Den sydjyske kreds ser sig selv som aktiv medspiller i en frugtbar debat om advokatstandens udfordringer – med regionale indspark. Det fastslår den nyvalgte formand Jesper Baungaard fra Aabenraa. Han har i øvrigt en fortid som brandmand, hvilket har vist sig at være en stor fordel i en særlig sag.
Af Dorthe Plechinger
Foto: Camilla Schiøler
Jeg er specialist i almen praksis. Er det ikke det, lægerne kalder sig, når de ikke har noget speciale? Det lyder måske forkert et eller andet sted, men jeg er nysgerrig af sind og interesserer mig for mange ting. Jeg har siddet på kontorer, hvor man har solgt specialistydelser, men der er få steder i provinsen, hvor du kan være meget specialiseret, og min antagelse er, at selv i de større byer vil man ofte være nødt til også at lave noget andet – ellers ville de simpelthen ikke kunne lave nogen forretning. Begrebet specialist har dog ofte en stor markedsføringsmæssig værdi. Der findes selvfølgelig kolleger, hvor jeg ikke vil fratage dem, at de er specialister, men hos mange andre, der skriver, at de er det, tænker jeg, at de i hvert fald ikke altid brillerer med det i sagerne.
Jeg blev ikke jurist i kampen for retfærdighed. Jeg blev det, fordi ingen i min familie havde gået på universitetet før. Jeg kunne være blevet læge, men jeg havde det ikke så godt med blod, og alle de mere humanistiske uddannelser sagde mig ikke rigtig noget: Hvis man kommer fra en familie, der er håndværkere eller landmænd, har man den holdning, at dét, man laver, skal kunne bruges til noget. Min mor, som var bankdame, syntes, at jura var sådan en fin uddannelse, og nogen havde sagt til mig, at jura var så spændende, så jeg startede der og syntes, at hvis man bestod, skulle man også fortsætte. Det gjorde jeg og er nu havnet her. For mig er det et arbejde, men jeg synes, der er mange sjove, spændende og interessante ting forbundet med det.
Det er svært at sige, hvornår arbejdet er rigtig sjovt og spændende. Nogle af de sager, som er sjove, når de lykkes, har været allerværst derhenad. Det kan være ganske belastende at være advokat i en sag, hvor det betyder rigtig meget for klienten, om det går godt eller skidt, men hvor der er en lang fase med mange uafklarede ting. Hvis du er ude at slås om et større millionbeløb for to professionelle, forstår parterne i højere grad den procesrisiko, der er forbundet med sagen, og har foretaget en risikoafvejning: Hvis jeg taber, så mister jeg så og så meget, men den risiko tager jeg. Hvis du fører en sag for en privatperson, som muligvis skal i fængsel, skal betale erstatning eller mister sit arbejde, handler det også om risiko, men det er ofte noget, man ikke kan stille op som et regnestykke eller en kalkulation: Hvis jeg har mistet mit arbejde, hvilken erstatning er så fair?
I fri processager kører du i lang tid på lykke og fromme. Det kan tage et år at få bevilget. I en sag, jeg netop har afsluttet, endte min klient i denne mellemliggende periode med at bo på et klubværelse og havde ikke engang en cykel. Jeg var nødt til at bede ham om at betale stævningsgebyr – jeg kan ikke forsvare over for mine kompagnoner at have udlæg på sådan en sag – og de penge fandt han. Men da han skulle betale berammelsen, var jeg nødt til at låne ham pengene, da han endnu ikke havde fået bevilget fri proces. Her synes jeg, at man kan gøre en forskel. Og hvis man skal gøre en forskel, kan man ikke gøre det ud fra almindelige forretningsmæssige vilkår. Det er bare den type valg, man er nødt til at foretage. I den situation var det ikke svært, for det var så uretfærdigt, men du kan ikke drive en forretning ved kun at have den slags sager. I mange af de sager, som har betydet en masse for mig og for klienten, er der ikke penge i det af betydning. På den anden side kan arbejdet ikke kun være et kald, hvis jeg deltager i et kompagniskab, hvor vi alle skal leve af dét, vi tjener.
Jeg blev uddannet som brandmand, da jeg aftjente min værnepligt. Det kom mig til gode i en meget omtalt brandsag for tre år siden. Den var virkelig op ad bakke og handlede om en hotelbrand, hvor det i efterforskningen blev lagt til grund, at der var syv uafhængige arnesteder. Så kan man godt regne ud, at ilden ikke er opstået naturligt. Men jeg var under uddannelsen ved Beredskabsstyrelsen ude at efterforske en brand, og jeg kunne se, at der var nogle efterforskningsmæssige huller i sagen. Der er ganske få sager, hvor man underkender de kriminaltekniske beviser, fordi man regner med, at politiets beviser er objektive. Så det kræver som regel, at man som forsvarer har en anden professionel sagkyndig på området, der kan vurdere beviserne. Ham fandt vi, men den største kamp var at få lov til overhovedet at bruge ham. Her er retterne meget tilbageholdende. Min klient, hotelejeren, blev frikendt, og jeg håber, at man fremover er mere grundig, når der udarbejdes kriminaltekniske erklæringer.
Kredsarbejdet er et vigtigt emne lige nu. Jeg er med i Koordinationsudvalget, og jeg håber, at vi skal diskutere, hvad kredsene skal, og få lov til som kredse at komme med indspark. Aarsøe-Nielsen-rapporten konkluderede for 20 år siden på advokatbranchens fremtid, og selvom de ikke har fået helt ret, er det, de forudså, på vej – med lidt forsinkelse: Førhen var de mindre byer godt dækket ind med advokatkontorer, men generelt er det sådan i vores område, at når en advokat stopper, stopper butikken. Man kunne godt forestille sig, at man i Koordinationsudvalget tog de store briller på og diskuterede, om der fremover for eksempel skal være samme afstand til en advokat som til en læge? Og om næste skridt – hvis man fremskriver udviklingen – bliver, at vi får fire Retter i Danmark? Og hvad betyder det i forhold til afstanden til en advokat? Det vil jeg gerne være med til at diskutere.
Der er også andre sager, hvor vi fra kredsene kunne komme med indspark på kollegialt niveau. Vi får for eksempel færre og færre straffesager lige i øjeblikket her i vores område, og der er kontorer, hvor man er afhængige af dem. Holdningen har været, at det har været lidt gynger og karruseller, men mange i kredsen føler lige nu, at der er rimeligt mange karruseller… Det er et forfærdelig penibelt emne, for det lyder, som om man bare vil have nogle flere penge. Det er også et problem, at den beneficerede advokat skal stå til rådighed, selvom der ikke ligger et rådighedstillæg i salæret. Det problem vil jeg da gerne være med til at synliggøre for at se, om det er et landsproblem eller et regionalt problem. Hvis det er nationalt, er det vel en opgave for Advokatsamfundet. Men jeg synes, at hvis det skal have autenticitet, har de advokater, der bor og lever i lokalområderne, en afgørende rolle i forhold til, hvorvidt det opleves som et problem der. Det kan være den slags problemer, som man er nødt til at hæve op på brancheniveau, for vi ved jo alle, hvad der sker, hvis man er den, der går i front. Det er ikke anderledes end i cykelsport: Der er ikke mange, der ønsker at ligge unødigt i vinden.
Det betyder rigtig meget for mig at undervise. Det gør jeg indimellem og nyder det. Jeg tror, det skyldes, at jeg stadig kan huske, hvor uforståeligt, jeg selv syntes, det var på studiet, da jeg mødte det første, anden, tredje gang… Mange af de undervisere, vi havde, havde enten haft utrolig nemt ved stoffet helt fra starten, eller også underkendte de, at dét, de underviste i, faktisk var svært at finde ud af for de studerende. Med mindre man var vokset op i et dommerhjem, hvor jura var en del af dagligdagen. Hvis man husker, hvor lidt viden, man selv havde, er det nemmere at formidle stoffet. Jeg har undervist på Handelshøjskolen i Aarhus, men nu har jeg mere freelanceundervisning for advokatsekretærer og kurser. Advokatsekretæruddannelsen er ramt af svigtende efterspørgsel, så der er ikke mange penge til eksterne undervisere. Det er derfor af mere idealistiske end økonomiske årsager, at jeg forsøger at give dem et brancheindblik.
Jesper Baungaard
Uddannet cand.jur. 1997. Har været ansat hos Flink-Halling, Overgaard & Deichmann, Bøgh-Andersen & Henriksen, Gorrissen, Federspiel & Kierkegaard. Er nu hos Judica Advokaterne i Aabenraa.
Møderet for landsretten og Højesteret.
Medvirkede i tv-dokumentaren Brændte beviser.
Bestyrelsesformand Aabenraa Turistforening, Business Aabenraa, Højskolen Østersøen, Sejlsport Sønderjylland og aktiv i dansk sejlsport både som udøver og i diverse bestyrelses- og tillidsposter. Herudover aktiv i det lokale foreningsliv, som ad hoc-træner for det lokale fodboldhold.