens korrespondance med videre. Indklagede oplyste videre, at hun afviste at udlevere samtlige sagsakter til klager med henvisning til, at dokumenterne ikke var relevante for sagens videre behandling, og at klager havde fået dem tilsendt tidligere.
Advokatnævnet lagde på den baggrund til grund, at klagepunktet ikke vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt indklagede kunne udøve tilbageholdsret for et salærkrav, men spørgsmålet om, hvorvidt indklagede var berettiget til at undlade at udlevere alle sagsakterne. Advokatnævnet lagde videre vægt på, at der efter det oplyste, blandt sagsakterne var dokumenter, der var udfærdiget af klagers tidligere advokat.
Advokatnævnet fandt på den baggrund, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at udlevere alle sagens akter – eventuelt i kopi – til klager. Indklagede blev ikendt en sanktion.
Betaling for kopiering og genfremsendelse af sagens materiale
Advokatnævnet har endvidere behandlet et spørgsmål om, hvorvidt en tidligere advokat kunne kræve betaling for kopiering og genfremsendelse af sagens materiale.
Advokatnævnets kendelse af 10. april 2014 (sagsnr. 2013-2657)
Advokatnævnet lagde til grund, at indklagede advokat som led i sin varetagelse af sagen løbende sendte kopi af sagens dokumenter med videre til den tidligere klient. Advokatnævnet fandt på den baggrund, at indklagede ikke havde tilsidesat god advokatskik ved at kræve rimelig betaling for at kopiere og genfremsende sagens materiale. Den omstændighed, at den tidligere klient efter modtagelse af kopi af sagens materiale var taget under konkursbehandling ændrede ikke herpå. Advokatnævnet fandt herefter, at indklagede ikke havde tilsidesat god advokatskik, og indklagede blev frifundet.
Pligten til at udlevere sagens dokumenter
Advokatnævnets praksis viser, at en advokat, hvis klient ønsker at skifte advokat, som udgangspunkt har pligt til at udlevere sagens dokumenter til klienten. Dog har advokaten tilbageholdsret i sagens dokumenter til sikkerhed for et ubetalt salærkrav, hvis klienten ikke i den forbindelse lider retstab.
Advokatnævnet har i en konkret sag accepteret, at en advokat krævede ‘rimelig betaling’ for kopiering og genfremsendelse af sagens materiale.
Der kan opstå bevismæssige spørgsmål om, i hvilket omfang advokaten har udleveret tilstrækkeligt sagsmateriale. Advokatnævnet har i en sag, hvor der opstod en sådan bevisusikkerhed, afvist klagen efter dens beskaffenhed.
Læs afgørelserne i deres helhed i Advokatnævnets vidensdatabase på Advokatnaevnet.dk.
Udlevering af sagsmateriale
En advokat, hvis klient ønsker at skifte advokat, har som udgangspunkt pligt til at udlevere sagens dokumenter til klienten.
Tilbageholdsret
En advokat kan have tilbageholdsret i sagens dokumenter til sikkerhed for et ubetalt salærkrav, hvis klienten ikke i den forbindelse lider retstab.
Charlotte Bruun Windahl
Chefkonsulent, Advokatnævnets sekretariat.