Sagsomkostninger bliver man som dommer eller advokat aldrig færdig med. Det er ligesom tanken om, hvad man skal finde på til aftensmad. Der er nye udfordringer hele tiden.
Af landsdommer Svend Bjerg Hansen, Vestre Landsret
I et indlæg i Advokaten 06/2011, side 30 ff. gennemgik jeg et notat med Vestre Landsrets vejledende udgangspunkter for afgørelser om sagsomkostninger i civile sager. Jeg foretog samtidig en gennemgang af den på daværende tidspunkt nyeste retspraksis. De vejledende udgangspunkter er fra 2009 og kan efterhånden trænge til at blive kigget efter i sømmene.
Min mission med dette indlæg er at gennemgå nogle af de vigtigste afgørelser om sagsomkostninger, der har været de seneste år – naturligvis navnlig fra Højesteret – og på grundlag heraf prøve at vurdere, hvordan notatet fra 2009 harmonerer med denne praksis. Bemærkningerne om retspraksis er alene mine og ikke udtryk for Vestre Landsrets holdning. På grundlag af den nyeste praksis vil det være naturligt at overveje en ny og revideret udgave af notatet fra 2009, som efterhånden er mere end fem år gammelt.
Notatets status og indhold
Det er vigtigt at holde sig for øje, at notatet om sagsomkostninger i civile sager alene indeholder nogle vejledende udgangspunkter for afgørelser om sagsomkostninger og er tænkt som basismateriale, når landsrettens dommere skal træffe afgørelse om sagsomkostninger. Enhver omkostningsafgørelse bør – som det også fremgår af Højesterets praksis – være udtryk for en konkret og nuanceret vurdering baseret på alle oplysninger i sagen og ikke blot på det beløbsmæssige resultat, men derfor kan det jo være godt at have noget at støtte sig til om, hvordan der normalt bliver forholdt med sagsomkostningerne i forskellige typesituationer.
Notatet beskæftiger sig ikke med sagsomkostninger i forbindelse med syn og skøn, retsafgift og udgifter til vidner. Jeg har dog sidst i dette indlæg medtaget et par afgørelser om syn og skøn sammen med nogle afgørelser og bemærkninger om særlige spørgsmål i relation til sagsomkostninger, som det kan være nyttigt for både advokater og dommere at holde sig for øje.
Jeg vil fremhæve det merudgiftssynspunkt, som er nævnt i Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om sagsomkostninger. Det siges her, at det skal tillægges betydning, om modparten er blevet påført merudgifter i anledning af en beløbsmæssigt videregående påstand. Hvis sagen først og fremmest har vedrørt ansvarsgrundlaget, vil der ikke være tale om merudgifter ved en beløbsmæssigt videregående påstand. Det gælder for eksempel i sager om erstatning uden for kontrakt, i funktionærsager om bortvisning, i sager om der har været grundlag for at hæve en kontrakt, og i sager om, hvorvidt der er en mangel i en køberetlig eller entrepriseretlig sag.
Dette synspunkt er endosseret af Højesteret, jf. f.eks. U.2008.2252H. Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat skadelidtes erhvervsevnetab til 65 procent. Skadelidte nedlagde for retten principalt påstand om et erhvervsevnetab på 100 procent. Forsikringsselskabet påstod frifindelse. Sagen blev forligt med et erhvervsevnetab på 75 procent. Forsikringsselskabet blev pålagt at betale sagsomkostninger. Højesteret udtalte blandt andet, at skadelidtes principale påstand ikke kunne antages at have påført forsikringsselskabet merudgifter ved sagens førelse.
Nyere retspraksis om sagsomkostninger
Jeg vil i det følgende gennemgå noget af den nyeste retspraksis og knytte nogle kommentarer hertil. I den forbindelse vil jeg navnlig henlede læserens opmærksomhed på betydningen af merudgiftssynspunktet, på afvejningen mellem sagsøgerens og sagsøgtes interesser og i relation til hævede sager på betydningen af det tidspunkt forud for hovedforhandlingen, hvor sagen bliver hævet.
U.2010.2029V er nævnt i min artikel fra 2011, men er afsagt efter notatet fra 2009. Afgørelsen er i god overensstemmelse med de vejledende udgangspunkter, muligvis fordi jeg selv var en af dommerne i sagen. I sagen havde en lønmodtager i en sag mod sin arbejdsgiver efter en arbejdsskade ved byretten fået medhold for 56.000 kroner vedrørende godtgørelse for svie og smerte. Sagen var anlagt for 346.647,73 kroner. Lønmodtageren fik således medhold for omkring 16 procent. Byretten ville pålægge lønmodtageren at betale sagsomkostninger, mens landsretten hævede omkostningerne. Sagen må karakteriseres som en sag uden merudgifter.
I U.2011.375Ø fik en lønmodtager medhold i, at der skulle betales godtgørelse for svie og smerte med 35.000 kroner. Kravet var i alt på 164.083,24 kroner, hvoraf næsten 2/3 var tabt arbejdsfortjeneste, som lønmodtageren ikke fik medhold i. Senere blev kravet vedrørende navnlig tabt arbejdsfortjeneste dog væsentligt nedsat, så det samlede krav var 96.259,13 kroner. Landsretten hævede sagens omkostninger.
Ved afgørelsen i U.2011.873V fik en lønmodtager medhold for 5.492,17 kroner. Påstanden var på 61.886,77 kroner. Byretten pålagde arbejdsgiveren at betale sagsomkostninger. Landsretten ophævede sagens omkostninger. Der blev givet medhold for lidt mindre end 10 procent. Landsretten udtalte blandt andet, at det havde været nødvendigt at anlægge sagen for at opnå betaling af et erstatningsbeløb. Sagen må karakteriseres som en sag uden merudgifter.
I U.2012.1977H traf Højesteret afgørelse om sagsomkostninger om en uberettiget tilbagekaldelse af en avlskåring af en hund. Ansvarsgrundlaget var fastslået under en tidligere sag. Hundens ejer nedlagde påstand om en erstatning på 150.000 kroner. Han fik medhold for 40.000 kroner. Hundeklubben blev pålagt at betale delvise sagsomkostninger med 25.000 kroner i to instanser. Sagen vedrørte ikke kun spørgsmålet om udmåling af erstatning, men også om, hvorvidt der overhovedet skulle betales erstatning.
Der blev i sagen givet medhold for knap 27 procent. Højesteret udtaler, at det var nødvendigt for hundeejeren at anlægge sagen for at opnå erstatning. Det er et fornuftigt og forståeligt synspunkt, men jeg tror, at man skal passe på ikke at overbetone synspunktet. Det var jo også nødvendigt for hundeklubben at forsvare sig for at undgå at betale 110.000 kroner. Man kan så sige, at hundeklubben bare kunne have accepteret og betalt de 40.000 kroner, men hertil kan det lige så vel anføres, at hundens ejer jo burde have nøjedes med at anlægge sagen med påstand om de 40.000 kroner, som han endte med at få medhold i. Hvis han havde gjort det, kunne det jo godt være, at hundeklubben, for hvilken ansvarsgrundlaget jo allerede var fastslået, havde betalt ved kasse 1.
I denne afgørelse må man sige, at Højesteret i forhold til udgangspunktet i landsrettens notat er på vej nedad til sagsøgerens fordel. Selvom den beløbsmæssigt for høje påstand muligvis ikke havde påført hundeklubben yderligere udgifter til at føre sagen, bør det blandt andet i lyset af Højesterets afgørelse efter min opfattelse overvejes at ændre anvisningen vedrørende sager med merudgifter til, at sagsøgte skal betale sagsomkostninger, hvis sagsøgeren får medhold for omkring 25-30 procent. Hvis sagsøgeren får medhold med mindre end 25-30 procent, skal omkostningerne hæves, og der bliver så alene et lille område tilbage, hvor sagsøgeren skal betale sagsomkostninger til sagsøgte.
I U.2012.3303 H fik sagsøgeren ved et forlig medhold for omkring 1/3. Der var tale om en sag om godtgørelse for varigt mén, der også omfattede stillingtagen til ansvarsgrundlaget, og hvor der ikke var oplysninger om processkridt eller ekstraomkostninger, som kunne føre til at fravige udgangspunktet om at tilkende sagsomkostninger i forhold til det vundne beløb. Højesteret bestemte derfor, at sagsøgte skulle betale sagsomkostninger i forhold til det vundne beløb. Landsrettens notat harmonerer fint med denne afgørelse.
I U.2013.2970 H havde en sagsøger, der havde købt to byggegrunde, anlagt sag mod sælgeren principalt med påstand om ophævelse af handelen, subsidiært en erstatning på 1,8 millioner kroner og mere subsidiært et forholdsmæssigt afslag på 400.000 kroner. Køberen fik alene tilkendt et forholdsmæssigt afslag på 100.000 kroner vedrørende den ene byggegrund. Byretten pålagde sælgeren at betale delvise sagsomkostninger til køberen, og denne afgørelse blev stadfæstet af Østre Landsret. Højesteret ændrede denne afgørelse og ophævede sagens omkostninger.
Man må konstatere, at byret og landsret tillagde køberen sagsomkostninger, selvom han alene fik medhold i sin mere subsidiære påstand, ikke fik medhold i en række væsentlige anbringender og beløbsmæssigt alene fik medhold for lidt mere end 5 procent. Det var meget sagsøgervenligt. Højesteret var knap så venlig over for sagsøgeren, idet omkostningerne efter en samlet vurdering af sagens resultat sammenholdt med de nedlagte påstande og anbringender blev hævet. Mon resultatet var blevet det samme, hvis der var anlagt sag med en påstand om betaling af 180.000 kroner og blev givet medhold for 10.000 kroner. Mange sagsøgte ville nok slippe de 10.000 kroner fremfor at involvere sig i en dyr retssag.
I U.2013.3194Ø blev sagsomkostningerne ophævet i en ansvarssag. Der blev givet medhold for 10-15 procent. Østre Landsret nævner blandt andet nødvendighedskriteriet. Afgørelsen svarer til det, der er anført i notatet.
U.2014.343V er en lejesag om lejeforhøjelse, hvor udlejeren tabte sagen for 89 procents vedkommende. Sagen var anlagt af udlejeren. Sagsøgeren (udlejeren) fik altså medhold for 11 procent, men blev pålagt at betale delvise sagsomkostninger. Afgørelsen svarer også til det, der er anført i notatet.
Den nyeste praksis synes generelt at være mere sagsøgervenlig end notatet. Det bør derfor nok overvejes at ændre landsrettens notat i overensstemmelse hermed. Udgangspunktet er, at der skal betales sagsomkostninger i forhold til værdien af det vundne beløb. I sager med merudgifter må det overvejes at sætte den nedre grænse for, hvornår sagsomkostningerne skal hæves, ned til medhold i omkring 15-20 procent af påstandsbeløbet. I andre sager bør grænsen måske sættes ned til omkring 25-30 procent. Det bør også overvejes, om det også i sager med merudgifter bør være sådan, at det kun i meget begrænset eller i hvert fald i begrænset omfang pålægges sagsøgeren at betale sagsomkostninger, hvis den pågældende dog får et vist medhold.
Det bør nok også indføjes i notatet, at påstandsbeløbets størrelse i sig selv kan have betydning, således at sagsomkostningerne kan hæves, selv i tilfælde hvor sagsøgeren får meget begrænset medhold, jf. U2013.2970H.
Jeg vil dog samtidig påpege, at man skal passe på med ikke at overdrive nødvendighedskriteriet, som er anvendt i en del afgørelser om sagsomkostninger, altså at sagsøgeren skal have sagsomkostninger, fordi det var nødvendigt at anlægge sagen for overhovedet at få noget. Det kan meget let vendes om til sagsøgtes fordel i sager, hvor sagsøgeren kun får begrænset medhold.
Nogle særlige spørgsmål
Betydningen af forligstilbud
U.2008.129/1H om, at den part, der har fremsat et forligstilbud efter en vurdering af påstandene i forhold til resultatet som udgangspunkt skal have sagsomkostninger, er fulgt op af U.2012.2706 H, hvor Højesteret fastslog, at Pumas krav ikke kunne overstige det beløb på 25.000 kroner, som Puma allerede havde modtaget fra Fakta. Puma blev på denne baggrund pålagt at betale sagsomkostninger.
Det anførte må efter min opfattelse gælde forligstilbud både før sagsanlægget og under forberedelsen af sagen, vel i princippet lige op til hovedforhandlingen, men kun for de sagsomkostninger, der ligger efter forligsforslaget.
Indstævnte tager bekræftende til genmæle
I U.2014.2860H udtaler Højesteret, at der ikke skulle ske nedsættelse af det sædvanlige proceduresalær i en ankesag, hvori indstævnte tog bekræftende til genmæle en uge før den berammede hovedforhandling. Højesteret lagde vægt på, at sagen for landsretten havde medført en betydelig forberedelse, og at en tidligere berammet hovedforhandling var blevet udsat med én dags varsel på grund af indstævntes advokats sygdom.
I landsrettens notat er det anført, at sagsomkostningerne fastsættes til 2/3 af proceduresalæret, hvis sagen forliges eller hæves kort før hovedforhandlingen. Dette må stadig være gældende, men må suppleres med resultatet i U.2014.2860H.
Sager sluttet efter delforhandling
I U.2013.2103H følger Højesteret op på U.2008.1694H og U.2008.610V og udtaler i en sag, der blev afvist efter en delforhandling blandt andet, at der skulle tages udgangspunkt i sagens værdi og karakter, men samtidig tages hensyn til, at delforhandlingen alene angik spørgsmålene om afvisning på grund af mangelfuld stævning og om rette værneting.
Sager mod det offentlige
Hvis der er tale om for eksempel tvivlsomme fortolkningsspørgsmål, jf. U.2007.943H, eller der er tale om alvorlige fejl i sagsbehandlingen, jf. U.2009.2203H, kan en borger eller en virksomhed i en sag mod det offentlige slippe for at betale sagsomkostninger, selvom den pågældende ikke får medhold.
I U.2013.498H fandt Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter den tabende part skal erstatte modpartens udgifter. Sagen er et eksempel på, at det også i sager mod offentlige myndigheder om tvivlsomme lovfortolkningsspørgsmål beror på en samlet vurdering, om der foreligger sådanne særlige grunde, at den tabende part helt eller delvis skal fritages for at betale sagsomkostninger til modparten.
Repræsentationstilfælde
I U.2013.343Ø var en sagsøgt repræsenteret af sin ægtefælle. Hun påstod sig tillagt sagsomkostninger, idet hendes mand havde brugt en masse tid på sagen, herunder til at konsultere en advokat. Landsretten bestemte, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, idet retten fandt, at sagsøgte ikke havde afholdt udgifter, der kunne dækkes som sagsomkostninger.
I U.2013.2832V tog Vestre Landsret stilling til sagsomkostningerne i en sag, hvor en selvstændig advokat mødte for sig selv. I overensstemmelse med bemærkningerne i betænkning 1436/2004 side 266-268 udtalte landsretten, at omkostningerne til advokaten skulle udmåles på samme måde som til andre selvmødere. Det betød, at positive udgifter til transport og ophold og tabt arbejdsfortjeneste samt udgifter til ekstrakt, materialesamling, porto og kopiering skulle dækkes.
I U.2014.91V havde en region ikke været bistået af advokat under retssagen, men mødte ved en medarbejder. Regionen blev derfor ikke tillagt sagsomkostninger, idet landsretten bemærkede, at det forhold, at regionens medarbejdere havde brugt tid og ressourcer på sagen, ikke kunne føre til andet resultat.
I U.2015.2249H havde sagsøgeren anlagt sag mod et forsikringsselskab. Selskabet, der ikke var momsregistreret, var under sagen repræsenteret af en ansat advokat. Forsikringsselskabet blev tilkendt sagsomkostninger. Det var ubestridt, at der ikke havde været afholdt en udgift til moms. Højesteret tiltrådte, at omkostningsbeløbet ikke skulle tillægges moms, da bestemmelsen i retsplejelovens § 316, stk. 1, ikke sås at ændre de hidtil gældende retningslinjer for, hvornår et beløb til dækning af advokatomkostninger skal tillægges moms, da forsikringsselskabet ikke havde en ikke-fradragsberettiget udgift til advokatbistand.
Syn og skøn
Som nævnt omfatter notatet ikke syn og skøn, men det skal ikke forhindre mig i at nævne et par nyere interessante afgørelser.
I U.2010.1490Ø blev erhvervslejesag om lejens størrelse forligt. Skønserklæringen støttede udlejerens påstand om, at markedslejen oversteg den aktuelle leje. Det havde derfor med rimelighed været nødvendigt at foretage syn og skøn. Det forhold, at boligretten kun i begrænset omfang lagde vægt på skønserklæringen, kunne ikke føre til, at udgiften til syn og skøn ikke kunne kræves erstattet som sagsomkostning, og landsretten tiltrådte derfor, at lejeren delvis var pålagt udlejerens udgifter til syn og skøn.
I U.2013.107/1H udtalte Højesteret, at udgifterne til syn og skøn havde været nødvendige for sagens forsvarlige førelse, og det kunne ikke føre til en anden vurdering, at landsretten ikke havde tillagt skønserklæringerne i deres helhed betydning ved sagens afgørelse. Sagsøgte skulle derfor dække udgifterne til syn og skøn fuldt ud.
Afgørelsen viser, at det er afgørende for, om en part, der har begæret syn og skøn, skal have dækket sine udgifter til syn og skøn fuldt ud, om spørgsmålene i skønstemaet gik videre, end hvad der på daværende tidspunkt med rimelighed kunne anses for nødvendigt.
Sager uden økonomisk værdi
Af U.2013.107/1H fremgår det tillige, at udgifter til dækning af advokatbistand i sager uden økonomisk værdi skal fastsættes under hensyntagen til sagens betydning, karakter og omfang, jf. forarbejderne til retsplejelovens § 316, stk. 1, 2. punktum.
I U.2014.3602H udtaler Højesteret, at sagsomkostningerne i en kæresag om en umiddelbar fogedforretning skal fastsættes med udgangspunkt i arbejdets omfang, men at der endvidere kan tages hensyn til sagens karakter og betydning og det opnåede resultat.
Reminder
Til slut lige nogle remindere til advokaterne (og også til mine kolleger) om sagsomkostninger og om tilkendelse af salær til beskikkede advokater (og forsvarere).
De vejledende takster for fastsættelse af et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand i proceduresager er naturligvis ikke bindende, men jeg minder om, at det fremgår af taksterne, at sagsomkostningerne kun bør fastsættes over eller under intervallerne, hvis sagen har været usædvanlig vanskelig eller usædvanlig enkel. Hvis retten ikke holder sig i det relevante interval, bør der gives en udførlig begrundelse herfor.
I U.2013.2970H slog Højesteret fast, at landsretten under et kæremål om sagsomkostninger skal afvente 10-dagesfristen i retsplejelovens § 397, stk. 1, inden der træffes afgørelse. Det gælder også, selvom der er modtaget svarskrift fra indkærede, idet kærende skal have mulighed for inden fristens udløb at indlevere kærereplik.
Advokaterne vil jeg minde om vigtigheden af allerede inden hovedforhandlingen at komme med dels bemærkninger til sagsomkostningerne, dels oplysninger, som ønskes taget i betragtning ved tilkendelse af salær til en beskikket advokat. Hvis oplysningerne først indleveres efter hovedforhandlingen, risikerer man, at retten ikke tager dem i betragtning til skade for både klienten og salæret.
Til brug for overvejelserne om at revidere landsrettens notat om sagsomkostninger i civile sager modtager jeg gerne bemærkninger og/eller interessante afgørelser om sagsomkostninger. Når der foreligger en ny udgave af landsrettens notat, vil der blive orienteret herom i Advokaten.
Svend Bjerg
Landsdommer ved Vestre Landsret siden 1992, retsformand siden 1998 og blandt andet næstformand i Ankenævnet for Forsikring.